Sitemap | Avanceret søgning |

Hjem til Stokkemarke

Da Heidi og Niels Borre efter 12 år i København vendte hjem til Stokkemarke på Lolland, lød der advarsler, for hvad skulle de bruge deres fine uddannelser til på landet? I dag har de begge spændende job og er glade for at være sluppet for huslejestress i storbyen.

Af HEIDI KORSGAARD
Publiceret 11-03-2008

På deres visitkort står der projektledere. Både Heidi og Niels Borre har i dag, otte år efter, de flyttede til Lolland, stillinger, hvor de kan bruge deres uddannelser cand. linc. merc. og HD. Da parret ville flytte på landet, meddelte Niels sin arbejdsgiver, at han nu flyttede til Stokkemarke.


Heidi Borre (1)
Heidi og Niels Borre savnede naturen, da de boede i København. Da de begyndte at overveje at udvide familien, flyttede de hjem til Stokkemarke på Lolland.
Foto: Niels Hougaard

»Verden har forandret sig, og i min branche er man ligeglad med, om Niels bor i Stokkemarke, Indien eller København. Det er de personlige kompetencer, der er vigtige, og jeg kan sagtens udføre mit job fra mit hjemmekontor, for alt foregår per mail og computer i dag. Mange holder sig nok væk, fordi der stadig er lavere status i at bo i Stokkemarke end i København, selvom man har samme udfordrende jobmuligheder,« siger Niels Borre, 42 år, der arbejder med salg og marketing hos Vestergaard Frandsen.

Heidi havde indstillet sig på, at beslutningen om at flytte på landet nok ville koste hende karrieren.

»Jeg troede, jeg var nødt til at gå på kompromis med karrieredrømmene, hvis vi flyttede på landet, men det viste sig, at der også er spændende job at få her,« siger Heidi Borre, 39 år, projektleder i Fonden Femern Bælt Forum.

Ikke låses fast af husleje
Både Heidi og Niels er født og opvokset i Stokkemarke, men da de skulle i gang med deres uddannelser, var de ikke i tvivl. Fremtiden lå i København.

Sådan lød det fra deres daværende lærere.

»I firserne solgte de os drømmen om København som mulighedernes by. Det handlede udelukkende om at søge væk. Problemet var, at de glemte at sælge den sidste linje - at vi skulle komme tilbage, og at landet også har noget at byde på. Derfor er så få vendt tilbage,« mener Niels Borre.

Mødet med København blev i første omgang en god oplevelse for parret.

»Byen havde alle de muligheder, vi var blevet stillet i udsigt, og vi nød vores år på Østerbro med cafeer, mange restauranter at vælge imellem og muligheden for teater- og biografbesøg. Vi savnede dog naturen, men selv om vi nogle gange talte om at flytte, blev det ved snakken. Først da vi ville stifte familie, vendte vi blikket mod landet,« fortæller Heidi Borre, og Niels supplerer:

»Vi oplevede, at når tilflyttere stiftede familie i København, endte de med at låse sig fast i et hus med en meget høj husleje, og de havde kun et ringe netværk. Sådan ville vi ikke leve.«

Ved at miste alt liv
At give deres kommende barn en tryg opvækst i et lille landsbymiljø med en lille skole stod højt på ønskelisten, og da Niels allerede ejede et hus i Stokkemarke på næsten 300 kvadratmeter, lå det lige for at rykke tilbage.

»Det har aldrig været planlagt, at vi skulle tilbage. Huset har jeg altid haft lejet ud, men med familiedrømmen var det oplagt at overtage det, og vi kunne få råd til at sætte det i tip top stand og få det præcis, som vi drømte om, fordi der ikke var en københavnerhusleje,« fortæller Niels.

Men mens Heidi og Niels' liv begyndte at spire på landet, og de fik en søn, oplevede de, at udviklingen gik mere og mere i stå omkring dem. Mange butikker var i årenes løb forsvundet fra gadebilledet, og i 2005 besluttede politikerne at lukke den lokale skole.

»Truslen om skolelukning fik mig til at rejse mig på et borgermøde og sige, at vi simpelthen ikke måtte give afkald på mere, for hvad ville vores landsby være uden en skole? Gav vi afkald på skolen, ville alt liv forsvinde fra byen, og der ville ikke flytte flere børnefamilier til,« siger Heidi Borre, som efter mødet blev frontløber for at omdanne kommuneskolen til en friskole.

Drømmen gik i opfyldelse, og i dag har skolen omkring 130 elever.

»Jeg er meget stolt over, at det lykkedes, for der kommer ikke noget til en, når man bor på landet. Her må vi kæmpe for tingene, og det kræver et helt specielt engagement,« mener Heidi Borre.

Aldrig mere København
Heidi og Niels føler, at udviklingen så småt er ved at vende på Lolland. Kommunen er i øjeblikket ved at rive omkring 1.200 boliger ned.

»Det har gjort ondt at se på alt det gamle ragelse, og det tiltrækker de forkerte, så det er bare om at få ryddet op. Selvfølgelig skal der være plads til alle, men hvor der er noget godt, kommer der mere godt til, og det har vi brug for. Vi skal have flere ildsjæle herud,« siger Niels Borre.

Selv om både Niels og Heidi har været glade for København, er hovedstaden for altid et lukket kapitel.

»Jeg føler, vi bor lige uden for Københavns byskilt, og jeg kan sagtens nå til møde et sted i Europa og komme ud og hjem fra Stokkemarke samme dag. Det dyre liv i København tiltaler os ikke. Så i fremtiden bor vi enten her eller et andet sted i verden,« siger Niels Borre.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Opgaver

97. Indkomst og udgifter i et yderområde
Der er lavere status i at bo i Stokkemarke på Lolland end i København, selvom man har samme udfordrende jobmuligheder, siger Niels Borre. Han er glad for at slippe for "huslejestress".
Læs mere

98. Ragelse eller råd til renovering
Heidi og Niels er vendt hjem til Lolland med lange uddannelser i bagagen og de økonomiske ressourcer til at sætte et hus i tip top stand - i modsætning til de mange andre huse, som står og forfalder i området.
Læs mere


Heidi Borre (2)
Livet i København er ikke længere tiltrækkende for Heidi og Niels Borre. Så enten bliver de boende i Stokkemarke - eller et andet sted i verden.
Foto: Niels Hougaard

Hjemegnen
I landsbyen Stokkemarke, et stykke uden for Maribo på Lolland, bor der omkring 500. I hele sognet er der 1.400 indbyggere.

Tidligere var der fem skoler i området omkring Stokkemarke, men i 2005 besluttede politikerne at lukke den sidste kommuneskole. Udelukkende på grund af ildsjæle er der i dag en friskole i Stokkemarke.

Som en del af et byfornyelsesprojekt har friskolen for nylig fået ca. 1 mio. kr. til en naturlegeplads.

Lolland Kommune planlægger at rive 1.200 faldefærdige boliger ned i de kommende år for at undgå for mange ressourcesvage indbyggere og for at få huspriserne til at stige og gøre området mere attraktivt.

'