Sitemap | Avanceret søgning |

Ren ostalgie

Et tysk par med hver sin barndom. Begge blev født, da Muren blev bygget, men vesttyske Jens må på museum for at forstå østtyske Katrins opvækst i det gamle DDR.

Af JETTE ELBÆK MARESSA
Publiceret 13-07-2009

Berlin

Neej, sådan en havde vi.«

Øjnene stråler, mens Katrin Koch vilkårligt griber en kombination af en stavblender og en håndmikser.

»Min mor brugte den til lave flødeskum med. Eller . det var ikke altid rigtig flødeskum: Når vi ikke kunne få det, brugte vi kokosmælk. Efter 24 timer i køleskab smagte det nogenlunde.«

Katrin Koch er 49 år, opvokset i Thüringen og bor nu i Würzburg sammen med sin kæreste, Jens Knopp, der er født og opvokset i Vesttyskland.

Barndomsminderne er vidt forskellige og hentet fra hver sin side af det jerntæppe, som delte Tyskland i to. I Vesttyskland var flødeskum ingen mangelvare. I DDR stod man i kø efter det.

Kulissen, som vækker minderne frem hos Katrin Koch, er et lille, men veludstyret DDR-museum tæt ved Alexander Platz i Berlin.

Her giver Katrin kæresten en lektion i, hvordan det var at vokse op i DDR. Museet rummer en tro kopi af en typisk DDR-lejlighed, og næste fund, som udløser begejstring, er en dåse leverpostej.

»Den kan sikkert spises endnu,« siger Katrin Koch og roder rundt i køkkenskabets konserves, som naturligvis også indeholder et glas af de Spreewaldgurken, der blev udødeliggjort i filmen "Good Bye Lenin".

Plastic-jeans

Jens Knopp lytter interesseret. Spreewaldgurken var ikke en del af hans barndom, og det var blondegardinerne, de brune møbler, obligatorisk pottetræning eller brætspil med titlen "Kender du Sovjetunionen" for den sags skyld heller ikke. Lydkulissen til Katrin Kochs ungdom var popgrupper som Puhdys, Karat og City, der hittede med "Am Fenster".

Jens lyttede til musik, som var forbudt i DDR. Katrin Koch kunne få syntetiske, plasticlignende Boxer jeans, fordi bomuld var en mangelvare, mens Jens Knopp kunne vælge mellem Levi's og Wrangler.

De syntetiske jeans blev aldrig noget hit, og mange unge fra Katrin Kochs generation lod sig i stedet inspirere af modebladet Pramo (praktisk mode) og gik selv i gang med symaskinen.

Katrin Kochs kritiske blik falder over, at museet oplyser, at ost var en mangelvare. »Vi havde altid ost. Der var ingen, der sultede i DDR. Undertiden fik vi også flødeis fra Moskva. Så var der fest,« siger hun.

Fælles pottetræning

Megen fest var der næppe over dagligdagen i DDR, som kontrollerede borgerne fra vugge til grav. Kollektiv opdragelse stod i centrum. Allerede i vuggestuen var der fælles pottetræning. Alle børn på linje og ingen færdig, før alle var færdige.

Pottetræningen blev siden af kriminolog Chr. Pfeiffer udråbt som årsagen til, at mange østtyskere blev højreekstremister efter Murens fald, fortæller den ledsagende tekst til billedet af små besørgende østtyske unger.

Som skolebørn gik de i skole med brunt tornyster og skrev i deres kladdehæfter, at »soldaterne sørger for, at vi kan leve i fred«. De lærte, at Berlin-muren var »en antifascistisk beskyttelsesvold«, som var nødvendig, fordi Nato omkring årsskiftet 1960-1961 vedblev med at være »imperialismens hovedinstrument til forberedelse af en ny krig mod de socialistiske lande«. Men DDR overrumplede de vestlige imperialister og militarister med en total lukning af den hidtil åbne grænse mellem Øst-og Vestberlin.

De var ungpionerer, gik med røde tørklæder og gik glad eller modvilligt til pionereftermiddage, hvor man ofte bidrog til fællesskabet ved at samle affald ind. Om ikke andet gav det nyttige anmærkninger i karakterbogen og bedre chancer for at komme videre i livet. Det gjaldt altid om at være bedst. Topkarakterer i tysk og russisk var adgangsbillet til at lære engelsk, vel at mærke uden for skoletiden.

De få heldige og udvalgte fik lov at læse videre.

Kollektive oplevelser

I 1979 var kollektivet Perflug til Delfinshow. Turen er sirligt beskrevet i Brigadebogen:

»Det var for os en kollektiv oplevelse at betragte dressuren, Delfinerne spillede fodbold og dansede vals.«

Kroppen havde sin særlige placering i det østtyske dannelsesbillede.

Her søndag klokken 11 sendte tv "Mach mit, mach's nach, mach's besser", (Gør det med, gør det efter, gør det bedre), hvor Gerhard "Adi" Adolph iført træningstøj lod to skoleklasser kappes om at være bedst til sport.

Finalisterne kunne ved årsskiftet vinde en pokal fra den olympiske komité.

Kroppen fik fri udfoldelse på badestrandene, hvor nøgenbadning ikke var usædvanlig.

Transportmidlet til feriesteder i de gamle Warszawapagt-lande var for manges vedkommende en Trabant, som der rullede 1.904.000 eksemplarer af på de østtyske landeveje i 1988. Trabanten indtog dermed en bekvem førerposition til Wartburg, ligeledes et østtysk mærke, som kun kunne præstere 606.000 eksemplarer.

Stasis jerngreb

Så godt som sikkert er det, at uanset, hvad østtyskerne foretog sig, så vidste staten besked om det. Alle kontrollerede så at sige hinanden. Livet bag blondegardinerne blev nøje kontrolleret. Breve blev rutinemæssigt åbnet, telefonen aflyttet. Borgerne var magtesløse over for Stasi, der havde adgang til alt lige fra bankkonti til sygejournaler.

Det hemmelige politi var kommunistpartiets forlængede arm og garant for, at DDR blev holdt i et jerngreb. I 1989 rådede det over 93.000 officielt ansatte og 173.000 hemmelige agenter. Naboer overvågede hinanden, familiemedlemmer overvågede hinanden, selv ægtefæller kunne overvåge hinanden og under hemmelige dæknavne give oplysninger videre til deres føringsofficer.

Forhadt, men med tiden også fortrængt i forhold til den hverdag, som også tilfaldt DDR-borgerne.

Livet i kolonihaven, ferierejserne, ingen bekymring for at blive arbejdsløs, sikkerheden for en bolig og for længst svundne socialistiske mærkevarer, som nu udbydes til overpriser på e-bay.

jema@jp.dk

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Vittighed
To drenge fra Berlin står på hver sin side af Muren.

»Ha,« råbes der fra vest, »vi har bare bananer.«

»Ha, ha,« svarer purken fra øst, »vi har da socialisme.«

»Det kan vi da også bare få, hvis vi vil have det,« svarer drengen fra vest.

»Ja, men så har I ikke bananer mere,« lyder det sidste ord fra øst.  

Kilde: Aufgewachsen in Ostberlin ind den 60er und 70er Jahren.

Lønninger i DDR
  • Ekspeditrice, 8 års skolegang, to og et halvt års grunduddannelse 600-800 mark.
  • Kemiker med fem års videregående uddannelse: 1000-1300 mark.
  • Bygningsarbejder, 10 års skolegang og to års grunduddannelse: 110-1370 mark.
  • Minearbejder, 8 års skolegang og tre årig grunduddannelse: 1470 mark

Lønnen er fra 1988.

Kilde: Alltag eines vergangenen Staates, DDR Museum.

Udlandsrejser i DDR
Solgte rejser fra rejsebureauer i 1988: 
  • Til Tjekkiet: 651.630
  • Sovjetunionen: 228.304
  • Ungarn: 109.637
  • Bulgarien. 63.548
  • Polen. 40.462
  • Jugoslavien: 4.193
  • Cuba: 1.283
  • Finland. 1.010

Kilde: Alltag eines vergangenen Staates, DDR Museum

Hvis du vil vide mere

Stednavne
Tyskland

'