Sitemap | Avanceret søgning |

Den tredje vej

Da godset Svanholm kom til salg for snart 30 år siden, ville Simon Spies gerne have købt det - men ejeren valgte i stedet at sælge til 150 mennesker, der ville bo i storkollektiv.

Af JØRGEN KAARUP
Publiceret 16-03-2008

Bo Læssøe var første mand på Svanholm. Han blev ansat som traktorfører på godset en måned før, det blev til storkollektiv. Han lærte marker og stedet at kende - og det var pga. hans og en kollegas landbrugsuddannelse, at kollektivets køb blev muligt. Visionen om fællesøkonomi, økologisk landbrug, fællesskab og et sundt liv kunne føres ud i livet.


Svanholm (2)

Foto: Esben Nielsen
 

En del besøgende, især fra udlandet, kalder det kommunisme, og på mange punkter ligner det socialisme ført ud i livet: Uanset om man er læge eller arbejder hjemme for at lave mad til fællesspisningen, får man stort set det samme beløb udbetalt.

"Vi kalder det den tredje vej", siger Bo Læssøe."Vi følger med tiden og den produktion, vi har, afsættes på liberalistiske vilkår. Vi har også taget et mindre lån i værdistigningen på godset for at omsætte den til pension, når de hjemmearbejdende når den alder. Men der er næppe noget andet sted i landet, hvor man er så tæt på ligeløn som her," siger den erfarne svanholmer.

Han er selv ved at trappe ned efter i 30 år at have arbejdet med og ledet planteproduktionen på Svanholms 220 hektar agerjord.

"Vi arbejder stadig for at dele frem for, at den enkelte skal have det hele for sig selv. Så på den måde har ideologien holdt. Men ja, vi har da fået bedre biler, vi tager også på ferie nu, vi har fået større og bedre boliger og på den måde udviklet os på linje med det øvrige samfund".


Bo Læssøe
Bo Læssøe var første mand på Svanholm. Han blev ansat som traktorfører på godset en måned før, det blev til storkollektiv.
Foto: Esben Nielsen
 

Svanholm fylder som storkollektiv 30 år 31. maj i år. I dag bor her 80 voksne og 40 børn rundt om på godset og dets mange bygninger. Seneste skud på stammen er 925 kvadratmeter bolig, indrettet i den gamle hestestald. Det gav plads til 16 nye voksne samt deres børn.

"Vi er i fuld gang med et generationsskifte her," siger Bo Læssøe, selv 63 år gammel. "Derfor er det først og fremmest børnefamilier sidst i 20'erne og i 30'erne, der nu er flyttet ind. Vi havde mange, der gerne ville flytte hertil, så vi kunne selv vælge og prioritere, hvem der skulle være de nye svanholmere".

Godt halvdelen af beboerne i storkollektivet arbejder hjemme, med service, med produktion af landbrugsvarer, trævarer og emballage og økologisk byggeri af bl.a. huse fra egen tegnestue. Omkring 30 har udearbejde.

Fællesøkonomien er med tiden ændret, så den enkelte nu råder over 20 procent af sin bruttoindkomst, uanset om man er hjemme- eller udarbejdende.

"Det var også et eksempel på en justering af ideologien, at vi gik væk fra den totale fællesøkonomi, hvor man fik udbetalt lommepenge", siger Bo Læssøe. I dag er han godt tilfreds og synes, at det er lykkedes dem at skabe en ny måde at leve, bo og arbejde på landet.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Opgaver

106. Faktaboks om storkollektivet Svanholm
På Svanholms hjemmeside kan man finde en lang række oplysninger om både det praktiske og principielle grundlag for livet i storkollektivet.
Læs mere

107. Fællesskabet på Svanholm
Birgitte på 24 bor i storkollektivet Svanholm og er landbrugselev. "Det er tit ensomt at være almindelig landmand, men her på Svanholm er vi mange om at løfte i flok - derfor bor jeg her," fortæller hun.
Læs mere


Svanholm (1)
Foto: Esben Nielsen

Video

Landbrugselev på Svanholm
Birgitte på 24 bor i storkollektivet Svanholm og er landbrugselev. "Det er tit ensomt at være almindelig landmand, men her på Svanholm er vi mange om at løfte i flok - derfor bor jeg her," fortæller hun.

'