Sitemap | Avanceret søgning |

Let at snyde med benzinkort

Flere af landets benzinselskaber oplever, at kunder henvender sig, fordi der er oprettet benzinkort i deres navn uden deres viden. Brancheorganisationen for olieselskaber og tankstationer følger udviklingen, men har ikke noget overblik over omfanget.

Af LINE ZIEGLER LAURSEN
Publiceret 16-03-2011

Identitetstyveri er blevet et ord, som danskerne er begyndt at skulle forholde sig til. Stadig flere danskere oplever, at deres personlige data misbruges til økonomisk kriminalitet.

Hos et af Danmarks største benzinselskaber, OK Benzin, er det heller ikke helt ualmindeligt, at benzinselskabets betalingskort til benzin misbruges.

Udviklingen er sket i takt med, at det er blevet muligt at bestille benzinkort på internettet.

For at bestille et benzinkort på nettet kræver det, at identitetstyven kender offerets navn, adresse og cpr-nummer og efterfølgende skaffer sig adgang til offerets post.

»Efter at det er blevet muligt at bestille benzinkort over nettet, så oplever vi jævnligt, at der bliver bestilt benzinkort i en andens navn,« siger kontorassistent ved OK Benzin Charlotte Bertel.

Når OK Benzin modtager en ny bestilling, holdes oplysningerne op mod folkeregistret, og hvis det stemmer, så udstedes der et betalingskort med et kreditmaksimum på 4.000 kr. Det intetanende offer bliver først opmærksom på kortet, når benzinregningen dumper ind ad brevsprækken.

Få kontrolmuligheder
På nuværende tidspunkt er folkeregistret den eneste mulighed, benzinselskabet har for at tjekke personens identitet, men Charlotte Bertel mener ikke, at det er tilstrækkeligt til at undgå de falske kort.

»Vi prøver at gøre, hvad vi kan for at minimere det, men det er umuligt at undgå fuldstændigt,« siger hun.

Det sker da også flere gange om måneden, at kunder henvender sig, fordi de har modtaget en regning for et benzinkort, som de ikke selv har oprettet. På landsplan har OK Benzin mellem 300.000 og 350.000 aktive benzinkort.

»Jeg vil tro, at det ligger på et sted imellem tre og fem gange om måneden, at vi oplever, at en kunde gør indsigelse mod regningen, fordi vedkommende ikke selv har oprettet eller brugt kortet,« siger Charlotte Bertel.

Politianmeldelser
Også hos Uno-X bliver der svindlet med benzinkortene.

Antallet af falske kort begyndte også at stige, da det blev muligt at bestille kortet over internettet. Det fik benzinselskabet til at stramme ansøgningsreglerne op, men de kan stadig ikke se sig fri for de falske kort.

»Vi har strammet op på ansøgningsreglerne, så oplysningerne skal passe med folkeregistret. Det har minimeret det, men vi er ikke helt fri for det,« siger marketingchef i Uno-X Georg Hansen.

Han oplyser, at der indtil nu har været tre sager i år, som har ført til politianmeldelser.

Både hos Uno-X og OK Benzin hører det dog til sjældenhederne, at der er tale om en for offeret helt ukendt gerningsmand.

Ofte er der tale om, at den, der opretter benzinkortet, i et eller andet omfang har eller har haft adgang til offerets personlige oplysninger og postkasse.

»Ofte er det en ekskæreste eller en anden i personens omgangskreds, som har kendskab til personens oplysninger og derved kan oprette et benzinkort på nettet,« siger Charlotte Bertel.

Brancheorganisationen for olieselskaber og tankstationer, Energi-og Olieforum, følger tendensen, men har endnu ikke tal for det samlede omfang af identitetstyveri  i forbindelse med benzinkort, ligesom flere benzinselskaber heller ikke har overblik over omfanget.

»Selv om vi ikke har data på omfanget, så betyder det ikke, at det ikke finder sted eller ikke er stort. Det betyder bare, at vi ikke kender omfanget præcist endnu,« siger energipolitisk chef i Energiog Olieforum Jacob Stahl Otte.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere
'