Sitemap | Avanceret søgning |

Rigsrevisionen: VK får et rap over fingrene

Et enigt folketing anerkender nu Rigsrevisionens konklusioner i sagen om overbetaling af privathospitaler. DF kalder det »et rap over fingrene« til Venstre og De Konservative.

Af Carl Emil Arnfred
Publiceret 05-11-2010

Folketingets finansudvalg kommer nu rigsrevisor Henrik Otbo til undsætning i sagen om overbetaling af privathospitaler.

Rigsrevisionen har det seneste halvandet år været udsat for hård kritik fra Venstre og De Konservative, efter at VK's statsrevisorer sidste år afviste at støtte Rigsrevisionens konklusioner i hospitalssagen.

Både Venstres Peter Christensen, Birgitte Josefsen og Preben Rudiengaard, samt De Konservatives Henriette Kjær har efterfølgende anklaget rigsrevisoren for at »politisere«. Men af en ny beretning fra finansudvalget fremgår det nu, at hele Folketinget tager rigsrevisorens vurdering af sagen til efterretning.

Et stærkt signal
Formanden for Folketingets finansudvalg, Kristian Thulesen Dahl, påpeger, at det er et forsøg på at understrege rigsrevisorens autoritet i en tid, hvor han har været under angreb.

»Der er nogle af regeringspartiernes folk, der har været langt fremme med kritik af rigsrevisoren og beskyldt ham for at politisere. De får nu et klart rap over fingrene med finansudvalgets beretning,« siger Thulesen Dahl.

Han støttes af De Radikales finansordfører, Morten Østergaard.

»Det er et stærkt signal om, at finansudvalget nu har valgt at stå vagt om Rigsrevisionens arbejde og konkludere, at der i den konkrete sag ikke blev taget skyldig hensynstagen til pris og kvalitet i den måde, man betalte privathospitaler på,« siger han.

For Venstre var det vigtigste, at finansudvalget kunne blive enige og dermed sætte et fælles punktum i sagen.

»Der skal ikke herske nogen tvivl om, hvilke vilkår der gælder for Rigsrevisionen. Det er derfor, at det står som det står,« siger medlem af finansudvalget Torsten Schack Pedersen (V).

Et velkomment signal
Formanden for statsrevisorerne, Peder Larsen (SF), opfatter finansudvalgets beretning som et klart og velkomment signal fra Folketinget.

»Det er helt afgørende vigtigt for os, at rigsrevisoren nyder fuld tillid i alle kredse. Rigsrevisoren skal ikke kunne beskyldes for at politisere. Slet ikke når han ikke har gjort det,« siger Peder Larsen

Copyright: Jyllands-Posten

'