Sitemap | Avanceret søgning |

Misbrugt gennem to årtier

Gennem 20 år har en ukendt kvinde skaffet sig smertestillende piller og sovemedicin i Lotte Petersens navn.

Af LISE BLOM
Publiceret 23-01-2011

Lotte Petersen sidder foran computerskærmen og finder med få vante klik vej til Sundhed.dk. Hun åbner sin medicinprofil, hvor hun som alle andre danskere kan se, hvad hun har købt på apoteket gennem de seneste år.

Alene i løbet af efteråret er der tre gange udskrevet smertestillende piller og sovemedicin i Lotte Petersens navn med få dages mellemrum, men ikke en eneste gang har hun selv forladt apoteket med indkøbsposen i hånden. Det er derimod kvinden, som gennem 20 år har misbrugt Lotte Petersens cpr-nummer, der har været på spil igen.

»Jeg bliver sur, når jeg ser det og nervøs for, hvad der vil ske, hvis jeg en dag falder om og bliver indlagt på sygehuset. Enhver, der kigger i min journal, vil tro, at jeg er vant til at få, så hatten passer.

Måske vil lægerne fylde en tilsvarende portion piller i mig. Jeg fremstår som en pillemisbruger, med alt det der er udskrevet i mit navn. Det irriterer mig grusomt,« forklarer Lotte Petersen.

Hun er 40 år og arbejder som bioanalytiker i blodbanken på Skejby Sygehus.

Bortset fra nogle vaccinationer har hendes eget medicinforbrug næsten altid været lig nul, for som Lotte Petersen siger, går hun hellere i seng med ondt i hovedet, end hun tager piller.

Misbruget af hendes navn og cpr-nummer begyndte for 20 år siden, kort efter hun i en periode havde arbejdet som kørselsmedhjælper i en daginstitution.

»Når jeg husker tilbage, var der en kvindelig kollega, som ofte kom med min lønseddel i en kuvert, der allerede var åbnet eller bare stak mig sedlen i hånden. Jeg tænkte ikke nærmere over det, men fordi to andre piger fra institutionen har oplevet samme misbrug som mig, kan jeg ikke slippe tanken om, at det var der, det hele begyndte,« forklarer hun.

Lægen fattede mistanke
Hun blev første gang klar over, at hendes navn og cpr-nummer blev brugt af en anden, da hendes egen læge fattede mistanke i telefonen og bad hendes identitetstyv henvende sig personligt, hvis hun skulle bruge en recept. Det standsede i første omgang misbruget, men siden begyndte kvinden at ringe til læger uden for byen for at få dem til at udskrive pillerne til hende.

»Min læge kunne se det i min journal og spurgte, hvorfor jeg havde fået smertestillende og søvnmedicin, for det var der jo ingen grund til,« husker Lotte Petersen.

Hun fortæller, at hun henvendte sig til Østjyllands Politi, da episoden havde gentaget sig nogle gange.

Det er 18 år siden nu, og gennem årene har hun flere gange søgt hjælp hos ordensmagten og politianmeldt misbruget af hendes navn og cpr-nummer.

Politiet: Find selv tyven
Østjyllands Politi har dog ikke været til nogen hjælp for Lotte Petersen.

»Sidst jeg var på politigården, fik jeg at vide, at de ikke havde tid til min sag, men hvis jeg kunne fortælle, hvem kvinden var og give dem hendes navn og adresse, kunne de godt køre ud og snakke med hende. Jeg rystede på hovedet af den besked og tog i stedet fat i embedslægen,« fortæller Lotte Pedersen.

Kode på cpr-nummeret
Ad den vej har hun fået sat en kode på sit cpr-nummer, så apotekerne kun må udlevere medicin i hendes navn, hvis de bliver præsenteret for gyldig billed-id.

Lotte Petersen må dog konstatere, at mærket ikke kan stoppe kvinden, som med jævne mellemrum misbruger hendes navn og cpr-nummer.

»Det kan stoppe i perioder, hvor jeg lige når at ånde lettet op, men så dukker hun op igen. Jeg tror, at mit navn er et blandt flere, som kvinden bruger i en eller anden roterende karrusel. Jeg kan ikke lade være med at tjekke på min medicinprofil, om jeg står for skud, næsten hver gang jeg tænder computeren, og jeg er blevet meget skeptisk over for at udlevere oplysninger om mig selv,« erkender Lotte Petersen.

Med hjælp fra Lægemiddelstyrelsen har hun to gange fået slettet oplysninger fra sin medicinprofil. Lotte Petersen kan dog ikke slippe frustrationen over, at den ukendte kvinde tilsyneladende får frit spil til at fortsætte det 20 år lange svindelnummer i hendes navn.

»Der må jo være et kæmpe hul, som nogen burde hjælpe mig med at lukke. Jeg drømmer om, at politiet vil hjælpe mig eller om et nyt cpr-nummer, så dette langt om længe kan få en ende,« erklærer Lotte Petersen.

Politiet: Ingen kommentar
Østjyllands Politi bekræfter, at Lotte Petersen har anmeldt det årelange misbrug af sit personnummer. Politiet vil dog ikke oplyse, om man har efterforsket hendes sag, og om man har gjort noget for at finde frem til kvinden.

»Jeg vil slet ikke kommentere det,« lyder det fra politikommissær Mogens Brøndum.

Til gengæld forklarer han, at Østjyllands Politi en af de nærmeste dage vil tage kontakt til Lotte Petersen og bede hende anmelde identitetsmisbruget igen, så politiet kan efterforske sagen.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Personnummeret
Selv ved groft identitetstyveri  får ingen danskere nyt cpr-nummer.

Der skal være fejl i cpr-nummeret, før man kan få et nyt.

Fejl forekommer sjældent, men kan opstå, hvis en udlænding flytter til Danmark og registreres med forkert fødselsdato.

Desuden gives der nyt cpr-nummer i forbindelse med kønsskifteoperationer.

Kilde: Det Centrale Personregister.

Hvis du vil vide mere
'