Sitemap | Avanceret søgning |

Ellys store dag

Dronning Margrethe kom forbi, købmanden åbnede igen, og både jazz-festival og kvindelejr er der endnu - Femø 2010.

Af Jørgen Kaarup
Publiceret 24-07-2010

Den 9. juni 2010 var en stor dag for Elly Hansen. Det var den dag, hun fik et varmt håndtryk af Dronning Margrethe - og det var den dag, Prins Henrik blev begejstret over at finde et foto fra sit barndomshjem, som han aldrig havde set før. Fotoet var i Elly Hansens righoldige samling af artikler og fotos af regentparret - og fra Femø.


Elly Hansen
Elly Hansen er 84 år og ved alt om Femø.
Foto: Henrik Kastenskov


Vi er på Femø. En ø, der er kendt for sin jazzfestival, kvinde-ølejren og nu også for at være en af de tre øer, Kongeskibet Dannebrog besøger på sommertogtet 2010.

Kro med egen landingsbane
En smuk, kuperet ø med en kro, der har sin helt egen landingsbane. For nylig omtalt i et tysk magasin for privatflyvere, så dét kaster nok også nye kunder af sig. Og en ø, der overvejende er befolket med mennesker over 60 år.

Tilbage til Elly Hansen, 84 år gammel og samler med stort S.

En hel udlænge, spækket med informationer om Femø, om færgen, som hun er gudmor til, om det engang blomstrende forretningsliv på øen - og om Kongehuset.

»Siden jeg blev konfirmeret fik det her billede af Dronning Ingrid og hendes ældste datter, Margrethe, har jeg samlet alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af om vores Dronning«, siger Elly Hansen.

Hun skal til læge, lader døren til samlingen med de mange udklip, fotos og avisartikler stå åben, fatter gangstativet og ønsker os et godt ophold på Femø.

En børnefamilie
Gennemsnitsalderen på Femø er høj. Udenfor turistsæsonen er der ikke mange børn, men det er ikke svært at få besøg.

»Vores børn har ofte kammerater med hjem. De synes jo, at det svarer til at komme til udlandet at besøge os her på Femø«, siger Chris Pedersen, som er mor i den ene af de to børnefamilier, der er tilbage på øen.

Hun er lærer i Nakskov og pendler derfor dagligt - sammen med Johanne på 14 og Holger på 11 år. De er otte pendlere på færgen om morgenen, de fire af dem er børn, for der har ikke været skole på Femø siden 1995. Derfor er der ingen børnefamilier flyttet til siden da, så gennemsnitsalderen blandt fastboende stiger.

»Fred i ørerne, samhørighed og hjælpsomhed er vigtige grunde til at bo her«, siger Chris Pedersen. Hendes mormor og morfar er fra øen, og manden, Flemming Bech, er født på Femø, så de kendte til ølivet, da de besluttede sig for at flytte til Femø.

»I år sagde Johanne på 14, at hun var glad for, at vi skulle være hjemme hele sommerferien, og det fortæller mig klart, at hun også sætter pris på at være her«, siger en tilfreds øbo, Chris Pedersen.

Havnehøkeren
Sådan en sommermorgen står folk i kø for at hente morgenbrød hos Havnehøkeren, Femøs eneste butik. Genåbnet dette forår af parret Bo og Sussie Brøchner-Nielsen. De er fra Næstved, men prøver nu kræfter som øboere i de kommende to år.

»Jeg ville gerne have samling på mit arbejdsliv og mit bosted, og jeg er træt af chefer«, siger Bo Brøchner-Nielsen, mens han sveddryppende slæber kasser med mælk ind fra køletraileren, som færgen netop har læsset af.

»Det er Bo's drøm, det her - men nu prøver vi den af«, lyder det fra Sussie Brøchner-Nielsen bag disken.

»Der mangler rundstykker", råber hun opfordrende til ægtefællen, som om lidt skal i gang med næste omgang morgenbrød.

»Det er hårdt arbejde, men det er supersjovt«, siger den nyetablerede købmand, som vi i aftes mødte ved stranden:

»Det er jo et af privilegierne ved at bo på en ø - der er to minutter til et havbad efter fyraften«. 

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Opgaver

15. Kvindelejr på Femø
Kvindelejren på Femø så dagens lys første gang i 1971, og kvinderne strømmer stadig til Femø om sommeren.
Læs mere

16. Passion for at samle
Elly Hansen på 84 bor på Femø og samler på fotos og artikler af regentparret.
Læs mere

17. Havnehøkeren på Femø
Læs artiklen og brug linkene til at svare på spørgsmålene.
Læs mere

Ti portrætter
Journalist Jørgen Kaarup har besøgt en lang række af de danske småøer og tegner her portrætter af livet på ti af dem. Tag med på den store reportagetur rundt til nogle af landets mindste samfund.
Gå til tema
Facts om Femø
- 146 beboere, heraf 4 børn

- 11,4 kvadratkilometer

- Færge fra Kragenæs, sejltid 50 minutter

Femø i billeder
Femø er kendt for både kvinde- og jazzfestival og har lige fået en ny købmand. Selv om der mest bor ældre mennesker, er der alligevel liv på øen, som har haft besøg af Dronning Margrethe og Prins Henrik.
Se billedserie
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Femø

'