Sitemap | Avanceret søgning |

Fejø i oprør

På Fejø frygter beboerne, at Lollands Kommune er ved at lukke øen - det er blevet dyrere at sejle med færgen, og skolen er truet af sparekniven.

Af JØRGEN KAARUP
Publiceret 08-08-2010

Fejø

Kasper Tøgern er vred. På egne og sin families vegne føler han sig snydt. For to år siden brød familien med tre børn op fra København for at flytte til Fejø ved Lolland. I sikker forvisning om, at de flyttede til et levende samfund, som i høj grad er præget af aktive tilflyttere.

»Hverken vi eller mange af de andre tilflyttere var flyttet til Fejø, hvis vi havde vidst, at det var en ø under afvikling,« konstaterer Kasper Tøgern.


Familen Thøgern
Kasper Thøgersen og med sin familie, hustru Mette, børnene Johanne på tre, Sophus på fem og Ida på ni foran deres hus på Fejø.
Foto: Henrik Kastenskov

Som beboerforeningsformand står han i spidsen for en ø, der er præget af frustrationer over, at der nu varsles omfattende besparelser. De er overbeviste om, at Fejø dermed vil ende som så mange andre øer, der mangler erhvervsaktive og børnefamilier.

»Det ender som på Femø,« lyder skræmmebilledet.

Femø er naboøen, som har rekord i beboere over 60 år. Der har skolen været lukket i 15 år.

Fejø Skole står på Lolland Kommunes spareplan og er truet af lukning. Børnepasning og bibliotek står også i det omfattende sparekatalog, som kommunen spillede ud med i maj.

Med kort varsel er det blevet 25 procent dyrere at sejle med færgen. Den stigning trådte i kraft den 1. juli.

Katastrofe for øen
Det kom som et chok for den nye formand for Lolland Kommunes ø-kontaktudvalg, John Larsen, at der under det første møde blev spillet ud med så markante besparelser: Han vidste godt, at kommunen ville sætte færgepriserne op. Men at der også var forslag om at lukke skole, børnepasningen og biblioteket, sprang som en bombe under mødet.

»Det er en katastrofe for øen, hvis de børnefamilier, der er flyttet hertil, nu pakker sammen og rejser igen,« siger John Larsen.


Huse der forfalder
Med faren for at Fejøs skole og børnehus lukkes begynder en langsom nedadgående negativ spiral og øen affolkes. Huse, som dem på billedet, får lov til at ligge hen og forfalde. 
Foto: Henrik Kastenskov

Kasper Tøgern frygter, at kommunen allerede her i august vil beslutte sig for at lukke skolen og Fejø Børnehus. Politikerne har nemlig meget travlt med at spare 305 mio. kr. inden 2013. Det er især tilflytterfamilier, der vil blive ramt af en skolelukning. Det er nemlig dem, der har bragt de fleste nye børn til Fejø. 32 børn skal i så fald tage færgen til fastlandet og derfra med bus til den skole, som Fejøs skole vil blive lagt ind under i forbindelse med en sparerunde.

»Problemet er jo, at når der snakkes om at lukke en skole, holder nye tilflyttere sig væk, for så bliver det nok gennemført før eller siden,« siger Mette Naur, Kasper Tøgerns kone. De er et par, som mange øer hungrer efter: Han er murer, hun konsulent, de har børn og er gode skatteydere.

Færre kunder
»Det er op til politikerne i Børn og Skoleudvalget at tage stilling til spareforslaget. Det er en bunden opgave at finde de mange millioner, og det er lagt ud til de enkelte udvalg,« siger Lollands borgmester, Stig Vestergaard (S).

Formanden for udvalget, Tom Larsen (V), siger:

»Min personlige holdning er, at skolen skal bevares, men om der kan findes andre løsninger, det må vise sig under debatten i udvalget.«

Naboøen Femø er også ramt af prisstigningen på færgen, og her er det især øens få erhvervsdrivende, der er sure.

»Vi bliver helt sikkert ramt og får færre kunder,« siger Asger Fanning på Femø Kro.

Og landmand Flemming Jensen tror, at det vil koste ham 15.000-20.000 kr. i ekstra omkostninger pr. år for transport af foder og korn med færgen. Øernes minister, indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V), følger den lollandske debat og mener, at en ø-kommune må leve op til sit ansvar:

»Lolland får knap 13 mio. kr. af staten for at sikre færgedriften, og jeg går ud fra, at pengene bruges til færgerne. Det er kommunens ansvar at få pengene til at række,« siger Bertel Haarder.

Han afviser, at staten skal overtage drift af færgerne til Danmarks øer, som bl.a. Lollands borgmester Stig Vestergaard (S) har foreslået.

»De lokale kender forholdene bedst. En statsdrift ville medføre bureaukrati og faste skabeloner. Det bliver ikke, mens jeg er minister,« siger Bertel Haarder. som selv for nylig besøgte en ø i ferien og holder af både øer og deres færger.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Links

Blog fra Fejø (Dansk)
Fejøbo Kirsten Sydendals blog om livet på Fejø.

Fejø (Dansk)
Fejøs officielle hjemmeside. Fejø ligger nord for Lolland i Smålandsfarvandet.

Opgaver

42. Ø på smalkost
305 millioner kr. Så mange penge skal Lolland kommune finde besparelser for i budgettet inden 2013. Hvordan rammer det øerne i kommunen?
Læs mere

43. Negativ spiral
På øerne oplever man ofte de negative eftervirkninger efter besparelser eller lukninger ganske tydeligt. Det kaldes også en negativ spiral.
Læs mere

'