Sitemap | Avanceret søgning |

Artikler fra JP's arkiv

Børn er nøglen til succes
»Vi mødes ved det første gadekær, du kommer til i byen. Det er mig med kalotten.«

En typisk ø-aftale: Enhver ved, hvor gadekæret er, og kalotter går alle næppe rundt med, heller ikke på Lyø, som har ikke mindre end syv gadekær .

Manden, som øens 106 beboere har valgt som formand, er selv tilflytter. Mogens Windeleff flyttede sammen med sin kone, Hanne, til øen, da hun fik arbejde som sygeplejerske. De faldt fuldstændig for den ø, som de nu har boet på i fem år.

Lyø er som de fleste småøer kommet ind i en ond cirkel:

»Da flere familier flyttede, og ni børn var væk, lukkede skolen for et år siden, og nu er børnefamilier svære at få hertil. Men vi arbejder på det,« siger Mogens Windeleff.

Med færgen til skole
Trine Høj er mor til Cecilie på ni år, som var en af de sidste, der gik i Lyø Skole. Nu ligger skolen i Faaborg. Op kl. 5.30 og 40 minutter med færgen. Hjemme igen kl. 14.30. En bedstemor og en skolebusordning gør det muligt.

»Det er da et valg at bo her, men jeg tror, at de fleste børnefamilier lægger mange puslespil for at få det til at gå op - og vi sætter stadig stor pris på at bo her på Lyø, selv om vi mangler skolen,« siger Trine Høj, mor til Cecilie.

»Vi mister en livsform, hvis øerne fortsat affolkes. Vi har mere tid og tager os mere tid, også til familielivet. Kravene til de materielle ting er mindre, til gengæld er livskvaliteten højere,« siger Trine Høj, der er sosu-assistent og har arbejdet på et opholdssted på naboøen Avernakø.

Lige nu går hun hjemme og pusler med nye projekter på gården sammen med manden, Jørgen Bjerregaard.

Mens Lyø har svært ved at holde liv i helårssamfundet, finder 50.000 turister årligt vej til den idylliske ø med den smukke natur, en meget oprindelig landsby, masser af badevand, ø-lejr og et kursuscenter, som trækker andre end endagsturister til. Ø-lejren har i nu 40 år trukket titusinder af "ugeturister" til Lyø.

Øens vision er at trække en ny beboer til pr. år de kommende 10 år. Det skal lykkes, siger formanden for beboerforeningen.

»Vi har 11 byggegrunde klar, og vi skal nok få dem solgt,« siger Mogens Windeleff.

Børnerekord
Længere østpå, ved Langeland, kan Strynø prale af at være blandt de få småøer, som har vendt udviklingen. Strynø har rekord i at trække børnefamilier til. Det seneste år er der kommet ni nye strynboere, og nu er ikke mindre end hver fjerde på øen under 18 år. 56 børn ud af 215 beboere.

At det er lykkedes, skyldes en ihærdig indsats med markedsføring af øen som et attraktivt sted at bo, og hvorfra man også kan pendle til arbejde i f.eks. Svendborg.

Skattekisten
Opskriften er enkel: Her er skole, "Skattekisten", som rummer vuggestue, børnehave og fritidshjem, og en god færgeforbindelse.

»Der var ikke så mange øer at vælge imellem, når man ønsker en god opvækst for sine børn og mener, at det bedst sker på en ø,« siger Anitta Reher, selv født og opvokset på Strynø.

Sammen med sin mand og nu to børn vendte hun tilbage for fem år siden. Hun er håndarbejdslærer, han er maskinmester og pendler til Svendborg og København.

En af de senest tilflyttede familier er Bitten Andersen og Ola Gottschlag med to børn. De flyttede til Strynø, da firmaet, hvor hun arbejdede som tekstildesigner, lukkede. De kendte til Strynø, fordi Bitten Andersen er kommet der som barn.

»Jeg har aldrig boet et sted, hvor jeg er blevet så godt taget imod som her på Strynø. Der stod gaver uden for døren, da vi flyttede herover,« siger Bitten Andersen, mor til Alma på tre år og Frida på snart tre måneder.

En "indslusningslejlighed" er en af hemmelighederne bag Strynøs succes. En lokal forening står bag idéen om at lade interesserede prøve at bo på Strynø en periode til billig husleje. Hvis øen lever op til forventningerne, kan de finde et mere permanent sted at bo.

Det var sådan, Bitten Andersen og hendes mand begyndte på Strynø. Nu har de fundet en anden bolig, hun fik arbejde som sosu-assistent på Langeland, og manden, Ola, arbejder i børnehaven på Strynø.

»Vi kan da godt savne suset fra en større by, men så tager vi en tur til København. Drømmen om et roligt liv tæt på vandet med mere tid til børn og hinanden, den lever Strynø op til,« siger Bitten Andersen.

Danske øer truet af klimaet
Birkholm og flere andre danske småøer kan forsvinde i havet som følge af klimaforandringer.

På Birkholm er Frede Mortensen en af de få fastboende, og han har set vandet skylle ind over det yderste dige flere gange.

»Jeg er ikke sikker på, at yderdiget kan holde ved en stormflod, så det ville være godt at få lagt ekstra på,« siger Frede Mortensen, som ikke selv tror på menneskeskabte klimaforandringer.

»Flere steder her på øen er der behov for højere diger, uanset hvad årsagen til en kraftig stormflod måtte være,« siger han.

I huset, hvor han bor med sin kone og bror, har oldefaderen sat et mærke i dørkarmen, da vandet stod en meter op i huset under en kraftig stormflod i 1872.

 

Højeste punkt på Birkholm er 1,1 meter over havoverfladen, og derfor er det lille ø-samfund ved Ærø blandt landets mest udsatte under de forudsete stadigt hyppigere storme og den stigende vandstand.

Sammen med ejerne af fritidshusene på Birkholm har de to fiskerbrødre derfor søgt staten om penge til at forstærke digerne. Men det er de ikke ene om. Beboerne på småøerne står i kø for at få tilskud til at forstærke og reparere digerne, som mange steder er hårdt medtaget eller simpelthen ikke høje nok. Normalt er det en privat opgave, men Transportministeriet har sat to gange 4 mio. kr. af i år og næste år til at sikre digerne på småøerne.

Allerede nu, inden ansøgningsfristen den 15. august, står det klart, at behovet for forstærkning af digerne er større end forudset. Øer som Anholt, Omø, Birkholm og Egholm søger tilskud, som er på 50 procent af udgifterne.

»Pengene er mere end rigeligt brugt på forhånd,« siger formanden for Sammenslutningen af Danske Småøer, Dorthe Winther. Alene på Omø, hvor hun bor, vil et nybygget dige koste omkring 6 mio. kr.

Stormfloden 2006
Omø var hårdt ramt under en stormflod i november 2006. Det indstrømmende havvand stod op i byen, og 25-30 huse blev oversvømmet. Mange mennesker måtte genhuses i op til et halvt år, mens husene blev totalrenoverede.

Svend Erik Hansen er talsmand for det udvalg, der står for at bygge et helt nyt dige på Omø, og hos ham stod vandet 27 cm højt overalt i huset.

»Vi har både den almindelige frygt for stormflod og frygten for, at de, der taler om klimaforandringer, har ret i, at vandet stiger, og stormene bliver hyppigere, så vi tør simpelthen ikke vente med at bygge det dige,« siger Svend Erik Hansen.

Statspuljen til støtte af de private diger på småøer blev netop indført efter novemberstormen i 2006, som førte til massive ødelæggelser af diger på en række øer.

Katastrofeområde
Usikkerheden om, hvad klimaforandringerne medfører, er udtalt blandt øboerne. Især frygten for hyppigere stormfloder er stor.

Peter Larsen på Lilleø i Smålandshavet husker tydeligt novemberstormen i 2006:

»Vandet steg og steg, 5 cm i timen. Det steg op til soklen af huset, så stoppede det. Næste dag gik jeg i waders i vand til maven. Øen blev erklæret katastrofeområde, og en militærhelikopter med politimesteren landede. Vi skulle evakueres. Vi nægtede, så ingen kom herfra. Vi gravede selv store huller i digerne, så vandet kunne komme ud, og tre dage efter var det væk.«

Oplevelser som den gør, at mange øboere ikke forstår, hvorfor det ikke er en statsopgave at sikre øerne mod klimaforandringerne. Ifølge officielle danske kilder stiger havet 30-100 cm frem mod år 2100 med den konsekvens, at større arealer oversvømmes ved stormflod.

»Det bør være en offentlig opgave at sikre de danske øer mod oversvømmelse, og vi kan lige så godt komme i gang nu,« siger formanden for småøerne, Dorthe Winther.

Ingen grund til panik
Kystinspektoratet maner til besindighed:

»Der er hverken grund til panik eller forhastede beslutninger,« siger souschef Carl Christian Munk-Nielsen.

»Vi kan godt vente og se tiden an og så løbende hæve højden, hvis der er behov,« siger han.

Ifølge Kystinspektoratets souchef stiger vandet ikke så meget de første 40 år, hvorefter den forudsete stigning accelererer.

Også Transportminister Hans Christian Schmidt (V) afventer udviklingen og siger, at kystsikring og klimaændringer er en landsproblematik, som rækker langt videre end øerne. Regeringen har foreløbig ikke fundet grund til generelt at forstærke diger som følge af klimaforandringer, som man gør det i Holland.

»Holland og Danmark kan i den sammenhæng ikke umiddelbart sammenlignes,« siger Hans Christian Schmidt.

Den unge tilflytter
Anders Møller tilhører en sjælden race: En 23-årig, der helt frivilligt vælger at flytte til en ø, mens han endnu er under uddannelse. Han er en af de eftertragtede unge, som normalt er umulige at fastholde eller tiltrække til livet på en ø.

At Endelave siden blev øen med størst fremgang i befolkningen, var ikke til at vide, da Anders Møller som nybagt student valgte at flytte hertil. Det var i juli 2007. Og han har ikke fortrudt sit valg.

»Det er lige mig at bo her, og jeg kan ikke se, at afstanden betyder mere, end hvis jeg boede ved København - godt en time, så er jeg i Horsens, som har lige så meget at byde på som så mange andre byer,« siger Anders Møller, der er i lære som it-supporter ved Endelave.net.

Uddannelsen består hovedsagelig af praktik i en virksomhed, men under skoleforløbene på IT-skolen i Vejle, bor Anders Møller i Horsens.

»Heldigvis er der langt mere praktik end skolegang under uddannelsen, for jeg foretrækker helt klart at bo her på øen,« siger han.

Roen på øen
På spørgsmålet om, hvad det attraktive ved dét er for en ung mand, breder smilet sig:

»Det er naturen, havet, roen, de mange engagerede mennesker, der alle bor her, fordi de kan li' det.«

Han er selv engageret i idrætsforeningen, i at udgive Endelave-Bladet og i flere initiativer, som er med til at gøre øen attraktiv for både turister og tilflyttere.

»Der er ikke noget mere fredfyldt end at gå en lang tur langs vandet efter en travl arbejdsdag med hovedet i skærmen og ørerne i telefonen.«

Kan du finde en kæreste, der er lige så ivrig ø-entusiast..?

Lang pause.

»Ja, det er jeg sikker på. Det går da meget godt lige nu,« siger han uden at ville indvie omverdenen i mere fra den private sfære.

Han er en engageret tilflytter, som har gjort sit til at fremskaffe de korrekte tal, så det nu sort på hvidt kan dokumenteres, at Endelave med en befolkningsfremgang på 10 pct. på et år ligger som nummer et hvad angår tilflyttere.

»De officielle tal fra Danmarks Statistik stemte ikke helt overens med virkeligheden, så nu har jeg skaffet de helt eksakte tal fra Horsens Kommune,« siger en synligt stolt ø-bo.

Forældre på øen
De helt friske tal viser, at der nu bor 197 mennesker på Endelave.

29 flere end i 2009. Det er rekord blandt de 27 småøer, idet kun syv af dem har fremgang - de resterende 20 er alle i tilbagegang.

Anders Møller har som de fleste unge, der flytter til en ø, familiemæssige bånd til Endelave. En mor, der er født og opvokset på øen, og forældrene er nu også flyttet til øen. Onkel, tante og flere andre fra begge forældres familier er også endelavitter, som beboere på øen hedder.

Men for Anders Møller var det egentlig tilfældigt, at han blev en af de sjældne unge i tyverne, der beslutter sig for at bo på en lille ø.

»Da jeg blev student for tre år siden, havde jeg ikke en klar idé om, hvad jeg ville. Da der så kom et sommerjob på kroen her på øen, slog jeg til. Inden længe spurgte Lars Møller fra Endelave.net, om det ikke var noget for mig at komme i lære hos ham som it-supporter. Det var det. Alle tiders læreplads - og jeg var ikke i tvivl om, at han og jeg ville danne et godt makkerpar.«

Fremtiden?

»Jeg vil gerne blive her, men om det er det rigtige, det vil vise sig. Det kommer i høj grad an på, hvad jeg vil arbejde med, når jeg er færdig næste år.«

Ingen tvivl om, at Endelave trækker, så Anders kunne gå hen og blive en af dem, der etablerer sig på øen mellem Horsens Fjord, Samsø og Nordfyn.

Dårlig økonomi på færger til småøer
Meget tyder på, at det heller ikke i fremtiden bliver nemmere at bo på de danske småøer. Flere af de kommunalt drevne færger giver underskud, og det medfører færre afgange og højere billetpriser.

Borgmestre i de berørte kommuner mener, at staten bør betale mere til færgerne, hvis øerne skal være attraktive at bo og arbejde på.

»Hvis sejladsen til Anholt opfattes som en del af det overordnede nationale vejnet, bør kommunen kompenseres fuldstændigt for de øgede omkostninger på det sidste stykke fra kajen og ud til øen,« lyder det fra Jan Petersen (S).

Han er borgmester i Norddjurs Kommune, der driver overfarten fra Grenaa til Anholt, og den er beskåret til kun at sejle fire-fem ugentlige ture det meste af året.

Få muligheder
»Økonomien for færgen til Anholt kommer nok aldrig til at løbe rundt, og vi har kun få muligheder for at påvirke omkostningerne, uden at det går hårdt ud over servicen,« siger borgmesteren om overfarten, der sidste år endte i et minus på knap 7 mio. kr.

I flere kommuner er de kommunale udgifter til færgerne vokset, og det betyder, at de i forvejen trængte budgetter belastes mere end før kommunalreformen.

»Vi vil gerne drive færgerne, men det er ikke rart, når vi skal dække os ind med penge fra andre områder for ikke at lade det gå ud over servicen over for øboerne,« siger borgmester i Slagelse Kommune Lis Tripler (S).

Hun forklarer, at færgerne til Omø og Agersø senest har indført længere sejltider for at spare på udgifterne til brændstof. Lis Tripler mener også, at kommunen i højere grad burde få økonomisk hjælp, når det er regeringens målsætning at sikre fremtidig beboelse på småøerne.

Lige så vigtig som vejene
»Færgerne til øerne er lige så vigtige som landeveje, og derfor kan der være god mening i at ligestille økonomien med vejene på land,« siger Slagelses borgmester.

Stig Vestergaard (S), borgmester i Lolland Kommune, er enig i det synspunkt.

»Ligesom man visse steder har gratis busser, bør man i ø-kommunerne også have gratis færger. Vi driver gerne færgerne, men det bør være staten, der står for betalingen, så man kan sikre, at der bliver holdt liv i øerne,« siger han.

Kommunens tre øer, Femø, Fejø og Askø, har mærket konsekvensen af den anstrengte økonomi. Fra den 1. juli blev det 25 pct. dyrere at sejle, så en bil med fire voksne nu koster godt 340 kr. at få med på den 15 minutter lange sejltur til Fejø.

»Det kan virke som en ret høj pris for at komme over at se øen, så en del endagsturister vil nok tænke sig om en ekstra gang,« siger beboerformand Kasper Tøgern, der som murer får større udgifter til materialer.

Der er ikke umiddelbart hjælp at hente hos indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V), som afviser, at staten skal drive færgerne.

Han har nedsat et udvalg, der skal vurdere, om det var en god idé at lade kommunerne stå for færgerne i forbindelse med kommunalreformen i 2007. Til november forventes udvalget at være færdig.

»Indtil da er det bedst, at jeg som minister ikke drager konklusioner,« siger Bertel Haarder.

Formanden for Småøernes Færgeselskaber, Søren Adsersen, er med i udvalget og har selv et bud på forbedring.

»Ved at oprette et fælles sekretariat vil man kunne spare penge på indkøb, og der kan opsamles viden og erfaring om driften til gavn for alle færger,« siger Søren Adsersen.

Familien trives på øerne
Da familien Schollain Birckner for tre år siden flyttede fra Århus til Tunø, åbnede den ellers lukkede skole igen. De bragte nemlig to nye elever med sig. I det nye skoleår er der fem børn i skolestuen på Danmarks mindste skole.

»Vi havde fået lovning på, at skolen ville åbne, ellers var vi aldrig flyttet til Tunø,« siger Philippine Schollain Birckner, mor til fem øbørn i alderen 1 til 12 år. Her er hun på linje med mange andre børnefamilier, der er flyttet til en ø: Uden skole går det ikke.

Heine og Philippine Schollain Birckner syntes, at de levede et forjaget liv med morgenaflevering af børn, for længe væk fra hjemmet, for lidt fælles tid. Målet med at flytte til Tunø var mere tid til børnene, større sammenhæng mellem arbejde og fritid - og især ville de give deres børn en mere tryg opvækst.

Mere tid sammen
»Vi har fået meget mere tid sammen, og for børnene er der ingen tvivl om, at ølivet er ideelt. Et overskueligt samfund, hvor de kan cykle trygt rundt, og en børneflok, der kender hinanden rigtig godt på tværs af aldre og køn,« siger moderen i huset.

Hun er arkitekt, manden er reklamemand og portør. Nu er hun dagplejemor, og han arbejder som portør i Århus og som pedel, ringer, graver og kirketjener på Tunø. Begge er også vikarer på skolen og har job på kroen. Det giver travlhed i sommerhalvåret i hjemmet med de fem børn.

På Tunø bor der i alt kun 10 børn, men Philippine Schollain Birckner mener, at der ikke er en risiko for, at de mangler input eller kommer ud af trit med udviklingen i det store samfund omkring dem. De er jævnligt i Århus, hvor de to store børn går til musik, og heller ikke København er fremmed land.

»Børnene fra Tunø er jævnligt med i projekter i den større Hou Skole på fastlandet, så de er bestemt vant til at begå sig blandt mange. Lige nu glæder de sig rigtig meget til at komme tilbage i deres egen lille skole igen, for der er gang i mange ting om sommeren, når øen er fyldt med mennesker,« siger Philippine Schollain Birckner.

Øbørn på Facebook
»Det handler i høj grad om værdier, f.eks. ikke at vælge fra, fordi vi er så få på en ø. Jeg kan ikke undgå dem, jeg måske umiddelbart ikke er så vild med, for vi skal kunne samarbejde på tværs af meninger, køn og aldre,« siger Merete Rostrup Nielsen, som er tilflytter på Fejø.

Hun og manden, Jan, er selvstændige og arbejder hjemme. Han som it-konsulent, hun som tekstforfatter og oversætter. De så Fejø under et "åben ø"-arrangement i 2003, faldt for stedet og flyttede dertil to måneder senere.

»Vores børn er også på Facebook og spiller de spil, alle andre spiller. I et vidensamfund handler det om at arbejde med muligheder og potentialer, og det lærer ø-børn tidligt,« siger Merete Rostrup Nielsen. Hun er sikker på, at børnene, Christian på 12 og Sarah på 10 år, sagtens kan bo på en ø og samtidig håndtere udviklingen i "det store samfund".

»Børn skal lære at være ordentlige mennesker, ikke bare lære at læse og regne, og ø-børn er gode til at samarbejde og til at være målrettede,« siger hun.

Også besværligt
Bitten Andersen er fra København og hendes mand, Ola Gottschlag, er fra Sverige. De er med børnene, Alma på tre år og Frida på 5 uger, flyttet til Strynø. Hun er tekstildesigner, han pædagog. De boede i Sverige, men så blev Bitten Andersen fyret, fordi produktionen flyttede til Portugal.

»Drømmen er et roligt liv tæt på vandet, mere tid til børnene, hinanden - og sig selv,« siger Bitten Andersen. Hendes oldefar var præst på øen, og mormoderen havde sommerhus der, så Strynø var ikke ukendt land.

Claus H. Christensen bor sammen med sin kone og fem børn på Mandø. Han er selv vokset op på øen i Vadehavet og flyttet dertil igen. Han siger om børneølivet:

»Hvis der er noget, der er sorgløst, så er det at være barn på Mandø.«

Her er ingen skole, så børnene er afhængige af tidevandet, når de skal i skole i Hviding på fastlandet. Sønnen Frederik, der nu skal i 4. klasse, siger, det er fint at bo på Mandø - men også indimellem besværligt.

Krisen mærkes
De børnefamilier, Jyllands-Posten har talt med, er alle enige i, at krisen kan mærkes på øerne. Kommunerne skal spare, og det kan mærkes på flere områder.

»Så længe det ikke er politisk besluttet at gøre øerne til sommerlande, synes jeg, at vi godt kunne trænge til lidt mere hjælp, når vi foreslår nytænkning, som her på Tunø at lave et børnehus for at tiltrække flere børnefamilier,« siger Philippine Schollain Birckner.

Fejø i oprør
Kasper Tøgern er vred. På egne og sin families vegne føler han sig snydt. For to år siden brød familien med tre børn op fra København for at flytte til Fejø ved Lolland. I sikker forvisning om, at de flyttede til et levende samfund, som i høj grad er præget af aktive tilflyttere.

»Hverken vi eller mange af de andre tilflyttere var flyttet til Fejø, hvis vi havde vidst, at det var en ø under afvikling,« konstaterer Kasper Tøgern.

Som beboerforeningsformand står han i spidsen for en ø, der er præget af frustrationer over, at der nu varsles omfattende besparelser. De er overbeviste om, at Fejø dermed vil ende som så mange andre øer, der mangler erhvervsaktive og børnefamilier.

»Det ender som på Femø,« lyder skræmmebilledet.

Femø er naboøen, som har rekord i beboere over 60 år. Der har skolen været lukket i 15 år.

Fejø Skole står på Lolland Kommunes spareplan og er truet af lukning. Børnepasning og bibliotek står også i det omfattende sparekatalog, som kommunen spillede ud med i maj.

Med kort varsel er det blevet 25 procent dyrere at sejle med færgen. Den stigning trådte i kraft den 1. juli.

Katastrofe for øen
Det kom som et chok for den nye formand for Lolland Kommunes ø-kontaktudvalg, John Larsen, at der under det første møde blev spillet ud med så markante besparelser: Han vidste godt, at kommunen ville sætte færgepriserne op. Men at der også var forslag om at lukke skole, børnepasningen og biblioteket, sprang som en bombe under mødet.

»Det er en katastrofe for øen, hvis de børnefamilier, der er flyttet hertil, nu pakker sammen og rejser igen,« siger John Larsen.

Kasper Tøgern frygter, at kommunen allerede her i august vil beslutte sig for at lukke skolen og Fejø Børnehus. Politikerne har nemlig meget travlt med at spare 305 mio. kr. inden 2013. Det er især tilflytterfamilier, der vil blive ramt af en skolelukning. Det er nemlig dem, der har bragt de fleste nye børn til Fejø. 32 børn skal i så fald tage færgen til fastlandet og derfra med bus til den skole, som Fejøs skole vil blive lagt ind under i forbindelse med en sparerunde.

»Problemet er jo, at når der snakkes om at lukke en skole, holder nye tilflyttere sig væk, for så bliver det nok gennemført før eller siden,« siger Mette Naur, Kasper Tøgerns kone. De er et par, som mange øer hungrer efter: Han er murer, hun konsulent, de har børn og er gode skatteydere.

Færre kunder
»Det er op til politikerne i Børn og Skoleudvalget at tage stilling til spareforslaget. Det er en bunden opgave at finde de mange millioner, og det er lagt ud til de enkelte udvalg,« siger Lollands borgmester, Stig Vestergaard (S).

Formanden for udvalget, Tom Larsen (V), siger:

»Min personlige holdning er, at skolen skal bevares, men om der kan findes andre løsninger, det må vise sig under debatten i udvalget.«

Naboøen Femø er også ramt af prisstigningen på færgen, og her er det især øens få erhvervsdrivende, der er sure.

»Vi bliver helt sikkert ramt og får færre kunder,« siger Asger Fanning på Femø Kro.

Og landmand Flemming Jensen tror, at det vil koste ham 15.000-20.000 kr. i ekstra omkostninger pr. år for transport af foder og korn med færgen. Øernes minister, indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V), følger den lollandske debat og mener, at en ø-kommune må leve op til sit ansvar:

»Lolland får knap 13 mio. kr. af staten for at sikre færgedriften, og jeg går ud fra, at pengene bruges til færgerne. Det er kommunens ansvar at få pengene til at række,« siger Bertel Haarder.

Han afviser, at staten skal overtage drift af færgerne til Danmarks øer, som bl.a. Lollands borgmester Stig Vestergaard (S) har foreslået.

»De lokale kender forholdene bedst. En statsdrift ville medføre bureaukrati og faste skabeloner. Det bliver ikke, mens jeg er minister,« siger Bertel Haarder. som selv for nylig besøgte en ø i ferien og holder af både øer og deres færger.

Fra moler til mikrobryggeri
At nogle faldefærdige bygninger fra en tidligere produktion af moler skulle blive til den største nye virksomhed på en lille dansk ø var ikke til at vide. Fur Bryghus er en usædvanlig erhvervshistorie med en usædvanlig kvinde som eneejer.

»Det er lysten til at ville noget nyt, der har sat det her i gang,« siger Mildred Fog, forhenværende sygeplejerske og fynbo, ejer af bryghuset og engageret furbo.

Hun er fortsat hovedaktionær i molerfabrikken Damolin, som bragte hende og hendes nu afdøde mand til Fur fra Odense i 1981.

800.000 flasker forlader årligt bryghuset og fortæller, at der er en lille ø, der hedder Fur, som har eget bryggeri.

Der skal fantasi til at forestille sig, at man er på rette vej til bryggeriet, når asfalten bliver til grusvej, og man nærmer sig øens udkant mod nordvest, Knuden.

Lokalpatrioten
Mildred Fog tager imod i restauranten, som er blevet en vigtig del af den virksomhed, som i år vil give overskud efter seks års hårdt arbejde og investeringer.

»Der er ingen tvivl om, at det er og bliver en spændende forretning,« siger Mildred Fog, der er glad for, at den ide, der opstod tilfældigt, er blevet en succes for Fur, for hun er lokalpatriot.

Øllene har givet Fur en helt ny klang i manges bevidsthed.

»Mange sagde »I er ikke rigtigt kloge, de øl er da alt for dyre«, da vi gik i gang med at brygge - nu siger de samme mennesker »vores bryghus«, og det er virkelig et kvalitetsstempel her på øen,« siger Mildred Fog.

Netop øens vilkår optager ejeren af Fur Bryghus meget. Derfor er hun på øens vegne stolt over, at 30.000 besøgende hvert år finder ud ad grusvejen til bryghuset i de specielle omgivelser ved Limfjorden.

Femstjernet attraktion
»Fur Bryghus er en femstjernet attraktion,« siger Ole Poul Hansen, som er i gang med at sælge Fur som et attraktivt sted at flytte hen.

I bilkøen på havnen er han med en flok elever fra øens skole i fuld gang med at dele spørgeskemaer ud. De skal fortælle, hvad der får 180.000 mennesker til at besøge øen hvert år - og spørge, hvor mange af dem, der har lyst til at flytte dertil.

6 pct. svarer, at de overvejer at flytte til Fur - det er omkring 75 mennesker - og næsten halvdelen vil gerne have flere informationer. Så Ole Poul Hansen ser optimistisk på fremtiden:

»Vi har en stabil skole og kort afstand til fastlandet med en færge, der sejler hyppigt, så jeg er sikker på, at vi kommer i en opadgående spiral. Interessen for Fur er kolossal denne sommer, hvor vi er kåret som Danmarks skønneste ø.«

Furvandet
Tilbage på bryghuset i "Den gamle røde fabrik", arkitekttegnet og fra 1926, kan gæsten fra restauranten følge med i brygningen.

Historien om vandets betydning for øllet bliver fortalt: Furvandet, som har været tusinder af år på vej gennem moler og vulkansk aske. Der prøvesmages og nikkes anerkendende. Øllets kvalitet er ikke til at tage fejl af, og udvalget er stort.

Mildred Fog har vist, at det er muligt at etablere sig på en ø, også for en virksomhed med 18 faste ansatte. Hvis der altså bag det står mennesker med viljen og økonomien i orden. EU gav 1,6 mio. kr. i tilskud, fordi der ikke fandtes noget lignende på en dansk ø. 16 risikovillige mio. kr. måtte op af egen lomme - siden lidt mere til køkken og restaurant.

Efter snart 30 år på Limfjordsøen er hun respekteret som en dynamo og aktiv ambassadør for lokalsamfundet.

Der er fart på den 59-årige direktør og ejer, som stadig kan tage sig selv i at sige "vi", fordi det hele var et fælles projekt, indtil ægtemanden, Mogens Fog døde i 2008.

Fremtidens internet kan hægte småøer af
De danske småøer frygter at blive koblet af, når resten af landet får lynhurtigt internet som led i regeringens bredbåndsplan.

»Det er pinedød nødvendigt, at der snart sker noget. Nu kan vi ikke længere klare os med de to små bredbåndsopkoblinger på seks og otte Mbit/s, som vi alle deler herovre,« siger Lars Møller, indbygger på Endelave ud for Horsens Fjord.

Øens knap 100 husstande deler to internetforbindelser, der hver for sig ikke er hurtigere end en gennemsnitlig dansk families bredbåndsopkobling. Det betyder, at hjemmesider er 15-20 sekunder om at tone frem på skærmen, og at web-tv tager håbløst lang tid.

Lars Møller, der driver it-konsulentfirmaet Endelave.net fra hjemmet på øen, siger, at der meget snart skal ske en opgradering af øens netforbindelse, hvis der skal være mulighed for at arbejde hjemme på øen.

»Behovet for hurtigere net øges konstant. Det gør den også herude, men vores opkoblinger har nået grænsen, så der må snarest findes en løsning, hvis ikke vi skal tabes helt på gulvet,« siger Lars Møller.

Ny plan hjælper ikke
Tidligere på sommeren lancerede regeringen ellers en ny bredbåndsplan, der skal sikre, at alle danskere inden udgangen af 2020 får adgang til 100 Mbit/s internet. Men planen kommer ikke til at hjælpe Lars Møller og de øvrige øboere lige med det samme.

Det er nemlig markedsvilkårene, der afgør, hvor hurtigt nettet etableres. Det vil derfor være urentabelt for udbyderne at føre kabler ud over 10 kilometer havbund til eksempelvis Endelaves 100 husstande.

»Det liberaliserede marked har givet langt de fleste danskere billigere og bedre internet, men markedsvilkårene giver desværre også operatørerne nogle ret store udfordringer med at nå helt ud på de tyndest befolkede øer,« siger Anders Thomsen, chef for public affairs i TDC.

Hos Dansk Energi, der står for etableringen af det danske fibernet, tror man ikke, at det hurtige net når ud til småøerne foreløbig.

»Markedet i sig selv sikrer ikke, at alle husstande får tilbudt målsætningens bredbåndshastigheder. Det bliver aldrig økonomisk gunstigt at grave et fiberkabel ned under vand for at forsyne 100-200 mennesker med internet,« lyder meldingen fra erhvervsjuridisk konsulent Thomas Woldiderich.

Minister afviser støtte
Sammenslutningen af Danske Småøer er alvorligt bange for, at det bliver svært at få nye erhvervsaktive tilflyttere, når der mangler hurtigt internet. Derfor har de bedt videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) om hjælp, men ministeren er ikke indstillet på at yde offentlig støtte til småøernes net.

»Folk på øerne skal gå sammen, også med deres kommuner, så de øger efterspørgslen og bliver attraktive kunder for udbyderne. Målsætningen om 100 Mbit/s til alle skal nås på markedsvilkår,« siger ministeren.

Hun henviser til, at øerne også kan søge en række EU-puljer om støtte til deres projekter, ligesom etableringen af internet på småøerne også kan styres gennem forpligtigelser i de lokale licitationer, som ø-kommunerne laver.

Formanden for ø-sammenslutningen, Dorthe Winther, er skuffet over Charlotte Sahl-Madsens holdning og vil nu drøfte problemet med Folketingets Ø-kontaktudvalg.

Ifølge institutleder ved Center for Landdistriktforskning på Syddansk Universitet, Flemming Just, kan netop licitationerne være småøernes redningsplanke.

»Øerne vil med deres små befolkningstal komme på nettet som de sidste, men kan den enkelte ø blive skrevet med ind i en kommunes samlede licitation på området, så kan det være en god chance for at få hurtigt internet tidligere end 2020,« siger Flemming Just, der dog samtidig påpeger, at det bliver svært helt at undgå sorte huller på det kommende digitale landkort.

Alternativer?
Tilbage på Endelave håber Lars Møller, at man ikke skal vente 10 år på at få bedre netadgang. Han er gået i gang med at se efter mulige alternativer til de meget dyre kabelløsninger, for som han siger:

»Hvis vi skal vente i næsten 10 år, før der sker noget, så er vi nok ikke her på øen længere.«

Lokkerier på Årø
Hun har travlt, men hun er glad. Marianne Weiman, tidligere bankansat og meget andet, nu ejer af Årøs populære spisested, Café Brummers Gård.

Tre øboere har fundet sammen og bevist, at specialiteter og oplevelser kan gå hånd i hånd og trække nye turister til en ø. Vinbonden, kødkvægsbonden og cafeejeren. De er enige om at sælge en samlet oplevelse.

»Det går helt forrygende, vi har aldrig haft så travlt som denne sommer,« siger kvinden bag Café Brummers Gård, Marianne Weiman.

For tre år siden åbnede hun caféen, som byder på øspecialiteter af flere slags, og hvis udbud snarere er som en restaurant. Efter tre år kan Marianne Weiman nu leve af det populære spisested. Hun er sikker på, at en vigtig grund er, at hun serverer vin, kød og spegepølse, der er produceret på Årø.

»For mig er der ingen tvivl om, at det er det unikke i en kombineret oplevelse af øen, maden og produktionen af fødevarer lige herude på markerne, der trækker folk til,« siger Marianne Weiman.

Årø ligger i Lillebælt ved Haderslev, og det tager kun syv minutter at komme derover. Den korte tur og hyppige afgange har medført, at der denne sommer har været uhørt mange endagsturister. Skønt den er tæt på fastlandet, byder Årø alligevel på sin helt egen verden. Og dét er godt for spisestedet:

»Folk får en samlet oplevelse af øen, de små gader, vand overalt, roen - og så kvalitetsfødevarer.«

Vinbonden
Han nipper og klipper, pusler og passer, vinbonden Svend Aage Hansen. Den varme sommer giver travlhed med at holde side- og topskud i ave på Årø Vingård, forbilledligt placeret med udsigt over Lillebælt.

Svend Aage Hansen skulle egentlig have været på efterløn efter direktørjobbet i et EDB-firma - men så fik han andre tanker.

»Nogle køber sig et skib for at sejle jorden rundt, jeg blev vinbonde i stedet,« siger han.

Hver eneste dag i juli måned har der været gæster, som vil se vingården og smage den danske vin. Så nu er der ved at være udsolgt af hvid- og rosévin. En dessertvin, brygget af honning fra øen, er netop sat over, for den forrige blev revet væk.

Der har været mange ting at lære og erfaringer at gøre sig undervejs. Flere gange er læremesteren i Alsace blevet besøgt og spurgt til råds, for vinene fra den nordfranske region er Svend Aage Hansens forbillede.

»Danmark er et vinland under udvikling, vi skal bare lave de vine, vi er gode til. Den største udfordring er at lave en god hvidvin, fordi den er sværere at få ramt rigtigt end en rødvin,« siger Årøs vinbonde, som producer begge dele.

En prøvesmagning er overbevisende: Hvidvinen ligger tæt på en god Alsace-vin, så læremesteren har formået at videregive sin kunnen. Rødvinen skal lagre, før der skænkes af den - men Svend Aage Hansen har vundet en guldmedalje for netop den røde af slagsen, så den kan altså også konkurrere.

Galloway-kvæget
Med sin beskedne størrelse er Årø ideel til en endagstur, og man skal ikke kigge længe, før øens specielle kvæg springer i øjnene flere steder helt ude i vandkanten. Galloway er robuste og ideelle til naturpleje. Når de går ude året rundt og supplerer græsset med vilde vækster, så kommer der godt kød ud af det.

Birgit Nielsen og hendes Årø Galloway-kvæg er tredje hjul på den vogn, der har gjort øen til et udstillingsvindue for øspecialiteter. Både hos hende, i vingården og på cafeen er der specialiteter fra andre øer på butikshylderne: Skarø Is, Strynø marmelade, salt med urter fra Endelave m.m.

Formanden for småøernes fødevarenetværk, Kai Winter, siger, at Årøs succes med oplevelsesturisme er et eksempel på, hvad øerne kan leve af.

»Det synliggør øerne, og det går faktisk rigtigt godt med at markedsføre øspecialiteter,« siger Kai Winter. I november skal fem af producenterne i fødevarenetværket lave fremstød i Japan, og forhåbningerne er store.

»Det ville jo være fantastisk og give udviklingsmuligheder, hvis vi kunne slå igennem i Japan,« siger Kai Winter, der selv producerer æblemost og cider på Fejø.

Småt er godt
I Danmarks mindste kommuner er der tilfredshed med, at man som øsamfund fik lov til at være selvstændig, selv om målet med kommunalreformen var at lægge kommuner sammen og dermed opnå gevinster ved stordrift.

»Jeg er bange for, at Ærø ville være under afvikling, hvis vi ikke var en selvstændig kommune,« siger borgmester Karsten Landro (K).

»Vi kæmpede netop for at bevare selvstændigheden, fordi vi var bange for, at Ærø ville sygne hen uden det lokale engagement og retten til selv at bestemme,« siger Ærøs borgmester.

På Fanø blev indbyggerne spurgt, om de ønskede at være Danmarks næstmindste kommune eller blive en del af Esbjerg. Et stort flertal stemte for selvstændigheden.

»Tiden har vist, at vi gjorde det rigtige,« siger Fanøs viceborgmester, Lone Müller Sigaard (V).

»Det er nærdemokrati i praksis, vi er tættere på både tal og mennesker, og der er kort vej til beslutninger.«

Landets næstmindste kommune har nu fremgang i befolkningen, og viceborgmesteren mener, at en del af forklaringen er selvstyret.

Ryggen mod muren
Kommunalreformens mål var ellers store enheder med mindst 20.000 indbyggere, men Læsø, Samsø og Ærø fik særstatus og forblev små med Læsø Kommune som landets mindste: 1.969 indbyggere. Siden kom Fanø og Langeland med, så de fem øer dermed fik lov til at gå deres egne veje i forhold til mange andre, som skulle lægges sammen.

»Frederikshavn kæmper stort set med de samme problemer som herude, så selv om vi har ryggen mod muren med faldende befolkningstal, tror jeg på, at vi lokalt er bedre til at løse både det og andre problemer,« siger Læsøs borgmester, Thomas W. Olsen (L).

Der er store udfordringer i landets mindste kommuner. Den største er at få flere til at flytte ud på øerne og dermed standse den onde cirkel med langsom affolkning. Her er ø-kommunerne i samme båd som mange landkommuner i resten af Danmark.

»Jeg kan godt forstå, at ø-kommunerne er glade for at være selvstændige, for de var blevet tabere i store byråd med flertal af politikere fra større byer,« siger kommunalforsker Roger Buch, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Ifølge ham er det ikke kommunens størrelse, men den geografiske placering, som er udfordringen:

»Øernes handicap er, at de ligger langt væk, og at man skal med færge. Den udfordring er de bedre til selv at tage op, frem for at de var en del af en stor kommune på land,« siger Roger Buch og tilføjer:

»Økonomisk er fordelene ved sammenlægningen til store kommuner foreløbig udeblevet, så den demokratiske fordel i de små ø-kommuner vejer tungt.«

På Samsø blev det diskuteret, om øen skulle lægges sammen med Århus, men øen forblev selvstændig.

»Vi har været gode til at holde et højt serviceniveau, og vi er lige så billige til at passe børn som i Århus. Nærheden til borgerne er vigtig, og jeg kan ikke se ulemperne ved at være en lille kommune,« siger Samsøs borgmester, Jørn C. Nissen (K).

Dyr administration
Ser man Danmarks fem mindste kommuner under et, er skolerne ikke dyrere, og børnepasningen er billigere end gennemsnittet. Til gengæld er administrationen dyrere, og der er større udgifter til ældrepleje, fordi der bor flere ældre end i Danmark som helhed.

»At tingene er lettere at gennemskue og dermed ændre, f.eks. skoler og ældrepleje, kan sagtens veje op på en dyrere administration. En kommunes størrelse er ikke afgørende for, om tingene gøres effektivt og godt,« siger Roger Buch.

Ikke alt er røsenrødt
På Langeland er borgmester Bjarne Nielsen (V) ubetinget glad for, at øen er en selvstændig kommune, selv om det ikke er rosenrødt: Der er store udgifter til børn anbragt uden for hjemmet - 50 mio. kr. om året - og en meget stor del af befolkningen er på sociale ydelser.

»Uden et årligt statstilskud fra staten på linje med Lolland og Bornholm ville det ikke gå for et yderområde som os. Vi har en nødvendig aftale med indenrigsministeren om støtte, men det havde været nøjagtig det samme, hvis vi var blevet en del af Svendborg Kommune, som også har økonomiske problemer. Nærheden og lokalkendskabet er vigtig, også når der skal spares,« siger Bjarne Nielsen.

Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) ser ingen grund til at pille ved den særstatus, som landets fem mindste kommuner fik ved kommunesammenlægningen:

»Skønt de i kommunal sammenhæng er små, udgør disse øer enheder, hvor man i højere grad har behov for at stå sammen og løfte i flok,« siger han.

Småøer under stort pres
Mange danske småøer er kommet i klemme mellem landspolitikernes løfter om at bevare livet på dem som en del af vores kulturarv og kravene til kommunerne om at spare penge. Det er nemlig kommunerne, der betaler for driften af færger og skoler, men disse to afgørende områder for liv og vækst på øerne er truet af spareplaner.

»Om 20 år vil nogle øer nok være totalt affolket, medmindre der sættes handling bag og penge af til at nå regeringens generelle målsætning om at opretholde liv i de danske yderområder,« siger Flemming Just fra Syddansk Universitetscenter.

 

Men der er ingen konkret, politisk handlingsplan for de danske småøer. Øerne er omfattet af det generelle mål for yderområderne om at være attraktive at bo og arbejde i, og både øernes minister, indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V), og formanden for Folketingets Økontaktudvalg, Preben Rudiengaard (V), er varme fortalere for liv og en fremtid på de danske øer:

»Det er en del af vores nationale arv,« siger de.

Statens tilskud til øerne er efter kommunalreformen blevet en del af bloktilskuddene, og derfor er det kommunerne, der i praksis skal sikre den nationale arv. Men det kan være svært, når spareplaner i Lollands Kommune har ramt færgedriften til Fejø, Femø og Lilleø i Smålandshavet. Her er billetpriserne steget med 25 pct.

»Færgerne bør betales af staten, for færgen er jo øens landevej,« siger Lollands borgmester, Stig Vestergaard (S).

Hans kommune har ud over at hæve prisen for at sejle til de tre øer også truet med at lukke skolen på Fejø.

»Hvis staten dækker underskuddet på færgerne, skal vi nok tage os af skoler, børnepasning og anden service på øerne,« siger Stig Vestergaard.

Hans kommune står midt i en spareplan til 305 millioner kr., som skal være på plads inden 2013. Derfor skærer politikerne på Lolland i hele det kommunale budget - også på øerne. Bertel Haarder (V) siger, at det er en kommunes fulde ansvar at sikre, at det er muligt at bo på en ø - også som en erhvervsaktiv børnefamilie.

»Det er kommunerne, der prioriterer, og de får kompensation af staten, fordi der er ekstra udgifter ved at være en ø-kommune,« siger Bertel Haarder.

Han vil ikke bestride, at en kommune som Lolland måske skal have flere penge fra staten - men statsdrevne færger afviser han helt.

Ingen tilflyttere
Midt i slagsmålet om penge og ansvar står øboerne, som i tilfældet Fejø har lagt et stort arbejde i at tiltrække nye beboere. Det frivillige arbejde har båret frugt, så en del børnefamilier nu er flyttet til øen.

Nu frygter mange på Fejø, at de bebudede kommunale spareplaner vil betyde, at alt går i stå igen.

»Når færgen bliver dyrere, og der er trusler om at lukke skole og ændre børnepasning, får vi ingen nye indbyggere til øen,« siger formanden for Fejø Beboerforening, Kasper Tøgern.

På en gård midt i Østerby på Femø, nabo til Fejø, går Chris Pedersen og klipper hæk. Hun er lærer og pendler til Lolland sammen med sine to børn på 11 og 14 år. Otte er de på færgen om morgenen. Familien er den ene af to børnefamilier, der er tilbage.

»Der er ingen børnefamilier flyttet hertil, siden skolen blev lukket for 15 år siden,« siger Chris Pedersen.

I dag er Femø en "seniorø", hvor de fleste tilflyttere er gået på efterløn.

»Det er samhørigheden, hjælpsomheden og stilheden, der gør det attraktivt at bo her", siger hun.

Som så mange andre yngre ø-boere har Chris Pedersen familiebånd til Femø. Hendes mor er født på Femø, og derfor er der mange minder og relationer fra barndommen og besøgene på øen. En scooter kører ind på gårdspladsen, og hendes mand Flemming Bech har fået fri fra sit arbejde som vejmand på Femø og Fejø. Et arbejde, der passer ham godt, for det giver mulighed for at være hjemme oftere, end hvis han skulle til fastlandet for at arbejde.

Perfekt for børn
Parret er enige om, at det er godt for børn at vokse op i det lille og trygge samfund, hvor også farmor bor.

»Det er ikke svært at få kammerater med hjem, som jo nærmest synes, at det er som at komme til udlandet, når de besøger os. Og børnene har historien med sig, fordi de omgås ældre mennesker og hører om livet i gamle dage. F.eks. sagde vores datter Johanne på 14 år, at hun i år var glad for, at vi skulle være hjemme hele ferien,« fortæller Chris Pedersen.

Ægteparret er typiske repræsentanter for de børnefamilier, som Jyllands-Posten har mødt på en rundtur til en række af de danske småøer. De er flyttet tilbage til en ø, som de kender, fordi de har eller har haft familie på øen. De husker barndommen som tryg og overskuelig med mange kvaliteter i og store fordele i, at de fleste kender hinanden på en mindre ø.

De er flyttet tilbage efter at have taget en uddannelse og måske været ude at rejse. De har fundet en partner, og enten har den ene eller begge tilknytning til øen, når de vælger at flytte tilbage og etablere sig som øboere.

Som Søren og Helle Svennesen på Barsø ved Aabenraa med kun 22 beboere. De er begge landmænd. Derfor besluttede de at købe den gård, der var Sørens barndomshjem, hvor de nu bor med Caroline på 11 år og Frederikke på 9 år. Da begge forældre arbejder hjemme, er det til at håndtere, at pigerne skal hentes fra skole. Om morgenen tager de selv færgen og bliver hentet af en taxa. Eller Brian og Rie Zenica Selle på Sejerø ved Kalundborg med 370 beboere. Hun er malermester, han vejmand, og de har tre børn. På Sejerø er der skole, og derfor er flere børnefamilier de senere år flyttet tilbage til den ø, hvor bedsteforældrene stadig bor.

»Det er det perfekte sted for børn, fordi de lærer at løse konflikter på en helt anden måde,« siger Rie Zenica Selle.

»De er jo tvunget til at være sammen på tværs af alder og køn, og det giver en anderledes respekt - og en konflikt, der ikke løses, betyder, at der én mindre at lege med - derfor løses den.«

Den onde cirkel
Problemet er, at der er for få øboere af deres slags. Befolkningstallet falder støt på de fleste småøer. Der bor nu halvt så mange på de 27 småøer, som der gjorde i 1950.

Hovedårsagen er, at landbrug og fiskeri ikke længere beskæftiger særlig mange mennesker. Især landbrugets store ændring til store brug på få hænder har kostet øerne mange arbejdspladser og beboere.

Næste skridt i den onde cirkel er kendt fra mange landsbyer og landområder: Børnetallet falder, skolen og købmand lukker, befolkningen bliver ældre og ældre, de unge rejser væk for at uddanne sig, børnefamilier bliver en mangelvare, og pludselig er det et samfund under afvikling.

Årets succeshistorie blandt småøerne er hentet på øen Endelave ud for Horsens, som på et år har øget befolkningstallet med knap 15 procent eller 29 nye ansigter på øen. Fra 168 beboere i 2009 til nu 197. Og væksten er sket på trods af en times sejlads, som normalt er alt for lang sejltid, hvis en ø skal tiltrække nye, især yngre, beboere.

Endelaves yngste tilflytter, Anders Møller på 23 år, forklarer det sådan her.

»Vi har skole, læge og købmand og et meget aktivt foreningsliv. Det er en ø i fremdrift, og de første familier trak andre med. Og med en færge, der sejler tre gange om dagen og fem kvarter til Horsens, er det jo ikke anderledes at bo her end i en forstad til Århus eller København,« siger den unge it-supportelev.

Endelave skole har 15 børn, der går til 7. klasse. Uden skolen ville det ikke være muligt at tiltrække nye familier, og kommunen har aldrig overvejet at spare den væk.

»Vi får jo ingen nye skatteydere til øen, hvis skolen er lukket,« siger formanden for Børne og Ungeudvalget i Horsens Kommune, Peter Sørensen (S).

»For os er det en prioritering at bevare et levende samfund på en ø som Endelave,« siger Peter Sørensen.

Kun syv af de 27 småøer har fået flere beboere det seneste år, og Endelave er mest markant med sine 29 nye endelavitter.

Alle elsker øerne
To forskere, som kender problemerne i Danmarks landdistrikter godt, er Hanne W. Tanvig fra Københavns Universitet og Flemming Just, der leder Syddansk Universitets Center for Landdistriktsforskning.

De er enige om, at øernes grundproblem er det samme som i Danmarks yderområder - bare lidt værre på grund af færgetransporten, og fordi båndbredden på internettet til øerne ofte er for ringe.

Bredbåndet blev ellers af en del politikere set som øernes redning, fordi mange selvstændige ville kunne slå sig ned og arbejde hjemmefra. Det er bare ikke muligt, fordi netforbindelserne er for dårlige. F.eks. deler Agersø og Omø med 378 beboere tilsammen en forbindelse på 8 MB, svarende til hvad mange i en by har - pr. husstand.

»Alle elsker øerne, men der er bare ikke så mange, der gør noget ved det,« siger Flemming Just.

Han mener, at det bør være statens opgave at sikre infrastrukturen i form af færger og bredbånd, hvis øerne skal bevares som levende samfund.

Hanne W. Tanvig ser et håb i et projekt som Læsø Saltsyderi. Et eksempel på, at en ø trækker nye turister til. Turisterne bliver ambassadører for den gode, oplevelsesrige historie, øen bliver kendt, og det trækker både nye erhverv og mennesker til.

»Viden, værdier og historier, der er forankret lokalt, kan sælges globalt,« siger Hanne W. Tanvig og tilføjer, at råvaren land og natur kan udnyttes på mange nye måder, når landbruget er væk som hovederhverv.

Formanden for Sammenslutningen af Danske Småøer, Dorthe Winther, mener, at det manglende bredbånd er en stor hindring for udviklingen. Derfor har hun bedt videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) om statens hjælp til hurtig etablering af effektive netforbindelser på øerne.

»Vi bliver de sidste i dette land, der får leveret bredbånd, hvis etableringen alene skal ske på markedsvilkår. Det kan føre til en endnu hurtigere afvikling af øerne, fordi netkapacitet er afgørende for både erhverv, bosætning og undervisning på øerne,« siger Dorthe Winther.

Øer på private hænder
Privatisering kunne være en løsning for nogle af de danske øer: Fænø i Lillebælt og Vejrø mellem Lolland og Sjælland er købt af private med pengepungen i orden.

Fænø er Danmarks største privatejede ø og er købt af Flemming Skouboe, tidligere ejer af LM Glasfiber. Der er privat færge, en nybygget, arkitekttegnet "herregård" og fire nyrenoverede gæstehuse. Hele øen kan lejes til f.eks. konferencer eller jagt, der arrangeres bl.a. eksklusive middagsselskaber.

Vejrø lægger med overskriften "Tid til forkælelse, fred og fordybelse" som Fænø op til eksklusive arrangementer, møder, konferencer, jagt m.m. Den ejes af Saxo Banks direktør, Kim Fournais. På øen bygges der lejligheder, konferencelokaler, restaurant og en del andre ting. Byggeriet forventes færdigt til november, og først da er konceptet for øen fuldt udbygget, oplyser direktør Thomas Gellert Larsen, Vejrø Aps.

»Vi er i fuld gang og tror på det, herunder også på, at vi kan skabe synergi med produktion af kvalitetsfødevarer på de andre, mere "normale" øer, siger direktøren på Vejrø. Vejrøs mål om at give unikke oplevelser omfatter nemlig også kvalitetsfødevarer, som produceres i samarbejdet "Ø-specialiteter". Is fra Skarø og øl fra Fur Bryghus er blandt de mest kendte ø-specialiteter.

Billedserier

I billedserierne har vi samlet alle de fotos, der er taget til artiklerne rundt om i hele Danmark. Mød bl.a. Søren Svennesen i stalden på Barsø, og besøg æbleplantagen på Lilleø.
Se billedserier her

Øernes udfordringer

Hvordan hænger øernes økonomi sammen, hvad betyder kommunalreformen for øerne, hvordan går det tilflytterne - og hvad hvis man bor på en ø og bliver syg? Find svar på disse og mange andre spørgsmål i temaet om øernes udfordringer.
Læs artiklerne her

Opgaver

Danske øer indeholder opgaver, som knytter sig til både temaartikler og reportager. Opgaverne inddrager elementer fra fagene dansk, geografi, historie, samfundsfag og matematik.
Se opgaverne her

En robinsonade??

Hvad er en holm - og hvad er en robinsonade? Gå på opdagelse i leksikonet.
Se ø-leksikon her

Danmark fra land til by

Danmark er under hastig forandring. De største byer vokser med stadigt længere bilkøer og høje boligpriser til følge. Se det store web-tema Land-by med reportager fra hele landet.
Se tema her