Sitemap | Avanceret søgning |

Forslag om nye cpr-numre

Danskere, som er blevet frarøvet deres identitet, skal kunne få et nyt cpr-nummer, siger flere politikere.

Ida Bonnerup Jepsen, et af ofrene for id-tyveri, siger, at det vil være en enorm lettelse, hvis hun kan få et nyt cpr-nummer.

Af ANN-SOPHIE BORGERMANN, MADS BONDE BROBERG og GLENN TERNDRUP SØRENSEN
Publiceret 22-06-2011

Der er nu udsigt til, at ofre for identitetstyveri kan få et nyt cpr-nummer.

Det sker, efter Morgenavisen Jyllands-Posten har bragt en række artikler om identitetstyveri, hvor ofrene står hjælpeløse tilbage.

Nogle får stjålet penge, nogle får misbrugt deres identitet til køb af medicin, mens andre må bruge flere år på retssager for at blive renset.

Er et personnummer først havnet i de forkerte hænder, er det ifølge Lov om det centrale personregister ikke muligt at få et nyt, og det vil De Konservative ændre.

»Jeg er meget bekymret for den udvikling, vi ser i forhold til identitetstyverier. Det er noget af det værste, man kan blive udsat for, når en anden person misbruger ens cpr-nummer til at begå ulovligheder, og man føler sig helt hjælpeløs i situationen,« siger politisk ordfører Carina Christensen (K), som nu vil rejse sagen overfor indenrigsog sundhedsminister Bertel Haarder (V).

»Det skal selvfølgelig ikke være sådan, at bare fordi man har været sjusket med sit cpr-nummer, så får man et nyt.

Men hvis det er en grov krænkelse og et decideret identitetstyveri, mener vi, at det bør være muligt at få et nyt cpr-nummer,« siger Carina Christensen.

Tryghed for ofrene
Forslaget støttes af Socialdemokraterne:

»Det kan være et vigtigt redskab for at give ofrene trygheden tilbage, så de ikke skal gå og se sig over skulderen, når de har været udsat for identitetstyveri,« siger Maja Panduro (S), der er medlem af Folketingets retsudvalg og bl. a. har identitetstyveri som ansvarsområde.

Socialdemokraterne foreslår, at de nye cpr-numre til ofrene får følgeskab af flere andre initiativer:

»Et nyt cpr-nummer er et vigtigt skridt på vejen, men vi mangler stadigvæk at blive bedre til at opklare identitetstyveri og til at forebygge og registrere dem, så vi kan få et overblik over omfanget,« siger Maja Panduro.

SF har tidligere udtalt, at partiet støtter muligheden for at få et nyt cpr-nummer.

Dansk Folkeparti bakker også op om det konservative forslag: »Det er vigtigt, at lovgivningen stiller sig på den lovlydige del af befolkningens side. Vi skal sikre os mod, at kriminelle overtager og krænker folks identitet,« siger retsordfører Peter Skaarup (DF), der ikke ser nogen grund til at have berøringsangst overfor cprnumrene.

»Det er ikke anderledes, end hvis man får stjålet sit pas. Så får man et nyt, og så må myndighederne ellers forsøge at finde ud af, hvem der står bag tyveriet,« lyder det fra Skaarup, som gerne vil udvide muligheden for at få et nyt personnummer:

»Vi mener også, at eksempelvis kvinder, som bliver truet med "æresvold" af familien skal have mulighed for at få et nyt cpr-nummer.«

Tynget af sagen
Et af ofrene for identitetstyveri, Ida Bonnerup Jepsen, glæder sig over de nye toner fra Christiansborg.

»Det er megafedt. Det vil være en stor lettelse for rigtigt mange af dem, der har været udsat for identitetstyveri,« siger den 20-årige kvinde, som selv endte med en biblioteksregning på 13.000 kr., efter en ukendt identitetstyv havde fat i hendes cpr-nummer. Sandsynligvis fordi hun mistede sin pung inklusive sygesikringskort under en skoleudflugt til København.

Ida Bonnerup Jepsen måtte gennem to retssager for at slippe for regningen og fik i perioden bl.a. tilbageholdt overskydende skat.

»Jeg har brugt flere år af mit liv på at være tynget af den sag, så det vil være en enorm lettelse for mig, hvis jeg kan få et nyt cpr-nummer,« fortæller hun.

På grund af rejseaktivitet var det tirsdag ikke muligt at få en kommentar fra sundheds-og indenrigsminister Bertel Haarder.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Hvis du vil vide mere
'