Sitemap | Avanceret søgning |

Fjernstyret medicinskab skaber tryghed på småøer

Akut syge beboere på Lyø og Avernakø får medicin takket være et fjernstyret, sikret skab. Opfinderen bag den unikke løsning er den lokale læge.

Af Agnete Stoffregen
Publiceret 19-07-2010

Når vagtlægen ikke kan komme til øboerne, må øboerne kunne komme til medicinen.

Det er filosofien bag læge Lars Kennsmarks opfindelse: et fjernstyret medicinskab, som giver de 240 beboere på Lyø og Avernakø adgang til medicin i tilfælde af akut sygdom.


Læge til havs
Lars Kensmark er den sejlende læge fra Fåborg, som hurtigt kan komme til Lyø og Avernakø i sin speedbåd.
Foto: Henrik Kastenskov

Op til 70 minutter varer sejlturen ud til de to små øer fra Faaborg, hvor den nærmeste lægepraksis ligger. I dårligt vejr kan færgen slet ikke sejle, og uden adgang til medicin vil selv banale infektioner kunne resultere i ubehagelige sygdomsforløb.

Men til alt held gik øboernes læge rundt med en opfinder i maven. Praktiserende læge i Faaborg, Lars Kennsmark, udviklede og producerede selv et sikret medicinskab, hvorfra han kan udlevere medicin på øerne uden selv at være derude.

Ingen læge - ingen medicin
Tidligere blev behovet for akut behandling klaret ved, at øernes sygeplejerske havde en taske med medicin stående. Men da reglerne for udlevering af medicin blev strammet, var der ikke længere mulighed for at give dispensation til øerne.

Ingen læge - ingen medicin, lød beskeden fra myndighederne, og det var en utryg situation for øboerne.

»De stramme krav til medicinering i vores velregulerede samfund stødte sammen med virkeligheden på øerne, hvor naturen bestemmer, om færgen sejler,« siger Lars Kennsmark,

Han gav sig til at udtænke en praktisk løsning på problemet.

»Jeg har altid været en Ole-opfinder-type. Nu kunne det så bruges til noget konstruktivt.«

Lars Kennsmark har selv samlet de forskellige komponenter til skabet, som han sammenligner med et videoovervåget pengeskab. Skabets forskellige bokse åbnes og lukkes via lægens fjernstyringsenhed, så han har rede på hvem, der får adgang til hvilken type medicin.  

Vant til at klare ærterne
Ordningen fungerer upåklageligt, og det tilskriver Lars Kennsmark blandt andet sine hjælpere på øerne, der henter medicinen ud af skabet og giver den til patienterne.

Hjælperne tæller blandt andet en pensioneret sygeplejerske og en gammel sømand med erfaring fra nød-operationer til søs. Og lægen har stor tillid til øboernes evne til at klare ærterne selv:

»Det var noget helt andet, hvis det havde været på fastlandet, jeg skulle køre ordningen og finde kontakterne.«

Lars Kennsmark understreger dog, at han ikke slækker på kravene til, hvornår han udleverer medicin, bare fordi hans patienter er øboere.

Teknologi til yderområderne
Det fjernstyrede medicinskab har stået sin prøve gennem tre år. Planen er, at også andre læger skal kobles på ordningen, så øernes adgang til medicin ikke står og falder med Lars Kennsmarks indsats.

I princippet kan fjernstyrede medicinskabe også bruges andre steder, hvor nærmeste læge befinder sig langt væk.

»Løsningen passer godt i en tid, hvor vi på både forventer en høj service fra sundhedssektoren og samtidig gerne vil holde yderområderne beboet,« siger lægen, der blev opfinder.

Han kan forestille sig, at telemedicin med tiden vil vinde større udbredelse på øerne:

»Ved hjælp af moderne teknologi kan vi give isolerede områder vilkår, som ligner dem, man forventer at finde på fastlandet,« slutter Lars Kennsmark.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Opgaver

30. Fjernstyret medicinskab
Når vagtlægen ikke kan komme til patienterne, må patienterne kunne komme til medicinen.
Læs mere

31. Befolkningsudvikling på Lyø og Avernakø
Som på de fleste danske øer er befolkningstallet faldende på Lyø og Avernakø. Men hvor slemt står det til?
Læs mere

32. Ole-opfinder
Læge Lars Kennsmark opfandt det fjernstyrede medicinskab, da der blev behov for det på de to små øer Lyø og Avernakø. Læg hovederne i blød og find på gode ideer til livet på øerne.
Læs mere

Kort

Udfordringerne
Hvordan hænger øernes økonomi sammen, hvad betyder kommunalreformen for øerne, hvordan går det tilflytterne - og hvad hvis man bor på en ø og bliver syg? Find svar på disse og mange andre spørgsmål her.
Gå til tema

Befolkningsudviklingen på Lyø og Avernakø

Lyø
Lyø er en sydfynsk ø på 6 kvadratkilometer. Lyø ligger i Faaborg-Midtfyn Kommune. Øen har købmænd og en kro. Daglig færgeforbindelse via en rute, der sejler trekants-sejlads mellem Faaborg - Lyø - Avernakø. Sejltid til Faaborg er 40 min. direkte, via Avernakø 70 min. Færgen har hjemhavn i Faaborg.
Avernakø
Avernakø i det sydfynske farvand er på 6 kvadratkilometer og beliggende i Faaborg-Midtfyn Kommune. Sejltid direkte til Faaborg er 30 min, via Lyø 70 min. Øen har en købmand. Avernakø har ingen skole.
Hvis du vil vide mere
'