Sitemap | Avanceret søgning |

Id-tyv udgiver sig for at være læge

En medicinafhængig tyv har begået identitetstyveri  med misbrug af minimum tre navne. De utrygge ofre sidder magtesløse tilbage.

Af KARINA O. DAHLGAARD
Publiceret 16-07-2012

En stak blanke recepter, et par cpr-numre, et falsk stempel og en falsk underskrift er omkring 70 gange blevet brugt til at begå identitetstyveri af mindst tre personer.

Først er en læges navn og cpr-nummer blevet misbrugt til at fabrikere falske recepter, som så er udstedt i minimum to personers navne. De tre ofre for identitetstyveriet er alle kun ved et tilfælde blevet opmærksomme på misbruget af deres personoplysninger.

Misbruget blev opdaget - for anden gang - da en apoteker i Aalborg fik en anonym opringning om, at et cpr-nummer blev misbrugt.

Apoteket gennemgik recepterne, og det viste sig, at den receptudstedende læge "Eskild Henneberg" aldrig havde arbejdet på neurokirurgisk afdeling på Aalborg Sygehus, som der stod på recepterne.

Apoteket meldte misbruget til politiet, men ved ikke, hvad der siden er sket.

Selv forklarer overlæge Eskild W. Henneberg, som arbejder på karkirurgisk afsnit på Viborg Sygehus, at han heller ikke ville udelade sit "W" i navnet.

»Men det er meget professionelt lavet. Der er blevet lavet et stempel, hvor der står mit navn og sygehuset, og desuden er mit cpr-nummer skrevet på,« siger Eskild W. Henneberg.

Gammelt cv sladrede
Ved udskrivelse af f.eks. morfin skal lægerne tilføje deres eget cpr-nummer, blandt andet for at sikre registrering af, hvor meget lægerne udskriver - og for at kunne spore evt. misbrug fra lægens side.

Eskild W. Henneberg ved godt, hvordan identitetstyven kan have fundet hans cpr-nummer. Han googlede nemlig sit eget cpr-nummer og opdagede, at det lå på nettet i en kopi af et gammelt cv skrevet på skrivemaskine.

Men han er ked af, at hans navn bliver koblet sammen med de store mængder morfin, der er blevet udskrevet.

Han har meldt dokumentfalskneriet til Nordjyllands Politi både nu og for et år siden, da han blev opmærksom på misbruget for første gang. Men han har ikke hørt fra politiet.

»Helt ærligt tror jeg ikke, at politiet interesserer sig for det. Jeg kunne ønske, at man var kørt hen på den adresse, som morfinen bliver udskrevet til. Og jeg kunne ønske mig, at man fandt frem til den rette misbruger,« siger Eskild W. Henneberg.

Alene fra den 17. november til den 29. december er der fabrikeret mindst otte recepter på morfin i Eskild Hennebergs navn til en Susanne Lund Axelgaard i Nørresundby, hvis adresse og cpr-nummer er påført recepterne.

Da Morgenavisen Jyllands-Posten ringer og spørger, om hun kender til recepterne eller har hørt fra politiet, bliver hun meget stille.

Chokeret offer
»Det anede jeg ikke. Jeg har ikke hørt fra nogen som helst. Jeg er helt chokeret,« siger Susanne Lund Axelgaard, inden hun fortsætter:

»Men min mand har faktisk prøvet det samme for mere end et år siden.« Hendes mand, systemkonsulent Tommy Lund Axelgaard, blev dengang ringet op af Tivoli i København, som havde fundet "hans" recept på morfin - udskrevet af "Eskild Henneberg".

Dengang blev parret »temmelig opskræmt« over identitetstyveriet, men fik at vide, at det ikke kunne melde det - det var Eskild W. Henneberg, som skulle det.

»Det er ikke ligefrem sjovt, at en eller anden misbruger mit navn og cpr-nummer. Jeg kan jo ikke lade være med at tænke på, hvad vedkommende ellers kan finde på at bruge det til,« siger Susanne Lund Axelgaard, der er revisor.

Hverken Susanne eller Tommy Lund Axelgaard kan regne ud, hvor identitetstyven skulle have fået deres cpr-numre fra. Begge har nu tjekket deres medicinprofil på sundhed. dk.

Markering på cpr-nummeret
De seneste 15 måneder er der udleveret 68 recepter i Susanne Lund Axelgaards navn, som hun ikke kender til, mens hendes mand kun kan se én recept, der blev udleveret i 2010.

Apoteket har sat en "markering" på Susanne Lund Axelgaards cpr-nummer, så det kan ses, at det har været misbrugt. Nordjyllands Politi oplyser, at sagen om Tommy Lund Axelgaard blev henlagt, fordi recepten ikke var brugt.

Sagen om Susanne Lund Axelgaard vil politiet efterforske, men man er ikke nået til det endnu.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Andre sager:
Tidligere sager om folk, hvis cpr-numre blev misbrugt til køb af medicin.

Bioanalytiker Lotte Pedersen fik i mere end 20 år misbrugt sit navn og cpr-nummer af en medicinafhængig.

Trods gentagne anmeldelser gennem årene til Østjyllands Politi skete der ikke noget, før Lotte Pedersen i afmagt kontaktede avisen. Østjyllands Politi lovede da at gå ind i sagen, og den skyldige - en 55-årig kvinde, som tidligere var dømt for lignende adfærd - blev fundet. Helle Petersen, 24-årig pædagogstuderende, opdagede ved et tilfælde misbruget, da hendes praktiserende læge bekymret ringede til hende og spurgte, hvorfor hun havde brug for al den stærke medicin. Det havde Helle Petersen da heller ikke, og identitetstyveriet blev meldt til Østjyllands Politi. Politiet fortalte Helle Petersen, at det var en "stakkels" narkoman, og at hun ikke skulle gøre mere ved det.

Hvis du vil vide mere
'