Sitemap | Avanceret søgning |

Politiet opklarer identitetstyveri

Mere end 20 års udnyttelse af Lotte Petersens identitet kan have fået en ende.

Af JONAS HØY BRUUN
Publiceret 16-04-2011

Mens der fortsat ikke er fundet en gerningsmand i sagen om Laura Madsen - som JP Aarhus har omtalt i artiklen "Misbrugt gennem to årtier" - synes der at være afklaring for en anden kvinde, der gennem en årrække har fået misbrugt sin identitet.

En 55-årig kvinde fra Aarhus, der indrømmer at have udnyttet 40-årige Lotte Petersens cpr-nummer til at få udskrevet receptpligtig medicin ved flere lejligheder, er nemlig blevet sigtet for personelfalsk af Østjyllands Politi.

»I onsdags forsøgte kvinden at få udleveret receptpligtig beroligende medicin på et apotek i det nordlige Aarhus i den 40-årige kvindes navn. Fordi vi har indgået et nært samarbejde med mange af apotekerne i byen, blev vi alarmeret, og vi kunne foretage en anholdelse af kvinden på apoteket,« siger politikommissær Mogens Brøndum.

Tidligere dømt
Han oplyser, at kvinden tidligere er blevet dømt i tilsvarende sager, og at hun under afhøringen tilstod flere af forholdene.

Hvor mange hun er tiltalt for, og hvor mange hun tilstod, kan han dog ikke gå i detaljer med.

»Vi ser med stor tilfredshed på det samarbejde, der har været med byens apoteker om opklaringen af de sager. Vi ved af erfaring, hvor meget disse typer sager fylder for de forurettede, når deres identitet bliver misbrugt. Vi håber, at den pågældende sag er bragt til ophør, og at det kan virke afskrækkende for andre,« siger Mogens Brøndum.

For Lotte Petersen, der til daglig er bioanalytiker, blev nyheden om anholdelsen modtaget med stor glæde. Hun frygter dog, at hullet i sundhedssystemet fortsat kan udnyttes af andre.

Ellevild
»Jeg er selvfølgelig ellevild over, at der er sket en opklaring. Det er jeg rigtig glad for. Men jeg mener samtidig, at der er et hul, som de praktiserende læger bør gøre noget ved. Jeg kan ikke forstå, at embedslægen ikke går ind i det, for det er alt for let at få udskrevet en recept,« siger Lotte Petersen.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Sagen kort:
Gennem 20 år er Lotte Petersens cpr-nummer blevet udnyttet til at få udskrevet smertestillende piller og sovemedicin.

I begyndelsen foregik misbruget gennem Lotte Petersens egen læge. Da lægen fik mistanke om misbruget og bad identitetstyven henvende sig personligt for en recept, stoppede det for en tid.

Misbruget begyndte dog igen, da identitetstyven i stedet tog kontakt til læger udenbys for at få udskrevet medicinen.

Alene i efteråret 2010 blev Lotte Petersens personlige oplysninger udnyttet tre gange til at skaffe medicin.

 

Artikel
23-01-2011
Misbrugt gennem to årtier
Gennem 20 år har en ukendt kvinde skaffet sig smertestillende piller og sovemedicin i Lotte Petersens navn.
Hvis du vil vide mere
'