Sitemap | Avanceret søgning |

Den afrikanske dræber

Zambia er et afrikansk land i hastig forandring. AIDS-epidemien hærger som en steppebrand og sender børn og voksne i graven, endnu før de finder ud af, hvad der ramte dem. Jyllands-Posten har i otte dage slået sig ned i et af de hårdest ramte områder, en slumby uden for hovedstaden Lusaka.

Af Jakob Rubin
Publiceret 25-11-2001

Lusaka

»De dør hvert minut.«

Fader Amonn Hayden tager sig forfærdet til hovedet.


Fader Amonn Hayden
 

Foto: Nicky Bonne

»Situationen er katastrofal, og den bliver værre. Der er ingen tegn på bedring,« siger han på sit lille missionskontor i slumbyen Garden Compound ud for Zambias hovedstad, Lusaka.

Et kors svinger på hans bryst. Fader Amonn Hayden blev født i Irland, men har viet sit liv til Afrikas fattige. Han tager sig til hjertet med et 'oh good Lord'.

Men herren har ikke været god ved Garden Compound. Slumbyen lever ikke op til sit navn.

Her er ingen haver, intet smukt. Kun jord, stinkende affaldsdynger og grå cementhuse. Fra skæbnens hånd har Lusakas fattigste fået det værste, der var at byde på.

Fader Amonn Hayden forsøger med sin bedste vilje og små midler at råde bod på uretfærdigheden. Hans nonner besøger de syge, og missionen driver et hospice, et hjem for AIDS-syge i sidste fase.

På hospicet får patienterne et solidt måltid majsgrød om dagen. Bare dét gør, at nogle af dem bliver så meget bedre, at de kan tage hjem igen - for en kort bemærkning. Snart efter er de tilbage.

Mother Thereza Hospice, som det hedder, tilbyder de døende fred i de sidste timer, før AIDS'en får bugt med deres indtørrede, skeletagtige kroppe.

Det gør den hver eneste dag. Ifølge FN dør et menneske af AIDS et eller andet sted på kloden hvert elvte sekund, langt de fleste i Afrika. Den katolske præst vurderer, at mellem 15 og 20 mennesker dagligt dør i Garden Compound.

Tallet er enormt for et område, der befolkningsmæssigt svarer til den københavnske forstad Gladsaxe.

AIDS er for længst blevet den hyppigste dødsårsag i den sydlige del af Afrika. I Zambia er den gennemsnitlige levetid af samme grund faldet til godt 40 år. For 15 år siden var den 54 år.

Hver tredje smittet
Regnet ud på et år dør en ud af ti indbyggere i Garden Compound. I snit er hver tredje smittet, deriblandt mange nyfødte børn. Regner man tallet ud for særlige grupper af indbyggerne er det langt højere. For eksempel har næsten halvdelen af kvinderne på fødselsklinikkerne AIDS eller HIV.

AIDS har ramt alle. Ingen familier går fri. Man går til begravelse hele tiden og lader alligevel som om, sygdommen ikke eksisterede.

»Det er tabu. Noget mystisk, der er så forfærdeligt, at ingen tør tænke på det,« fortæller socialarbejderen Emmanuel Mubanga.

»Derfor kan vi ikke tale om det. Patienterne nægter. De tør ikke se i øjnene, at de har AIDS og foretrækker alle mulige andre forklaringer,« siger han.

»Det gør arbejdet med at bekæmpe AIDS så utrolig svært.«

Men Emmanuel Mubanga prøver. Han arbejder for Zambias Røde Kors, der driver et hjem for forældreløse børn. Den slags er der god brug for, efterspørgslen er eksploderende, for AIDS er ikke bare dødelig, den er kynisk.

Dem, den tager, er de voksne i den seksuelt aktive periode. Det vil sige, forældrene til de små børn, de erhvervsaktive, de uddannede, skolelærerne. Tilbage bliver de gamle og de helt små.

I midten: Et stort hul, der hvor drivkraften i landet skulle komme fra.

Garden Compound er en enklave uden for hovedstaden. En slumby, der strækker sig på begge sider af en landevej. Husene er små og lavet af tørrede blokke af mudder eller af billige cementmursten. Vejene bliver til mudder i regntiden, som netop er begyndt. Arbejdsløsheden er 95 procent.

Advarsler uden virkning
Håndmalede skilte advarer om AIDS uden at tage ordet i brug.

Fra et får man at vide, at "Smarte piger siger nej til sex før ægteskabet". Et andet garanterer, at "Man kan godt være en sund person uden at have sex".

Begge dele er muligvis rigtige, men det er lige fedt. Teksten er på engelsk, og selv om det er landets officielle sprog, er det ikke udbredt i Garden Compound. Her taler man bemba, tonga eller et af Zambias 33 andre sprog, og i øvrigt kan de færreste læse.

Ud til landevejen ligger et såkaldt Pick Up Center - her samler man hjemløse børn op. De fleste er gået hjemmefra, fordi forældrene var døde eller syge, og der ikke var mad nok.

»Regeringen besluttede, at gaderne skulle ryddes for børn. I Garden Compound fandt vi 150. Der er mange flere, men vi kan ikke have dem,« siger lederen af Pick Up Centret, Lillian Chikoti.

Børnene er fra seks til atten år. Nogle af pigerne på 12 eller 13 har et barn hængende på armen. Centret er sølle. Der er en skolestue, hvor børnene får undervisning på skift. De får en skål majsgrød om dagen, og dét holder mange til, fortæller hun, og så trænes de i et håndværk. Syning, sløjd eller at dyrke jorden.

Glæde trods elendighed
Selv om børnene tilhører jordens fattigste, og deres tøj hænger i laser er der grin over hele linjer, den dag Jyllands-Posten aflægger besøg. De hopper og slår flikflak, en demonstrerer talent med en fodbold lavet af klude, der er bundet stramt sammen med snor.

I skolestuen byder Lillian Chikoti børnene at hilse på de fremmede. 38 små struber rejser sig op og skråler i vilden sky "Good morning, Sir, how are you", så bliktaget blafrer.

En lille pige skal i dag følges hjem til sin familie. Der skal hun igen bo, har man bestemt, og hun er indstillet på det.

Shadrack Siwale og Selenia Matimelo, begge socialarbejdere på Lillian Chikotis børnehjem, tager afsted. Langs de små huse følges den lille pige hjem. Der gøres stop ved et hus af mudder med et rum, hvorfra en masse børn og en fuld bedstefar strømmer ud.

Pigens far er død for nylig. Moderen, Jennifer Nyirenda på 28 forklarer, at han døde af hjerne malaria. Socialarbejderne ved godt, hvad det betyder. De ved også, at det med næsten 100 procents sandsynlighed betyder, at moderen følger efter inden for et år.

»Hun nægter at have AIDS og ved ikke, hvad det er,« siger Shadrack Siwale og spørger alligevel moderen.

»Ja, det er en sygdom, man kan få, hvis man sover med en mand, andet ved jeg ikke,« svarer hun.

Oplysning gennem teater
Garden Compounds flertal af fattige har hverken radio eller fjernsyn og heller ikke strøm. De kan ikke læse eller skrive, og skal de oplyses om AIDS, skal det ske gennem teaterstykker, forklarer Shandrack Siwale.

Det gør Røde Kors Centret så, opfører teaterstykker om AIDS, men vejen er lang.

På jordvejene går de syge forbi. Man kan se dem. Øjnene er svage, de er magre og fryser trods den afrikanske varme. En ud af tre. Man kan tælle.

Et sted banker Hr. Zulu aluminiumsplader til spande og baljer, et andet sted sælger fru Phiri monkoyo rødder, der kan koges til en sund og velsmagende drik, som giver styrke.

Livet går videre i Garden Compound, selv om det slutter hele tiden. Et skilt ved vejsiden lover stort. Det er fra Dr. Kalande, han er medicinmand fra provinsen Luapula, og det er derfra, de bedste kommer.

Dr. Kalanda går ikke i små sko. Han kan noget, vestens videnskabsmænd ville betale meget for at lære.

På skiltet lover han at helbrede bensmerter og uddrive Ingulu og Ifibanda - to onde ånder. Han kan fjerne forvirring og har en medicin, der kan få dig til at vinde en retssag.

Og det bedste: Han kan helbrede AIDS.

Der går vi ind.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten


AIDS-oplysning
Foto: Nicky Bonne

'