Sitemap | Avanceret søgning |

Politiet giver op over for id-tyve

Professionelle indentitetstyve er svære at hamle op med, erkender politiet. Årligt er 27.000 danskere ofre for identitetstyveri.

Af KARINA O. DAHLGAARD, JONAS HØY BRUUN og ANN-SOPHIE BORGERMANN
Publiceret 19-06-2011

Når kriminelle stjæler folks cpr-numre til at oprette lån eller misbruger kreditkortoplysninger til indkøb, bliver sagerne ofte ikke opklaret.

Hvert år går det ud over tusindvis af sagesløse danskere, og i mange tilfælde står politiet magtesløs.

»Politiet halter efter både på ressourcer og evner til at løse disse sager. Efter min opfattelse er politikredsene mere eller mindre fortabte,« siger Peter Kruize, der er kriminolog tilknyttet Københavns Universitet og har skrevet en rapport om identitetstyveri.

Peter Kruize mener, at politiet især kommer til kort, når det gælder identitetsmisbrug på tværs af landegrænser.

Også Bjørn Elmquist, formand for Retspolitisk Forening, kritiserer politiets indsats:

»Politiet kan forholde sig til klassiske overtrædelser. Jeg mener, at de lokale politikredse har svært ved at håndtere identitetstyverier og måske opgiver at tage sig af dem.«

Jørn Gravesen, politiinspektør og chef for Rigspolitiets National Kriminalteknisk Enhed, medgiver, at sagerne om identitetstyveri er svære at opklare:

»Mange tyve er professionelle og svære at hamle op med. Identitetstyverier ligger ikke lige til højrebenet at opklare. Men der bliver da opklaret nogle. Der er flere uopklarede sager, dels fordi gerningsmændene er dygtige, dels fordi det er bøvlet at finde dem. Hvis vi skal opklare de sager, skal vi bruge alt for mange ressourcer. Vi kan jo ikke efterforske det som en drabssag.«

Derfor kan ofrene opleve, at misbruget af deres identitet fortsætter.

»Nogle gange må man opgive at opklare identitetstyverierne. Når man hører fra anmelderen, hvad der er sket, tager man bestik af sagen.

Hvis der ikke er nogle steder at finde spor, kan vi kun gå til krystalkuglen, og den giver ikke nogle svar,« siger politiinspektør Jørn Gravesen.

Peter Skaarup (DF), formand for Folketingets Retsudvalg, mener, at politiet skal tage identitetstyveri mere seriøst:

»Enten har politiet ikke de rette værktøjer, eller også bliver de simpelthen ikke brugt.«

Mindst 27.000 personer udsættes årligt for en form for identitetstyveri. Det viser en undersøgelse foretaget af Danmarks Statistik i 2009.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere
'