Sitemap | Avanceret søgning |

Artikler fra JP's arkiv

1-2-3 hop
Fotoet af den svævende Conrad Schumann på vej fra Øst til Vest blev et ikon for Den Kolde Krig. Som 19-årig græsevagt tog Conrad Schumann den 15.august 1961, mens Berlin-muren endnu "kun" var pigtråd, sit livs store spring, da han på sin patrulijering på hjørnet af Ruppinerstrasse og Bernauerstrasse fra vestlig side blev mødt med tilråbet: "Komm rüber". Efter Murens fald tog han på besøg ved sit fødested i Sachsen, men fik en kold skulder af sin familie. 

Det udødelige spring til Vesten blev aldrig den helt store lykke for Conrad Schumann. Selv sagde han, at han først efter Murens fald den 9.november 1989 følte sig rigtig fri. Men heller ikke det gjorde alligevel en afgørende forskel. Conrad Schumann led af depression, og han begik selvmord i 1998.

1989 - Tidslinje
Januar:

1.: Polske intellektuelle kræver valgsystemet demokratiseret.

2.: Pravda skriver i Sovjetunionen, at kommunistpartiet halter bagefter, når det gælder gennemførelsen af glasnost (åbenhed, red.) og perestrojka (omforandring, red.).

3.: Den sovjetiske regeringsavis Isvestija optager som den første sovjetiske avis tekstsideannoncer.

4.: Amerikanske jagerfly nedskyder i selvforsvar to libyske jagerfly over Middelhavet.

5.: Den sovjetiske systemkritiker Andrej Sakharov nomineres som kandidat til det nye parlament, De Folkedeputeredes Kongres.

7.: Japans 87-årige kejser Hirohito dør.

8.: Sovjets leder Mikhail Gorbatjov bebuder nedskæringer af forsvarsudgifterne på grund af økonomien. Udenrigsminister Eduard Sjevardnadze oplyser, at Sovjet har indstillet produktionen af kemiske våben.

9.: Ni østtyskere nægter at forlade Vesttysklands repræsentation i Østberlin. De kræver udrejsetilladelse.

10.: I Tjekkoslovakiet bliver forfatteren Vaclav Havel fængslet. Hastigheden på et tog i Frankrig måles til 410 km/t, hvilket er verdensrekord.

11.: Ungarns parlament vedtager at fremskynde lovforslag, der skal gøre politiske partier lovlige. »Vi havde til hensigt at ændre en nation, i stedet ændrede vi en verden,« sagde den afgående amerikanske præsident Ronald Reagan i afskedstalen til kongressen.

13.: Polens regering er villig til at anerkende den frie fagforening Solidaritet, hvis den vil hjælpe med at gennemføre politiske og økonomiske reformer.

15.: Voldsomme kampe mellem politi og demonstranter i Prag i Tjekkoslovakiet: 4000 mindes studenten Jan Palach, der i 1968 begik selvmord, da Sovjet invaderede landet for at kvæle de reformer, der blev kaldt foråret i Prag .

16.: Uroen i Prag fortsætter, og i Polen meddeler landets stærke mand, general Jaruzelski, at kommunistpartiet kan acceptere frie fagforeninger og større politisk frihed under forudsætning af, at roen i landet ikke forstyrres.

17.: 14 ledende systemkritikere tilbageholdes fortsat i Prag.

18.: 5000 demonstrerer i Prag. I Østtyskland udtaler udenrigsminister Oskar Fischer: »Muren er ikke et levn fra Den Kolde Krig, men en faktor til stabilitet i Europa.«

20.: George Bush indsættes som præsident i USA. Han afløser Ronald Reagan, der i den sovjetiske avis Pravda får eftermælet, at han i sin præsidenttid gik bort fra stereotype opfattelser.

23.: Østtysklands stats- og partichef Erich Honecker bebuder, at DDR's militærudgifter i løbet af to år vil falde 10 procent.

24.: Amnesty International kritiserer Østtyskland for at straffe borgere for alene at have kontakt med udenlandske organisationer.

27.: Polens indenrigsminister Czeslaw Kiszczak og Solidaritets Lech Walesa diskuterer legalisering af Solidaritet og en eventuel koalition. I Tjekkoslovakiet bebuder regeringen, at forsvarsudgifterne skal reduceres med 15 pct. de næste to år.

28.: Solidaritet ønsker ifølge Lech Walesa, at forhandlingerne skal være begyndelsen på at fjerne det kommunistiske magtmonopol.

29.: Vesttysklands forsvarsminister Rupert Scholz kræver en reduktion af Natos atomvåben i landet. Under parolen "Ned med kommunisterne" demonstrerer hundreder af unge i Gdansk i Polen. Systemkritiker Andrej Sakharov opfordrer til, at der gennemføres en offentlig retssag mod Josef Stalin. CDU og FDP taber valget i Berlin, mens SPD frem.

30.: Kohl erkender nederlaget i Berlin og siger, at man vil tage fat på spørgsmålene om gæstearbejdere, asylsøgere og immigrationen fra østlandene. I Jugoslavien bebuder admiral Petar Simic, at hæren er parat til at gribe ind i den politiske magtkamp.

Februar:

1.: Jugoslaviens Kommunistiske Parti vil fremrykke sin kongres i forsøg på at stoppe den voksende splittelse i landet.

5.: Den sidste sovjetiske soldat har forladt Afghanistans hovedstad Kabul. I Polen siger præsident Wojciech Jaruzelski, at Solidaritet kan gøres lovlig, fordi den nu arbejder forretningsmæssigt og konstruktivt.

6.: I Østtyskland skyder grænsebetjente Chris Gueffroy. Han bliver det sidste dødsoffer i forsørget på at flygte fra Øst til Vest.

7.: Kosovo-albanere i Jugoslavien nedlægger arbejdet i protest mod manglende selvstyre.

8.: Rundbordssamtalerne mellem regering og opposition, først og fremmest Solidaritet, indledes i Polen.

9. I Polen er repræsentanter for regeringen og fagforeningen optimister efter møder om fagforeningsfrihed. Sovjets forsvarsminister Dmitrij Jasov foreslår, at Nato og Warszawa-pagten forhandler om begrænsninger af flådestyrken.

10.: Den kendte tjekkoslovakiske forfatter Vaclav Havel tiltales for at have anstiftet kriminelle handlinger og risikerer to års fængsel. Lech Walesa opfordrer i Polen til seks ugers strejkestop for at give plads til forhandlinger mellem regeringen og oppositionen.

11.: I Ungarn vedtager kommunistpartiets centralkomité et kompromis. Opstanden i 1956 skal i fremtiden betegnes som "en folkeopstand, der efter voldsomme sammenstød tog karakter af en kontrarevolution."

12.: Centralkomiteen i Ungarns Kommunistiske Parti har besluttet, at landet ikke er rede til et flerpartisystem, men at et sådant gradvist skal indføres. Tusinder af pakistanere angriber det amerikanske kulturcenter i Islamabad med krav om, at Salman Rushdies "De Sataniske Vers" bliver forbudt i USA.

14.: Iran religiøse overhoved ayatollah Khomeini beordrer trosfæller over hele verden til at opspore Salman Rushdie og henrette ham.

15.: Billedet af general Boris Gramov går verden rundt. Som den sidste sovjetiske soldat forlader han Afghanistan. I Polen siger ministerpræsident Mieczyslaw Rakowski, at Polen ikke vil følge Ungarns spor og indføre et politisk system med flere partier.

16.: For første gang offentliggør en polsk avis med myndighedernes accept beviser for, at det var Sovjetunionen, der stod bag Katyn-massakren mod polske officerer under Anden Verdenskrig.

17.: Irans præsident Ali Khamenei udtaler, at dødsdommen over Salman Rushdie kan ophæves, hvis han undskylder over for alle muslimer, at han har fornærmet deres tro. I Polen vil de love, der forbyder fagforeninger, blive ændret.

18.: Forfatteren Salman Rushdie beklager, at hans bog har stødt mange troende.

19.: Ayatollah Khomeini fastslår, at det er enhver muslims pligt, at sikre, at Salman Rushdie bliver sendt til helvede.

20.: EF's udenrigsministre fordømmer Khomeinis dødsdom og trækker deres ambassadører hjem fra Teheran.

21.: Iran svarer igen ved også at kalde sine ambassadører hjem fra EF-landene. Forfatteren Vaclav Havel bliver idømt ni måneders fængsel og siger efter dommen: »Jeg føler ikke, at jeg er skyldig. Og jeg fortryder intet. Men når jeg skal straffes, vil jeg acceptere min straf.«

22.: I Moskva sikrer Boris Jeltsin sig ved et valgmandsmøde stemmer nok til, at han er kandidat ved det kommende valg.

23.: Gruppen Islamisk Jihad truer i Libanon med at dræbe 17 vestlige gidsler, hvis ikke Vesten fordømmer Salman Rushdie og hans bog "De Sataniske Vers".

24.: I Indien kommer det til demonstrationer og uroligheder mod "De Sataniske Vers", og politiet skyder 10 muslimske demonstranter. Kosovo i Jugoslavien er lammet af generalstrejke.

25.: Voldsomme uroligheder hærger Krakow i Polen i anledning af sammenstød mellem politi og studenter. 500 mennesker danner i Ungarn landets første frie fagforening.

26.: Ayatollah Khomeini siger under et møde med Sovjetunionens udenrigsminister Eduard Sjevardnadze: »Stærkere bånd mellem Iran og Sovjetunionen vil hjælpe i kampen mod det djævelske Vesten.«

27.: Iran indenrigsminister Ali Akbar Mohtashemi oplyser, at alle fængslede modstandere af det islamiske regime nu er henrettet. I Kosovo i Jugoslavien er der indført undtagelsestilstand, og provinsens partileder trækker sig tilbage.

28.: Iran stiller Storbritannien overfor et ultimatum: Hvis ikke landet inden for en uge ændrer den umoralske holdning overfor islam, vil Iran afbryde alle diplomatiske forbindelser med landet. Polens præsident Jaruzelski er parat til at bruge hæren mod oppositionen, hvis den prøver at overtage magten.

Marts:

1.: Myndighederne indfører undtagelsestilstand i Kosovo. DDR vil udvikle en ny strategi for militæret, så det kan operere mere defensivt.

2.: Jugoslavisk militær arresterer strejkelederne i Kosovo.

3.: Lederen af Solidaritet, Polens frie fagforening, Lech Walesa, modtager en menneskerettighedspris af Europarådet. Ungarn og en række vestlige lande anmoder en om FN-undersøgelse af påståede krænkelser af menneskerettigheder i Rumænien.

5.: Libyens leder Muhammar Kaddafi bakker op om ayatollah Khomeinis dødsdom over Salman Rushdie. Kaddafi betegner "De Sataniske Vers" som et zionistisk-imperialistisk komplot, og islam tilgiver ikke frafaldne. Tysklands forbundskansler Helmut Kohl er optimistisk før de kommende dages nedrustningskonference i Wien. Han øjner muligheden for, at Øst og Vest kan skabe et godt og vedvarende naboskab. I Kosovo er de væbnede styrker sat i højeste alarmberedskab, og der er også udbrudt voldsomme kampe i Tibet mellem demonstranter og politi.

6.: Uroen fortsætter i Tibet med nyt sammenstød. I Letlands hovedstad Riga afbryder massive politistyrker en demonstration mod censur og for pressefrihed.

7.: Sloveniens kommunistiske parti opfordrer til, at Jugoslaviens etpartisystem erstattes med et pluralistisk system med flere partier. Kina indfører undtagelsestilstand i Tibets hovedstad Lhasa.

8.: Storbritannien udviser et stort antal iranere. I Tibet fængsles flere hundrede tibetanere.

9.: De jugoslaviske styrker anholder adskillige albansk-orienterede forretningsfolk og politikere. Alle udlændinge bliver udvist fra Tibet, og i Polen er der opnået enighed mellem regeringen og Solidaritet om frie valg til et nyoprettet senat.

10.: Tibets eksilleder Dalai Lama opfordrer verdens ledere til at hjælpe med at stoppe den kinesiske undertrykkelse. Irans parlament vedtager et ultimatum til Vesten: Enten indsamles alle eksemplarer af "De Sataniske Vers" og brændes, eller også vil striden mellem muslimer og Vesten fortsætte i al evighed.

11.: Solidaritet og regeringen i Polen enes om en dyrtidsregulering af lønnen.

13.: Kina tilbyder forhandlinger med Dalai Lama om Tibets fremtid. Tysklands kansler Helmut Kohl erkender at hans parti, CDU, er i krise efter nyt valgnederlag i Hessen.

14.: Saudi-Arabien erklærer, at det ikke umiddelbart er parat til at støtte Irans fatwa mod Salman Rushdie.

15.: I Sovjet er der for første gang offentliggjort statistikker over indsatte i fængsler og arbejdslejre. I Ungarn demonstrerer tusinder til ære for landets fortid og for en bedre fremtid.

16.: Walter Momper, SPD, bliver Berlins nye overborgmester.

17.: I kvarterer med mange muslimske beboere, forbyder den belgiske regering højtlæsning af Salman Rushdies bog "De Sataniske Vers".

19.: Forud for valget demonstrerer tusinder af mennesker i Moskvas gader til fordel for Boris Jeltsin.

20.: EF-landene sender sine ambassadører tilbage til Iran.

21.: Boris Jeltsin advarer mod risikoen for valgsvindel ved det kommende valg og opfordrer til at holde vagt ved hvert eneste valgsted.

22.: Tibets eksilregering benægter, at der er direkte kontakt mellem de kinesiske myndigheder og Dalai Lama.

23.: Stanley Pons og Martin Fleischmann oplyser, at de har gennemført fusion ved stuetemperatur ved Utahs Universitet. Der udbryder voldsomme kampe i Kosovo mellem albanere og jugoslaviske politifolk. Lech Walesa advarer regeringen om, at befolkningen er parat til at kæmpe for reformer i gaderne, hvis regeringen ikke er parat til ændringer. I Ukraine er der fundet en massegrav med ofre for Stalintidens hemmelige politi. Ungarns parlament vedtager en lov, der tillader strejker.

24.: Supertankeren "Exxon Valdez" støder på grund ud for Alaskas kyst. Skibet lækker råolie, og der er frygt for en miljøkatastrofe.

25.: Tusinder af tilhængere af Boris Jeltsin er atter på gaden i Moskva før morgendagens valg.

26.: Boris Jeltsin vinder en jordskredssejr ved parlamentsvalget. I Moskva opnår han 89,2 pct. af stemmerne.

27.: Tre mennesker bliver dræbt ved nye sammenstød i Kosovo.

28.: Etniske albanere stormer en politistation i Kosovo, og én bliver dræbt.

29.: Overhovedet for de muslimske menigheder i Belgien, Holland og Luxembourg, imam Abdullah al Ahdal bliver dræbt med to nakkeskud. I Kosovo stiger dødstallet, og den aktuelle konflikt har kostet 23 mennesker livet.

30.: Mikhail Gorbatjov meddeler førende avisredaktører i Moskva, at de ikke skal dramatisere resultatet af parlamentsvalget.

31.: Den muslimske gruppe "Sandhedens Soldater" tager ansvaret for mordet på imam Abdullah al Ahdal i Bruxelles. Serbien udlover boliger og dobbelt løn til serbere, der vil bosætte sig i Kosovo.

April:

1.: Sovjetunionen sender et miljøskib til Alaska for at hjælpe med oprydningen efter "Exxon Valdez"' grundstødning og olieudslip. Tibetanske demonstranter angriber Kinas ambassade i New Dehli, Indien.

2.: Yassir Arafat udnævnes til præsident for Palæstina af PLO's centralkomité. I Kosovo rystes samfundet af to bombeeksplosioner. Det ungarske husmandsparti erklærer, at Ungarn skal forvandles til et neutralt og demokratisk land.

3.: EF-Kommissionens viceformand Martin Bangemann erklærer, at EF i fremtiden i højere grad skal beskæftige sig med sikkerheds- og forsvarsspørgsmål.

4.: Manfred Wörner, Natos generalsekretær, advarer mod overdreven optimisme i forhold til udviklingen i Sovjetunionen. Pravda skriver i anledning af Natos 40-års jubilæum, at organisationen bør arbejde seriøst for nedrustning.

5.: Regeringen og oppositionen i Polen enes om politiske og økonomiske reformer.

6.: Aftalen mellem regeringen og Solidaritet får ros i den sovjetiske regeringsavis "Isvestija". Lech Walesa kommenterer aftalen med, at den er første skridt på vejen mod demokrati, men vejen er meget lang. Vesttyskland ønsker at begrænse tilstrømningen af asylsøgere fra Polen.

8.: Et sovjetisk atomubåd synker i Norskehavet ud for Tromsø.

9.: Voldsomme uroligheder i Tbilisi i den sovjetiske republik Georgien med 16 dræbte.

10.: Undtagelsestilstand i Tbilisi. Andrej Sakharov indstilles af Videnskabernes Akademi til en plads i den nyvalgte kongres.

11.: I alt 20 er dræbt under urolighederne i Tbilisi i Georgien.

12.: Fire af de 11 medlemmer i det ungarske kommunistparties politbureau bliver udskiftet.

13.: Lech Walesa bekendtgør, at han stiller op til valget til det polske senat.

16.: Uroligheder på Vestbredden med sammenstød mellem israelske styrker og palæstinensere. Tre bliver dræbt.

17.: "Længe leve demokrati. Længe leve frihed" er parolerne for tusindvis af kinesiske studenter, der demonstrerer på Tiananmen Pladsen i Beijing. En domstol i Polen giver Solidaritet tilladelse til at operere landsdækkende.

18.: Demonstrationerne i Beijing fortsætter. Præsident Jaruzelski og Lech Walesa mødes for at besegle aftalerne om liberalisering af forholdene i Polen.

19.: Lech Walesa besøger Italien og mødes med udenrigsminister Andreotti og præsident Cossiga. I Kina fortsætter demonstrationerne. Der er 15.000 på gaden med krav om frihed og demokrati. Sovjets forsvarsbudget nedskæres med 144 mia. kr. over de næste to år.

20.: Politiet splitter demonstrationerne i Beijing. I Sovjet giver Mikhail Gorbatjov tilladelse til at agitere for andre politiske opfattelser. Sakharov bliver valgt til De Folkedeputeredes Kongres i Moskva.

21.: Nye demonstrationer på Tiananmen Pladsen i Beijing med 40.000 deltagere.

22.: Vesttysklands udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher og forsvarsminister Gerhard Stoltenberg mødes med præsident George Bush for at hindre et brud i Nato omkring moderniseringen af de kortrækkende raketter. Lech Walesa er begejstret for Gorbatjovs reformer i Sovjetunionen og siger, at det er vigtigt for Polen, at fornyelserne lykkes. Nye demonstrationer i Beijing, hvor studenterne forlanger at komme i dialog med lederne.

23.: Politi og studenter kommer i kamp i to kinesiske byer, og flere end 100 bliver såret.

24.: De kinesiske studenter kritiserer Deng Xiaoping for passivitet.

25.: Sovjetunionen indleder den bebudede tilbagetrækning af styrker fra Østeuropa. Folkets Dagblad i Kina opfordrer den kinesiske befolkning til at vende sig mod studenterne.

26.: Det polske parlament indleder en debat, der skal give den katolske kirke legal status.

27.: Flere hundredetusinde mennesker kræver reformer ved en demonstration i Beijing.

28.: De kinesiske studenter overvejer tilbuddet om forhandlinger, som myndighederne har fremsat. DDR's hær skæres ned med 11.500 værnepligtige, oplyser stats- og partichef Erich Honecker.

29.: Studenterne i Beijing i Kina afslår at forhandle på myndighedernes betingelser.

30.: I den schweiziske kanton Appenzell Ausserrhoden vedtager mændene ved en folkeafstemning med snævert flertal at give kvinderne stemmeret.

Maj:

1.: 1.-maj møderne er præget af uro. I Kina opfordrer talerne befolkningen til at bakke landets ledelse op. I Moskva handler Mikhail Gorbatjovs tale om forandring og handling, mens politi og demonstranter, der kræver overholdelse af menneskerettighederne i Tjekkoslovakiet, kommer i slagsmål.

2.: Talsmænd for de demonstrerende studenter i Kina overrækker en liste med krav til myndighederne og truer med nye demonstrationer, hvis de ikke får svar hurtigt. På en konference i American Physical Society bliver det betvivlet, at det er lykkedes at gennemføre en kold fusion.

3.: I fransk tv erklærer Yassir Arafat, at PLO's charter fra 1964, der opfordrer til ødelæggelse af staten Israel, er forældet. Udtalelsen skaber furore blandt radikale palæstinensiske grupper som PFLP.

4.: Tusinder af studenter trænger gennem politiets afspærringer og demonstrerer på Tiananmen Pladsen i Beijing.

5.: Formanden for det iranske parlament Ali Akbar Hashemi Rafsanjani opfordrer under fredagsbønnen i Teheran palæstinenserne til at hævne deres dræbe ved at slå vesterlændinge ihjel, kapre fly, sprænge virksomheder i luften, så Israel er parat til indrømmelser.

6.: Solidaritet beskylder den polske regering for at sabotere valgkampen ved at fjerne oppositionens annoncer.

8.: I en udtalelse fra EF's udenrigsministre hedder det, at man betragter Rafsanjanis udtalelser som en krigserklæring. I Polen indleder Solidaritet udgivelsen af Østeuropas første ikke-kommunistiske dagblad "Gazeta Wyborcza".

9.: Det ungarske kommunistparti beslutter, at Janos Kadar, der blev indsat af russerne, efter at opstanden var knust i 1956, skal fratages titlen som ærespræsident for partiet og heller ikke længere være medlem af centralkomiteen.

10.: I Europarådet siger Lech Walesa, at den polske nation har løftet jerntæppet, men ikke kan nå frem til demokrati uden hjælp fra Vesten. Samtidig oplyses det, at der er fundet aflytningsudstyr i flere af Solidaritets mødelokaler. I Nagorno Karabakh i Sovjetunionen er der kampe mellem armeniere og azerbajdjanere.

13.: 1000 studenter indleder en sultestrejke på Tiananmen Pladsen i Beijing i protest mod manglende demokrati og dialog med myndighederne.

15.: Sovjets stats- og partileder Mikhail Gorbatjov indleder et officielt besøg i Kina. Her fortsætter de store studenterdemonstrationer.

16.: De kinesiske myndigheder indrømmer for første gang, at der deltog store kinesiske troppestyrker i krigen mod USA i Vietnam. Over en halv million kinesere demonstrerer i Beijing for demokratiske reformer.

17.: Mikhail Gorbatjovs rundtur i Beijing aflyses som følge af de mange demonstranter. Denne dag er over en million mennesker på gaderne. I Polen vedtager parlamentet at give den katolske kirke legal status. Vaclav Havel prøveløslades i Tjekkoslovakiet.

18.: Kinas ministerpræsident Li Peng afviser ved et møde med de demonstrerende studenter alle deres krav.

19.: Beijing erklæres i undtagelsestilstand. Store troppestyrker ankommer til byen.

20.: Sammenstød mellem demonstranter og politi i Beijing. Myndighederne forbyder presserapporter fra de kvarterer, hvor der er erklæret undtagelsestilstand.

21.: Præsident George Bush tror på en velovervejet skridt-for-skridt tilnærmelse i Øst-Vest-relationerne. Ændringerne i Sovjetunionen er dramatiske, men endnu ikke komplette. I Kina beder en talsmand for hæren om folkets forståelse og samarbejde.

22.: Det kommer til slagsmål mellem soldater og demonstranter i Beijing i Kina, da hæren rydder en barrikade.

23.: 89-årig Ayatollah Khomeini opereres for indre blødninger. I Kina demonstrerer en million mennesker for demokrati og frihed.

24.: Det Internationale Institut for Strategiske Studier advarer om, at Mikhail Gorbatjov spiller højt spil ved at fortsætte det nuværende reformtempo trods etniske spændinger, økonomiske problemer og usikkerhed i Østeuropa.

25.: De Folkedeputeredes Kongres i Moskva vælger Mikhail Gorbatjov til landets første udøvende præsident.

27.: Studenterne vil afslutte besættelsen af Tiananmen Pladsen med en march gennem Beijing.

28.: I Moskva demonstrere 10.000 mennesker mod resultatet af valget til Den Øverste Sovjet. Historikeren Jurij Afanasjev siger, at Den Øverste Sovjet, hvad angår niveau og profession, svarer til Stalin- og Bresjnev-tiden.

29.: Jeltsin bliver medlem af Den Øverste Sovjet. Ungarns vicepræsident Imre Pozsgay mener, at det kommunistiske system i Østeuropa og Sovjet bør afskaffes og i Ungarn afløses af en bevægelse, der ligger nærmere de vesteuropæiske socialdemokratier.

30.: På et topmøde i Nato bliver der indgået en kompromis om de kortrækkende atomvåben. I udtalelsen fra mødet hedder det: »Vi ønsker at bringe den pinefulde deling til ophør, en deling vi aldrig har accepteret. Muren, der deler Berlin, er et uacceptabelt symbol på Europas deling. Vi søger frem imod en europæisk fred, hvorved det tyske folk opnår dets enhed gennem fri selvbestemmelse.«

Juni:

1.: Ungarn har ansøgt Europarådet om medlemskab. De kinesiske myndigheder forbyder udenlandske journalister at rapportere om studenterdemonstrationerne og urolighederne uden forudgående tilladelse. I parlamentet i Moskva forlanger digteren Jevgenij Jevtusjenko, at præsidentvalget skal annulleres, fordi der kun var en kandidat.

2.: Demonstranter stopper 3000 soldater, der marcherer mod Tiananmen Pladsen i Beijing.

3.: Flere end 25 bliver dræbt og flere hundrede såret, da soldater stormer Tiananmen Pladsen i Beijing.

4.: Røde Kors anslår, at 2600 er døde og flere end 10.000 sårede, da militæret i Kina rydder Tiananmen Pladsen i Beijing. Reaktionerne i mange lande er forfærdelse. I Iran dør Ayatollah Khomenei, og den 49-årige Ali Khamenei vælges som landets nye åndelige leder. I Sovjetunionen omkommer 650 mennesker ved en jernbaneulykke.

5.: I sit testamente betegner Ayatollah Khomenei Saudi-Arabiens kong Fahd som en gudsbespotter og USA's ledende politikere som terrorister. Solidaritet har vundet en jordskredssejr ved valget i Polen til både underhuset og senatet. EF-kommissionen fordømmer Kinas blodige undertrykkelse af studenterne.

6.: I Beijing fortsætter uroen, og der meldes, at den har bredt sig til andre kinesiske byer. Polens regering opfordrer Solidaritet til at tage del i magten. 20.000 mennesker demonstrerer i Moskva til fordel af Andrej Sakharov.

7.: I Shanghai opfører kinesiske studenter forsvarsværker på universiteterne. Det sovjetiske telegrambureau TASS oplyser, at 67 har mistet livet ved kampe i Usbekistan mellem meshketere og usbekere.

8.: Ministerpræsident Li Peng roser på kinesisk tv soldaterne for indsatsen mod de demonstrerende studenter. Irans parlamentsformand Ali Akbar Hashemi Rafsanjani tilbyder at hjælpe med at få de amerikanske gidsler i Libanon løsladt.

9.: Sikkerhedspolitiet arresterer flere hundede demonstranter, og i tv roser Deng Ziaoping soldaterne for at handle i folkets interesse.

10.: De kinesiske myndigheder oplyser, at der er arresteret over 400, og blandt dem lederne af de ulovlige studenter- og arbejderorganisationer. Ifølge det sovjetiske indenrigsministerium er flere end 80 mennesker dræbt i forbindelse med urolighederne i Usbekistan.

11.: Den østtyske leder Erich Honecker er tilfreds med det amerikanske udspil om konventionel nedrustning i Europa.

13.: Sovjetunionens præsident Mikhail Gorbatjov siger efter samtaler med Vesttysklands forbundskansler Helmut Kohl i Bonn, at samarbejdet mellem de to lande skal blive katalysatoren i den nye udvikling mellem Øst og Vest. Ungarsk tv transmitterer samtaler mellem partichef Karoly Grosz og oppositionen.

14.: Dronning Elisabeth adler USA's tidligere præsident Ronald Reagan. I Bulgarien siger myndighederne, at det er for stor en trussel mod økonomien, hvis for mange etniske tyrker udvandrer.

15.: I Shanghai i Kina bliver tre studenter dømt til døden for at have sat ind til en tog med soldater. Sovjetunionens præsident Mikhail Gorbatjov varsler hårde tider i forbindelse med perestrojkaen .

16.: Vestlige journalister får for første gang siden opstanden tilladelse til at besøge Tiananmen Pladsen i Beijing. I Sovjet forudser viceministerpræsident Abalkin uroligheder, hvis ikke levestandarden hæves, og der gennemføres reformer. Sovjet indrømmer, at der i 1957 skete et alvorligt atomuheld med et stort radioaktivt udslip på en militærbase ved byen Tjeliabinsk. Den ungarske leder under urolighederne i 1956, Imre Nagy, der blev henrettet, da opstanden var knust, flyttes til et nyt gravsted. 100.000 deltager i ceremonien.

17.: Otte mennesker bliver dødsdømt for deltagelse i optøjer ved en domstol i Beijing i Kina.

18.: Rumænien protesterer over genbegravelsen af Nagy. "Det er en anti-socialistisk, anti-rumænsk, anti-nationalistisk, chauvinistisk og revisionistisk manifestation," hedder det.

19.: Solidaritet har succes ved det polske valg og vinder samtlige 161 pladser, der ikke på forhånd var reserveret regeringens kandidater.

20.: USA's præsident George Bush opfordrer de kinesiske myndigheder til at omstøde dødsdommene over de dømte studenter.

21.: I Shanghai i Kina bliver tre studenter henrettet offentligt med nakkeskud.

22.: Irans parlamentsformand Ali Akbar Hashemi Rafsanjani lader under et besøg i Moskva forstå, at dødsdommen over Salman Rushdie står ved magt. Kina henretter 27 demonstranter.

23.: Storbritanniens premierminister Margaret Thatcher mødes med den sovjetiske menneskerettighedsforkæmper Andrej Sakharov for at tale forandringer i Sovjet. Rumænien bliver udsat for sovjetisk kritik, fordi landet er begyndt at opsætte et 2,5 m højt pigtrådshegn langs grænsen til Sovjet. I den vesttyske forbundsdag foreslår SPD, at der ikke længere må sættes spørgsmålstegn ved Østtysklands suverænitet og grænser. CDU afviser, fordi viljen til genforening er voksende i de to stater.

24.: Kinas generalsekretær Zhao Ziyang fratages alle tillidsposter og bliver erstattet med Jing Zemin. I Ungarn vælges flere nye medlemmer til centralkomiteen, der går ind for frie valg og flere partier.

26.: Rumænien opgiver sit pigtrådshegn på grænsen til Sovjetunionen.

27.: Østrigs udenrigsminister Alois Mock og hans ungarske kollega Gyula Horn klipper hul i Jerntæppet og den pigtråd, der var sat op omkring en ungarsk grænsebefæstning.

28.: Kina hjemkalder sine oversøiske ambassadører, og Amnesty International giver udtryk for stærk bekymring over udviklingen i landet.

29.: Den polske avis Tribuna Ludu skriver, at økonomien i landet er på vej mod sammenbrud.

30.: Det kinesiske kommunistparti indrømmer at have begået fejl i forbindelse med studenterurolighederne, men partiets uindskrænkede ret til at regere landet er ikke til diskussion. Jaruzelski vil ikke kandidere til posten som statspræsident i Polen.

Juli:

1.: Sovjetunionens præsident Mikhail Gorbatjov advarer befolkningen mod, at der kan ske en katastrofe, hvis de etniske stridigheder fortsætter.

2.: Gorbatjov truer med udrensninger på alle niveauer under en konference om fødevareproduktion.

4.: Det sovjetiske forfatterforbund genoptager Alexander Solsjenitsyn.

5.: Kinesiske soldater beslaglægger videokameraer og fotografiapparater på Tiananmen Pladsen i Beijing.

6.: Mikhail Gorbatjov opfordrer i en tale i Europarådet alle nationer til at arbejde foret forenet Europa. Ungarns tidligere leder Janos Kadar dør, 77 år.

7.: På Warszawa-pagtens topmøde opfordrer Gorbatjov landene til at tilpasse sig en verden i forandring.

8.: Vesttyskland gentager, at Polens vestgrænse ligger fast, og Vesttyskland vil støtte de polske reformer. I Sovjetunionen indrømmer myndighederne for første gang, at mindst 340 mennesker blev dræbt i forbindelse med en fodboldkamp på Lujniki stadion i Moskva, det tidligere Lenin stadion, i 1982.

9.: USA's præsident besøger Polen og siger, at de demokratiske forandringer i Østeuropa er en inspiration for resten af verden. I Sydafrika har præsident P. W. Botha haft møde med den fængslede ANC-leder Nelson Mandela.

10.: Præsident Bushs besøg i Polen udvikler sig til et triumftog.

11.: Præsident Bush og Solidaritets leder Lech Walesa taler ved et mindesmærke for de døde skibsværftsarbejdere i Gdansk. »Jeg har boet i Gdansk i 20 år, og jeg har aldrig tidligere set så stor en menneskemængde samlet,« siger Lech Walesa. En talsmand for styret i Kina siger, at den tidligere generalsekretær risikerer at blive tiltalt for kontrarevolutionære forbrydelser.

12.: USA's udenrigsminister James Baker siger, at Nato fremlægger planer foren konventionel nedrustning i Europa. Præsident George Bush roser i en tale i Budapest Ungarn for den begyndende demokratisering.

14.: En FN-udsending bliver nægtet indrejse i Rumænien. Rejsens formål er at undersøge menneskerettighederne i landet. 200 årsdagen for den franske revolution fejres over hele Frankrig. Præsident Francois Mitterrand forslår udvidede menneskerettigheder for den enkelte borger. Minearbejderstrejken i Sibirien breder sig til byerne i området.

15.: Sovjetunionens præsident Mikhail Gorbatjov bekræfter, at landet er parat til at deltage i det verdensomspændende økonomiske samarbejde.

16.: Frankrigs præsident Francois Mitterrand siger, at Sovjetunionen må blive et demokrati og bringe orden i økonomien, hvis det skal deltage i det økonomiske samarbejde. 30 østtyskere søger tilflugt på Vesttysklands ambassade i Budapest. Her forlanger de udrejsetilladelse til Vesten.

17.: Østrig søger om optagelse i EF. Præsident George Bush siger, at tættere bånd mellem USA og Sovjet skal være med til at støtte reformer i Østeuropa. I Kina mener iagttagere, at mindst 7000 er arresteret, fordi de er tilhængere af den demokratiske bevægelse. Minearbejderstrejken i Sovjet breder sig til Ukraine.

18.: Polens formelle leder, general Wojciech Jaruzelski meddeler, at han alligevel stiller op til præsidentvalget.

19.: Med en stemmes flertal vælges Wojciech Jaruzelski til præsident. I Sovjetunionen opfordrer præsident Mikhail Gorbatjov minearbejderne til at genoptage arbejdet. Ellers lurer risikoen for, at landet kastes ud i en social krise.

20.: Irans indenrigsminister Ali Akbar Mohtashemi fastslår, at ayatollah Khomeneis dødsdom over Salman Rushdie gælder. »Rushdie vil i nær fremtid blive henrettet af en iraner,« siger ministeren.

21.: Sovjets leder Mikhail Gorbatjov ønsker udskiftet på alle niveauer i kommunistpartiet.

24.: Greenpeace åbner en afdeling i Sovjetunionen. I Polen siger Lech Walesa, at han snarest skal mødes med præsidenten for at drøfte udnævnelsen af en ny ministerpræsident.

25.: Lech Walesa siger ved mødet med Polens præsident, at Solidaritet ikke vil indgå i en koalition med kommunisterne. I Ukraine genoptager minearbejderne arbejdet.

26.: Kampagnen mod systemkritikerne forstærkes i Kina i forbindelse med nye studenteruroligheder.

29.: Den iranske parlamentsformand Ali Akbar Hashemi Rafsanjani bliver med stort flertal valgt til ny præsident. I Polen træder Jaruzelski tilbage som kommunistpartiets leder og erstattes af Mieczyslaw Rakowski.

31.: Pro-iranske Hizbollah henretter det amerikanske gidsel FN-officer William Higgins i Libanon. Indenrigsminister Czeslaw Kiszczak nomineres som ny ministerpræsident i Polen.

August:

1.: Repræsentanter for 24 vestlige industrilande koordinerer på et møde i Bruxelles hjælpen til Ungarn og Polen.

2.: Generaldirektøren for FN's fødevare- og landbrugsorganisation, FAO, Eduard Saouma, siger at det haster med en global indsats, hvis miljøet skal reddes og seks milliarder mennesker, der ventes at bo på jorden ved årtusindeskiftet skal have mad nok. Czeslav Kiszczak udpeges til ny ministerpræsident i Polen. Minearbejderne i Sibirien opfordrer til oprettelse af uafhængige fagforeninger som i Polen.

3.: De ungarske myndigheder oplyser, at det overvejes at give politiske flygtninge fra Østtyskland politisk asyl. I Polen vedtager parlamentet at nedsætte en kommission, der skal undersøge, om politiet i 1980'erne har foretaget politiske henrettelser.

4.: Japans kejser Akihito udtaler, at ytringsfriheden er hellig, og at befolkningen derfor frit kan diskutere den afdøde kejsers ansvar for Anden Verdenskrig og kejserdømmets rolle i det moderne Japan.

5.: Regeringens prisforhøjelser udløser omfattende strejker i Polen. Minearbejderne i Vorkuta i Sovjetunionen nedlægger arbejdet, fordi deres krav i forbindelse med tidligere strejker ikke er opfyldt.

7.: Som følge af det store antal østtyskere, der har søgt tilflugt på den vesttyske repræsentation i Østberlin meddeler forbundskansler Helmut Kohl, at den lukkes indtil videre. Solidaritets Lech Walesa foreslår, at der dannes en regering, der omfatter Solidaritet og to mindre partier, men uden deltagelse af kommunister.

8.: Det østtyske udenrigsministerium advarer Vesttyskland om de vidtrækkende konsekvenser, det får, hvis vesttyske ambassader modtager østtyskere, der ønsker at gennemtvinge en udrejse.

9.: Den vesttyske regering opfordrer østtyskere til at undlade at bruge vesttyske ambassader i forsøg på at opnå udrejse. I Estland strejker mange russiske arbejdere, fordi en ny valglov gør det vanskeligt for dem at stemme.

10.: Ungarn fastslår, at de østtyskere, der forsøger at krydse grænsen til Østrig, overtræder ungarsk lov.

11.: I EF diskuteres et forslag til fælles asylpolitik og fælles visum til alle 12 medlemslande. Imre Szokai, medlem af det ungarske kommunistpartis centralkomité siger, at den sovjetiske invasion af Tjekkoslovakiet i 1968 var en fejltagelse. Tre mænd, der har smidt maling på et portræt af Mao, idømmes livsvarigt, 20 og 16 års fængsel.

13.: Den vesttyske ambassade i Budapest i Ungarn lukkes, fordi den er fyldt med 180 østtyskere, der ønsker at komme til Vesttyskland.

14.: Den vesttyske forbundskansler Helmut Kohl har taget kontakt til den østtyske leder Erich Honecker for at få krisen på de vesttyske ambassader i Østeuropa løst. Ministerpræsident Czeslaw Kiszczak i Polen opgiver at danne regering.

15.: Sovjetunionens præsident Mikhail Gorbatjov er bekymret over det tempo, der præger reformerne i Ungarn. I Polen mødes præsident Jaruzelski med de politiske ledere i et forsøg på at løse krisen.

17.: Præsident Jaruzelski i Polen anerkender Solidaritets ret til at danne regering uden om kommunistpartiet. Solidaritet vil danne regering med deltagelse af reformvenlige parlamentsmedlemmer.

18.: Den østtyske regering forsvarer Sovjetunionens invasion af Tjekkoslovakiet i 1968 og kritiserer Ungarn og Polen for at fordømme den. I Ungarn strejker to millioner i protest mod prisstigninger.

19.: Præsident Jaruzelski i Polen udpeger Tadeusz Mazowiecki, der er redaktør for Solidaritets ugeblad til ny ministerpræsident.

20.: Flere end 1000 østtyskere flygter via Ungarn til Østrig. Solidaritets ledelse godkender, at Tadeusz Mazowiecki danner en bred regering.

21.: 500 østtyskere flygter over den ungarske grænse til Østrig. I Azerbajdjan i Sovjetunionen strejker 100.000 med krav om økonomisk og politisk selvstyre. 3000 mennesker i Prag markerer 21-årsdagen for Sovjets invasion. Generalsekretæren for Ungarns kommunistiske parti Karoly Grosz ønsker at træde tilbage.

22.: Det polske kommunistparti fordømmer pagten mellem Nazityskland og Sovjetunionen fra 1939. Tyrkiet lukker grænsen for bulgarere uden visum.

23.: I Polen fastholder kommunistpartiet, at det skal have mindst fire ministre i en ny regering. I Estland, Letland og Litauen er der demonstrationer i anledning af 50-året for Hitler-Stalin pagten, der indlemmede de tre baltiske lande i Sovjetunionen.

24.: Tadeusz Mazowiecki godkendes med stort flertal som ministerpræsident i Polen.

25.: Ungarns ministerpræsident Miklos Nemeth forhandler i Vesttyskland om de mange østtyskere, der flygter til Vesttyskland via Ungarn og Østrig. I Polen ophører mange strejker for at vise den nye ministerpræsent Tadeusz Mazowiecki tillid.

29.: De første fødevarekonvojer sendes til Polen fra EF. Amnesty International oplyser i en rapport, at Kina gør brug af prygl, tortur og ydmygelse af politiske fanger, og der sker jævnligt både hemmelige og offentlige henrettelser. Vesttysklands præsident Richard von Weizsäcker forsikrer Polen om, at Vesttyskland ingen territoriale krav vil gøre gældende over for Polen hverken nu eller i fremtiden. USA kalder sin ambassadør i Bulgarien hjem i protest mod det bulgarske styres behandling af sit tyrkiske mindretal.

31.: Den jødiske verdenskongres oplyser, at en britisk undersøgelse viser, at Østrigs præsident Kurt Waldheim har medskyld i henrettelsen af seks britiske soldater under Anden Verdenskrig.

September:

1.: Ungarske myndigheder oplyser, at alle, der har ladet sig registrere på den vesttyske ambassade vil blive udstyret med papirer fra Det Internationale Røde Kors og dermed frit kunne krydse grænsen til Østrig. I Forbundsdagen i Bonn bekræftes i anledning af 50-året for udbruddet af Anden Verdenskrig enstemmigt Vesttysklands vilje til forsoning med Polen.

2.: Hundredvis af flygtninge fra Østtyskland melder sig dagligt i de allerede overfyldte flygtningelejre i Ungarn. I Polen accepterer ministerpræsident Tadeusz Mazowiecki, at kommunistpartiet får flere end to ministre i en ny regering.

3.: I den sovjetiske republik Azerbajdjans hovedstad Baku demonstrerer flere hundrede tusinde mennesker med krav om, at Nagorno Karabakh fortsat skal være en del af Azerbajdjan.

5.: I den østtyske partiavis Neues Deutschland skriver partichef Erich Honecker, at Østtyskland ikke har brug for radikale reformer, men kan fejre sit 40-års jubilæum med stolthed.

6.: På løbesedler, der er delt ud i Ungarns hovedstad Budapest tilbyder DDR sine borgere straffrihed, arbejde og advokathjælp i forbindelse med en lovlig ansøgning om udrejsetilladelse.

7.: Forhandlingerne om konventionel nedrustning mellem Nato og Warszawa-pagten indledes i Wien

8.: 116 østtyske forlader den vesttyske repræsentation i Østberlin. Tilsyneladende uden at have opnået noget. I Polen består Tadeusz Mazowieckis regering af 12 repræsentanter for Solidaritet, fem fra kommunistpartiet og seks fra de to små støttepartier. I Ungarn drøfter kommunistpartiet at beskære forsvarsudgifterne drastisk.

9.: I Polen bliver to af ministrene i Tadeusz Mazowieckis regering forkastet af en parlamentarisk kommission. Boris Jeltsin er bekymret for udviklingen i Sovjetunionen, der truet af krise.

10.: Ungarns udenrigsminister Guyla Horn siger i TV, at grænsen til Østrig er åben for alle. Præsident Mikhail Gorbatjov erkender, at hans reformer har det svært, men de vil blive gennemført.

11.: Ungarske myndigheder vurderer, at 10.000 østtyskere har krydset grænsen til Østrig.

12.: Gennadij Gerasimov, sovjetisk talsmand, er meget overrasket over Ungarns beslutning om at åbne sin grænse mod vest, og i en officiel note kræver DDR, at Ungarn straks lukker sine grænser, hvilket afvises. Det polske parlament godkender Tadeusz Mazowieckis regering.

13.: Boris Jeltsin appellerer til USA's præsident George Bush om at hjælpe med at holde liv i forandringsprocessen i Sovjet. 50 østtyskere invaderer Vesttysklands ambassade i Polens hovedstad Warszawa.

14.: 13.000 østtyskere har nu passeret grænsen fra Ungarn, vurderer de østrigske myndigheder. USA's præsident George Bush er indstillet på at fordoble fødevarehjælpen til Polen.

15.: Slovenien, en republik i Jugoslavien, har ret til at løsrive sig af unionen, mener det regerende kommunistparti i Slovenien. I Sovjetunionen lover Mikhail Gorbatjov de tre baltiske republikker økonomisk selvstyre.

16.: Pravda, det sovjetiske dagblad, kritiserer Vesttyskland for at tage imod de mange østtyske flygtninge. Det skader stabiliteten i forholdet mellem de to lande. Ungarn meddeler, at grænsen til Østrig forbliver åben.

18.: Pravda bringer et skarpt angreb på Boris Jeltsin. I Polen foreslår kommunistpartiets politbureau at skabe et nyt socialistisk parti, der kan klare sig under de nye demokratiske forhold. Ungarn og Israel genopretter diplomatiske forbindelser.

19.: Ungarns parlamentsformand Matyas Szuros regner med, at Ungarn vil forlade Warszawa-pagten. Polens præsident Jaruzelski ønsker ikke at vende tilbage til en styreform med kun et parti, og i Sovjetunionen tilskriver præsident Mikhail Gorbatjov det årtier fejlslagne politik, at der er etnisk uro i landet.

20.: Amnesty International udtrykker frygt for den skæbne, der er overgået de 4000, der blev anholdt efter massakren på Tiananmen Pladsen i juni. Et forslag om at give de 15 republikker øget økonomisk selvstyre bliver vedtaget på et møde i det sovjetiske kommunistpartis centralkomite.

21.: I Tjekkoslovakiets hovedstad Prag huser den vesttyske ambassade flere end 500 østtyskere.

22.: Ifølge TASS havde de sovjetiske myndigheder ikke kendskab til Ungarns beslutning om at åbne grænsen mod vest. I DDR betegner Indenrigsministeriet borgerbevægelsen Nyt Forum for statsfjendtlig og forfatningsstridig.

23.: Med en beslutning erklærer Litauens parlament afstemningen i 1940, der betød at Litauen blev en del af Sovjetunionen, for ugyldig. I Ungarn vil regeringen fjerne den røde stjerne fra offentlige bygninger.

25.: Den vestlige hjælp til Polen og Ungarn skal organiseres bedre og hurtigere, siger en talsmand for EF-kommissionen. I sin tale ved åbningen af samlingen i Den Øverste Sovjet siger præsident Mikhail Gorbatjov, at økonomien og den etniske uro er forværret siden det sidste møde. I Leipzig i Østtyskland demonstrerer omkring 8000 mennesker med krav om reformer.

26.: Den østtyske advokat Wolfgang Vogel garanterer samtlige flygtninge i vesttyske ambassader fri udrejse, hvis det blot sker via Østtyskland. I Slovenien vedtager parlamentet en tilføjelse til forfatningen, der siger, at republikken efter en folkeafstemning kan forlade Jugoslavien.

28.: I Leipzig bliver flere medlemmer af Nyt Forum arresteret, mens antallet af østtyske flygtninge på de vesttyske ambassader fortsat vokser. De jugoslaviske republikker med undtagelse af Kroatien underkender Sloveniens beslutning.

29.: Vesttyskland oplyser, at der nu er over 3000 østtyske flygtninge på ambassaderne i Polen og Tjekkoslovakiet. Hærens Dagblad i Sovjetunionen, Røde Stjerne, skriver, at soldater i 1954 blev udsat for et atomvåbenangreb for at afprøve deres evne til at kæmpe i et bestrålet område.

Oktober:

1.: 6000 flygtninge fra Østtyskland ankommer til Vesttyskland i særtog fra Warszawa og Prag. I Sovjetunionen oplyses det, at flere hundrede er dræbt i forbindelse med kampe om den armenske enklave Nagorno Karabakh.

2.: Hjælpen på seks milliarder til Polen og Ungarn er kun begyndelsen, lyder det fra EF-kommissionen. 2000 østtyskere invaderer Vesttysklands ambassader i Prag og Warszawa. I Moskva opfordrer Sovjetunionens præsident Mikhail Gorbatjov til, at parlamentet giver hæren beføjelser til at overtage jernbanedriften i Kaukasus for at forhindre anarki.

3. Pravda beskylder Vesttyskland for at true stabiliteten i Europa ved at lukke de østtyske flygtninge ind på sine ambassader i Tjekkoslovakiet og Polen. Den østtyske regering er parat til at give de østtyske flygtninge på ambassaderne udrejsetilladelse. Polens Kommunistiske Parti skifter navne til Polens Socialistiske Arbejderparti.

4.: I Moskva forlyder det, at bevæbnede oprørere opretter en lejr i Nagorno Karabakh.

5.: Dalai Lama, det åndelige overhoved for de tibetanske buddhister, får Nobels fredspris for sin kamp for at befri Tibet for kinesisk overherredømme. Mindst 8000 østtyske flygtninge ankommer til Vesttyskland i særtog fra Polen og Tjekkoslovakiet. I Dresden i Østtyskland kommer det til uroligheder, da tusinder af mennesker demonstrerer og bl.a. råber: »Vi vil ud.«

6.: Ved ankomsten til Østtyskland i anledning af det østtyske 40 års-jubilæum udtaler Sovjetunionens præsident Mikhail Gorbatjov, at regimer, der ikke tilpasser sig livets ændringer, er i fare.

7.: Kina ledelse fordømmer som ventet Nobelpris-komiteen for at have tildelt Dalai Lama prisen. Kina mener, at det er indblanding i landets indre anliggender. Flere tusinde mennesker demonstrerer i Moskva mod den udbredte korruption i forvaltningen.

8.: USA's udenrigsminister James Baker siger, at Sovjetunionen er parat til at acceptere ændringer i Østeuropa. Betingelsen er blot, at landene bliver i Warszawa-pagten. Letlands Folkefront godkender en plan, der skal gøre Letland uafhængigt. Det Ungarske Kommunistparti opløser sig selv. Sidste handling er at vedtage en resolution, der fordømmer fortidens forbrydelser og diktatur. I Østberlin arresterer politiet flere hundrede demonstranter.

9.: Rezso Nyers bliver formand for Ungarns Socialistiske Parti. Mange tusinde demonstrerer med krav om demokratiske reformer i Østberlin og Leipzig. Råbet i gaderne lyder: »Wir sind das Volk.«

11.: EF-kommissionen frygter, at situationen i Polen er så alvorlig, at der er brug for en rekonstruktion af landets styre. Demonstranter og sovjetiske soldater kommer i kamp i Nagorno Karabakh.

12.: Natos generalsekretær Manfred Wörner er åbenhjertig: »Vesten er slået ind på en langsigtet og muligvis risikabel strategi, der har til formål at fremme, at kommunismen i østblokken forsvinder fredeligt.« Ledende medlemmer af det østtyske socialistiske enhedsparti, SED, udtaler, at der er behov for fornyelse af samfundet.

13.: Den russisk-ortodokse kirke får tilladelse til at fejre 400 året for Moskva-patriakatet.

14.: Flere end 3000 demonstrerer i Østberlin for at få landets politiske fanger frigivet.

15.: I Leipzig demonstrerer flere tusinde mennesker med krav om reformer.

16.: 100.000 er på gaden i Leipzig til den ugentlige mandagsdemonstration med krav om politiske reformer.

17.: USA's udenrigsminister James Baker siger, at genforeningen af de to tysklande må ske på baggrund af vestlige værdier. Det skal være ét folk, som er integreret i de vestlige nationers fællesskab.

18.: På et hasteindkaldt møde bliver DDR's hidtidige leder Erich Honecker afsat. Han afgiver samtlige tillidsposter. Ny generalsekretær det socialistiske enhedsparti bliver den 52-årige Egon Krenz. USA's præsident George Bush venter ikke de store ændringer, da Egon Krenz hidtil har bakket Honeckers politik op. Boris Jeltsin beskylder Sovjetunionens præsident Mikhail Gorbatjov for at stå bag en kampagne, der skal udrense ham.

19.: Avisens Pravdas chefredaktør Viktor Afanasjev bliver afsat.

20.: Ungarns Socialistiske Parti fordømmer Sovjets invasion i 1956. Estlands regering meddeler Moskva, at Estland vil indføre sin egen valuta. I Østtyskland siger myndighederne, at der er brug for enhver borger, og man vil analysere baggrunden for de seneste måneders masseflugt.

21.: I Dresden og Leipzig er der mange tusinde mennesker til demonstration mod det kommunistiske system.

22.: Sovjetunionens præsident Mikhail Gorbatjov lykønsker Egon Krenz med valget og indbyder den nye leder til drøftelser i Moskva. Nyt Forum i Østtyskland regner med at få tilladelse til at holde en offentlig kongres.

23.: Den sovjetiske udenrigsminister Eduard Sjevardnadze siger i en tale til Den Øverste Sovjet, at det var en ulovlig beslutning at sende soldater til Afghanistan. I Tjekkoslovakiet udtaler ministerpræsident Ladislav Adamec sig nedværdigende om forfatteren og systemkritikere Vaclav Havel. I Ungarn udråbes landet som republik, og det hedder at der er tale om en uafhængig og demokratisk stat, hvor borgerligt demokrati bliver værdsat side om side med den demokratiske socialisme. I mange byer i Østtyskland er der demonstrationer for demokrati og fri udrejse. I Berlin er der dannet en fri fagforening. Den hedder Reform.

24.: Folkekammerat i DDR vælger Egon Krenz til statschef.

25.: I en tale i EF-parlamentet siger den franske præsident Francois Mitterrand, at Europa må hjælpe og bistå Mikhail Gorbatjov i hans arbejde for demokratisering.

26.: Polen vil afvikle fire afdelinger af sikkerhedstjenesten. Sovjetunionens præsident Mikhail Gorbatjov siger, at det sovjetiske atombevæbnede atomubåde i Østersøen bliver fjernet, og i Ukraine demonstrerer minearbejdere for højere løn.

27.: Egon Krenz udsteder amnesti til alle flygtninge og demonstranter, der er dømt for at krænke staten.

28.: En stor gruppe delegerede skriver i den polske avis Tribuna Ludu, at tiden er ved at løbe ud for Polens Forenede Arbejderparti. I Tjekkoslovakiet demonstrerer flere end 10.000 med krav om, at kommunisternes partichef Milos Jakes træder tilbage.

29.: En sovjetisk talsmand siger, at Kreml ikke har indvendinger imod, at Ungarn forlader Warszawa-pagten, eller at de to tysklande bliver genforenet. Den bulgarske stats- og regeringschef Todor Zhivkov udtaler, at flere partier er nødvendigt i ethvert civiliseret samfund. I Østberlin mindes tusinder de landsmænd, der mistede livet under flugtforsøg.

30.: I Leipzig samles 300.000 for at demonstrere med krav om demokrati.

31.: USA's præsident George Bush og Sovjets Mikhail Gorbatjov skal mødes til topmøde i december på flådefartøjer i Middelhavet.

November:

1.: Den nye østtyske leder Egon Krenz udtaler efter et tre timer langt møde med den sovjetiske præsident Mikhail Gorbatjov, at de sovjetiske reformer er inspiration for fornyelsen af Østtyskland. »Mange mennesker er på gaden for at vise, at de ønsker en bedre socialisme og fornyelse af samfundet. Og det, mener jeg, er et godt tegn og en antydning af, at vi er ved et vendepunkt i Østtyskland,« sagde Egon Krenz.

2.: Den østtyske statschef Egon Krenz mødes med Polens regering.

3.: Sovjetunionen og USA fremsætter for første gang en fælles resolution i FN. Den skal tilskynde alle nationer at efterleve principperne i FN's charter. De østtyske myndigheder giver fri udrejse til alle, der har søgt tilflugt på den vesttyske ambassade i Prag. Østtysklands Liberale Parti, der traditionelt accepterer kommunisternes ledende rolle, kræver overraskende regeringens afgang.

4.: I Østberlin demonstrerer over en million mennesker for politiske reformer.

5.: De østtyske myndigheder meddeler, at alle østtyske flygtninge i Vesttyskland trygt kan vende hjem.

6.: EF-kommissionens viceformand Martin Bangemann frygter, at det østtyske opbrud risikerer at ende i et blodbad. Den vesttyske kansler Helmut Kohl opfordrer de østtyske myndigheder til reformer, så flygtningestrømmen fra øst til vest kan ophøre.

7.: 10.000 demonstrerer i Moskva for demokratiske reformer i forbindelse med revolutionsparaden. Den østtyske regering træder tilbage.

8.: Bladet Moskva Nyt skriver, at 250 ansatte på atomkraftværket i Tjernobyl døde i forbindelse med ulykken natten til den 26. april 1986. I Østberlin indstilles den reformvenlige Hans Modrow til posten som ministerpræsident.

9.: Sent om aftenen går det op for den østtyske befolkning, at politbureauet har vedtaget at åbne Muren. Det skyldes en beslutning om fri ud- og indrejse i Østtyskland. Tidligere har Natos generalsekretær Manfred Wörner givet udtryk for, at der er mulighed for, at de to tysklande kan genforenes. Den vesttyske forbundskansler Helmut Kohl indleder et officielt besøg i Polen.

10.: Berlin er en by i eufori. Overalt bliver der slået hul i Muren, og titusinder af mennesker besøger den anden side. Foran Vestberlins rådhus udtaler Helmut Kohl: »Vest og Øst hører sammen, og vi vil blive sammen. Vi er én nation, og vi vil forblive én nation.« Sovjets udenrigsminister Eduard Sjevardnadze roser Østtysklands beslutning om at åbne grænsen. Han kalder den klog .

11.: Østtysklands statschef Egon Krenz kæmper for sin nation. Han fremhæver, at der findes to uafhængige tyske stater, som skal komme godt ud af det med hinanden. Genforening er ikke et tema og kan ikke diskuteres. I Moldavien er der kampe mellem demonstranter og politiet.

12.: Den svenske udenrigsminister Sten Andersson er foruroliget ved tanken om en genforening af de to tysklande, siger han under et besøg i Moskva. Vestberlins borgmester Walter Momper mødes med sin østlige kollega Erhard Krack for at drøfte fremtiden for et samlet Berlin. De østtyske kommunister indkalder til ekstraordinær kongres for at drøfte landets fremtid.

13.: EF's ledere samles i Paris for at drøfte omvæltningerne i Østeuropa. I Polen siger den vesttyske kansler, at delingen af Tyskland er i strid med historien og ikke realistisk. Det østtyske Folkekammer udpeger Hans Modrow til ministerpræsident.

14.: Den vesttyske forbundskansler Helmut Kohl besøger Auschwitz og påhører med bøjet hoved overrabbiner Pinchas Menahems mindetale. I Tjekkoslovakiet siger ministerpræsident Ladislav Adamec, at borgerne ikke længere behøver en tilladelse for at rejse til Vesten eller Jugoslavien.

16.: Vesttyskland er klar med omfattende økonomisk hjælp, når Østtysklands myndigheder tager skridt mod pressefrihed og frie valg. I Polen, Sovjet, Tjekkoslovakiet, Ungarn og Østtyskland er der demonstrationer mod Nicolae Ceaucsescus manglende reformer i Rumænien. I Moldavien bliver den lokale partichef Stefan Grossu fyret på grund af de voldsomme kampe.

17.: Vatikanet oplyser, at paven og Sovjetunionens præsident Mikhail Gorbatjov skal mødes. Der er voldsomme kampe mellem politi og demonstranter i Tjekkoslovakiets hovedstad Prag. Ved præsentationen af den nye regering i Østtyskland erkender ministerpræsident Hans Modrow, at landet er i store økonomiske vanskeligheder og har akut behov for hjælp.

18.: EF er klar med hjælp til Østeuropa, men betingelsen er demokrati, frie valg og respekt for menneskerettighederne. I Bulgarien kræver 100.000 demonstranter øjeblikkelige demokratiske reformer. I Tjekkoslovakiet arresterer politiet 100 demonstranter - blandt dem landets tidligere leder Alexander Dubcek. I Østtyskland oplyser politikeren Manfred Gerlach, at Erich Honecker i forbindelse med demonstrationerne i Leipzig havde givet skriftlig ordre om at slå de kontrarevolutionære demonstrationer ned under fuld magtanvendelse.

19.: 300.000 demonstrerer i Riga for Letlands selvstændighed. I Prag i Tjekkoslovakiet er 50.000 på gaden i protest mod politiets brutalitet. I Østtyskland kræves der ved demonstrationer over hele landet frie og hemmelige valg.

20.: Præsident Nicolae Ceausescu opfordrer ved åbningen af Det Rumænske Kommunistpartis kongres til at styrke hæren for at forsvare socialismen.

21.: Tjekkoslovakiets ministerpræsident Ladislav Adamec er klar til at forhandle med oppositionen.

22. Alexander Dubcek opfordrer de kommunistiske ledere i Tjekkoslovakiet til at træde tilbage. 250.000 mennesker demonstrerer med fællesråbet: »Frihed, frihed.«

I Østtyskland er Egon Krenz klar til at holde møde med oppositionen.

23.: På et møde i Socialistisk Internationale betoner Willy Brandt, at den vestlige hjælp til støtte for reformerne i Østeuropa ikke må gives på bekostning af udviklingsbistanden. Den tjekkoslovakiske forsvarsminister er parat til at forsvare socialismens bedrifter. I Østtyskland indklager Egon Krenz sin forgænger Erich Honecker for Det Socialistiske Enhedspartis kontrolkommission.

24.: Polens ikke-kommunistiske ministerpræsident Tadeusz Mazowiecki besøger Sovjetunionen og møder Mikhail Gorbatjov. I Tjekkoslovakiet træder kommunistpartiets generalsekretær Milos Jakes og hele politbureauet tilbage. Karel Urbanek bliver ny generalsekretær.

25.: En halv million hylder i Tjekkoslovakiet Alexander Dubcek ved en demonstration. Vaclav Havel betegner de hidtidige ændringer som utilstrækkelige. I Østtyskland vil alle partifunktionærer, der er skyldige i magtmisbrug, korruption og berigelse blive straffet.

26.: Nicalae Ceausescu lover i Rumænien at knuse ethvert skridt taget af imperialistiske eller reaktionære kræfter. I Prag lover ministerpræsident Ladislav Adamec reformer. Ungarn holder folkeafstemning om, hvordan en ny præsident skal vælges.

27.: Den sovjetiske ledelse forsikrer Polens ikke-kommunistiske ministerpræsident Tadeusz Mazowiecki, at Polen har sin frihed til at vælge sin egen fremtid. Den Øverste Sovjet vedtager at give Estland, Letland og Litauen økonomisk selvstyre. Tjekkoslovakiet er lammet af strejker: Arbejderne kræver frie valg.

28.: Tjekkoslovakiets ledelse lover, at alle politiske fanger vil blive løsladt. Vesttysklands forbundskansler Helmut Kohl præsenterer sin plan for tysk genforening. Den får støtte af hele forbundsdagen med undtagelse af De Grønne.

29.: Det sovjetiske udenrigsministerium fordømmer Helmut Kohls plan for en føderation mellem de to tyske stater. I Polen kommer det til slagsmål mellem demonstranter og politi, da demonstranter forsøger at vælte en statue af Lenin. Tjekkoslovakiets parlament vedtager at ophæve de passager i forfatningen, der sikrer kommunistpartiet den ledende rolle. I Østtyskland fastslår Egon Krenz, at DDR vil forblive en selvstændig stat.

30.: Sovjetunionen præsident Mikhail Gorbatjov foreslår et europæisk topmøde i Helsingfors, hvor ændringerne i Østeuropa kan drøftes.

December:

1.: I forbindelse med et møde mellem Paven og Sovjetunionens præsident Mikhail Gorbatjov bliver det aftalt at etablere diplomatiske forbindelser mellem verdens største og mindste stat. Kommunistpartiets præsidium i Tjekkoslovakiet erklærer, at Sovjetunionens invasion i 1968 var en fejltagelse. Visesanger Wolf Biermann optræder igen i Østberlin efter at have været forvist til Vesttyskland. Det østtyske Folkekammer beslutter, at enhedspartiet ikke længere skal have magtmonopol.

2.: USA's præsident George Bush og hans sovjetiske kollega Mikhail Gorbatjov mødes på to krigsskibe i havet ud for Malta. En debat i det østtyske folkekammer om fortidens synder udvikler sig så følelsesladet, at den må afbrydes og udsættes.

3.: »Vi forlader Den Kolde Krig og går ind i en ny epoke,« siger Mikhail Gorbatjov efter topmødet. George Bush ser en ny æra i forholdet mellem de to lande, efter at Sovjetunionen har iværksat reformer. Tjekkoslovakiets ministerpræsident Ladislav Adamec offentliggør en ny ministerliste, som Borgerforum betegner som uacceptabel. Det Socialistiske Enhedspartis centralkomité og politbureau i DDR træder tilbage.

4.: Warszawa-pagten fordømmer i enighed Sovjetunionens invasion af Tjekkoslovakiet i 1968. I den tjekkoslovakiske hovedstad Prag demonstrerer 150.000 mod medlemmerne af den nye regering.

5.: Repræsentanter for Øst- og Vesttyskland bliver enige om, at der skal være fri ind- og udrejse mellem de to lande fra årsskiftet. Østtysklands tidligere leder Erich Honecker sættes i husarrest.

6.: Efter et stærkt pres fra oppositionen meddeler ministerpræsident Ladislav Adamec, at han vil danne en ny regering. I Østtyskland vælges Manfred Gerlach til fungerende statschef.

7.: De kommunistiske partier i Estland og Litauen accepterer flerpartisystemer. Marian Calfa bliver ny ministerpræsident i Tjekkoslovakiet.

8.: Tjekkoslovakiet får en ny regering, hvor halvdelen af ministrene ikke er kommunister. Ifølge ministerpræsident Hans Modrow er Østtysklands fred og eksistens truet.

9.: I Østtyskland bliver den 41-årige advokat Gregor Gysi formand for enhedspartiet. I Moskva modsætter præsident Mikhail Gorbatjov sig, at de folkedeputerede skal tage stilling til kommunistpartiets forfatningsgaranterede magtmonopol.

10.: 50.000 demonstranter kræver frie valg i Bulgarien. I Tjekkoslovakiet meddeler systemkritikeren Vaclav Havel, at landet har fået en ny ikke-kommunistisk regering, som vil forberede frie valg. Efter udnævnelsen træder præsident Gustav Husak tilbage.

11.: Tjekkoslovakiske soldater begynder at fjerne pigtrådshegnet langs grænsen til Østrig.

12.: USA's udenrigsminister James Baker udtrykker på et møde med Østtysklands ministerpræsident Hans Modrow tillid til reformprocessen.

13.: De vesttyske socialdemokrater opsiger det mangeårige samarbejde med de østtyske kommunister i Sozialistische Einheitspartei Deutschlands . SPD's tidligere leder Willy Brandt siger, at Sovjetunionen hindrede et blodbad under demonstrationerne i oktober. Bulgariens tidligere stats- og partichef Todor Zhivkov ekskluderes af kommunistpartiet.

14.: Andrej Sakharov dør i Sovjetunionen, 68 år.

17.: USA's præsident og hans franske kollega Francois Mitterrand anser begge en tysk genforening for uundgåelig. Op mod 100.000 mennesker defilerer forbi, da han ligger på lit-de-parade i Ungdommens Palads i Moskva. Det Østtyske Kommunistparti ændrer navn og vedtægter.

18.: SPD udsender en erklæring om, at de vesttyske socialdemokrater går ind for genforening.

19.: Sovjetunionens udenrigsminister Eduard Sjevardnadze og Natos generalsekretær Manfred Wörner er enige om, at både Nato og Warszawa-pagten spiller en væsentlig rolle for Europas sikkerhed. Under et besøg i Østtyskland, er forbundskansler Helmut Kohl optimistisk: »Jeg lover jer, at sammen vil vi finde en tysk fremtid.« Forinden har Kohl lovet, at landsmændene i Øst ikke bliver ladt i stikken. Det oplyses, at Brandenburger Tor bliver åbnet til jul. Til gengæld lukker Rumænien sine grænser, og en talsmand afviser, at der har været uroligheder noget sted i landet.

20.: Rumæniens præsident Nicolae Ceausescu erklærer Timisoara-området i undtagelsestilstand. Litauen arbejder mod selvstændighed. Ungarns ministerpræsident Miklos Nemeth træder tilbage, da hans økonomiske reformer ikke får støtte.

21.: Under en tale i Bukarest bliver Rumæniens præsident Nicolae Ceausescu flere gange afbrudt af krav om frihed. Han afbryder talen og drager bort i en ventende helikopter. Sikkerhedstjenesten skyder på demonstranterne, og det vurderes, at mindst 50 bliver dræbt.

22.: Brandenburger Tor i Berlin bliver åbnet af Østtysklands Hans Modrow og Vesttysklands Helmut Kohl. Komiteen til National Frelse i Rumænien styrter Nicolae Ceausescu, og i radioen opfordres der til, at alle militære enheder nedlægger våbnene.

23.: Sovjetunionen og medlemslandene i Warszawa-pagten indleder en hjælpe-aktion i Rumænien. Rumænsk tv meddeler, at præsidentparret vil blive stillet for en domstol.

24.: Kampene mellem hæren og Ceausescu-tro sikkerhedsstyrker fortsætter.

25.: Rumænsk radio meddeler, at Nicolae og Elena Ceausescu er blevet henrettet, efter at en domstol kendte parret skyldigt i forbrydelser mod fædrelandet. I Moskva drøfter kommunistpartiets centralkomite det litauiske søsterpartis selvstændighedserklæring.

26.: Komiteen til National Frelse i Rumænien udpeger den 56-årige Ion Iliescu til præsident. Sovjetunionens præsident Mikhail Gorbatjov rejser til Litauen i et forsøg på at få litauerne til at blive i Sovjetunionen.

27.: Regeringen i Rumænien giver de Ceausescu-tro styrker en sidste chance for at overgive sig. Ellers risikerer de dødsstraf.

28.: Boris Jeltsin oplyser, at han vil forsøge at blive Ruslands præsident. I Tjekkoslovakiet bliver den tidligere partileder Alexander Dubcek valgt til formand for parlamentet.

29.: Forfatteren Vaclav Havel vælges til Tjekkoslovakiets præsident. I Østtyskland bliver flere ledende officerer i hæren udrenset på grund af deres tætte samarbejde med tidligere statschef Erich Honecker.

30.: Parlamentet i Polen fjerner bestemmelserne i forfatningen om kommunistpartiets ledende rolle, og Polen er heller ikke længere defineret som en socialistisk stat.

Kilder: Avisårbogen, Hvem Hvad Hvor, diverse søgemaskiner, Den Store Danske Encyklopædi

25 nøglepersoner til historien
KONRAD ADENAUER (1876-1967) var den afgørende figur, da Vesttyskland genopstod som en selvstændig og ligeværdig nation efter Anden Verdenskrig. Adenauer var en betydelig figur i tysk historie både før og efter den nazistiske periode 1933-1945. I 1926 afslog han som præsident for det preussiske statsråd at blive rigskansler. Af nazisterne fik han frataget sine poster, men vendte tilbage som overborgmester i Köln efter krigen. Adenauer var fra 1949 til 1963 Vesttysklands første forbundskansler. Han var imod kommunismen, nægtede at anerkende DDR og fik Vesttyskland bundet til den vestlige interessesfære, ligesom landet blev optaget i Europarådet, NATO og Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, EF. Adenauer afviste Stalins forslag om en tysk genforening på betingelse af tysk neutralitet. Blev Vesttyskland stærkt, ville det komme af sig selv.

FIDEL CASTRO (1926-) blev Cubas ubestridte leder, da Fulgencio Batista i 1959 blev fjernet efter en revolution. Castro, der gerne så sin revolution eksporteret til Latin- og Sydamerika, kom straks på kollisionskurs med USA. Helt galt tegnede det, da spionfotos i efteråret 1962 afslørede, at Sovjetunionen var i færd med at opstille mellemdistanceraketter på Cuba. Faren for en atomkrig var overhængende, men krisen blev løst, og først i de senere år er der blødt en smule op på forholdet. Turismen sikrer nødvendige indtægter til det cubanske styre, hvis leder nu er Raul Castro. Broderen måtte tage over, da Fidel Castro i 2008 trak sig tilbage på grund af sygdom.

CHARLES DE GAULLE (1890-1970) indførte den femte republik i Frankrig og fik forfatningen ændret, så Frankrig i dag er et langt mere stabilt styre end tidligere. Charles de Gaulle var uddannet officer og argumenterede før Anden Verdenskrig forgæves for ændringer af den franske strategi. Efter tyskernes sejr opildnede han til modstand og blev dødsdømt af Vichy-styret in absentia. Han blev leder af de frie franske styrker og hyldet som befrier af Paris i august 1944. Generalen styrede landet til 1946 og igen fra 1958, da Frankrig blev involveret i en blodig krig i den nordafrikanske koloni Algier. Han reddede nationen fra en borgerkrig og arbejdede årene med det primære mål at genskabe Frankrigs storhed, hvilket belastede forholdet til USA og Storbritannien.

MAO (1893-1976) stod i spidsen for Kinas Kommunistiske Parti og blev landets leder ved revolutionen i 1949. Han er en omstridt skikkelse - for nogle en revolutionær helt, for andre en af historiens største massemordere, hvis kampagner var årsag til millioner af kineseres død. Mao brød med den sovjetiske form for kommunisme, og han ønskede at føre Kina frem til en position som en af verdens betydende magter. Det er lykkedes hans efterfølgere på det økonomiske område, og Kina dominerer i dag verdensmarkedet på udvalgte områder. I de senere år er der kommet flere bøger, der udstiller Maos despotiske sider.

NIKITA KHRUSTJOV (1894-1971) var Sovjets leder, da Den Kolde Krig var tæt på at blive varm. Han indgik et kompromis i 1962 under Cuba-krisen, da verden balancerede på randen af krig som følge af de sovjetiske mellemdistanceraketter på Cuba. Khrustjov, der på et tidspunkt forsøgte at liberalisere forholdene i Sovjet, tog i en hemmelig tale på den 20. partikongres i 1956 afstand fra Stalins despoti. Han skaffede sig efterhånden mange fjender, der beskyldte ham for at være uligevægtig og impulsiv, og han blev afsat i 1964. Tidligere samme år besøgte Khrustjov Danmark.

RICHARD M. NIXON (1913-1994) var den amerikanske præsident, der i 1972 sikrede sig et af historiens mest overbevisende genvalg for 8. august 1974 at træde tilbage for at undgå en rigsretssag. Nixon havde kendskab til genvalgskomiteens indbrud hos Demokraterne i juni 1972. Nixon vil altid være forbundet med indbruddet i Watergate, men udenrigspolitisk havde han langt større betydning med tilnærmelsen til Kina og nedrustningsaftalerne med Sovjet. Nixon og hans udenrigsminister Henry Kissinger bidrog til at gøre verden lidt sikrede. I sine sidste år rådgav Nixon flere amerikanske præsidenter i udenrigspolitiske spørgsmål.

LECH WALESA (1943-) var en af de personer, der pludselig kom til at spille en rolle i historien. Han ledede de strejkende arbejdere på skibsværftet i den polske havneby Gdansk. Styret accepterede kravene om strejkeret og nye, frie fagforeninger, som skulle være uafhængige af styret. Det var for radikalt for Sovjetunionen, og der blev indført krigsretstilstand i Polen. I et år sad Walesa i husarrest, men han havde sat gang i en udvikling, der ikke lod sig stoppe. Styret brød sammen, og i 1990 blev han valgt som præsident. Han sad en periode og opnåede ikke genvalg. Han har ydet sit bidrag til at ændre Polens historie. I dag er landet medlem af både EU og NATO.

MIKHAIL GORBATJOV (1931-) lærte europæerne at sige glasnost og perestrojka, slagord i den reform, der skulle redde Sovjetunionen. Mikhail Gorbatjov blev generalsekretær for kommunistpartiet i 1985, og han blev siden - sikkert meget mod sin vilje - manden, der afviklede Sovjetunionen, for hans reformer havde ikke den ønskede virkning. Gorbatjov indgik aftaler, som var med til at stoppe oprustningen ved topmøder med USA's præsident Ronald Reagan. Verden blev et fredeligere sted, og Gorbatjov slækkede også på Sovjets kontrol over Østeuropa og tillod Tysklands genforening. Han har siden forsøgt at skabte sig en politisk karriere, men uden held.

JEAN MONNET (1888-1979) regnes for den drivende kraft bag det tætte europæiske samarbejde efter Anden Verdenskrig. Monnet var vicegeneralsekretær i Folkenes Forbund efter Første Verdenskrig. Under Anden Verdenskrig var franskmanden en overgang britisk diplomat i USA. Opholdet fik betydning for den amerikanske oprustning. Efter krigen stod Jean Monnet moderniseringen af den franske økonomi, og han skrev den såkaldte Schumanplan, som førte til oprettelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, første skridt på vejen mod den europæiske integration, som Monnet hele livet arbejdede for.

BORIS JELTSIN (1931-2007) kom til at præge afviklingen af Sovjet og etableringen af et nyt Rusland. I afgørende øjeblikke viste Jeltsin styrke, og han tog opgøret med parlamentet og fik vedtaget en forfatning, der skabte et stærkt præsidentstyre. Boris Jeltsin var fra Sverdlovskregionen, og her gik han ind i politik og opnåede posten partiets lokale førstesekretær. Han blev hentet til Moskva af Gorbatjov og partiets leder i hovedstaden, men Jeltsin sagde tingene direkte, og det skabte ikke altid venner. Hans kritik kostede ham posten, men skaffede til gengæld en folkelig opbakning, der sikrede ham valg som Ruslands første folkevalgte præsident. Han gennemførte omfattende reformer.

MARGARET THATCHER (1925-) blev den første kvindelige premierminister i Storbritannien. Hun bidrog til reformer i landet, som hendes tilhængere så som fremskridt og modstandere som det modsatte. Hun vandt valgene i 1979, 1983 og 1987. Undervejs havde hun vundet Falklandskrigen mod Argentina og taget et opgør med fagbevægelsen, der ikke siden har været den samme. Thatcher støtte helhjertet USA, men var mere behersket, når det gjaldt udviklingen i EU. Det skaffede hende fjender i sit eget parti, som gjorde i 1989-1990 indledte det oprør, der tvang hende til at opgive lederposten i det konservative parti. Efter at have forladt Underhuset blev hun adlet som baronesse Thatcher og fik sæde i Overhuset. Hun modtog også den fornemme Hosebåndsorden.

JOSEF STALIN (1879-1953) har slet ikke fået det eftermæle, som den næsten religiøse persondyrkelse af ham som leder lagde op til. Stalin regnes i dag for en af verdenshistoriens største despoter, og han er skyld i millioner af menneskers lidelser og død. Det var Stalin, der uden at skænke omkostningerne en tanke, tvang ændringerne igennem i det sovjetiske samfund, da han overtog magten i 1924 efter Lenins død. Den store industrialisering blev gennemført, og det samme blev tvangskollektiviseringen af landsbruget, som medførte omfattende hungersnød. Siden fulgte de store udrensninger.

Efter Anden Verdenskrig, der i Sovjetunionen hed Den Store Fædrelandskrig, udvidede Stalin Sovjets interesseområder til også at omfatte store dele af Østeuropa. Det var således Stalin, der 24. juni 1948 lukkede for adgangsvejene til Berlin, som reaktion på, at d-marken var indført i de vestlige zoner i den delte by. Vesten svarede igen med luftbroen, som dagligt fragtede 750 tons til den lukkede by. 11. maj 1949 blev blokaden ophævet.

HO CHI MINH (1890-1969) var en af Asiens førende revolutionære skikkelser og leder af Nordvietnam frem til sin død. Han mobiliserede tusinder af unge i de europæiske byer til demonstrationer for Nordvietnam og imod USA's krig. Der var mange, som forsøgte at udnytte disse demonstrationer politisk, men der var også unge, der så den amerikanske indblanding i Indokina som en krig, USA ikke burde føre, og selv i dag vækker krigen og demonstrationerne følelser. Først i midten af 1970'erne forlod USA endegyldigt Vietnam efter at have mistet 58.209 soldater. Ud af Vietnambevægelsen opstod den såkaldte fredsbevægelse, der var mistænkt for at være en sovjetfinansieret støttegruppe i Vesten.

JOSIP BROZ TITO (1892-1980) havde et ganske usædvanligt liv. I sin ungdom var han gentagne gange fængslet og krigsfange. Han deltog i den russiske borgerkrig efter revolutionen og var med til at grundlægge det jugoslaviske kommunistparti. Under Anden Verdenskrig var han leder af den antifascistiske befrielsesfront, som bekæmpede den tyske besættelse. Tito blev leder af Jugoslavien efter krigen, og han førte sin egen politik, hvilket fremkaldte et brud med Stalin. Han bekæmpede tegn på nationalisme og splittelse i Jugoslavien med hårde straffe, og han holdt sammen på landet, men efter hans død gik det i opløsning, og det udløste flere borgerkrige.

HELMUT KOHL (1930-) er en af de store skikkelser i Europas nyere historie, og hvem havde troet det. I mange år måtte Kohl tåle hån og spot, fordi han ikke blev regnet for noget, men da han i 1982 blev kansler efter Helmut Schmidt, skete der en forvandling. Han blev genvalgt 1983, 1987, 1991 og 1995, men tabte i 1998 til Gerhard Schröder og trak sig som CDU-formand. Han fik et trist exit fra politik, da han blev indblandet i en bestikkelsessag om ulovlig partistøtte. Det overskygger dog ikke Kohls bedrift i forbindelse med genforeningen, da han fik indlemmet DDR i Forbundsrepublikken. For Vesttyskland var det en kolossal bedrift at løfte den forarmede arbejder- og bondestat op på et højere niveau, og det skabte en del murren.

RONALD REAGAN (1911-2004) får omsider kredit for sin udenrigspolitik. Den amerikanske præsident var stærkt medvirkende til, at Østblokken og Sovjetunionen brød sammen. Samtidig med, at Reagan forhandlede om nedrustning lancerede han sit stjernekrigsforsvar - SDI, som Sovjetunionen slet ikke havde mulighed for at matche. Reagan var den ældste amerikanske præsident nogensinde, men alligevel førte han en politik, der gav amerikanerne stoltheden tilbage. Reagan havde et tæt samarbejde med Storbritanniens Margaret Thatcher, og han var i sin præsidentperiode venstrefløjens hadeobjekt nr. 1 i Europa, men det syntes ikke at røre den populære præsident, som altid var god for en kvik bemærkning - ofte én hentet fra en af de flere end 50 film, han havde medvirket i.

JOHANNES PAUL II (1920-2005) blev i 1978 valgt til pave, og han fik formentlig afgørende indflydelse på den politiske udvikling i Europa. Den polskfødte pave samlede millioner til messe i Polen og udstillede den katolske kirkes styrke i det kommunistiske land. Han var vokset op i Polen, hvor han deltog i modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig. Paven blev i maj 1981 udsat for et attentat, som han overlevede, men det svækkede ham. Han var både moderne og ortodoks, og ingen anden pave har rejst så meget, som han gjorde, og han besøgte Danmark i juni 1989. Han var ligeledes den første pave, som undskyldte den katolske kirkes ugerninger i form af hekseafbrændinger og forfølgelse af videnskaben.

LEONID BRESJNEV (1906-1982) var den sovjetiske leder, der efterfulgte den afsatte Nikita Khrustjov i 1964. Han stoppede afstaliniseringen og førte Sovjet tilbage til stagnationen. Økonomien var i tilbagegang, kulturen undertrykt, og styret valgte endda at køre retssager mod to forfattere Daniel og Sinjavskij for antisovjetisk virksomhed. Sagen vakte kolossal opsigt.

Bresjnev demonstrerede gerne Sovjets styrke som ved invasionen i Tjekkoslovakiet i 1968, truslen om det samme i Polen og invasionen i Afghanistan i december 1979, som frigjorde kræfter, der fortsat ikke er inddæmmet. I forhold til Vesten arbejdede Bresjnev for afspænding, men indadtil undertrykte han de stadig flere dissidenter.

WINSTON S. CHURCHILL (1874-1965) var den dominerende politiske skikkelse i Storbritannien i første del af det 20. århundrede. Flådeminister under Første og premierminister under Anden Verdenskrig. Han indgød mod i sine landsmænd, da Storbritannien var mest truet af Hitlers Tyskland i 1940. Efter krigen arbejdede han for forsoning mellem Frankrig og Tyskland og foreslog i en tale i Zürich i Schweiz i september 1946 oprettelsen af en slags Europas Forenede Stater. Tidligere samme år tordnede han mod kommunismen i Fulton Missouri. »Fra Stettin ved Østersøen til Trieste ved Adriaterhavet har et jerntæppe sænket sig tværs over kontinentet,« sagde han. Han så gerne Sovjetunionen inddraget i fredelig sameksistens, men han gennemskuede også landets totalitære politik. Han var med til at oprette Europarådet, og fra 1951 til 1955 tog han sin sidste tørn som britisk leder.

HELMUT SCHMIDT (1918-) Den vesttyske forbundskansler var i opposition til sit politiske bagland på afgørende punkter, men som socialdemokratisk forbundskansler var der ingen vaklen. Han bakkede beslutningen op om opstilling af amerikanske mellemdistanceraketter i Europa på trods af protester. Schmidt blev forbundskansler, da Willy Brandt måtte træde tilbage i 1974, da det blev afsløret, at han havde haft en østtysk spion, Günther Guillaume, i sin nærmeste stab. Schmidt var forbundskansler frem til 1982, da koalitionen med de frie demokrater brød sammen. Han blev året efter medudgiver af avisen Die Zeit, og siden han trådte ud af politik, har han optrådt som en europæisk statsmand.

GEORGE BUSH (1924-) var præsident fra 1988-1992. Trods ubestridte udenrigspolitiske triumfer som sejren over Saddam Hussein i den første Golfkrig i 1991, gik det dårligt med økonomien på hjemmefronten, og det kostede sejren til Bill Clinton ved valget i 1992. George Bush var uddannet fra Yale universitetet, og han havde selv skabt en formue i olieindustrien. Med den som rygstød kunne kan påtage sig politisk arbejde. Han var i 1970'erne FN-ambassadør, og i 1980 forsøgte han opnå nominering som præsidentkandidat, men tabte til Ronald Reagen. Sejrherren tilbød ham vicepræsidentposten, og otte år senere vandt han valget.

GEORGE W. BUSH (1946-) er en af de præsidenter i nyere tid, som har været mindst populær i Europa. George W. Bush opførte sig som folk fra Texas ynder, og den amerikanske præsident blev fra mange sider underkendt. Alligevel vandt han valgene i 2000 og blev genvalgt i 2004. Den store sag for George W. Bush blev kampen mod terror. Han sad i en skoleklasse, da han fik melding om, at to passagerfly var fløjet ind i World Trade Center i New York 11. september 2001. Han slog hurtigt igen, og det varede ikke mange dage, før amerikanerne knuste krigerne i Afghanistan. Siden skulle Iran gøres færdigt, og det kom til opgøret mod Saddam Hussein, og mange især i Europa har bestridt legitimiteten i Bush' angreb i spidsen for en koalition, der også talte Danmark. Krigen var hurtigt vundet, men freden kneb det med, og masser af amerikanske soldater blev dræbt. Det gjorde præsidenten upopulær i sin anden valgperiode.

ALEXANDER DUBCEK (1921-1992) var en vigtig figur i europæisk politik. I 1968 blev den slovakiske kommunist generalsekretær for det tjekkoslovakiske parti. Han indledte det såkaldte forår i Prag, der tillod mere frihed til borgerne. Nabolandene i Warszawa-pagten - det kommunistiske svar på NATO - brød sig ikke om udviklingen, og i august 1968 knuste blandt andet sovjetiske kampvogne reformbevægelsen. Dubcek blev fløjet til Moskva for at godkende invasionen. Han blev formelt først afsat året efter og var en kort periode ambassadør i Tyrkiet, inden han blev ekskluderet og endte som bogholder på et savværk i provinsen. I forbindelse med fløjlsrevolutionen i 1989 vendte han tilbage til politik og blev formand for parlamentet. Han døde i 1992 efter en bilulykke.

YASSIR ARAFAT (1929-2004) var palæstinensernes leder i de dramatiske år, der banede vejen for en selvstændig palæstinensisk stat side om side med den jødiske. Arafat har i dag heltestatus blandt palæstinenserne, og det betyder intet, at andre i mange år betragtede ham som en forklædt terrorist, der talte med to tunger i forhold til Israel. Arafat ville så meget, man hans muligheder var begrænsede. Han var dygtig til at sikre sig international opbakning især fra Europa og den arabiske verden, men det ændrede ikke ved, at hans styre var korrupt, og der var opbygget en række forskellige sikkerhedstjenester, som holdt hinanden i skak. Da Arafat døde brød stridighederne mellem de forskellige fraktioner løs, og den rivalisering har præget udviklingen de seneste år, så palæstinenserne står uden en samlet ledelse.

MANACHEM BEGIN (1913-1992) var Israels sjette premierminister, og han tog sammen med den ægyptiske præsident Anwar Sadat det første skridt på vejen mod fred i Mellemøsten. Konflikten skaber fortsat politiske spændinger i andre dele af verden. Begin modtog i november 1977 Sadat i Israel, og denne talte i det israelske parlament, Knesset. Siden fulgte Camp David-forhandlingerne sammen med præsident Jimmy Carter. Begin og Sadat delte Nobels Fredspris i 1978, og for Begins vedkommende var det overraskende i forhold til tidligere meritter. Han var nemlig leder af den jødiske terrorgruppe Irgun i årene op til ophøret af det britiske mandat i Palæstina og oprettelsen af staten Israel.

Det østtyske køkken
Kålroulader

Ingredienser:

  • 1 gammelt brødbolle
  • 400 g hakket oksekød
  • 400 g hakket svinekød
  • 2 løg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 æg
  • Salt, peber
  • 800 g hvidkål
  • 1 tsk kommen
  • 50 g mager spæk
  • 1 gulerod
  • 100 g bladselleri
  • Stegefedt

1) Hæld vand over brødet

2) Læg oksekød og svinekød i en skål. Tilsæt løg i terninger og fintsnittet hvidløg. Tryk brødet godt ud og tilsæt det sammen med et æg. Tilsæt salt og peber og ælt det hele sammen til en smidig dej.

3) Tag store hvidkålsblade fra og vask dem.

4) Kog hvidkålsbladene cirka 10 min i letsaltet vand, lad dem dryppe af i en sigte.

5) Bred hvidkålsbladene ud og drys salt, peber og kommen på.

6) Fordel dejen af hakket kød i fire portioner og rul det ind i hvidkålsbladene. Luk rouladerne med rouladenåle.

7) Spæk, gulerødder, selleri og løg skæres i terninger og ristes let i stegefedtet. Læg kålrouladerne i en bradepande og stil dem i en forvarmet ovn. Når de er lidt brune, overhældes de med vand og stegningen fortsætter, til de er bløde.

8) Tag kålrouladerne ud, kog stegefedtet op med vand. Smag til med salt og peber. Overhæld rouladerne med sovsen og server dem med kogte kartofler.

Tempokage

Ingredienser til 4 personer:

  • 1 tsk. kartoffelmel
  • 1 tsk. hvidemel
  • ½ liter mælk
  • 300 g kiks
  • 300 g fin margarine
  • 300 g sukker
  • 1 æg
  • 1 brev vanillesukker
  • 250 hakkede nødder
  • Kandiseret frugt

1) Rør mel med halvdelen af mælken, pas på at det ikke klumper. Varm resten af mælken op i en gryde. Tilsæt blandingen af mel og mælk og kog det hele godt igennem. Mens det køler af, smuldres kiksene.

2) Når mel-mælkeblandingen er kølet af, blandes margarine, sukker, æg og vanillesukker . Pisk godt med håndmixeren, så det hele skummer op.

3) Vej 200 g nødder af, bland det med mel-mælkeblandingen, så det hele bliver en creme, når sukkeret er opløst i cremen, tilsættes kiks.

4) Kagen puttes i en form og stilles koldt i køleskab i flere timer. Kagen tages ud af formen og drysses med resten af nødderne og den kandiserede frugt for at få det til at se mere appetitlig ud.

Waldorfsalat a la DDR

Tilberedningstid: 20 minutter

Ingredienser til 4 personer:

  • 200 g selleriknold
  • 150 g æbler
  • 1 citron
  • 100 g ananas
  • 100 g kiwi
  • 200 g mayonnaise
  • 100 g syrlig fløde
  • Salt, peber
  • 100 g valnøddekerner

1) Rengør sellerien og skær den i tynde strimler.

2) Rengør æblerne og skær dem i små strimler

3) Halver citronerne, pres saften ud og hæld den over æble og selleri.

4) Skær om nødvendigt ananassen i små stykker. Skær kiwien i stykker.

5) Bland fløde og mayonnaise og pisk det let med salt og peber.

6) Bland det hele sammen og fordel salaten i portionsskåle og drys med valnøddekerner.

Godt at vide

Hvis De ikke har ananas eller kiwi ved hånden, så smager salaten også godt med endnu et æble - som også skal skæres i strimler.

Kilde: Deutsche Delikatesse Republik. So kochte die DDR.

Drømmen om en fremtid
"Konjunktiv," sagde lærerinden, "bruger vi på tysk om det hypotetiske, om ønsker, og om det, man kun kan drømme om."

Min redaktion - dengang Politiken - havde bedt mig overtage posten som korrespondent i Bonn, og jeg var blevet sendt på kursus i Berlin for at få opfrisket mit skoletysk. Den dag skulkede jeg fra Goethe-instituttets undervisning og tog til Østberlin. Hele byen sydede af drømme og hypoteser. Det var 9. november 1989.

Nede ved Checkpoint Charlie, grænseovergangen til Østberlin, holdt de store internationale TV-selskabers transmissionsvogne langs Muren, strittende med antenner og paraboler. CNN havde indkøbt hele møblementet af lædersofaer, stole og borde, fra et af de store hotellers foyer og indrettet et udendørs studie på toppen af deres bus. Også ABC, CBS og BBC anbragte deres studieværter på toppen af køretøjerne, så de havde Muren i forgrunden og Østberlin som baggrund, når de sendte deres nyhedsudsendelser.

I 40 år havde Europa været delt, den bipolare verden var en realitet. I årevis havde jeg som udenrigsredaktør redigeret artikler om styrkeforholdet mellem Øst og Vest, krigsfaren, citeret eksperter, der kendte antallet af sprænghoveder på fingrene. Willy Brandts Østpolitik, forandring gennem tilnærmelse, sigtede på at normalisere forholdet. Det vanvittige rustningskapløb havde fundet sin egen formel i det amerikanske akronym for garanteret gensidig ødelæggelse, MAD, Mutually Assured Destruction. Freden skulle sikres ved en militær strategisk doktrin baseret på teorien om afskrækkelse. Vanviddet var blevet hverdag.

Skæbnedato

9. november er en skæbnedato i tysk historie. I 1848 ender den tyske revolution med henrettelsen af den liberale leder Robert Blum 9. november. I 1918 slutter kejserdømmet med, at Wilhelm II detroniseres og Weimarrepublikken udråbes samme dag. I 1923 var det dagen for Hitlers forfejlede statskup i München, og i 1938 markerede nazisterne med Krystalnatten, en veltilrettelagt terrorkampagne mod jøder overalt i Tyskland, indledningen til det mørkeste kapitel i Tysklands historie. Natten mellem 9. og 10. november 1989 skulle blive endnu en i rækken af skæbnedatoer.

Et par dage tidligere havde en halv million mennesker samlet sig på Alexander Platz i Østberlin for at demonstrere mod DDR-regimet. Forud var gået måneder med demonstrationer i Leipzig, grænsen mellem Ungarn og Østrig var blevet åbnet, den østtyske ambassade i Prag var blevet oversvømmet af flygtninge, der ville til Vesten, Gorbatjov havde været på besøg og hvisket Honecker noget i øret om Glasnost og Perestrojka, men den østtyske leder havde spillet døv. Nu var han blevet afsat og gjort til syndebuk for valgsvindelen ved kommunalvalgene i foråret, og en ny kommunistisk ledelse forsøgte at holde sammen på stumperne. Den tidligere legendariske spionchef, Markus Wolf, og Østberlins borgmester, Günter Schabowski, forsøgte at tale folkets sag, men blev pebet ud. "Vi er folket," råbte tilhørerne. Schabowski mødte jeg 20 år senere, da han udgav sin bog om DDR's sidste dage. Den hedder: "Vi gjorde næsten alting forkert."

Drømmen og den grå hverdag

Alt sammen havde vi set på TV efter at have terpet grammatik hele dagen på Goethe-instituttet. Det var på tide at komme ud i virkeligheden.

Et af den kolde krigs store paradokser var, at det lykkedes det kommunistiske propagandaapparat i så mange år at fastholde myten om, at borgerne bag jerntæppet levede i den bedste af alle verdener, at regimerne her vogtede over freden og holdt stand mod fascismen, samtidig med at hemmeligt politi, vilkårlig justits og politiske fangelejre gjorde livet surt for almindelige mennesker.

Mens indbyggerne i Øst drømte om at kunne rejse frit, få bedre varer, bedre boliger, bedre biler, medbestemmelse og personlig frihed, var "den reelt eksisterende socialisme" bag jerntæppet for mange teoretikere i Vesten et socialt eksperimentarium, hvor konturerne til det nye samfund kunne anes. Det kommunistiske samfund var en hypotese, der skulle bevises gennem empirisk efterprøvning.

Når man som denne artikels forfatter har været med til at råbe "Rød front" i sin ungdom uden at ane, hvad der lå af menneskelige lidelser bag parolerne, kan et styrtebad i den socialistiske hverdag stærkt anbefales. Hvis jeg stadig nærede sværmeriske illusioner om et socialistisk samfund, var de i hvert fald fordampet efter 9. november 1989.

Kirkerne som frirum

Fra Alexander Platz tog jeg en sporvogn mod Pankow. Mit mål var Gethsemane-kirken i Østberlin. Husene langs vejen var grå og faldefærdige, facaderne afskallede, vejene hullede. Op gennem 1980'erne var kirken blevet et frirum for demokratibevægelserne. Menighederne foranstaltede gudstjenester, fredsbønner og offentlige diskussioner.

I januar 1988 trak demonstranter gennem Pankow med bannere, der bar det gamle Rosa Luxembourg-citat: "Frihed er altid frihed for de anderledes tænkende." Politiet gik hårdt til værks, mange blev arresteret, men en del nåede i sikkerhed i kirken. Samme mønster gentog sig efter de forfalskede kommunalvalg 7. maj 1989 og efter massakren på den kinesiske demokratibevægelse på Tiananmen Pladsen i Beijing 4. juni 1989. Fra 2. oktober 1989 blev kirken holdt åben dag og nat under mottoet "våg og bed", som Mattæusevangeliet foreskriver.

På 40-års dagen for DDR's fødsel 7. oktober gik enheder fra Folkepolitiet og Stasi med knipler løs på demonstranterne på Schönhauser Allee. Mange flygtede ind i Gethsemane-kirken, men over 500 blev anholdt og tilbageholdt i flere uger. Før Honecker blev afsat, anbefalede han, at man standsede demonstrationerne efter kinesisk forbillede. Schabowski var en af de stærkeste modstandere af den strategi.

Fredelig protest

Som et lysende symbol på DDR-borgernes ikke-voldelige protest bød et hav af brændende stearinlys foran kirken mig velkommen. Indenfor var diskussionerne i fuld gang. Grupper havde indtaget sidefløje og balkoner. Væggene var fyldt med plakater, opråb, lister over arresterede, dagsordner for aktioner.

En måned tidligere, 9. oktober, havde biskop Gottfried Forck fra kirkens prædikestol opfordret landets kommunistiske ledelse til tage de første "tydelige og troværdige skridt", så der kunne findes en "demokratisk og retsstatslig fremtid for DDR". Nu diskuterede man, hvordan dagens demonstration skulle organiseres. Om aftenen havde regimet bebudet en pressekonference, hvor et nyt rejsereglement ville blive offentliggjort.

Mest fascinerende var den disciplin, der kendetegnede folkene i kirken. Her var ingen ophidselse, ingen flammetaler, men stille alvor. Det var som om alle vidste, hvor let en uoverlagt handling kunne bruges af regimet som undskyldning for at sætte militæret ind. Erfaringerne fra 17. juni 1953, da sovjetiske kampvogne knuste et spontant oprør i Østtyskland, fra Ungarn i 1956 og fra Tjekkoslovakiet i 1968 talte alle deres tydelige sprog.

Embedsmandstysk

Hen under aften lykkedes mig at praje en af de få taxier i Østberlin. Chaufføren havde radioen tændt, og pludselig kom mine nyerhvervede tyskkundskaber på prøve. Det var en direkte transmission fra pressemødet. På knudret embedsmandstysk oplæste borgmester Schabowski, der også var medlem af politbureauet og centralkomiteen, det nye rejsereglement for DDR's borgere:

"Private kan ansøge om udrejse til udlandet uden at skulle begrunde rejsen eller uden at redegøre for familieforhold. Tilladelse vil blive givet med kort varsel. De ansvarlige myndigheder for paskontrol og politi i DDR har fået besked på med det samme at udstede visa til permanent udrejse, uden at der behøver at foreligge forudsætninger for en permanent tilladelse. Udrejse kan foregå ved alle grænseovergange mellem DDR og Vesttyskland."

Mit tysk var på det tidspunkt endnu så mangelfuldt, at jeg ikke turde tro på, hvad jeg hørte. Jeg spurgte derfor chaufføren, om jeg havde hørt rigtigt.

"Tja, svarede han, men de siger jo så meget."

En journalist ville vide, hvornår den nye rejselov trådte i kraft.

"Den træder så vidt jeg ved.ja, med det samme. omgående," svarede Schabowski.

"Hvis det er rigtigt, at grænsen er åben, vil du så køre mig ind i Vestberlin?" spurgte jeg ophidset chaufføren. Jeg forestillede mig allerede overskriften i avisen: "Første vestlige journalist gennem Muren i østtysk taxi".

Han så på mig i bakspejlet og rystede på hovedet. Hans øjne udtrykte en blanding af skepsis og frygt. Han ville lige hjem og vende det hele med konen først. Han skulle ikke risikere noget.

Drømmen blev virkelig

Åbenbart var jeg ikke den eneste, der havde svært ved at forstå embedsmandstysk. For da vi nåede frem til grænsekontrollen ved Friedrichsstrasse, stod der en flere hundrede meter lang kø af mennesker med pakkede kufferter. De forreste diskuterede ophidset med grænsevagterne. En spurgte, om de da ikke havde hørt radio, en anden om ikke de skulle se at finde sig et andet arbejde, for det kunne da ikke vare længe, inden de blev arbejdsløse.

Jeg styrtede uden om køen og ind gennem grænsekontrollen for udlændinge. Jeg kunne stadig nå hjem til hotellet og ringe min historie hjem inden deadline.

Mens jeg skrev min historie, var Schabowskis knudrede budskab blevet journalistisk forenklet og på vej igennem mediemaskineriet. Flertallet af den vesttyske befolkning sad stadig klinet til tv-skærmene, hvor en spændende fodboldkamp mellem Köln og Kaiserslautern trak ud. Først med en halv times forsinkelse kl. 22,30 gik den sene tyske tv-avis i luften, som millioner af tyskere slutter dagen af med. Hanns Joachim Friedrichs - Tagesthemens ankermand og indbegrebet af troværdighed - tonede frem på skærmen og understregede indledningsvis, at man skulle være forsigtig med ord som "historisk", men i aften mente han, at udtrykket var på sin plads.

"DDR har netop meddelt, at grænserne er åbne for alle. Alle kan frit rejse mod vest. Portene i Muren står på vid gab," sagde han.

Lidt efter kl. 23 kom den endelige bekræftelse. Tagesthemen stillede direkte om til Muren i Berlin, hvor tre østtyske mænd netop var kommet igennem. Hvordan. Jo, de var bare gået op til grænsevagterne og havde talt kort med dem, så var de blevet lukket igennem. Det rene vanvid.

Da jeg nåede tilbage til grænsen lidt før midnat, var folk i gang med at hamre huller i Muren, jubelen kendte ingen grænser. Lange køer at pruttende to-takts Trabier kørte ind i Vestberlin og blev modtaget med hurraråb og sprudlende champagne. Det var som om ingen troede, at det var rigtigt. Fremmede mennesker faldt hinanden grædende om halsen og sagde bare Wahnsinn, vanvid. Det var ikke længere konjunktiv, en drøm var gået i opfyldelse.

Europa - det revolutionære kontinent
Det var et år som intet andet og en dag som ingen anden, 4. november 1989, en lørdag, tindrende efterår, Berlin badet i hvid, kølig sol, stille blæst ind fra Brandenburgs marker. En ubegribelig vinter nærmede sig, den bedste vinter i Europa nyere historie.

Jeg stod på en gangbro over Karl Liebknecht Strasse nær Alexanderplatz og så en million mennesker nærme sig, en million hujende og syngende mennesker, en million mennesker, som havde taget deres skæbne i egen hånd, en million mennesker med plakater og bannere, mennesker som krævede frihed, den enkeltes frihed.

Og dette var Østberlin, det førhen så kuede og knugede Østberlin, hovedstaden i Den Tyske Demokratiske Folkerepublik, skrækkens og tavsheden land. Igen og igen gjaldede råbet: "Wir sind das Volk!" (Vi er folket).

Denne satire over skændselsrepublikkens navn, som lod forstå, at trods 12 års nazistisk terror, seks års ødelæggende krig og næsten 50 års sovjetisk besættelse var berlinerviddet intakt, modsvaret, den særlige berlinerluft.

Historiens dom

Erich Honecker, DDR's mangeårige diktator, var allerede fjernet, men endnu havde kommunisterne magten, ført af den lidet anvendelige Egon Krenz. Endnu. Sovjetunionens reformistiske stats- og partichef Mikhail Gorbatjov havde brysk meddelt sine kammerater, at historien ville straffe dem, der kom for sent. På denne lørdag må de have mistet modet. Ugen efter lod de muren igennem Berlin falde. Derefter var det kun et spørgsmål om tid, før Europa havde frigjort sig af kommunismen, fra Berlin og Warszawa i nord til Bukarest og Sofia i syd.

Mindre end to år senere skulle Gorbatjov falde som offer for sin egen advarsel. Han nåede at gøre meget, men også han kom for sent - i den henseende, at han mente, at socialismen i sin kommunistiske variant kunne reformeres og reddes. Først blev han kuppet af sine egne, en sidste krampetrækning før kommunismens død. Så stillede Boris Jeltsin, tidens mand, som afskaffede Sovjetunionen og genopfandt Rusland, dog uden tsarmagt.

Men det er en anden historie.

Sund fornuft

Menneskemassen på Karl Liebknecht Strasse, eskorteret af det førhen så frygtede folkepoliti, satte kurs mod Lustgarten og Museumsøen, passerede den massive protestantiske domkirke og drejede til venstre, ind på pladsen foran statsrådsbygningen, hvor Honecker og hans folk havde hersket indtil forleden. Nu stod der en million mennesker på pladsen og i de omliggende gader. På ny hørtes råbet: "Wir sind das Volk! Wir sind das Volk." Revolutionen, som havde ligget i undergrunden siden de østberlinske arbejderes opstand i 1953, siden den ungarske folkeopstand i 1956, siden pragerforåret i 1968 og hele tiden i Polen, brød ud i lys lue fra Østersøen til Sortehavet og videre til Kaukasus.

Jeg husker det, som var det i går. Jeg husker det gys, der gik ned igennem kroppen, når råbet løftede sig: "Vi er folket!" Kunne dette ende fredeligt? Ventede der mon en massakre? Sovjetunionen rådede stadig over vældige kræfter, Sovjetunionen havde sit atomvåben. Det skulle vise sig, at Sovjetunionen i sin dødstime også besad ganske megen sund fornuft og gjorde det eneste rigtige - afskrev sine tab. De europæiske kommunister forlod i nogenlunde ro og orden deres kontorer og gik hjem. Undtagelsen var Rumænien, som måtte igennem et forudsigeligt blodbad, før også dette hårdt plagede land havde renset sig for kommunismens pest.

Det utrolige

Det utrolige skete hen over sommeren og efteråret for i juledagene at ende på Bukarests gader. Europa fandt sig selv efter det 20. århundredes ydmygelser og skam, efter to verdenskrige, efter koncentrationslejrene, efter delingen i Øst og Vest. Den tidligere kansler, Willy Brandt, skulle ved Berlin-murens fald sige: »Nu vokser det sammen, som hører sammen.«

Hvad tyskeren og europæeren Willy Brandt mente, er ikke helt klart. Mente han, at nu voksede det delte Tyskland sammen? Mente han, at det delte Europa voksede sammen? Vel sagtens mente han begge dele, men især mente han nok det Tyskland, som sejrherrerne i 1945 havde sønderlemmet derhen, hvor også Europa var delt og på det nærmeste ikke eksisterede.

Efter den store demonstration forblev jeg i Østberlin i nogle dage. Hvad der skete i Vestberlin tog min kollega Klaus Justsen sig af. På østsiden pustede man ud. Den 7. november trådte ministerpræsident Willy Stoph tilbage til fordel for reformkommunisten Hans Modrow, et drama i det lille format. Dagen efter kørte jeg via Leipzig, Dresden og Prag hjem til Wien.

Det skulle jeg ikke have gjort.

Fri trafik

Næppe var jeg ankommet til Østrig, førend jeg hørte, at det endnu styrende politbureau i Østberlin - muligvis som følge af en misforståelse mellem de øverste magthavere, blandt dem Günter Schabowski, partiets talsmand, i en hovedrolle - havde tilladt fri trafik over den indre tyske grænse. Berlin-muren var væk efter 28 frygtelige år og omkring 200 døde. Det præcise tal er mig bekendt aldrig blevet fastslået.

Jeg ilede ud til lufthavnen i Schwechat, kom med et tidligt fly til Frankfurt og videre til Vestberlin. Jeg lånte en stak D-marksedler af Klaus Justsen og fortsatte i taxi til overgangsstedet på Friedrichstrasse. Her var alt kaos - vestberlinere ville over til Øst, østberlinere ville over til Vest. Jeg slap igennem uden andre papirer end mit pas, sensationelt, flyttede ind på Hotel Metropol og tog en første tur langs Muren, igennem et kogende og sydende menneskehav, som ingen myndighed kunne eller ville kontrollere, men som ikke desto mindre var fredsommeligheden selv, glæden selv, anstændigheden selv, folket selv.

Dette var til det yderste opmuntrende og bevægende, i ordets bedste forstand en smuk fortælling, som om søndagen nåede endnu et højdepunkt, da Daniel Barenboim i spidsen for Berliner Philharmonikerne i Vest gav østberlinerne en uforglemmelig opførelse af "Beethovens Niende Symfoni" med dens "Ode til Glæden". Jeg tør godt sige, at der ikke var et øje tørt i Hans Scharouns storslåede koncerthus eller på Hotel Metropol, hvor jeg fulgte transmissionen over tv.

Først og forrest

Polakkerne var deres vane tro først og forrest i kampen mod kommunisterne, som for dem var russerne, den traditionelle fjende, der i det 18. århundrede sammen med prøjserne og østrigerne ødelagde deres førhen så blomstrende land. Allerede i 1980 tog Solidaritet, udråbt til østblokkens første frie fagforbund, men i virkeligheden en national folkebevægelse, kampen op mod den foragtede besættelsesmagt og dens lokale håndlangere. Solidaritetslederen var Lech Walesa, en modig og snu elektriker på Lenin Skibsværftet i Gdansk, ikke en sofistikeret politiker, slet ikke en intellektuel, men en mand og en arbejder i den grundmurede polske tradition - patriotisk, dybt katolsk - dette Polen, der samles om sine digtere, sine helte og sine døde, dette Polen, der ikke fandtes på landkortet fra 1795 til 1918, og hvis soldater så frejdigt sang på alle Europas slagmarker: "End er Polen ej fortabt."

Jeg var persona non grata i Polen fra slutningen af 1960'erne til 1986. Derefter kunne jeg vende tilbage, medbringende i min bagage oplysningsmanden og liberalisten Georg Brandes' fine, lille bog "Indtryk fra Polen". Hans reportager fra det af russerne besatte og annekterede Warszawa i 1880'erne virkede dugfriske indtil omvæltningen 100 år senere, det udpinte land, de tomme butikker, de mørke gader, de smuldrende facader, men ingen fortvivlelse, snarere trodsighed og påtaget lystighed, snarere stolthed over den polske pave i Rom, som sammen med USA's præsident Reagan og Storbritanniens premierminister Thatcher gjorde så meget, ikke blot for Polen, men for Europa.

Det runde bord

Og hvor var arbejderne? Sammen med de intellektuelle, igen en god polsk tradition. Der var Walesa og hans rådgivere, folk som Bronislaw Geremek, Tadeusz Mazowiecki, Jacek Kuron og Adam Michnik, hænder og hjerner i smuk forening. Kommunisterne forsøgte sig uden held med krigsretstilstand og fangelejre. I foråret 1989 gav de op. Der fulgte samtalerne om det berømte runde bord og det første, delvis demokratiske parlamentsvalg. Af 161 frie mandater vandt Solidaritet 160. De gamle magthavere havde selv i deres egne øjne mistet enhver form for legitimitet. 19. august gik katolikken Mazowiecki dannede østblokkens første ikke-kommunistiske regering. Året efter tiltrådte Walesa som præsident efter den kommunistiske general Wojciech Jaruzelski.

At en polak, Jerzy Buzek, er det nye EU-parlaments formand ligner en sen anerkendelse af dette genstridige Polens uforlignelige bidrag til Europas frihed.

Menneskekæden

Fra Polen fortsatte jeg til de baltiske lande, ad en møjsommelig rute over Minsk i Hviderusland, for at beskrive den menneskekæde gennem Litauen, Letland og Estland, hvormed balterne ville markere deres krav om en tilbagevenden til den nationale selvstændighed, som Sovjetunionen fratog dem med militær vold i 1944.

23. august, på 50-års dagen for Hitler-Stalin Pagten, gav mellem halvanden og to millioner mennesker hinanden hånden, den 600 km lange kæde blev dannet fra Vilnius til Riga og videre til Tallinn, værdigt og stille. Det var ubegribeligt. Det var som at røre ved Europas levende hjerte.

På vejen hjem, på grænsen ved Brest-Litovsk, så en sovjetisk soldat, at jeg i min vogn havde et eksemplar af Der Spiegel med historien om Hitler-Stalin sammensværgelsen. Han foreslog en handel: Mod at få magasinet ville han uden ventetid vinke mig igennem til det frie Polen.

Som sagt, så gjort.

Osmannisk

I Beijing lod de kinesiske kommunister et par tusinde fortrinsvis unge mennesker dræbe under opstanden på Den Himmelske Freds Plads. Her agtede kommunisterne at holde sig ved magten, koste hvad det ville. Sådan er det stadig. I Europa - med undtagelse af Rumænien - var det anderledes.

Selv Bulgariens fæle, gamle diktator, Todor Zhivkov, trak sig uden kny, da han blev stillet overfor et komplot af reformkommunister, som siden lod magten gå videre til en blanding af opportunistiske socialister, borgerlige, monarkister og andre. Bulgarien er til denne dag Den Europæiske Unions fattigste og mest uigennemskuelige medlemsland, præget af to generationers morderisk kommunisme og næsten 500 års osmannisk styre.

Sikker kurs

I Ungarn - som Polen et foregangsland - lå kommunisterne fra 1988 på en nogenlunde sikker kurs, som skulle føre til deres egen og deres partis forsvinden, inspireret af europæeren, kommunisten og idealisten Imre Poszgay. Hans ærinde var ikke ufarligt. Der var rigeligt med skepsis i hans eget parti og rigeligt med fanatikere udenfor. Dog, kursen blev holdt, støttet af Vesttysklands kansler Kohl og andre europæiske ledere, som under hånden lovede ungarerne, at man ikke ville glemme deres mod og deres indsats. 27. juni fulgte det første store gennembrud, som ledte frem til Berlin-murens fald: på grænsen mellem Ungarn og Østrig klippede udenrigsministrene Horn og Mock med store boltsakse Jerntæppet i stykker, en begivenhed vi derefter fejrede med gullasch, rødvin og abrikossnaps. En ungarsk soldat rakte mig en boltsaks og foreslog mig at tage et stykke af Jerntæppet med hjem. Det gjorde jeg, og jeg opbevarer det stadig sammen med en sten fra Muren, en rumænsk fane uden kommunisternes røde stjerne, et granatstykke fra Sarajevo og andre håndgribelige minder.

I Budapest blev en ny mand, Rezsö Nyers, sat i spidsen for det døende parti efter János Kádár, som havde forrådt 1956-revolutionen og ladet dens ledere henrette, blandt dem Imre Nagy, hvorpå han gik over til den såkaldte gullasch-kommunisme: fyldte butikker, ingen frihed. Partiet fordømte fortidens forbrydelser og nedlagde sig selv, resterne af Nagy og hans kammerater blev fjernet fra Kerepesi-kirkegårdens losseplads, den berygtede afdeling 301, og under fuld militær honnør stedt til hvile i en æresgrav. 23. oktober - på ny en solbeskinnet efterårsdag, årsdagen for opstanden i 1956 - udråbte reformkommunisten Mátyás Szurös fra en balkon foran parlamentet Republikken Ungarn. Folkerepublikken eksisterede ikke længere. Over 100.000 ungarere, samlet på pladsen foran den gotiske pragtbygning, påhørte budskabet i tavshed. Så brød jublen ud, man dansede, omfavnede hinanden, kyssede hinanden, græd sammen, fattede det ikke. Endnu engang befandt ungarerne sig i Europa, ikke i det Asien, de havde forladt 1.000 år forinden.

Storm over Bøhmen

En uge efter Berlin-murens fald brød stormen løs over Tjekkoslovakiet, økonomisk set et af den daværende østbloks bedst aflagte lande, men politisk uengageret og uinteressant. Modsat Polen og Ungarn havde man i Prag ikke en klasse af oprørske intellektuelle. Oprørerne var individer som Vaclav Havel, der upåagtet af sine landsmænd gik ind og ud af Ruzynje fængslet. I den daværende tjekkoslovakiske forbundsrepublik med 15 millioner indbyggere underskrev færre end 2000 det frihedsbrev, Charta 77, som Havel og hans venner offentliggjorde i 1977, og som hensatte regimet i frådende raseri. I Bøhmen var man stolt af nationalfiguren Jan Hus, sandhedens apostel, der i 1415 døde på kætterbålet i Konstanz, men man levede hellere som Soldat Svejk, Jaroslav Haseks forslagne hundehandler. Sådan var det under habsburgerne, sådan var det under den tyske besættelse, sådan var det under kommunisterne.

Der var selvfølgelig mindet om det berømte forår i 1968, en affære, som bragte mange i både øst og vest til ekstase. Her så man udvejen, den såkaldt tredje vej mellem kommunisme og borgerligt demokrati, om hvilken Havel tørt bemærkede, at den tredje vej førte til den tredje verden. 68-foråret var halvhjertet, og det udsprang af en magtkamp i kommunistpartiets øverste ledelse. Dets førstemand var slovakken Alexander Dubcek. Han ville en socialisme med menneskeligt ansigt, ikke som Havel en fri og demokratisk republik, og russerne foragtede ham. I august invaderede Warszawapagt-landene under sovjetisk kommando Tjekkoslovakiet, som derefter blev "normaliseret" og anbragt under Gustav Husak, en Moskva-tro slovak.

Nu, 21 år senere, samledes først hundreder, dernæst titusinder og til sidst en halv million tjekker i de iskolde novembernætter på Vaclavske Namesti, raslende med deres nøgleknipper (tid for kommunisterne til at gå hjem). Den håbefulde Dubcek dukkede op fra sit eksil i Bratislava. Man hyldede ham hjerteligt, men da det kom til stykket, lød råbet over pladsen: »Havel til Hradcin, Havel til Hradcin.« Og således gik det. Dubcek, der til det sidste havde begrædt sin udelukkelse af det kommunistiske parti, måtte nøjes med den magtesløse post som parlamentsformand. Havel, gavflaben fra de tilrøgede jazzklubber, poet, moralist, satiriker og teatermand, blev bragt til slottet højt over Moldaus venstre bred, hvorfra Bøhmen er blevet regeret i århundreder.

Afrika uden sol

Tilbage hen under jul lå Rumænien, det hårdeste af østblokkens diktaturer, undertrykt af Nicolae og Elena Ceausescu, et forrykt ægtepar, der lod sig tiltale som henholdsvis Karpaternes Geni og Rumæniens Store Datter. Jeg besøgte ofte Rumænien, nattoget fra Wiens Sydbanegaard gennem Ungarn var behageligt og Rumænien en gåde inde i et mysterium, et særtilfælde som Nordkorea. Man vågnede om morgenen i de transsylvanske bjerge, nærmere Middelalderen end nutiden. Bukarest var en skændsel: en ødelagt by, ødelagte, dårligt klædte mennesker, Afrika uden sol, angst og tavshed.

Også her dukkede Gorbatjov op for at sælge sine reformer, perestrojka og glasnost. Ceausescu hverken ville eller kunne lytte. Han var længst uden for pædagogisk rækkevidde og demonstrerede, hvad han anså for sin magt ved at invitere pressen på en drink eller to i anledning af det fornemme besøg. Scenen var henlagt til hans gemakker i det gamle kongeslot. Ceausescu spankulerede rundt som en anden nådigherre, hilsende til højre og venstre. Hans hånd var lille og småfed og særdeles velmanicureret. Husker jeg ret, var hans negle lakerede. Man skålede i tjuica, den rumænske blommebrændevin og små glas med diktatorens yndlingsvin, murfatlar, fra Sortehavskysten, Cuvée Ceausescu. Elena viste sig ikke. Gorbatjov stod forladt i et hjørne. Måske forstod han omsider, at alt var tabt. Min egen konklusion i toget hjem til Wien var, at Ceausescu, denne pomadeglinsende bondeknold og despot, ville forsvare sig, om nødvendigt med våbenmagt.

Øjeblikkelig død

Et par uger senere var der spredte demonstrationer i Timisoara, Brasov og andre byer. I Bukarest skete tilsyneladende intet, så jeg kørte nordpå for at holde jul i Danmark. På ny en fejl. Som jeg passerede Rønnede Kro på Sydsjælland, hørte jeg over bilradioen, at revolutionen var brudt ud. Timisoara var et blodbad, i Bukarest blev der skudt i gaderne. Jeg fortsatte direkte til Kastrup Lufthavn, hvor jeg mødte fotograf Carsten Ingemann, som siden skulle blive min uundværlige rejsekammerat på Balkan. Vi fløj, ikke til Bukarest, hvis lufthavn var lukket, men til Budapest. Derfra kørte vi med et bulgarsk nattog gennem Serbien til Sofia og fortsatte i taxi til Bukarest.

Ved Venskabets Bro over Donau, grænsen mellem Bulgarien og Rumænien, mødte vi et belgisk tv-hold for udgående. Deres bil var gennemhullet og drev med blod. Produceren var dagen før blevet dræbt under en skudveksling mellem frihedskæmpere og Ceausescus Securitate. »Vil I miste Jeres liv, skal I bare køre,« skreg en chokeret kollega. Vi bed tænderne sammen og kørte. Få timer senere var vi i Bukarest. Der blev stadig skudt, men militæret - som havde sluttet sig til frihedskæmperne - var ved at få overtaget. Over alt var der kampvogne. Nationalbiblioteket og kongeslottet, hvor jeg få måneder tidligere havde hilst på Ceausescu, lå delvis i ruiner efter en kanonade.

Nicolae og Elena Ceausescu var i en militær helikopter flygtet fra det kommunistiske partis hovedkvarter og havde sat kurs mod bjergene uden for hovedstaden, uvidende om at de derved gik i en fælde. 1. juledag blev de stillet for en standret og skudt. Elena troede til det sidste, at man ville løslade dem. Først da henrettelsespelotonen trådte an, skreg hun: »Nicolae, de skyder os .«

Øjeblikket efter var de døde.

Stille sorg

Hvor mange blev dræbt under den rumænske opstand? Anslået omkring 2000. Carsten Ingemann og jeg overværede en masse-begravelse på Ballu-kirkegården i Bukarests udkant lige efter jul, en vinterdag, fyldt med slud og mørke, fyldt med sorg. Hist og her blev der stadig skudt. De sidste Securitate-folk, snigskytter og rene mordere, kæmpede fra kældre og lofter, kloaker og baggårde, men diktaturet fandtes ikke længere. Vanviddet, mareridtet, var forbi. En efter en blev de døde lagt frem på åbne bårer, stænket med vievand og velsignet af de ortodokse præster. Så lagde man ligene ned i mudderet. Til sidst kom de med Anna, en ung, mørk pige. Hun blev bisat i sin hvide brudekjole, som hun aldrig fik brug for. På graven satte hendes moder et trækors med teksten: "Hun kæmpede for friheden. Hun vandt."

På ny græd vi, men denne gang af sorg.

Tilbage til Berlin

Den 1. januar tordnede hærens kampvogne ud af Bukarests delvis ødelagte bykerne. Jeg iagttog sceneriet fra mit hundekolde værelse på Intercontinental, hvor en vildfaren kugle havde knust panoramaruden. Et nyt Europa var skabt. Revolutionen kunne fortsætte.

Forude ventede det sovjetiske imperiums undergang, heri indregnet de baltiske landes, Hvideruslands, Ukraines og Moldovas sene frigørelse. Forude ventede Jugoslaviens forsvinden og de balkanske arvefølgekrige med langt over 100.000 dræbte. Forude ventede EU's epokegørende østudvidelser i 2004 og 2007.

Jeg vender tilbage til Berlin for at skrive om alt dette, et nyt Berlin, et forenet Berlin. Som førhen foretrækker jeg den historiske bykerne i øst for de velaflagte kvarterer mod vest. Som jeg går ad Unter den Linden op imod Brandenburger Tor, mindes jeg en lignende spaderetur i 1988. På hjørnet af Wilhelm Strasse og Pariser Platz, det nærmeste civile dengang kunne komme Muren, faldt jeg i snak med en ung pige. »Jeg vil så gerne der over,« sagde hun. »Bare en enkelt gang.«

Siden hin november 1989 har der været fri bane.

Bevægelse

Europa er revolutionernes kontinent. Sådan har det været, siden Europa fandt sig selv i Middelalderen. Kirke, konger og kejsere ligger i strid med hinanden, bønder gør oprør, byer kæmper for deres privilegier, omstrejfende lejesoldater føjer deres til elendigheden. I Danmark har vi Skipper Clement-opstanden, den voldelige indførelse af protestantismen, Struensees reformer og bondefrigørelsen, det enevældige kongedømmes undergang og grundlovsdagene.

Ude i det større Europa ser vi i nyere tid den franske revolution, Grækenlands frigørelse, de borgerlige opstande i 1848-49, Italiens, Tysklands og Belgiens samling, det tyrkiske tilbagetog på Balkan, verdenskrigene, den finske borgerkrig, den irske borgerkrig, den spanske borgerkrig, habsburgernes, hohenzollernes, romanovernes og osmannernes undergang, Tjekkoslovakiets opløsning og Jugoslaviens forsvinden, fascismens undergang i Portugal, Spanien og Grækenland.

Antallet af selvstændige nordiske stater mere end fordobledes i det 20. århundrede. Alene i Europa er der siden 1989 opstået 15 ny stater. Mere kan følge: Kataloniens og Baskerlandets udtræden af Spanien, den belgiske stats opløsning, Siciliens og Padaniens udtræden af Italien, Det Forenede Kongeriges opløsning.

Det fredelige Europa, som vi lige nu føler os anbragt i, kan meget vel begynde at knage i fugerne, hvis den økonomiske krise fortsætter og forværres. En af fordelene ved EU er, at medlemslandene løser deres konflikter hen over et kaffebord, ikke på slagmarken. Hvad borgerne angår, da er de mere uberegnelige.

Brandenburger Tor dukker op med sit minde om, at Europa altid er i bevægelse.

per.nyholm@jp.dk

Per Nyholm var Jyllands-Postens Centraleuropa- og Balkan-korrespondent 1986-2005. Han er nu klummeskriver og kulturjournalist med bopæl i Wien og Rom. Han udgav sidste år "Europæerne, reportager fra en rejse i Europas erindring."

Fakta om Muren
Berlin havde en særlig status, og gennem alle årene udgjorde de tidligere vestlige sektorer et irriterende element for regimerne i Øst. Her blev forskellen mellem de to politiske systemer håndgribelig. I Vest bugnede forretningerne, og udvalget syntes uendeligt. Tænk bare på delikatesseafdelingen i varehuset KaDeWe i Berlin. I Øst manglede borgerne de mest basale ting, og det var ikke uden grund, at bananer fik en ganske særlig betydning i den delte by.

Mange østtyskere ville hellere bo i Vest, fordi fordelene var så åbenlyse, men det østtyske regime var tvunget til enten at ændre samfundet eller holde på borgerne. Man risikerede at tømme landet for den nødvendige arbejdskraft.

Siden oprettelsen af DDR var anslået omkring 2,7 mio. mennesker - nogle kilder taler om et højere tal - flygtet fra Øst til Vest. I juli 1961 rykkede alene 30.000 østtyskere vestpå, og tallet var voksende.

Derfor slog det østtyske styre til om natten den 13. august 1961. Kl. 03,25 meddelte den amerikanske radiostation RIAS i Berlin, at store militærstyrker fra DDR havde afspærret grænsen mellem Øst- og Vestberlin.

De følgende år indledtes et større byggeprojekt, der resulterede i en 45,1 km lang mur. Anlægget, der i begyndelsen blot var pigtråd og trådhegn blev til to betonmure med dødsstriben imellem. Dette område var nogle steder bevogtet af hunde, andre steder mineret, ligesom der var bevæbnede vagter og selvskydningsanlæg.

Arbejder- og Bondestaten byggede flere hundrede km betonmur for at holde på borgerne.

Det var muligt at krydse mellem Øst og Vest syv steder langs Muren. Det mest berømte var Checkpoint Charlie.

Foruden den antifascistiske beskyttelsesmur, som DDR kaldte den, var der opført endnu en betonmur rundt om hele Vestberlin.

244 østtyskere mistede livet i forsøget på at krydse Muren fra den 13. august 1961 til den 9. november 1989.

Historien om et kys
Partisekretær Erich Honeckers forhold til Sovjetunionen ikke alene lignede kærlighed. Det var kærlighed.

Den østtyske statsleder havde tilbragt næsten 10 år i et nazistisk tugthus, da han blev befriet af Den Røde Hær. Han skyldte russerne sit liv.

Alligevel var forholdet til broderstaten mod øst ikke det bedste, da Erich Honecker sammen med Sovjetunionens partisekretær Leonid Bresjnev, den 7. oktober 1979 betragtede paraderne i Østberlin i anledning af DDR's 30 år jubilæum.

Bresjnev var vred over, at Honecker med sin gæld til Vesten risikerede at køre DDR økonomisk i sænk. Mønsterstaten var ved at revne, men udadtil blev facaden opretholdt. Bresjnev og Honecker og kyssede hinanden.

At kysset i dag er frosset fast skyldes i første omgang den franske fotograf Régis Bossu. Han var sendt til Østberlin på en rutineopgave af det franske agentur Sygma for at fotografere festlighederne omkring DDR's fødselsdag.

DDR var endnu ung i international sammenhæng. Takket være Willy Brandts tilnærmelsespolitik og en fælles aftale mellem de to Tysklande, blev DDR i 1973 anerkendt af Nato og samme år optaget i FN. I 1979 var hittebarnet DDR for alvor blevet moden og Honecker gik systematisk i gang med at bearbejde befolkningen for at få nationalfølelsen over for dette nye Tyskland udbredt. 30-året var DDR's første runde fødselsdag som en nation, verden regnede med.

Régis Bossu stod rigtigt den dag. »Vi var mange, men mit billede var det bedste,« siger Regis Bossu, som går rundt med sit berømte billede i tegnebogen.

»Noget har jeg da tjent på det, men ikke nok til, at jeg kan leve af det,« siger Bossu.

"Broderkysset" gik verden rundt og fik for alvor ikonstatus, da det blev trykt som et dobbeltopslag i magasinet Paris Match.

10 år senere, i 1989, så den russiske kunstner Dmitrij Vrubel billedet for første gang. En ven havde taget bladet med fra Paris. Sammen betragtede de billedet, og vennen mente, at de to fallerede statsledere burde males på Berlin-muren.

Vrubel og vennen morede sig over den vanvittige idé.

Men en majdag året efter syntes det, som han i første omgang betragtede som et absurd indfald, pludselig at kunne blive til virkelighed.

Vrubel var i Berlin og hørte om projektet East Side Gallery, hvor kunstnere fik lov at male på Berlin-muren. På den rigtige side vel at mærke. Som sovjetborger kunne Vrubel ikke bare smutte om på den anden side af Muren.

»Jeg kunne ikke engang tage til Kreuzberg for at købe farver, men jeg kunne male på østsiden af Muren, og det gjorde jeg.«

Dmitrij Vrubel er vendt tilbage til den plads, hvor hans berømte billede blev til. Umiddelbart ligner han enhver anden turist, som han vandrer der i morgensolen med sin rullekuffert og et stort billede indpakket i avispapir under armen.

De malerier, som blev til i de euforiske måneder efter Berlin-murens fald, er forvitrede og i bedste fald uigenkendelige. Graffitimalere har digtet videre på eller vandaliseret de oprindelige kunstværker.

Vrubel er én af dem. Da han i oktober sidste år fik at vide, at Muren ville blive malet over, og at kunstværkerne skulle males på ny, tog han til Berlin.

Han stod længe foran sit ramponerede billede, før han spontant gjorde det, mange havde gjort før ham: Skrev sit navn på Muren.

Forbipasserende råbte vandal efter ham, men Vrubel gav sig ikke til kende. Egentlig var han ganske godt tilfreds med, at nogen ville passe på hans billede.

Én gang til

Tanken om at skulle male det én gang til, forekom ham i første omgang forkert og absurd. Den Berlinmur, som Honecker personligt havde stået for bygningen af i 1961 i sin egenskab af politbureauets sekretær for indre sikkerhed, havde heller ikke hvad den tekniske konstruktion angik vist sig langtidsholdbar. Hvis resten af Berlin-muren skulle bevares for eftertiden, var det nødvendigt at restaurere den og siden bemale den på ny.

Vrubel og de øvrige 117 kunstnere blev inviteret til Berlin for at genopføre deres oprindelige kunstværker på Muren langs Mühlenstrasse.

Heller ikke Vrubel er blevet rig på sin version af det kendte kys. Selv om "Broderkysset" kan fås på postkort, drikkekrus og andre souvenirs, har Vrubel ikke tjent på det. Rettighederne til reproduktion tilhører ikke ham. Det står enhver frit for at tjene penge på billede nummer 25 med titlen »Min Gud hjælp mig med at overvinde denne dødelige kærlighed«.

Og sådan kan Vrubel egentlig godt lide det.

»Det gode ved dette galleri er, at det er kunstens sejr over politik. Det er et levende sted, hvor professionelle og amatører er ligestillede. Ofte handler kunst om penge, men kunst er frihed, kunst er lighed,« siger Dmitrij Vrubel, mens han betragter den store hvide flade, hvor "Broderkysset" i den oprindelige version engang var.

Avispapirpakker rummer en lille udgave af maleriet. Hans forlæg.

En anden historie

Længere nede langs Muren går Régis Bossu rundt med en lignende pakke. For første gang skal de to møde hinanden, og i dagens anledning vil Bossu overrække Vrubel et signeret eksemplar af originalbilledet.

»Her, så kan du se, at der er flere detaljer på,« siger Bossu, som rent tilfældigt opdagede, at hans foto havde været forlæg for Vrubels billede.

Vrubel synes upåvirket. Den historie, han lægger i billedet, er en ganske anden. Da han malede "Broderkysset", var han forelsket i to kvinder og kunne ikke beslutte sig. Titlen refererer til Vrubels egen kamp med kærligheden. Distraheret takker han Bossu og vender sig igen mod den hvide flade.

Bossu lusker af. Opmærksomheden er rettet mod Vrubel, som nu forbindes med kysset, og som i første omgang nægtede at male det samme maleri engang til. Men efter at have accepteret tanken siger han grinende, at andre kunstnere har malet det samme maleri igen og igen gennem hele livet.

I 1991, året efter at Vrubel første gang malede "Broderkysset" på Berlin-muren, brød Sovjetunionen sammen, og i dag har Vrubel ingen problemer med at tage til Kreuzberg for at købe farver. Men euforien og drømmene om frihed er ikke forløst. Vrubel vægrer sig ved at betegne Rusland som demokratisk.

»Vi har en meget speciel for form demokrati i Rusland. Et teoretisk demokrati, men det er da bedre nu end før,« siger han.

Honeckers kærlighed

Bresjnev og Honecker kyssede sig ind i historien. Da deres læber mødtes, var de første takter til sammenbruddet slået an. 1979 blev på mange måder blev et skæbneår for Østblokken. Sovjetunionen marcherede ind i Afghanistan, Nato vedtog ikke mindst på vesttysk foranledning, den såkaldte dobbeltbeslutning om at opruste yderligere som svar på Sovjetunionens udstationering af SS20-raketter. Året efter blev Ronald Reagan valgt til USA's 40. præsident og satte alle kræfter ind på at tvinge Sovjetunionen i knæ.

I 1989 kunne Honecker kysse Gorbatjov, da DDR fyldte 40 år. En måned senere faldt Muren. Men Sovjetunionen forblev Honeckers store kærlighed. Som han selv formulerede det efter sit fald: »Mit livs kærlighed.«

jema@jp.dk
jan.dago@jp.dk

Hvis Muren stod

Da Danmark blev besat skete det i form af en massiv fred, der lagde sig som en dyne over alting, og som ville have virket kvælende, hvis ikke så meget i forvejen havde været så dødt. De enkelte, der klagede over den stillestående luft i landet, den manglende udvikling og alle de fejlslagne eksperimenter, blev der ikke rigtig lyttet til. Man kendte dem jo, disse Tordenskjolds trætte soldater, de samme forsumpede fantaster. som i sin tid havde klappet ad Ronald Reagan, den skydegale cowboy, da han med stor patos appellerede til den sovjetiske præsident Gorbatjov om dog at rive denne mur ned, Muren, der delte Berlin og verden.

Var der nogen dengang, der forestillede sig, at russeren ville efterkomme hans ønske? Næppe for alvor, og i 2009 var der i hvert fald ikke nogen, der talte om det offentligt. Man have vænnet sig til den delte verden, og Danmark havde langsomt tilpasset sig i takt med at presset fra Øst steg mod lilleputnationen, der også i denne situation foretrak at hygge sig i smug.

Vi vil have fred, for fanden, som en tidligere statsminister havde udtrykt det, og han blev i betydelig grad bakket op af sin befolkning, hvis fælles vid dog gav anskuelsen en mere slagkraftig form; hellere rød end død.

Så danskerne døde ikke, i hvert fald kun af almindeligt skørlevned, og selv om velstanden var faldende i sammenligning med mere driftige lande, var den stadig høj nok til at gøre én døsig og mæt. Der var indkøbsture til Tyskland, der var orlovsordninger og efterløn, og der var engelsk topfodbold i weekenden, stadig domineret Liverpool og Manchester United som sloges om herredømmet fra år til år.

Men det var ikke de eneste magtkampe, tiden oplevede. I Socialdemokratiet, som stadig var det altdominerende parti i Danmark, var der flere forskellige fløje, som kæmpede om indflydelse, magt og ære, bl.a. en meget stærk USA-kritisk fløj, som ikke forsømte nogen lejlighed til at kritisere vore stærke allierede i Nato. Antiamerikanismen havde fået et bredt tag i befolkningen ikke mindst med tv-billederne af amerikanernes Vietnam-krig, og holdningen havde fodfæste langt op i det regeringsbærende parti.

De danske socialdemokrater, som i en oppositionsperiode i 1980'erne flirtede kraftigt med tanken om en udmeldelse af Nato, gjorde tanken til virkelighed midt i 1990'erne.

»I dag træder vi ind i en ny historisk epoke,« bekendtgjorde Ritt Bjerregaard, der i begyndelsen af 90'erne var blevet Danmarks første kvindelige statsminister og havde regeret med hård hånd og med betydelig sans for magtens spil og princippet del og hersk havde formået at holde de stridbare fløje skak. Et genialt træk set med internationale briller havde det været, da hun gjorde formanden for DKP, den sympatiske Ole Sohn, til freds- og nedrustningsminister. Selv om Danmark ikke besad våben af betydning var der noget symbolsk over titlen, også fordi DKP med sine fire mandater udgjorde den yderste del af regeringens parlamentariske grundlag.

»Danmark er et lille land, men vores rolle i verden kan blive ganske stor. Vi befinder os midt i det, man har kaldt Den Kolde Krig, en tid præget af vanvittig oprustning, drevet især af en økonomisk overlegen stormagt, der med sin aggression er med til at drive verden tættere og tættere på en nuklear katastrofe. Det er en situation, der kalder på besindige kræfter, der kan og vil insistere på freden med samme overbevisning som andre insisterer på krigen. Det helt afgørende er dialogen, for uden dialog, ingen fred. Det er med stolthed, det nye neutrale Danmark indtager sin fredsskabende rolle i verden.«

Talen var længere, og ordvalget var ikke ganske tilfældigt, for statsministeren var en berejst kvinde, der allerede mange gange havde hørt det internationale fredsbudskab formuleret i et sprog, der ligesom kunne give konflikten mellem Øst og Vest en douche grundfarve og sløre de modsætninger, som især koldkrigere i Vest søgte at fremhæve.

Allerede i sin tid som undervisningsminister (en periode, der blev brat afbrudt, da hun blev fyret for sit overforbrug på en rejse til Paris) havde Ritt Bjerregaard været fascineret og optaget af arbejdet i DDR, det nye Østtyskland, som både hun og mange andre i og omkring hendes parti havde visse forhåbninger til. Fru Honeckers imponerende resultater som undervisningsminister havde inspireret Bjerregaard, både da hun konciperede projekt U90, og da hun (nu som statsminister) kunne præsentere U00, der bl.a. indføjede verdensfreden i folkeskolens formålsparagraf.

En betydelig og stigende rejseaktivitet havde fundet sted siden omkring 1970, og særlig i forbindelse med fredsarbejdet og kampagnen mod atomvåben havde østtyskerne været behjælpelige.

Både Ritt Bjerregaard og hendes nære allierede Ole Espersen og Svend Auken var faste deltagere i den østtysk arrangerede konference Østersødagene, der fokuserede på begrebet Fredens Hav, ideen om at holde Østersøen fri for atomvåben. Ideen om Fredens Hav var et ofte repeteret tema for de mange fredsmarcher, der samlede tusinder på de danske landeveje. Sammen nød de fællesskabet og den rare følelse af at stå sammen om en god sag, fredens sag, det var som en sommertradition, man kunne se frem til, et veritabelt fredens hav af fredsommeligt indstillede mennesker.

Fredstanken og den tilhørende bevægelse havde meget bred opbakning i pressen, ikke mindst hos den førende sikkerhedspolitiske reporter og kommentator, Jørgen Dragsdahl, der med sine mange og lange artikler i dagbladet Information bragte nye vinkler ind i billedet af den standende konflikt mellem Øst og Vest.

Både Dragsdahl og hans avis var meget kritiske over for USA, og i kraft af sit betydelige netværk i det sovjetiske establishment i Danmark og i Europa havde han placeret sig i front, når det gjaldt den såkaldt dybdeborende journalistik om sikkerhedspolitik, som hans læsere elskede ham for. Som journalist levede han af sine forbindelser, og hans forbindelser på den anden side af Jerntæppet bragt ham i en unik position til at beskrive oprustningen og det højspændte diplomatiske spil mellem stormagterne.

Dragsdahl havde naturligvis også forbindelser på det hjemlige parnas, også til statsminister Bjerregaard, som han kendte fra forskellige organisatoriske sammenhænge i gamle dage. Statsministeren var for sin del ikke utilfreds med sin nære forbindelse med en af de mest betydelige journalister på det gamle modstandsblad, som i 1970'erne (selv om det stadig var en lille avis) havde opnået en position som bannerfører og diskussionsforum for den intellektuelle elite, der sværmede for de kommunistiske utopier i øst. Særlig Mao var populær, og selv om der op gennem 80'erne var slået visse sprækker i det idylliske billede, så var ideens renhed, drømmen om det kollektive samfund, stadig ubesmittet.

Den blev levet ud på flere planer. I de nære i de kollektiver, der ganske vist havde haft deres storhedstid i 70'erne, men som stadig levede i bedste velgående og som stadig havde deres faste rubrikannoncer efter nye beboere i netop Information. Og i det statslige gennem regeringen Bjerregaard, der ikke bare havde gennemført den 12-årige enhedsskole, men også gjort Lada til den officielle regeringsbil og taget initiativ til oprettelsen af statsligt drevne landbrugskollektiver.

Vist var der protester. Der var borgerlige opviglere, der talte om finlandisering, og som skreg op om individets frihed, som de følte var truet med den stigende kollektivisering af samfundet, som prægede alle hjørner af Danmark. De fik ikke mange ben til jorden, men statsminister Bjerregaard brugte alligevel en af sine nytårstaler til at advare imod dem.

»Jeg ved, der findes kritikere af vores neutrale rolle i verden,« lød det nytårsdag 2000.

»Til dem vil jeg sige: Stuerene bliver I aldrig. I er ikke en del af det danske fællesskab, som er et fredens fællesskab. Og jeg vil minde om, at ord ikke bare er ord. Ord kan også være farlige. Og med jeres fantasier om en ny verdensorden, utopiske, fantastiske fantasier, får I sagt nogle ting, som kun er egnede til at såre og fornærme følelserne hos vore venner i Øst, og som i sidste ende kan bibringe til at bringe fredsarbejdet i fare.«

Ude i stuerne nikkede danskerne til hinanden. Vist var de stedvise nyheder om vort lands raslen ned ad listen over de mest velstående lande ikke særlig opmuntrende, men vi havde det jo stadig godt. Og først og fremmest meget fredeligt.

lillelund@jp.dk

Langs jerntæppet

I denne artikel vil jeg 27 gange gøre noget, som for de fleste DDR-borgere var »verboten«- og kunne koste dem livet, hvis de forsøgte alligevel.

Jeg vil krydse den tidligere grænse mellem øst og vest, Bundesrepublikken og DDR.

»Dødsstriben« blev den 1.378 km lange linje også kaldt, fordi den kostede flere hundrede østtyskere livet.

Berlin har jeg tidligere besøgt, men jeg har aldrig zigzagget over grænsen. Den kender jeg bedst fra geografitimerne på Glyngøre Skole i begyndelsen af 1990'erne. Her rakte budgettet åbenbart ikke til nye kort, så når vi gennemgik Europa, skulle vi huske en del ting i hovedet: Tyskland var ét land; Tjekkoslovakiet var to; og Sovjetunionen eksisterede ikke længere.

Bortset fra et erindringsskilt er der ingen tegn på det engang så mægtige jerntæppe, da jeg første gang passerer grænsen nær Østersøen. Jeg stopper en halv time senere i Wismar, en tidligere DDR-værftsby, som har mistet 13.000 indbyggere, siden kommunismen faldt. Tilbage er 45.000 sjæle. En stor nedgang, men langt fra udsædvanligt i det tidligere DDR, som har mistet 1,7 mio. indbyggere - 10 pct. af befolkningen - siden genforeningen i 1990.

Blandt de tilbageværende har mange samme alder, som det hold guldkonfirmander, der denne søndag fejrer 50-året for deres konfirmation i byens store Skt. Nicolai Kirke

Pastor Thomas Abendmahl roser dem for at have holdt fast ved kristendommen i det kirkefjendtlige DDR: »Den kristne tro kan man ikke slå ihjel.«

Men det blev da forsøgt, tænker jeg, da jeg lidt senere står ved Skt. Marie Kirke, også i Wismar. DDR-styret ville ikke bekoste en reparation efter krigens bombardementer, så i 1960 blev den 700 år gamle bygning sprængt væk. Kun tårnet står tilbage, resten blev udlagt til parkeringsplads. Nu ombygges p-pladsen til koncertområde. Måske kan det lokke hårdt tiltrængt ungdom til byen.

Nedrivning af blokke

Gymnasiet har - indtil nu - undgået lukning, fordi to elever i sidste øjeblik kom til og gjorde det muligt at opretholde de krævede 61 elever pr. årgang, fortæller gymnasielærer Uwe Leinigen. Siden die Wende (omvæltningen efter Murens fald, red.) er elevtallet halveret, og lærerne er sat på deltid.

Befolkningsnedgangen ses også andre steder i byen.

»I boligområderne fra 1970'erne har de revet betonblokke ned, fordi der var for mange tomme lejligheder,« siger Uwe Leinigen, som er vesttysker, men flyttede til Wismar, fordi her manglede lærere. Samtidig var det nemt at finde en børneinstitution. I vest er det ofte husmoderens opgave at passe børnene, men hans kone vil hellere bruge tiden på sit oversætterfirma.

Iværksætteri, som konens, har det knebet med i øst, påpeger Uwe Leinigen.

»Gennem 40 år måtte folk ikke lave ret meget selv, og det skal naturligvis læres. Men det bliver bedre, og de unge er meget aktive.«

I det hele taget har øst- og vesttyskere nærmet sig hinanden, men i begyndelsen var der mange problemer, siger han og henviser til sin ligeledes vesttyske kollega, Dieter Fabricius, som kom til Wismar lige efter Murens fald.

Fabricius bor i landsbyen Gross Grönau, 500 meters gang fra grænsen - på vestsiden.

»I de første år var der spændinger. Det var svært for begge sider,« siger han.

»Man havde forskellige forestillinger om skolen. De tænkte, at alle mennesker er lige. Jeg sagde, at det var vanvid, og at alle mennesker er forskellige. I Vesttyskland er den enkelte lærer individuel. Jeg var ikke vant til at få at vide, hvad jeg skulle gøre.«

Det begyndte ellers godt, fortæller Fabricius om de euforiske novemberdage i 1989, da årtiers adskillelse af det tyske folk sluttede:

»Vi så det hele i fjernsynet, og nogle dage efter kørte vi til Wismar. Langs vejen fra bygrænsen til markedspladsen stod DDR-borgere, og når de så en bil med vesttyske nummerplader, bankede de på taget og sagde hallo.«

På markedspladsen snakkede de genforenede tyskere med hinanden og Fabricius endte med at spise med nogle fremmede østtyskere.

»Jeg kendte jo ingen i DDR. Kontakt til vest var forbudt for DDR-borgerne.«

Her sluttede Vesten

Min rute fortsætter mod syd til Niedersachsens mindste by, Schnackenburg. Her var heller ikke megen kontakt med øst, skønt byen lå yderst i en lille land-lomme, der gik ind i DDR.

Her sluttede den vestlige verden, og hos den fhv. bonde Günther Bürgel er der ikke lovord om den gamle fjende.

»Grænsen var det eneste, DDR kunne få til at fungere,« siger han.

Med Warszawa-pagten på tre sider forlod folk Schnackenburg, og allerede i 1970'erne skrev en avis, at indbyggertallet var faldet til 700 og skolen var lukket.

»Det er kun blevet værre siden die Wende,« kommer det opgivende fra Bürgel. »Tolderne og deres familier er flyttet, og nu er der kun 400 indbyggere tilbage.«

Idyllen er dog ikke forsvundet fra Schnackenburg, som har brostensbelagte gader og kønne, gamle huse.

Den slags landsbyer møder jeg igen og igen på min vej, og ofte må jeg ty til kortet for at se, om byen er i øst eller vest. Man kan ikke længere regne med bygningernes beskaffenhed som sladrehank.

Det skyldes, at der i 1990'erne blev overført ca. 200 mia. D-mark årligt til genopbygningen af øst.

Frygtet grænsekontrol

Efter flere landsbyer kommer jeg til Marienborn, den største østtyske grænseovergang. Herfra kontrollerede 1.000 DDR-toldere og -betjente motorvejen til Vestberlin. De blev skolet i den vestlige verdens forfærdeligheder og var frygtede for deres nidkærhed.

Men det er historie. Nu suser smarte Audi'er og tunge lastbiler uhindret forbi Marienborn.

Jeg skal også videre, for jeg har et regnskab at gøre op. Som syvårig var jeg med familien i en rød Opel Kadett på efterårsferie i Harzen. Det var i 1989, men i oktober, så jeg kunne ikke komme på Bloksbjerg (Brocken), som jeg kendte fra sankthans. Min far sagde, at det var forbudt at tage derhen og puttede i stedet penge i en betalingskikkert, så jeg kunne se det på afstand.

Nu, 20 år efter, fører et smukt damplokomotiv turister til bjergets top, hvor jeg langt om længe kan nyde udsigten over Harzen - og denne gang vende kikkerten mod vest.

Albue-samfund

Mod aftenstid kommer jeg til Eisenach, en østtysk by med en flot, istandsat bymidte. På Karlspladsen sidder en gruppe yngre mænd og drikker halvliters øl og ryger hjemmerullede smøger.

Den 34-årige Michael Schröter er både glad for og ked af genforening.

»Vi har fået alle de friheder og muligheder, som man kan ønske sig. Men det er et finansielt spørgsmål, om man kan udnytte dem.«

»Der er stadig store forskelle, for de er født i et kapitalistisk samfund, og vi er født i et socialistisk,« siger Schröter, som ikke bryder sig om den vestlige mentalitet.

»Det er blevet et albue-samfund. Før mødtes man i medborgerhuset og rejste sig for bedstemor i bussen. De unge i dag må klare livet selv.«

For ham selv går det ikke godt, i hvert fald ikke på jobfronten. Men trods arbejdsløshed søger han ikke til vest.

»Det her er jo min hjemstavn,« lyder begrundelsen.

Han brokker sig over det såkaldte Zeitarbeit, som gør det muligt at ansætte arbejdsløse til en lavere løn for at få dem ind på arbejdsmarkedet.

»Man arbejder for ned til fem-syv euro i timen. Det er moderne slaveri,« mener han.

Kritikken af overklassens udbytning gør ham dog ikke til socialist.

»Jeg er national og stemmer på NPD.«

Nationaldemokratische Partei Deutschlands er højreradikalt, anklages for nazisympatier og har ofte kronragede skinheads med til sine demonstrationer.

De andre er trætte af den politiske snak og spørger, om jeg ikke kan se Luther-huset i stedet, men Michael Schröter fortæller ivrigt videre:

»NPD er et protestvalg for mig. De store folkepartier, SPD og CDU, lover, at de vil gøre en masse, men de gennemfører det ikke. Det er på tide, at de letter røven.«

For ham er NPD ikke et spørgsmål om racisme.

»Jeg har ikke noget imod udlændinge. Det multikulturelle samfund er her, og vi kan ikke gøre noget ved det. Vi lever i en globaliseret verden uden grænser,« siger han, og fortæller hvorfor andre østtyskere er racister.

»Folk er imod udlændinge, fordi de ikke selv har noget arbejde og kan se, at indvandrerne åbner et pizzeria eller en kebabforretning.«

Systemets mand

Næste morgen møder jeg den stik modsatte fløj, da jeg banker på hos det lokale partikontor for Die Linke. Det er en fusion af arvtagerne fra DDR's kommunistparti, SED, og en vesttysk protestgruppe.

Den flinke, 73-årige Walter Miksch passer kontoret, hvor den røde avis »Neues Deutschland« ligger side om side med det lokale partiblad, hvor man kan læse om, hvilke »kammerater« der er døde eller har fyldt rundt.

Han var også medlem af SED og forklarer, at målet har ændret sig.

»Vi går ikke ind for et DDR som dengang,« siger han og nævner centraliseringen af landbruget som et eksempel på noget, som DDR gjorde galt. Hans opfattelse af DDR er blevet mere nuanceret siden Murens fald.

»Dengang så man jo ikke 100 pct. af, hvad der skete,« siger Miksch.

Politisk omvendt er han dog ikke. Han siger konsekvent »den såkaldte Wende« og forsvarer forhold, som de fleste tyskere i dag har lagt for had.

Også det hemmelige politi, Stasi.

»Hvis man virkelig beskæftiger sig med det, vil man finde ud af, at alle efterretningstjenester har lavet noget skidt. Det er et spørgsmål om magt,« siger Miksch, som mener, at Stasi var nødvendig. Det samme var »til en vis grad« grænsekontrollen.

»Uden murbyggeriet ville DDR være forblødt endnu hurtigere,« siger han og afslører, at han selv var ved grænsetropperne i 31 år, sidst med majorrang og skrivebordsjob.

»Vesttyskland fik Marshallhjælp, mens vi skulle betale krigsskadeerstatning til Sovjet. Det var ulige. Uden grænsen ville endnu flere være rejst, og hvad var der så ikke sket med DDR?« spørger Miksch.

»Republikflygtningene var hovedproblemet.«

Befalingen om at skyde på grænseoverløbere finder han »idiotisk«, men han kan dog ikke mobilisere den store medlidenhed med dem. »Der var regler, og dem kendte alle.«

Men hvordan kan man være så overbevist om en politisk idé - her socialismen - at man er parat til at spærre sit eget folk inde for at få et eksperiment til at lykkes?

»Jeg var loyal over for DDR. Det var min stat. Der havde jeg studeret gratis. Og min søn, der var handicappet, behøvede ikke at leve som udstødt, men kunne komme på specialskoler,« siger Miksch, som har et stort hjerte for partiet.

Det berørte ham dybt, da man engang fandt et partikort hos en, der var flygtet.

»Det gjorde ondt,« siger han og tager sig til hjertet.

Hus blev delt

At grænsen var af allerstørste vigtighed for DDR, ser jeg lidt senere i landsbyen Philippsthal, hvor trykker Hossfeld i 1890 byggede hus lige på grænsen mellem Thüringen og Hessen. Det fik betydning efter krigen, for Jerntæppet kom til at gå gennem huset. En tolvtedel af bygningen lå i DDR, og det kunne der ikke dispenseres fra, fastholdt DDR, som lukkede for adgang til de yderste rum og forhindrede nødvendige reparationer. Først ved en grænserevision i 1976 blev ejendomen vesstysk, og fru Hossfeld fik igen råderet over hele huset.

Mens grænsestriden i Philippsthal vel nok er et kuriosum, var det alvor ved Point Alpha lidt længere med syd. Her, tæt ved Warszawa-pagtens vestligst beliggende by, Geisa, holdt Nato øje med "Fulda-hullet". Det var et af tre steder, hvor man ventede, at østblokken ville sende sin invasionsstyrke igennem, hvis Den Kolde Krig blev varm.

I dag er her museum, og det har hr. Miksch fra Die Linke-kontoret aldrig besøgt. Man forstår ham godt, for udstillingen er stærkt kritisk over for grænsetropperne.

En planche med overskriften "Den morderiske fortolkning af loven" fortæller, f.eks. hvordan DDR-styret officielt kun ville skyde for at »hindre en forbrydelse«, men fortolkede loven så bredt, at man kunne skyde på folk, som uregelmæssigt krydsede grænsen eller gemte sig for grænsevagter.

En tegning viser en republikflygtning med 57 røde prikker. Hver prik repræsenterer et skudhul.

Der er også gengivelser af taler, der skulle opildne grænsetropperne. Professor Albert Norden fra politbureauet sagde i 1963:

»I skyder ikke på broder og søster, når I med jeres våben standser grænseoverløberne. Hvem er den bror, der vil forråde republikken!«

En anden planche, »Trangen mod Vesten« hylder de helte, som med tunneller og hjemmelavede luftballoner flygtede fra DDR.

Turistmål

På min sidste destination, landsbyen Mödlareuth, skete kun en enkelt, vellykket flugt under den tyske deling - med noget så simpelt som en stige.

Stedet blev kaldt »lille Berlin«. En bæk udgjorde grænsen, og DDR-styret opførte en mur, mens der på vestsiden opstod en turistindustri, hvor folk i busser kom for at se ind i DDR.

Her er stadig turister. Bl.a. ægteparret Fritz og Birgitte Bauer. Han er opvokset i nærheden og vil vise sin kone resterne af Mödlareuth-muren.

I dag har Muren ingen funktion - hverken i Berlin eller Mödlareuth. I stedet taler tyskerne om »muren i hovederne«, altså gensidig mistillid mellem øst- og vestbefolkningerne.

»Vi har venner med den opfattelse, at alt hvad der kommer fra øst, er dårligt. Sådan ser vi ikke selv på det,« lyder det fra Birgitte Bauer.

Ægteparret mener, at det bygger på fordomme og tror, at den psykologiske mur vil forsvinde.

»Det er et generationsspørgsmål. De unge, der går i skole nu, husker jo ikke selv den tyske deling,« siger Fritz Bauer.

Jeg går op ad en lille bakke nogle få hundrede meter derfra og møder en repræsentant for den nye generation.

Den 24-årige Dirk Gesser passer sine bedsteforældres lidt slidte gård med høns i haven. Han ser ingen mentale forskelle mellem unge på de to sider af den tidligere grænse.

»Det med Øst og Vest er kun et økonomisk spørgsmål. Der er forskel på, hvad folk får i løn for det samme arbejde. Når lønnen i Øst og Vest er den samme, er Tysklands genforening fuldendt. Det sker nok om 15-20 år,« siger han.

mads.bonde@jp.dk

Meisterstück
Tre faktorer var afgørende for den tyske genforening: Den østtyske befolkning, Sovjetunionens afkald på magtanvendelse og Helmut Kohls politiske tæft.

Grænseåbning i Ungarn

Siden slutningen af august 1989 var østtyskerne begyndt at flygte ud af deres eget land. Det begyndte med en uofficiel åbning af grænsen mellem Ungarn og Østrig. Den 11. september erklærede Ungarn grænsen officielt åbnet, og en masseudvandring begyndte i biler, busser og tog.

Meldingen fra Ungarn kom meget belejligt for forbundskansler Helmut Kohl, der samme dag havde indledt CDU's partikongres i Bremen med at fyre partiets generalsekretær, fordi denne havde styret et internt oprør imod ham. Meningsmålingerne lovede katastrofe for partiet ved næste valg. Opbruddet i Østeuropa gav Kohl en chance for at profilere sig på et emne, der optog alle: Tysklands deling. Pludselig forekom hans insisteren på en fremtidig genforening som klog politik. Hans evne til at gribe chancen og udmønte den i praktisk politik skulle et år senere kåre ham som "Enhedens kansler" og sikre ham en plads i historien som arkitekten bag Europas samling efter Den Kolde Krig.

Trængsel i Prag

I løbet af sommeren drog DDR-borgere på ferie til Tjekkoslovakiet. I slutningen af september havde 5.000 mennesker søgt tilflugt på den vesttyske ambassade i Prag, over 10.000 befandt sig andre steder i landet. Presset på regeringen i DDR voksede, ikke mindst fra den tjekkoslovakiske regering.

Den østtyske regeringschef, Erich Honecker, var også under stort tidspres, for den festlige stemning på 40-års dagen for DDR's oprettelse den 7. oktober 1949 skulle nødig ødelægges af dårlige overskrifter, når de socialistiske broderlandes statschefer med Sovjetunionens Mikhail Gorbatjov i spidsen kom til Berlin.

Derfor gav Honecker den 29. september ambassadebesætterne tilladelse til rejse til udlandet gennem DDR's territorium. Samtidig lukkede han grænsen mellem DDR og Tjekkoslovakiet, så tusinder af andre østtyskere ikke kunne rejse på efterårsferie til et af de få lande, hvor de ikke behøvede visum. Dagen efter kunne Kohls udenrigsminister, Hans-Dietrich Genscher, under stor jubel og mediebevågenhed fra ambassadens balkon meddele besætterne resultatet.

Honecker træder tilbage

Ved DDR's grænse til Tjekkoslovakiet blev tusinder af rejsende vist tilbage. På næsten alle banegårde på strækningen til Prag ventede folk på at komme med togene. Sikkerhedsstyrker måtte med magt rydde banegårdsbygningerne, folk blev hentet ud af togene, mange blev anholdt. I DDR førte det til strejker og protester mod regeringen. Situationen spidsede til, og under 40-års festlighederne slog sikkerhedsstyrkerne hårdt ned på alle demonstranter. Over 3.00 mennesker blev pryglet og anholdt, mange endte på hospitalerne med svære kvæstelser.

Dagen efter, den 8. oktober, opfordrede kirkerne til nye demonstrationer, der snart skulle vise sig at blive rygraden i østtyskernes fredelige revolution. I takt med at oppositionsgrupper skød op alle vegne, samlede demonstrationerne stadig flere deltagere.

Det folkelige pres førte den 17. oktober til en paladsrevolution i kommunistpartiets politbureau, hvor en kreds af sammensvorne under ledelse af Egon Krenz væltede Erich Honecker. Ved at udråbe ham som syndebuk mente de at kunne afbøde det folkelige krav om radikale forandringer. Kohl hilste Honeckers afgang velkommen som første skridt i retning af en demokratisering.

Afgrundens rand

Næppe havde Krenz overtaget det højeste embede i landet, før han opdagede, at han befandt sig på en tidsindstillet bombe. For at få overblik over, hvilke reformer han kunne tilbyde sine utilfredse landsmænd, havde han bedt om en analyse af landets økonomiske situation. Den leverede formanden for statens plankommission, Gerhard Schürer. Rapporten var dyster læsning - staten var så godt som bankerot. En betalingsstandsning kunne undgås, hvis forbruget blev nedsat med 25-30 pct.

Langt mindre havde 36 år tidligere ført til et oprør, der blev slået brutalt ned af sovjetiske kampvogne den 17. juni 1953. Dengang flygtede millioner af østtyskere til Vesten, inden Muren blev bygget i 1961.

Fra Sovjet kunne Krenz ikke vente økonomisk støtte. Gorbatjov havde vanskeligheder nok med sit eget fallitbo. Eneste mulighed var at forhandle sig frem til mere støtte fra de rige vesttyskere.

Afgiften for adgangen til Vestberlin kunne forhøjes, det samme kunne prisen for at frikøbe politiske fanger, en "vare", der gennem årene havde indbragt DDR's statskasse milliarder i vestlig valuta.

Endelig nævnte Schürer-rapporten en eventuel åbning af Muren som et middel, der kunne presse andre milliarder ud af vesttyskerne. Men det forslag fandt Krenz så kontroversielt, at han skjulte det for Centralkomiteen på det kommende møde.

Kohls modkrav

Helmut Kohl var klar over, at DDR's økonomi var dårlig, men ikke at landet stod over for en bankerot. Det fik han en fornemmelse af, da DDR's "valuta-skaffer", Alexander Schalk-Golodkowski, den 6. november mødte op i Bonn. Kohl havde allerede lovet at betale for udgifterne i forbindelse med lempelserne i udrejseloven. Dem takserede Schalck alene til 3,8 mia. D-mark. Som et yderligere tegn på Bonns velvilje bad han om en omgående kredit på yderligere 13 mia. Dem skulle DDR bruge til at betale renter og afdrag på statsgælden.

Tidligere havde Bonn-regeringen ydet milliarder af kreditter for at opnå "forandring gennem tilnærmelse", som mottoet for østpolitikken engang var blevet formuleret af Willy Brandt. Men dette var nye tider. Østtyskerne havde vist, at de kunne opnå "forandringer gennem opstand", og Kohls politiske instinkt tilsagde ham at udnytte den situation.

Som en nyskabelse i de tysk-tyske forhandlinger stillede han nu for første gang betingelser, der skulle vise sig at få vidtrækkende konsekvenser. Som modydelse for finanshjælpen skulle det østtyske kommunistparti give afkald på magtmonopolet, tillade en opposition og - inden for en overskuelig fremtid - afholde frie valg.

Kravene indgik i den tale, som Kohl holdt i Forbundsdagen den 8. november, hvor han fremhævede, at »støtte til en grundlæggende politisk og økonomisk forandring i DDR er vores nationale opgave.«

Denne erklæring var kun mulig, fordi revolutionen havde skabt forudsætningerne for en ny østpolitik for Forbundsregeringen. At den vigtige tale ikke gav den store genlyd i pressen, skyldtes de begivenheder, der fandt sted dagen efter.

Møde i Centralkomiteen

Den 9. november var der krisemøde i kommunistpartiets centralkomite i Berlin. "Fornyelse" var nøgleordet. Beskyldninger føg gennem luften, alle skubbede ansvaret for udviklingen fra sig og beskyldte Erich Honecker for miseren. Den katastrofale økonomi blev omtalt af flere, men deres indlæg blev omgående hemmeligt stemplet. Egon Krenz mente ikke, der var grund til at chokere befolkningen.

Kl. 15,30 indførte Krenz et hastepunkt på dagsordenen: Rejseloven.

Det blev foreslået, at "privatpersoner uden at forelægge forudsætninger", dvs. grund til rejsen eller slægtskabsforhold i Vesten, kunne ansøge om udrejse. Det var dog en betingelse, at man havde et pas, hvilket de færreste DDR-borgere havde.

Der ville hurtigst muligt blive udstedt visa, som det hed i den pressemeddelelse, Østberlins borgmester Günter Schabowski samme aften skulle give pressen. En række bureaukratiske fejl medførte, at forslaget ikke kom til høring i ministerierne, og at grænsepolitiet ikke blev informeret. Inden mødet var forbi, forlod Schabowski kl. 18 Centralkomiteen for at orientere pressen. Da anede han ikke, at han få timer senere skulle blive den mest omtalte mand i verden.

Kohls 10-punktsplan

Da meddelelsen om Murens fald nåede Kohl under et statsbesøg i Warszawa, hastede han tilbage og talte til en tusindtallig folkemængde om aftenen 10. november foran Schöneberger Rådhus i Vestberlin. Også den tidligere kansler, Willy Brandt, talte og forudsagde Tysklands genforening med de berømte ord »Nu vokser det sammen, som hører sammen«.

Men Kohl var klar over, at en genforening kun var mulig, hvis de fire sejrsmagter - og her især Sovjetunionen - kunne overtales. Derfor indledte han en diplomatisk offensiv, samtidig med at han udarbejdede en 10-punktsplan, som skulle overvinde "Tyskland og Europas deling". Det var den første konkrete plan, der inden for rammerne af Vesttysklands traktatmæssige forpligtelser over for Nato og EU afstak mulighederne for en tilnærmelsespolitik, som kunne føre til en fremtidig genforening. Mottoet var, at et genforenet Tyskland ikke skulle kunne true eller dominere, men tværtimod lade sig integrere i Europa.

To plus fire-forhandlinger

USA var den første stormagt, der godkendte planen. Frankrig og England havde store betænkeligheder. Begge lande mente, at et forenet Tyskland ville forstyrre "ligevægten i Europa". Sovjet insisterede på, at et forenet Tyskland skulle være neutralt, altså uden for Nato.

De første forhandlinger mellem de to Tysklande og de fire sejrsmagter fandt sted 13. februar 1990 og handlede om at sikre naboernes interesser. Specielt Polens vestgrænse skulle lægges fast ved floderne Oder og Neisse. Hvordan de to tyske stater ville ordne deres indre sammenlægning, overlod sejrsmagterne til tyskerne selv.

Den sidste forhindring for en genforening, den sovjetiske besættelse af DDR, ryddede Kohl af vejen i samarbejde med udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher med et diplomatisk kunststykke. Efter intensive forhandlinger med USA's præsident, George Bush, der lovede russerne økonomisk hjælp og handelssamarbejde, besøgte Kohl og Genscher Gorbatjov i Kaukasus og sikrede sig hans tilsagn om Tysklands fulde suverænitet og tilladelse til at være medlem af Nato. Som modydelse tilbød Kohl at betale de sovjetiske troppers hjemsendelse og bevilgede et milliardbeløb, så der kunne opføres huse til de hjemvendte soldater.

Hermed var vejen banet for, at den tyske genforening kunne finde sted den 3. oktober 1990, nøjagtig et år efter, at Kohl havde set muligheden og nedsat sin krisestab.

jur@jp.dk

Litteratur:

Ehrhart Neubert: "Unsere Revolution. Die Geschichte der Jahre 1989/90".

Piper Verlag, München 2009.

Michail Gorbatschow: "Wie es war. Die deutsche Wiedervereinigung". Ullstein, Berlin 1999.

Horst Teltschik: "329 Tage, Innenansichten der Einigung". Goldmann, 1993.

Ren ostalgie
Neej, sådan en havde vi.«

Øjnene stråler, mens Katrin Koch vilkårligt griber en kombination af en stavblender og en håndmikser.

»Min mor brugte den til lave flødeskum med. Eller . det var ikke altid rigtig flødeskum: Når vi ikke kunne få det, brugte vi kokosmælk. Efter 24 timer i køleskab smagte det nogenlunde.«

Katrin Koch er 49 år, opvokset i Thüringen og bor nu i Würzburg sammen med sin kæreste, Jens Knopp, der er født og opvokset i Vesttyskland.

Barndomsminderne er vidt forskellige og hentet fra hver sin side af det jerntæppe, som delte Tyskland i to. I Vesttyskland var flødeskum ingen mangelvare. I DDR stod man i kø efter det.

Kulissen, som vækker minderne frem hos Katrin Koch, er et lille, men veludstyret DDR-museum tæt ved Alexander Platz i Berlin.

Her giver Katrin kæresten en lektion i, hvordan det var at vokse op i DDR. Museet rummer en tro kopi af en typisk DDR-lejlighed, og næste fund, som udløser begejstring, er en dåse leverpostej.

»Den kan sikkert spises endnu,« siger Katrin Koch og roder rundt i køkkenskabets konserves, som naturligvis også indeholder et glas af de Spreewaldgurken, der blev udødeliggjort i filmen "Good Bye Lenin".

Plastic-jeans

Jens Knopp lytter interesseret. Spreewaldgurken var ikke en del af hans barndom, og det var blondegardinerne, de brune møbler, obligatorisk pottetræning eller brætspil med titlen "Kender du Sovjetunionen" for den sags skyld heller ikke. Lydkulissen til Katrin Kochs ungdom var popgrupper som Puhdys, Karat og City, der hittede med "Am Fenster".

Jens lyttede til musik, som var forbudt i DDR. Katrin Koch kunne få syntetiske, plasticlignende Boxer jeans, fordi bomuld var en mangelvare, mens Jens Knopp kunne vælge mellem Levi's og Wrangler.

De syntetiske jeans blev aldrig noget hit, og mange unge fra Katrin Kochs generation lod sig i stedet inspirere af modebladet Pramo (praktisk mode) og gik selv i gang med symaskinen.

Katrin Kochs kritiske blik falder over, at museet oplyser, at ost var en mangelvare. »Vi havde altid ost. Der var ingen, der sultede i DDR. Undertiden fik vi også flødeis fra Moskva. Så var der fest,« siger hun.

Fælles pottetræning

Megen fest var der næppe over dagligdagen i DDR, som kontrollerede borgerne fra vugge til grav. Kollektiv opdragelse stod i centrum. Allerede i vuggestuen var der fælles pottetræning. Alle børn på linje og ingen færdig, før alle var færdige.

Pottetræningen blev siden af kriminolog Chr. Pfeiffer udråbt som årsagen til, at mange østtyskere blev højreekstremister efter Murens fald, fortæller den ledsagende tekst til billedet af små besørgende østtyske unger.

Som skolebørn gik de i skole med brunt tornyster og skrev i deres kladdehæfter, at »soldaterne sørger for, at vi kan leve i fred«. De lærte, at Berlin-muren var »en antifascistisk beskyttelsesvold«, som var nødvendig, fordi Nato omkring årsskiftet 1960-1961 vedblev med at være »imperialismens hovedinstrument til forberedelse af en ny krig mod de socialistiske lande«. Men DDR overrumplede de vestlige imperialister og militarister med en total lukning af den hidtil åbne grænse mellem Øst-og Vestberlin.

De var ungpionerer, gik med røde tørklæder og gik glad eller modvilligt til pionereftermiddage, hvor man ofte bidrog til fællesskabet ved at samle affald ind. Om ikke andet gav det nyttige anmærkninger i karakterbogen og bedre chancer for at komme videre i livet. Det gjaldt altid om at være bedst. Topkarakterer i tysk og russisk var adgangsbillet til at lære engelsk, vel at mærke uden for skoletiden.

De få heldige og udvalgte fik lov at læse videre.

Kollektive oplevelser

I 1979 var kollektivet Perflug til Delfinshow. Turen er sirligt beskrevet i Brigadebogen:

»Det var for os en kollektiv oplevelse at betragte dressuren, Delfinerne spillede fodbold og dansede vals.«

Kroppen havde sin særlige placering i det østtyske dannelsesbillede.

Her søndag klokken 11 sendte tv "Mach mit, mach's nach, mach's besser", (Gør det med, gør det efter, gør det bedre), hvor Gerhard "Adi" Adolph iført træningstøj lod to skoleklasser kappes om at være bedst til sport.

Finalisterne kunne ved årsskiftet vinde en pokal fra den olympiske komité.

Kroppen fik fri udfoldelse på badestrandene, hvor nøgenbadning ikke var usædvanlig.

Transportmidlet til feriesteder i de gamle Warszawapagt-lande var for manges vedkommende en Trabant, som der rullede 1.904.000 eksemplarer af på de østtyske landeveje i 1988. Trabanten indtog dermed en bekvem førerposition til Wartburg, ligeledes et østtysk mærke, som kun kunne præstere 606.000 eksemplarer.

Stasis jerngreb

Så godt som sikkert er det, at uanset, hvad østtyskerne foretog sig, så vidste staten besked om det. Alle kontrollerede så at sige hinanden. Livet bag blondegardinerne blev nøje kontrolleret. Breve blev rutinemæssigt åbnet, telefonen aflyttet. Borgerne var magtesløse over for Stasi, der havde adgang til alt lige fra bankkonti til sygejournaler.

Det hemmelige politi var kommunistpartiets forlængede arm og garant for, at DDR blev holdt i et jerngreb. I 1989 rådede det over 93.000 officielt ansatte og 173.000 hemmelige agenter. Naboer overvågede hinanden, familiemedlemmer overvågede hinanden, selv ægtefæller kunne overvåge hinanden og under hemmelige dæknavne give oplysninger videre til deres føringsofficer.

Forhadt, men med tiden også fortrængt i forhold til den hverdag, som også tilfaldt DDR-borgerne.

Livet i kolonihaven, ferierejserne, ingen bekymring for at blive arbejdsløs, sikkerheden for en bolig og for længst svundne socialistiske mærkevarer, som nu udbydes til overpriser på e-bay.

jema@jp.dk

Smilet kan vælte tykke mure
"Enhver vittighed er en lille revolution"
George Orwell, britisk forfatter (1903-1950)

Det hele var nu sjovere under kommunismen, kan man af og til høre ældre østeuropæere udtale i interviews.

Hertil kan man så svare, at menneskets hukommelse øjensynlig er uhyre kort, men på ét punkt har de nostalgiske russere, østtyskere og bulgarere ret: den folkelige humor stortrivedes under Leonid Bresjnev, Nikita Khrusjtjov, Erich Honecker og alle andre totalitære og gravalvorlige magthavere, der betragtede en politisk vittighed hvisket på en café som en statsfjendtlig handling.

Stivsindet gav selvfølgelig grobund for en udbredt folkelig humor; ifølge flere iagttagere var de eneste østeuropæiske produkter af høj kvalitet under Den Kolde Krig således atommissiler og politiske vittigheder.

Men hvorfor blev Sovjetunionen og Østeuropa i næsten 100 år regeret af et gennemgående humorforladt stats- og partiapparat, når selv mellemamerikanske diktatorer af den mest brutale og afstumpede slags hævdes at besidde en vis portion humoristisk sans?

Svaret ligger måske i det ideologiske grundlag, for hvis man læser Vladimir Lenins samlede værker, og det gjorde nogle danskere faktisk i 1970'erne, så vil man sidde tilbage med et indtryk af en stor tænker og en stærk personlighed, der ulykkeligvis var fuldstændig blottet for humor

Intet sted i de mange tusind sider er der blot tilløb til en underfundighed, et lille smil eller en munter replik, der kan fortynde alle de knirkende teorier og dystre analyser.

Førende humorforskere mener, at tørvetrilleren Lenin har været normsættende for 75 års gabende kedelige partikongresser, konventer og seminarer i hele den del af Europa, der lå indefrosset i kommunismens humorforladte isskosse. Statsapparatet helt ned til parkeringsvagterne var naturligvis gennemsyret af dette totale fravær af ironi; alt kom nemlig ovenfra og var sandheden.

Vitsens natur er alt det modsatte: den udfordrer autoritet, vender alting på hovedet og stiller spørgsmålstegn ved det vedtagne. Derfor blev der så sjældent hørt latter i Kreml.

»Én mand med en pistol kan kontrollere 100 mænd uden,« sagde Lenin i et berømt citat, men i virkeligheden frygtede han endnu mere en mand bevæbnet med den helt rigtige politisk vittighed.

For i dagene op til DDR-styrets fald i november 1989 blev det tydeligt, at humoren kan være en psykologisk murbrækker, der i sine mest sublime øjeblikke kan måle sig med hakke og mejsel.

Det var godt nok den vestlige side af Muren, spraymalet i pink, sort og guld, som danskerne i tv så falde i de bevægede timer, men Muren blev jo rent faktisk gennembrudt fra Øst, og i de hektiske dage op til 9. november blev den østberlinske side af det forhadte bygningsværk dekoreret med slogans som "Vælg Asterix til politbureauet", "Væk med Krenztropperne" og "Egon, hvor er din plan?".

De to sidste med reference til den nye parti-og statschef Egon Krenz, der havde det uheld - ud over så mange andre - at dele fornavn med hovedpersonen i filmene om Olsen-banden, der også nød stor popularitet i den tyske arbejderstat.

Men størst morskab vakte for 20 år siden de berømte banan-anekdoter og banan-tegninger, der alle tog deres udgangspunkt i, hvor svært det var at skaffe sydfrugter i DDR.

På en tegning sås for eksempel en automat, hvori man stak en banan ind i et hul og fik fem Ostmark retur.

Og en populær vittighed lød:

»Hvordan kan man bruge et stykke frugt som kompas? Anbring en banan på Berlin-muren. Øst er, hvor der er taget en bid af den.«

Men den anti-autoritære latter er selvfølgelig betydelig ældre end Jerntæppet, for allerede den persiske kong Kyros (580-529 f.Kr.) etablerede et net af meddelere, der bl.a havde til opgave at sladre om, hvad folk grinte ad. Og den romerske kejser Augustus oprettede en efterretningstjeneste, der efterlod folk "stumme af skræk" som en samtidig historiker skrev, mens den magtfulde Katharina af Medici (1519-1589) installerede lyttekanaler i Louvres vægge - deraf udtrykket "væggene har øre" - for at kunne afsløre tilløb til ondskabsfuldheder.

Den første vits om den russiske revolution begyndte at cirkulere lige efter oktober 1917. Efter sigende var det denne: En gammel kvinde besøger Zoologisk Have i Moskva, hvor hun for første gang oplever en kamel og forfærdet udbryder. »Åh, se hvad de onde bolsjevikker har gjort ved hesten«.

Den slags skulle man ikke sige højt under Lenins efterfølger, Josef Stalin (1878-1953), der nød alle livets glæder minus den sunde latter.

Den russiske historiker Roy Medvedev har studeret anklageskrifterne fra de politiske fængslinger under Stalin, og han vurderer i dag, at mindst 100.000 mennesker har afsonet kortere eller længere fængselsstraffe for at fortælle vittigheder.

En af de populære var denne:

»Hvad skal man gøre, hvis en fremmed slår sig ned ved éns bord og sukker dybt?« »Anmode ham om øjeblikkeligt at indstille sin sovjetfjendtlige propaganda!«

Eller denne:

»Er det rigtigt, at kammerat Stalin samler på politiske vittigheder?« »Ja, men først og fremmest samler han på dem, der fortæller vittighederne.«

Bulgarsk humor syntes at have nået et særligt højt niveau, og for nogle år siden fortalte professor i vitsologi, Ivan Slavov, i et interview med magasinet Samvirke, at han personligt har registreret over 300 vitser om præsident Todor Zhivkov, der regerede Bulgarien fra 1971 til 1989. Men vitsologen mente i øvrigt, at der har cirkuleret mindst 10 gange så mange.

Bulgarien ønskede dengang at fremstå som et eksempel på en frihedselskende nation, der havde lettet borgernes skuldre for kapitalismens tyngende åg. Det blev der grinet meget af ved Sortehavet.

»Hvad er forskellen på kapitalisme og socialisme?« spørger en mand en anden. »Under kapitalismen udnytter det ene menneske det andet - men nu er det omvendt.«

Også de hyppige pengeombytninger var et yndet emne for befolkningens latter:

»Hvad er forskellen på den nye og den gamle rubel?«. Svaret var: »Den gamle rubel er intet værd nu, og den nye er 10 gange så meget værd.«

Eller hvad men denne anekdote, der gik sin sejrsgang over det meste af Østeuropa fra Murmansk til Sofia: En mor spørger sin femårige søn: »Hvad vil du gerne være, når du bliver stor?« Sønnen svarer: »Udlænding.«

Mens professor Slavov har fundet flere eksempler på forfinet humor i efterladte skrifter fra Karl Marx og Friedrich Engels, så mener også han, at stivstikkeren Vladimir Lenin var hovedansvarlig for, at millioner af østeuropæere kom til henslæbe tilværelsen i et humorforladt 20. århundrede.

Sammen med Ungarns partichef, Janos Kadar, var Bulgariens Todor Zhivkov blandt de få østeuropæiske statsledere, der kunne udvise tilløb til morskab. Zhivkov yndede for eksempel af fortælle vittigheder, der handle om ham selv. Og som et specielt udslag af bulgarsk humor kolporterede præsidenten disse vitser samtidigt med, at sjette afdeling - hans hemmelige politi - eftersøgte vittighedernes ophavsmænd for at sende dem i fjernt beliggende arbejdslejre.

Mange af de politiske vittigheder i Tjekkoslovakiet og Ungarn handlede om forholdet til Sovjetunionen. For eksempel denne klassiker: En bonde står ved sin brønd og mumler: »22, 22, 22.« En sovjetisk officer kommer forbi og spørger: »Hvorfor siger du hele tiden 22?«. Men bonden blev bare ved: »22, 22, 22..«. Til sidst går officeren hen og kigger ned i brønden, hvorefter tjekken resolut giver ham et lille skub i ryggen og fortsætter sin mumlen: »23, 23, 23.

En anden vits, der vandrede over landegrænserne i Østeuropa var denne: En stor restaurant lancerer noget helt nyt: striptease. Mod forventningerne kommer der næsten igen gæster, og myndighederne forhører sig hos lederen: »Er der noget i vejen med stolene?« Nej, de var bløde og komfortable. »Hvordan er belysningen?« Jo, den var også tiptop. »Jamen, så må der jo være noget i vejen med damerne,« mente myndighedspersonen. »Nej, bestemt ikke«, lød det fra lederen »de har alle været medlem af partiet i mindst 35 år.«

Humoren bag Jerntæppet havde selvfølgelig en terapeutisk effekt. Den var en sikkerhedsventil, der slap den indestængte vrede og frustration ud som små, hidsige dampskyer. Den politiske anekdote var en form for civil ulydighed, der skabte et hviskende fællesskab på arbejdspladser og restauranter.

Karakteristisk for de fleste politiske vittigheder er da også, at de ikke er særlig sjove her i 2009. Og slet ikke på skrift. Deres naturlige scene er tilrøgede ølstuer i Prag, osende folkekøkkener i Moskva og larmende kuglelejefabrikker i Katowice.

Og så skal de fortælles med hovederne stukket tæt sammen og forsigtige blikke til højre og venstre.

Med kommunismens kollaps forsvandt også censuren, forbud mod udlandsrejser og bandlysning af vestlig musik, men al den frihed har ikke alle steder været et vækstmiddel for den politiske satire - selv om man nu igen kan købe bananer over alt i Berlin.

Ruslands magtfulde Vladimir Putin har således på intet tidspunkt tålt morsomheder om sin egen person, og under hans lange regeringsperiode sås kun meget få karikaturer i den russiske presse. Og den nuværende præsident Dmitrij Medvedev er bestemt heller ikke kendt som en humørbombe.

»Laver man i dag sjov med den herskende klasse, kan man være sikker på, at ens avis næste dag vil få besøg af brandtilsynet,« udtalte en russisk bladtegner for nylig til den britiske avis The Independent.

Russerne fremstår dog næsten som de rene stand-up-komikere i forhold til de islamiske ledere og de skiftende talsmænd for al-Qaeda, som ingen vestlig iagttager indtil nu har kunnet gribe i tegn på humoristisk sans.

Dette foruroligende faktum er blevet bemærket af blandt andre den britiske forfatter, globetrotter og skuespiller Michael Palin, som for et par måneder siden i det tyske magasin Der Spiegel gav den islamiske terrorisme skylden for, at britiske komikere generelt er blevet mere tilbageholdne og forsigtige:

»Jeg kender ikke mange mennesker, der laver vittigheder om al-Qaeda. Folk er bange . Vi kunne jo ende med en verdensomspændende sag, som den der blev udløst af de danske Muhammedtegninger.

Man kunne anbefale såvel de russiske som de islamiske magthave at læse den romerske filosof Seneca, der for over 2.000 år siden gav dette statsmandsråd: »Lad os ikke tage det hele for tungt, men bære det med ubesværet sind: det er mere menneskeværdigt at le ad tilværelsen end at jamre over den.«

Og så længe våbnene er vittigheder, kan vi vel ikke få revolutioner nok?

stig.olesen@jp.dk

Sovjetunionens vej mod opløsning
Sovjetlederen stirrede med en blanding af arrigskab og foragt på den nydeligt snedkererede trappe.

Den var specielt opført i anledning af hans besøg på Zavorovo-statsfarmen uden for Moskva. For naturligvis kunne selveste generalsekretæren for Sovjetunionens Kommunistiske Parti da ikke ydmyges - og måske tilsmudse sine sko - ved at gå ned ad en græsskråning.

Men Mikhail Gorbatjov gik demonstrativt uden om trappen og tog iført sit pæne, grå jakkesæt græsskråningen i et par adrætte spring for øjnene af de måbende værter og alverdens tv-seere.

Den dag i august 1986 var alle klar over, at noget nyt var undervejs i den forstenede sovjetunion, selv om næppe nogen havde fantasi til at overskue konsekvenserne. Pludselig var sovjetlederen et ganske almindeligt menneske. Og ikke en utilnærmelig gud.

Sovjetunionens leder siden 1964, den nu 76-årige Leonid Bresjnev, var død i november 1982. Han syntes at have nærmet sig mumiestadiet - aldeles uvidende om, hvad der foregik i samfundet og verden omkring ham.

Med hans efterfølgere, den 68årige Jurij Andropov og den 72-årige Konstantin Tjernenko, stod det ikke stort bedre til. De afgik begge ved døden efter kort tid i embedet, og verden blev vidne til hele tre storslåede og helgenagtige statsbegravelser fra Den Røde Plads inden for mindre end to og et halvt år.

Glasnost og perestrojka

Noget måtte ske for at give sovjetstaten en tiltrængt ansigtsløftning med en ny generation af ledere. Kommunistpartiets ledelse gjorde forsøget og indsatte i marts 1985 den hidtil i omverdenen stort set ukendte og efter sovjetiske forhold ret unge, 54-årige Gorbatjov som kommunistpartiets generalsekretær og dermed landets reelle leder - kun tre timer efter Tjernenkos død. Han blev samtidig den første sovjetleder, der var født efter den bolsjevikiske revolution i 1917.

Den udnævnelse kom betonkommunisterne i den sovjetiske top hurtigt til bittert at fortryde. Men da var det for sent.

Gorbatjov havde under Andropovs kortvarige ledelse gjort sig bemærket ved sin aktive indsats i partiets øverste magtorgan, politbureauet, hvor han fik gennemført et stort antal udskiftninger på ministerielle og regionale topposter, i flere tilfælde med yngre personer.

Den ny generalsekretær gik snart i gang med at reformere det stagnerende statsapparat og den sovjetiske kommandoøkonomi, og hele verden lærte hurtigt to russiske ord - glasnost (ordret offentlighed, men i Vesten mere udlagt som åbenhed) og perestrojka (omstrukturering).

Pludselig fik sovjetborgerne ytringsfrihed - hidtil uhørt, da der naturligvis ikke kunne være tvivl om, at alle støttede det ufejlbarlige kommunistpartis beslutninger. Gorbatjov selv understregede, at hans reformpolitik var inspireret af den tjekkoslovakiske kommunistleder Aleksander Dubceks socialisme med et menneskeligt ansigt, der var blevet knust ved den sovjetiske invasion af Prag i 1968.

Løb løbsk

Gorbatjov ville omforme det sovjetiske samfund i retning af en demokratisk socialisme. Et eksperiment, der slog totalt fejl, og som førte til sovjetstyrets og det kommunistiske partis endeligt og til skabelsen af det nye Rusland.

I januar 1986 fremsatte Gorbatjov et epokegørende forslag til reduktion af langdistance-atomvåben i Europa og begyndte tilbagetrækning af sovjetiske tropper fra den umulige krig til fordel for det sovjetstøttede styre i Afghanistan, der var begyndt i 1979. I oktober 1986 mødtes han så med USA's præsident, Ronald Reagan, i Reykjavik for at drøfte en reduktion af atomvåbenlagrene.

Blandt mange reformer kom i maj 1988 en lov om reformering af den økonomiske politik, der tillod privat ejerskab inden for en række af erhvervslivets områder. I marts-april 1989 blev de første frie valg i Sovjetunionen afholdt til Kongressen af Folkedeputerede, og Gorbatjov blev samtidig formand for Den Øverste Sovjet og dermed også formelt statsleder.

Men pludselig løb det løbsk. Gorbatjov havde sat noget i gang, han ikke kunne overskue og ikke sin vildeste fantasi havde forestillet sig.

Et spørgsmål om tid

»Selvfølgelig anede vi ikke, hvad vi havde sat gang i, og hvad det ville føre med sig,« sagde en af Mikhail Gorbatjovs nærmeste medarbejdere, medlem af politbureauet og førende arkitekt bag reformpolitikken, Aleksander Jakovlev, til Morgenavisen Jyllands-Posten for fire år siden, kort før hans død i en alder af 81 år.

»Men økonomien ville alligevel være brudt sammen i løbet af fem år. Staten som sådan kunne selvfølgelig have fortsat et længere stykke tid, fordi det var et despotisk regime, som kunne have fastholdt magten, men Sovjetunionen ville være brudt sammen på et eller andet tidspunkt. Det var kun et spørgsmål om tid.

Det gjaldt med reformpolitikken først og fremmest om at gøre op med fortidens fejltagelser, men der blev ikke sat spørgsmålstegn ved socialismen som sådan. Vi prøvede at redde socialismen efter Stalin-periodens forbrydelser. Det var holdningen - at forbedre socialismen. Nogle kom til den konklusion, at de nye tanker ikke kunne forenes med socialismen, og det førte til en splittelse i politibureauet.«

Imperiets opløsning

Så dukkede USAs præsident, Ronald Reagan, op på scenen.

»Mr. Gorbatjov - riv denne mur ned,« lød det manende og en kende patetisk fra Reagan i en tale ved Berlin-muren den 12. juni 1987.

Hvor meget Reagans ord betød må overlades til historikernes vurdering. En kendsgerning er det, at Muren faldt, og den kommunistiske østblok, der havde omfattet alle de øst- og centraleuropæiske lande, som Den Røde Hær havde okkuperet efter Anden Verdenskrig, brød sammen lidt over to år efter. Herefter brød også de hidtidige sovjetrepublikker ud og erklærede én efter én deres selvstændighed.

Det århundredgamle, russiske imperium var ophørt med at eksistere. I 1990 var det kommunistiske partis magt reelt knækket, og Gorbatjov fik af parlamentet, Den Øverste Sovjet, i september tildelt særlig beføjelse til at regere på dekret for at fortsætte sine reformer. I marts var han blevet valgt til den første og sidste præsident for Sovjetunionen.

Kommunisternes kupforsøg

At udviklingen mod opløsningen af Sovjetunionen gik endnu hurtigere, skyldtes ikke mindst en anden mand - Boris Jeltsin, der i februar 1988 var blevet sat fra bestillingen som leder af det kommunistiske parti i Moskva, fordi han kritiserede Gorbatjovs politik. I 1990 var han blevet valgt til den nydannede Russiske Folkekongres, hvor han blev formand for den øverste sovjet i den russiske sovjetrepublik - den nuværende Russiske Føderation. I juli samme år forlod han kommunistpartiet.

Den 19. august 1991 forsøgte den hårde kerne af kommunistpartiet et kup med henblik på at fjerne Gorbatjov. Men Jeltsin sprang op på en kampvogn foran parlamentet, Det Hvide Hus, midt i Moskva og fik med en erklæring til Ruslands borgere vendt situationen mod de kommunistiske kupmagere. Det var hans resolutte handling, der fik kupmagernes tropper til at falde fra på baggrund af de omfattende folkelige demonstrationer i hovedstaden.

En rasende folkemængde væltede samtidig den monumentale statue af det hemmelige politis grundlægger, Felix Djersjinskij, foran det berygtede KGB-hovedkvarter, Ljubjanka-bygningen, midt i Moskva. Selve symbolet på årtiers undertrykkelse.

Den nye, stærke mand

Den 21. august var de fleste af kupmagerne flygtet fra Moskva, og Gorbatjov kunne vende tilbage efter tre dages husarrest på Krim-halvøen.

To dage efter viste Jeltsin, at han nu var Ruslands stærke mand, da han for åben tv-skærm pressede Gorbatjov til fra talerstolen i det russiske parlament at referere teksten fra et regeringsmøde fire dage før, der viste at de fleste af regeringens ministre havde støttet de kommunistiske kupmagere.

Samtidig underskrev Boris Jeltsin et verdenshistorisk dekret, der suspenderede det hidtidige almægtige kommunistpartis virksomhed. En kort overgang var partiet endda forbudt.

Gorbatjovs rolle i kupforløbet er aldrig blevet helt afklaret.

Han havde i første omgang forsøgt at forsvare kommunistpartiet, selv om han havde kaldt kupmagerne for eventyrere og forbrydere, men den 24.august trådte han tilbage som partiets generalsekretær. Og så gik det hurtigt. Den 25. december forlod han præsidentposten, og dagen efter blev Sovjetunionen formelt erklæret for opløst.

Ramponeret eftermæle

Den nu 78-årige Gorbatjov - der stadig er erklæret socialist og et par gange forgæves har forsøgt at danne et levedygtigt, socialdemokratisk parti - troede til det sidste, at Sovjetunionen kunne opretholdes i en demokratisk version.

I Rusland taler man ikke så gerne om ham.

De færreste russere ønsker sig Sovjetunionen tilbage, men Mikhail Gorbatjov fik alligevel skylden for opløsningen af det gamle, russiske imperium og Ruslands fald fra tinderne som supermagt.

Boris Jeltsins eftermæle er ikke stort bedre.

Nok stod han for opgøret med den kommunistiske fortid og for genskabelsen af traditionelle, russiske værdier, men for mange russere er han også den, der ikke formåede at dæmme op for røverkapitalismen og den organiserede kriminalitet i privatiseringsårene efter Sovjetunionens sammenbrud med rigets økonomiske og moralske nedtur til følge.

Tilbage står, at Mikhail Gorbatjov og Boris Jeltsin formåede at træde ind på den verdenshistoriske scene og skabe ændringer, der vil have betydning generationer ud i fremtiden. Glemt bliver de ikke.

niels.jurgensen@jp.dk

Spionerne

Oleg Gordijevskij lagde straks mærke til, at han havde haft ubudne gæster, mens han havde været væk. Han og hans familie brugte kun to af de tre låse på døren til deres lejlighed i Moskva, men da han låste sig ind, var alle tre låst.

Oleg Gordijevskij var KGB-officer og fungerede som chef ved den sovjetiske efterretningstjenestes London-station, men fredag den 17. maj 1985 var der indløbet et telegram fra KGB's hovedkvarter i Moskva, Centret, med besked om, at han skulle rejse hjem til Moskva, officielt for at blive forfremmet. Men efter en uges ventetid i Moskva forstod han, at hans fornemmelse havde været rigtig. Der var et andet formål med hjemkaldelsen.

I en limousine blev han kørt ud til et KGB-landsted uden for Moskva, hvor han og hans overordnede spiste frokost og drak cognac, men pludselig kom to højtstående chefer fra kontraspionagen ind og konfronterede Oleg Gordijevskij med, at han var afsløret som dobbeltagent og arbejdede for den britiske efterretningstjeneste. Oleg Gordijevskij kunne lige så godt tilstå.

Selv om Oleg Gordijevskij var omtumlet af et bedøvende stof, de havde puttet i hans cognac, lykkedes det ham at bevare selvkontrollen og afvise alle anklager, og da forhøret tilsyneladende ikke var forløbet som planlagt, blev han dagen efter kørt tilbage til Moskva.

Men Oleg Gordijevskij var sikker på, at nedtællingen til hans dødsdom var i gang. Han måtte væk.

Selv om han konstant var under overvågning af KGB, lykkedes det at få alarmeret den britiske efterretningstjeneste.

Mars-bar og Harrods-pose

En aften klokken syv gik Oleg Gordijevskij til en forud aftalt lygtepæl på et gadehjørne i Moskva. I hånden bar han en pose fra supermarkedet Safeway, som hans kontaktmand fra den britiske efterretningstjeneste kunne genkende ham på. Den britiske agent ville tygge på noget, hvis han genkendte Oleg Gordijevskij. Efter et stykke tid så Oleg Gordijevskij en mand gumlende på en Mars-bar og med en mørkegrøn Harrods-pose i hånden, og da de var på vej til at passere hinanden, sagde Oleg Gordijevskij:

»Ja, det er mig! Jeg har akut brug for hjælp!«

Den britiske efterretningstjeneste aktiverede straks en flugtplan, der havde ligget klar.

Det lykkedes Oleg Gordijevskij at ryste sine KGB-skygger af sig, så han kunne købe en togbillet til den russisk-finske grænse, og næste eftermiddag, fredag den 19. juli 1985 klokken fire, løb han sig en tur, som hans overfrakker havde set ham gøre så mange gange før iført sine gamle bukser og sweatshirt.

Men denne gang kom han ikke tilbage.

Han tog toget til Leningrad og derfra videre mod den finske grænse, hvor briterne samlede ham op og smuglede ham over grænsen. På den finske side af grænsen ventede to danske efterretningsfolk med nyt tøj og to Volvo'er, der kørte 32 timer i kortege til den norske grænse. Fra Norge blev Oleg Gordijevskij fløjet i sikkerhed i London, hvor han fik politisk asyl.

En guldgrube af oplysninger

Oleg Gordijevskij var en blandt tusindvis spioner, som med livet som indsats opererede bag fjendens linjer for at indsamle og videregive informationer under Den Kolde Krig. Kampen stod mellem demokratierne i Vest og diktaturerne i Øst, og brugen af spioner var en af måderne, hvorpå parterne forsøgte at skaffe sig viden om, hvad fjenden pønsede på, og hvordan man kunne underminere hinanden.

Oleg Gordijevskij betragtes som en af de vigtigste vestlige agenter under Den Kolde Krig. Han arbejdede i 10 år, fra 1975 til 1985, for den Storbritanniens internationale efterretningstjeneste MI6.

KGB-agenten var udstationeret på den sovjetiske ambassade i København, hvor han under dække af sin diplomatiske status arbejdede med at rekruttere agenter og skaffe sig politiske kontakter.

En morgen, han spillede badminton i en hal på Østerbro, blev han kontaktet af en britisk agent, og med hjælp fra PET lykkedes det at få Oleg Gordijvskij til at spionere mod sit eget land. Den første kontakt blev taget i 1973, men det var først efter flere frokoster og møder med en britisk agent, at han lod sig hverve som spion for MI6.

Frem til sin afhopning leverede han en guldgrube af oplysninger til både den britiske og den danske efterretningstjeneste. Flere end 400 KGB-officerer blev identificeret som følge af hans oplysninger, og bl.a. Arne Treholt fra det norske udenrigsministerium, Stig Bergling fra den svenske efterretningstjeneste Säpo og Michael Bettaney fra den britiske efterretningstjeneste for hjemlige forhold, MI5. Alle blev idømt lange fængselsstraffe for at have spioneret til fordel for Sovjetunionen.

I modsætning til de fleste andre vestlige lande lykkedes det ifølge Oleg Gordijevskij aldrig for KGB at hverve danskere, der kunne levere betydningsfulde, hemmelige oplysninger til den sovjetiske efterretningstjeneste.

Sovjetisk paranoia

Ud over at afsløre KGB-spioner, gav Oleg Gordijevskij Vesten værdifulde oplysninger om, hvordan Sovjetunionen så på Vesten. Bl.a. som følge af en kombination af den amerikanske præsident Ronald Reagans skarpe retorik af Sovjetunionen som "ondskabens imperium" og sovjetisk paranoia frygtede Sovjetunionen i begyndelsen af 1980'erne et overraskelsesangreb med kernevåben mod Warszawapagt-landene. Med operation "Rjan" - den største verdensomspændende efterretningsoperation nogensinde i Sovjetunionen - fik efterretningscheferne ved de sovjetiske ambassader i alle vestlige lande ordre til at indsamle oplysninger, der tydede på et forestående angreb.

Instruktionen blev strammet kraftigt i februar 1983, da frygten for et kernevåbenangreb øgedes på grund af en forestående opstilling af nye amerikanske Pershing II-missiler i Vesttyskland, hvorfra de kunne nå Sovjetunionen.

Oleg Gordijevskij gav oplysningerne videre til sine engelske arbejdsgivere, der kunne læse, hvordan KGB-agenterne i Vesten skulle indsamle oplysninger, der afveg fra det militære normalbillede. Det indebar skærpet overvågning af især kernevåbeninstallationer og flyvestationer i hele Nato, og i Storbritannien skulle KGB-folkene bl.a. holde øje med, om der var lys i regeringskontorerne efter arbejdstids ophør, om priserne på blodplasma steg, og om der var øget aktivitet ved beskyttelsesrum. Også andre Warszawapagt-lande blev inddraget i operationen, bl.a. DDR, hvor der blev bygget hemmelige kommandobunkere og en atomsikret bunker sydøst for Berlin.

På baggrund af Oleg Gordijevskijs oplysninger om den sovjetiske angst for at blive angrebet forsøgte Storbritanniens premierminister Margaret Thatcher i taler i efteråret 1983 at få den amerikanske regering til at dæmpe sin retorik. Ronald Regan blev meget overrasket over, hvor skræmt Sovjetunionen var.

I november 1983, da forholdet mellem Øst og Vest var på et absolut lavpunkt, frygtede Sovjetunionen, at en stor Nato-kernevåbenøvelse "Able Archer" reelt var optakten til et kernevåbenangreb. Også i den forbindelse leverede Oleg Gordijevskij oplysninger videre til den britiske efterretningstjeneste. Det var dog først i marts 1984, da CIA så en britisk rapport med oplysninger fra Oleg Gordijevskij, at det gik op for amerikanerne, at Sovjetunionen havde troet, at en kernevåbenkrig var umiddelbart forestående i forbindelse med øvelsen "Able Archer.

Muldvarpen i CIA

Blandt mænd med skæg og blå briller kan det nogle gange være vanskeligt at fastslå den objektive sandhed, men ifølge nogle kilder var det en amerikansk efterretningsofficer, Aldrich Ames, der afslørede Oleg Gordijevskijs virke som spion mod sit eget land.

Aldrich Ames var centralt placeret officer i CIA, hvor han havde kendskab til CIA-operationer i udlandet og navnene på KGB-agenter og russiske agenter, som CIA havde hvervet som dobbeltagenter. Siden 1985 solgte han oplysninger til først Sovjetunionen og siden Rusland, hvilket medførte et utal af mislykkede operationer og afsløring af spioner. Mindst 10 af dem blev henrettet.

De store tab fik CIA til at indse, at tjenesten var infiltreret af en muldvarp, og selv om mange spor pegede på Aldrich Ames - bl.a. havde han et alt for stort privatforbrug i forhold til sin løn, bl.a. købte han et dyrt hus kontant, en Jaguar og Gucci-ure - blev han først afsløret i 1994 og idømt livsvarigt fængsel.

»Han er en af de største forrædere i USA's historie,« sagde CIA-chefen R. James Woolsey om Aldrich Ames.

Manden uden ansigt

Hvad Aldrich Ames anrettede af skade mod det amerikanske efterretningsvæsen, står dog næppe mål med den skade, som Markus Wolf anrettede mod Vesteuropa, Nato og først og fremmest Vesttyskland gennem de 34 år, han stod i spidsen for DDR's spionvirksomhed i udlandet og var stedfortræder for den rå og primitive Erich Mielke, chefen for Ministeriet for Statssikkerhed, Stasi.

DDR's legendariske spionchef, der i mange år gik under navnet "manden uden ansigt", fordi der ikke fandtes billeder af ham, udviklede det måske mest skånselsløse, brutale og effektive efterretningsvæsener i verden. Han havde 4.000 agenter på lønningslisten, ikke mindst i Vesttyskland, hvor han fik en del anbragt i centrale stillinger.

Gennem 40 år infiltrerede 30.000 Stasi-agenter i Vesttyskland, hvor de ikke blot spionerede, men også forsøgte at destabilisere det vesttyske samfund ved at hjælpe nynazister og give penge, våben, træning og husly til tyske og palæstinensiske terrorgrupper, herunder Rote Armee Fraktion og superterroristen Ilich Ramirez Sanchez, også kaldet "Carlos".

Spionen hos Willy Brandt

Et af Markus Wolfs specialer var at sende sovende agenter til udlandet, hvor de skulle arbejde sig frem til indflydelsesrige stillinger. Først når de sad i dem, blev de for alvor aktiveret som agenter. Det tog år, før de viste deres værd, men spionchefens tålmodighed gav ofte resultat.

En af de sovende agenter var Günter Guillaume. I 1956 - samme år, som sovjetiske tanks knuste opstanden i Ungarn - gav Stasi den unge mand besked på at flytte til Frankfurt i Vesttyskland og gøre karriere i Socialdemokratiet.

Guillaume blev valgt ind i byrådet i Frankfurt og arbejdede sig opad i det socialdemokratiske hierarki for i 1970 at ende i magtens centrum. Han rykkede ind i kanslerkontoret, hvor han efterhånden blev personlig sekretær for Willy Brandt. Den langsigtede investering havde endelig givet pote. Nu vidste Stasi hele tiden, hvad Brandt gjorde og tænkte, ligesom DDR blev forsynet med hemmelige Nato-papirer fra kanslerkontoret. Da Günter Guillaume blev afsløret i 1974, valgte Willy Brandt at træde tilbage. Günter Guillaume blev idømt 13 års fængsel.

Politisk endte hele operationen som et selvmål for den overbeviste kommunist, Markus Wolf, da Willy Brandt rent faktisk accepterede østtysk suverænitet.

Romeo-metoden

En anden centralt placeret Stasi-agenter var Rainer Rupp, der fra 1977 til 1989 affotograferede 10.000 dokumenter fra sin arbejdsplads, Natos hovedkvarter i Bruxelles.

Blandt de oplysninger, han leverede til Stasi, var de præcise steder for Natos opstilling af krydsermissiler og Pershing II-raketter i Vesteuropa samt et centralt, "Cosmic Top Secret" dokument, der afslørede Natos strategi såvel som alliancens analyse af Warszawa-pagten og dens intentioner. Via Stasi endte oplysningerne hos KGB.

Rainer Rupp påstod efter afsløringen, at han havde været med til at forhindre en katastrofe, fordi han i 1983 fortalte Stasi, at Nato-øvelsen "Able Archer" ikke var optakten til et kernevåbenangreb.

Gabriele Gast blev offer for Markus Wolfs meget benyttede metode til at hverve agenter, Romeo-metoden. Han sendte agenter ud for at forføre enlige chefsekretærer i Bonns forkontorer eller kvinder med en lovende karriere.

Gabriele Gast var som studerende ved at samle stof til en doktorafhandling, da hun mødte sin elsker og senere føringsofficer, Stasi-major Karlheiz Schneider. Hun avancerede planmæssigt og endte på direktørniveau, som ekspeditionssekretær, i den vesttyske efterretningstjeneste, BND, hvorfra hun i 16 år leverede fortrolige oplysninger til sin føringsofficer og elsker.

De fantastiske fem

Lige så værdifuld Oleg Gordijevskij var for briterne i den sidste del af Den Kolde Krig, lige så megen glæde havde KGB af "de fantastiske fem" - eller hvor mange de nu var - i den første del af Den Kolde Krig.

"The Magnificent Five" - Harold Philby, kaldet Kim Philby, Donald Maclean, Guy Burgess, Anthony Blunt og John Cairncross - var overbeviste kommunister, der med det fælles udgangspunkt fra Cambridge University i 1930'erne fik ansættelse i centrale stillinger i den britiske efterretnings- eller udenrigstjeneste, hvorfra de under Anden Verdenskrig og i årene efter afslutningen af krigen leverede hemmelige oplysninger til Sovjetunionen.

Kim Philby betragtes som den af de fem, der havde størst succes som spion, selv om værdien af hans oplysninger begrænsedes af den russiske diktator Josef Stalins paranoia. Stalin frygtede, at Kim Philby og hans Cambridge-kammerater kun arbejdede for KGB på skrømt. Det var ingenlunde tilfældet.

Den charmerende og karismatiske Kim Philby var en iskold spion, der udleverede masser af navne på agenter, som KGB anholdt og henrettede. Gennem 30 år arbejdede han i hemmelighed for Sovjetunionen og samtidig MI6, herunder under dække som journalist, og han var på et tidspunkt kandidat som øverste chef for den britiske efterretningstjeneste.

På samme måde, som KGB konfronterede Oleg Gordijevskij med, at han var afsløret som britisk spion, mistænkte briterne Kim Philby for at være hvervet af KGB. Da Guy Burgess og Donald Maclean i 1951 flygtede med færgen til Frankrig og videre derfra til Sovjetunionen, mistænkte briterne Kim Philby for at have advaret dem om, at de var ved at blive afsløret.

Det var ganske rigtigt Kim Philby, som havde advaret dem, men Kim Philby benægtede ethvert kendskab til sagen og afviste ligeledes, at han skulle være KGB-agent. Først i 1963, da han under et ophold i Beirut var kommet under vejrs med, at han var på vej til at blive afsløret, flygtede han til Sovjetunionen.

Statsfjende nr. 1
Han skulle ryddes af vejen. Planerne var klar, ordren givet. Hvis det var lykkedes for regimet, havde den fredelige tyske revolution fået et andet forløb.

Rainer Eppelmann var taget på ferie med sin familie. Pludselig sad han med rattet i hænderne, ude af stand til at styre. Heldigvis for ham - og resten af familien, som også sad i bilen - skete det på en grusvej, hvor farten var højst 20 km i timen. Var det sket på motorvejen, var de alle blevet dræbt.

»Ja, de forsøgte at komme mig til livs,«fortæller Eppelmann på sit kontor i Berlin.

De bløde g'er i den berlinske dialekt giver udsagnet en næsten forsonende karakter.

»Jeg havde opnået den tvivlsomme ære at blive betegnet som statsfjende nr. 1. Bagefter er det blevet dokumenteret, at "tildragelsen" blev beordret af den Stasi-officer, som holdt mig under observation. Det blev understreget, at jeg skulle slås ihjel på en sådan måde, at mistanken ikke kunne føres tilbage til myndighederne. Derfor skulle det ske som en fingeret trafikulykke.«

Den "tvivlsomme ære" havde Eppelmann overtaget efter Robert Havemann, den prominente østtyske videnskabsmand, der havde kæmpet mod nazisterne, var overbevist kommunist, men han havde udviklet sig til indædt modstander af regimet i DDR. Sammen med Havemann forfattede Eppelmann i 1982 den såkaldte Berliner-appel, et brev til den vesttyske forbundskansler Helmut Schmidt med en opfordring til at standse oprustningen i Øst og Vest.

»Dengang opfattede jeg det som en joke. Heldigvis anede jeg ikke, at det faktisk drejede sig om liv eller død. Hvis jeg havde vidst, hvad de havde for, er jeg ikke sikker på, at jeg havde fortsat.«

Arkitektdrøm gik i vasken

Det Rainer Eppelmann fortsatte med, var den systematiske afsløring af et system, der foregav at styre på folkets vegne, men som reelt var et diktatur. Helst ville han have været arkitekt. Men fordi han ikke havde været med i den kommunistiske børneorganisation Pionererne eller i ungdomsorganisationen Freie Deutsche Jugend, FDJ, men i stedet var blevet døbt og havde gået i skole i Vestberlin, var han fra starten dømt ude. Student blev han aldrig.

»Da Muren blev påbegyndt bygget den 13. august 1961 ændrede situationen sig fuldstændigt for vores familie. Min far blev i Vestberlin, hvor han havde arbejde. Min søster og jeg måtte forlade det gymnasium, vi gik på i Vestberlin. Jeg kom i lære som murer, så regnede jeg med senere at kunne uddanne mig til arkitekt.«

Men drømmen blev aldrig til noget. Efter et halvt år på arkitektskolen blev han syg.

»Jeg fik det ene anfald af mavesår efter det andet, fordi jeg skulle lære alt udenad. Ingen spurgte om min mening. Man var overhovedet ikke interesseret i meninger, tværtimod. Bare man kunne efterplapre.«

Militærnægter

Da han blev indkaldt til militærtjeneste, nægtede han at bære våben. Som eneste land i Warszawapagten tillod DDR, at unge af samvittighedsgrunde nægtede at bære våben. I stedet skulle man aftjene værnepligten i en såkaldt byggebrigade. Men som militærnægter skulle han alligevel aflægge troskabsed til regimet. Det nægtede han også.

»For det første ville jeg ikke sværge troskab til et system, der havde spærret mig inde, og for det andet var der erfaringerne fra Auschwitz. Jeg ville aldrig love nogen som helst at gøre alt, hvad der blev sagt. Læren fra Auschwitz betyder, at vesttyske soldater skal nægte at udføre umenneskelige befalinger, ja, de har ligefrem pligt til at anmelde sådanne ordrer. I den nationale folkehær i DDR gjaldt derimod princippet om ubetinget lydighed. Ligesom under Hitler. Man skulle udføre enhver ordre, man fik. Skulle en sådan ordre vise sig at være umenneskelig, kunne man klage over den - bagefter.«

Det kostede Eppelmann otte måneders i tugthus at nægte troskabseden. Men fængselserfaringen skulle vise sig at komme ham til nytte. Han kunne klare langt mere modgang, end han havde troet, og var ikke længere bange for officererne. Da han vendte tilbage til det civile liv, var hans mor og søskende blevet familiesammenført med faderen og rejst til Vestberlin. I mellemtiden havde han fundet sig en kæreste og besluttede sig til at blive i DDR.

»Så kom jeg på den forrykte idé at blive præst. Forrykt, fordi ingen i vores familie var præst. Men min kærestes far var, og kun i kirkelige kredse havde jeg fundet det frirum, jeg søgte. Det var det eneste offentlige sted, hvor man kunne afprøve demokrati."

Blues-gudstjenester

Efter endt studium blev Rainer Eppelmann præst i Friedrichshain i Østberlin. Snart var han kendt over hele DDR som præsten, der afholdt "Blues-gudstjenester".

»En dag ringede det på døren. Udenfor stod en ung mand med hullede cowboybukser, hætte og langt hår. Hollie kaldte han sigt. Han var bluesmusiker og spurgte, om han skulle fylde min kirke. Han havde som jeg været militærnægter og ville takke for den støtte, han havde fået af kirken. Det blev en helt uventet succes. Der kom 250 til gudstjenesten. Så mange kom kun til juleaften.«

Det blev indledningen til den første uafhængige fredsbevægelse i DDR. Fordi en gudstjeneste ikke krævede myndighedernes tilladelse, kunne man her offentligt diskutere mange af de spørgsmål, der ellers kun kunne omtales i hjemmene. Men Stasis ører var overalt. Myndighederne lagde pres på kirkens ledelse og truede med at forværre forholdet mellem kirken og staten.

»Kirkens ledelse læste vore tekster og strøg et par steder, hvor der stod lort. Ordet Solidaritet, altså den polske fagbevægelse, måtte heller ikke forekomme. Det var en balanceakt,« fortæller Eppelmann.

Imod folket

Fra hans tidligste ungdom havde været klart for Eppelmann, at DDR-regimet bedrog folket. Når hans egen familie ikke selv var flygtet for længst, var det fordi de havde et hus, som de i givet fald ville miste.

»At tage til Vesten ville betyde, at man skulle opgive hus og hjem. Det glemmer man ofte i dag. De, som forlod DDR dengang, mistede deres ejendom, deres venner og familie, og for langt de flestes vedkommende kunne de ikke vende tilbage. Alligevel flygtede 4 millioner af en befolkning på 18 millioner. På den baggrund forstår man måske bedre, at et flertal af befolkningen ikke stod bag regeringen, og da slet ikke efter den 17. juni 1953, hvor folk i flere end 700 byer og landsbyer protesterede ikke bare over prisstigninger og dårlige sociale forhold, men også krævede politiske ændringer: regeringens tilbagetræden og frie valg.«

Oprøret blev knust af sovjetiske kampvogne.

Valgsvindel

Især valgene opfattede flere og flere østtyskere som en farce. Ligesom i andre diktaturstater viste resultaterne altid en næsten enstemmig opbakning bag regimet.

»De var syge i hovederne. For med det pres, de udøvede på befolkningen, som ikke kunne rejse nogen steder hen, kunne de let have fået 60-70 pct. af stemmerne. Men de ville have i nærheden af 100 pct. Sygt!« siger Eppelmann, som sammen med andre ligesindede begyndte at undersøge muligheden for at afsløre svindelen. Under valget til Folkekammeret i 1988 sendte de observatører ud til fem-seks valgsteder. Mistanken blev bekræftet. Tendensen på disse valgsteder var helt anderledes end i alle de andre kredse. Det var selvfølgelig ikke nok som bevis i en retssal. Men ved kommunalvalgene den 7. maj 1989 var bevægelsens folk til stede i alle valglokaler i hele landet og noterede de tal, som blev offentliggjort her. De tal viste sig at være vidt forskellige fra og langtfra så gunstige for regeringen, som de tal, regeringen offentliggjorde samme aften.

»Jeg meddelte offentligt, at jeg anså valget for at være svindel,« fortæller Eppelmann. Hans udtalelse blev bragt i vestlige medier og lynhurtigt kendt over hele DDR. Det førte til de første alvorlige uoverensstemmelser i kommunistpartiet, SED.

»Det var begyndelsen til enden for DDR, fordi usikkerhedens gift begyndte at trænge ind i kommunistpartiet, SED. Alle 2,3 millioner medlemmer af partiet var jo ikke kriminelle. Mange af dem fandt det helt ubegribeligt, at deres parti kunne være kriminelt.«

Protesterne tager til

Hver den 7. i de følgende måneder samledes stadig flere mennesker på Alexanderplatz i Berlin for at protestere mod valgsvindelen.

Vendepunktet i den fredelige revolution kom den dag, da de regerende forstod, at de ikke kunne komme videre med vold.

Regeringschefen Erich Honecker havde beordret, at massedemonstrationerne skulle slås ned med hård hånd, selv om det ville koste både døde og sårede.

Dagen efter de officielle festligheder i anledning 40-årsdagen for DDR's grundlæggelse den 7. oktober var antallet af demonstranter i Leipzig steget til 70.000 af en befolkning på 500.000. Her opstod den fredelige revolutions mest populære slagord "Vi er folket", som mindede de regerende om, at en demokratisk republik skal regeres af folket, ikke af et udemokratisk parti, der hævdede at repræsentere dem. Presset på regeringen blev ved med at stige. Næste uge kom 120.000 til demonstrationen, mens militære enheder blev holdt i alarmberedskab i nærheden. Ugen efter var antallet 320.000, en understregning af, at et flertal i befolkningen var imod regimet.

Erich Honecker blev afsat for at lette presset, men det var for sent. Den 4. november fandt den formentlig største demonstration i Tyskland siden Anden Verdenskrig sted på Alexanderplatz i Østberlin. Mellem 700.000 og en million mennesker var mødt op og peb de nye repræsentanter for regeringen, der lovede reformer. Fem dage senere faldt Muren.

»Alle siger, at det var Schabowski (Østberlins borgmester, red.), der åbnede Muren. Nej, det gjorde berlinerne. Det var presset fra Berlins borgere, der åbnede grænserne, ikke grænsemyndighederne eller borgmesteren. Hvis det kun havde været hans ord, stod Muren der sandsynligvis endnu,« slutter Eppelmann, som kom til at deltage i den første frit valgte regering i DDR og efter genforeningen blev valgt ind i Forbundsdagen for CDU.

jur@jp.dk

Østblokken på udsalg
Ivan. Hans kunstnernavn er altid Ivan. Hver dag trækker han i en kopiuniform fra Sovjetunionens tid og stiller sig op foran Checkpoint Charlie i Berlins genskabte Mitte.

Ivan har det hele. Østtyske stempler, amerikanske stempler og et charmerende smil, som får adskillige turister til at betale den euro, som er prisen for at få lov til at fotografere ham.

Så tager Ivan den røde fane med hammer og segl, stiller sig op foran de sirligt stablede sandsække og skaber i et splitsekund illusionen om, at dette virkelig er overgangen mellem Øst- og Vesttyskland.

Han er 21 år og husker intet om Murens fald. Har kun fået fortalt, at den stod der. Derfor siger hverken hans egne stempler eller de uniformsgenstande fra Den Røde Hærs tid, som gadesælgerne forsøger at afsætte til de forbipasserende, Ivan ret meget.

Faktisk kan han knap forstå den overvældende interesse for at tage kommunistiske souvenirs med sig hjem.

»Folk køber det, fordi det ikke ved, hvad det er. Mine forældre kunne ikke drømme om at købe et stempel. De har dem jo i deres pas.«

Ivan voksede op i DDR, og hans forældre finder ikke anledning til at samle minder fra den tid.

Men det er der adskillige andre der gør. DDR og Sovjetunionen er blevet en del af den tyske souvenirindustri.

Uniformsting, røde T-shirts påtrykt CCCP. Pelshuer med Lenin eller bælter fra den østtyske hær.

Alt kan fås for penge, og udgør både i Berlin og Moskva en betragtelig del af souvenirbutikkernes udvalg.

Mens berlinerne for 20 år siden havde travlt med at rive den forhadte mur ned, er den i dag en efterspurgt seværdighed.

Den diskrete række brosten, som snor sig gennem Berlin og markerer, hvor Muren stod, er ikke nok. Turisterne vil have rigtig mur og forstår ikke, at kun ganske få brudstykker er bevaret.

På luksushotellet Westin Grand lidt længere nede ad Friedrichstrasse har man forstået at udnytte interessen. En murblok er placeret i hotellets lobby, og de, som booker et arrangement, får udleveret hjelm, hammer og mejsel, så de kan hugge deres personlige mursouvenir ud og tage med hjem.

Muren er lige så efterspurgt som Berlins berømte isbjørn Knut.

En amerikansk biolog har foreslået byen at tilbyde det helt store Mur-show.

»Det kunne indbringe millioner hvert år. Efter at lufthavnen Tempelhof er lukket, har Berlin bare Knut. Hvad sker der med jer? Jeg havde virkelig ventet at se mere mur,« sagde 52-årige Kenneth Frick til den tyske avis die Welt.

Måske får han mere at se næste gang, han kommer. Efter 20 år uden Berlinmur synes tiden moden til at genopdage fortiden.

East Side Gallery, som ellers var ved at forfalde, er pudset op og nymalet. Bild Zeitung markerer jubilæumsåret ved at forære et stykke mur til alle tyske delstater, og i Bernauer Strasse lægges der store planer.

Her findes Berlins mindesmærke over de mange, som forsøgte at forcere Muren. Et ganske lille stykke fremstår næsten som før 1989 med to rækker mur, et stykke ingenmandsland og pigtråd. Men mere er på vej. Tanken er at bygge et slags oplevelsesmuseum. Projektmagerne har været på e-bay for at finde et originalt vagttårn, som skal placeres i det, der tegner til at blive en slags friluftsmuseum.

Planen deler tyskerne i to hold. Dem, der synes, at det er en god ide, og dem der absolut ikke synes, at det er en god ide.

»Når man kan genopføre en kopi af et barokslot i Berlin, hvorfor så ikke et stykke grænseanlæg med pigtråd, hundeløbegårde, grave og signaltråd?« lyder et af spørgsmålene fra den gruppe, der mener, at også eftertidens skolebørn, som nu er henvist til deres lærers evne til at iscenesætte fortællingen om de få murfragmenter, skal have mere at forholde sig til.

Historien skal ikke overlades til de mange Ivan'er, som poserer ved Checkpoint Charlie, Potsdamer Platz eller Brandenburger Tor.

Det ligner Disneyland, gør tragedien til en farce, og fakta er, at næppe nogen tysker ville trække i naziuniform og sælge hagekors. Men kommunismen sælger godt som souvenir.

jema@jp.dk
jan.dago@jp.dk

Læs Muren og miraklet

Særtillægget "Muren og miraklet" kan læses som e-bog her.
Læs magasinet

Murens fald

Jyllands-Postens fotograf Ole Lind var i Berlin i november 1989, da muren endelig faldt.
Se billederne

Opgaver

Muren og miraklet indeholder forskellige typer af opgaver, som inddrager elementer fra fagene tysk, historie og samfundsfag.
Se opgaver

Ren ostalgie

Et tysk par med hver sin barndom. Begge blev født, da Muren blev bygget, men vesttyske Jens må på museum for at forstå østtyske Katrins opvækst i det gamle DDR.
Læs reportagen