Sitemap | Avanceret søgning |

Psykolog: Det er en voldsom, psykisk belastning

Af LINE ZIEGLER LAURSEN
Publiceret 18-01-2011

Det er en voldsom, psykisk belastning at få stjålet sin identitet. Det slår psykolog Ditte Munch-Andersen fast.

»Der er ingen tvivl om, at det er ekstremt ubehageligt at være udsat for, at andre misbruger ens identitet. Det er næsten en eksistentiel angst, der kan opstå, når ens identitet bliver stjålet,« fortæller hun.

Hun forklarer, at en situation, som den 21-årige Laura Madsen står i, kan betyde, at opfattelsen af verden ændrer sig.

»Mennesker, som ellers har det psykisk godt, har grundlæggende en tro på, at verden er tryg, og at andre mennesker vil én det godt. Når man bliver udsat for identitetstyveri , kan der ske det, at man gradvist begynder at ændre sin verdensopfattelse og ser verden som mindre tryg,« siger Ditte Munch-Andersen, der arbejder ved den private klinik Sirculus.

Mistro og paranoia
Den ændrede verdensopfattelse kan føre til en grad af paranoide tanker og mangel på tillid. Mistroen og de paranoide tanker kan betyde, at en person, der er udsat for identitetstyveri , begynder at tænke over, om tilfældige mennesker på gaden ved noget om dem.

I yderste konsekvens kan utrygheden overføres til andre ting, så personen eksempelvis begynder at tænke over, om kæresten og veninderne er til at stole på.

Inden mistroen og paranoiaen breder sig, understreger Ditte Munch-Andersen, er det vigtigt at afgrænse mistilliden.

»Det vigtigste, når sådan noget sker, er at afgrænse det, så man siger: "Ja, der er en, der kan komme ind på min konto, men jeg har ingen beviser for, at mine veninder eller min kæreste ikke er til at stole på".«

Lær at leve med det
De mange episoder har fået Laura Madsen til at gå rundt i en konstant frygt for, hvad der sker, næste gang identitetstyven slår til.

Ifølge Ditte Munch-Andersen betyder uvisheden, at Laura Madsen aldrig kan slappe helt af. Da en opklaring ikke ligger lige for, opfordrer Ditte Munch-Andersen Laura Madsen til at finde ud af, hvordan hun kan leve med situationen.

»Hvis politiet ikke kan gøre noget, er hun nødt til at finde en måde at leve med det på. Hvis hun skal leve med det, kan hun eksempelvis sige til sig selv: "Det kan godt være, at der sker noget, men jeg tjekker det kun en gang om måneden, for jeg kan alligevel hverken gøre fra eller til".«

På den måde afgrænses paranoiaen og mistroen, så den ikke tager overhånd, forklarer Ditte Munch-Andersen.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere
'