Sitemap | Avanceret søgning |

Kulturen, der blev væk

Forfatteren Knud Sørensen fylder 80 år på mandag og fejrer den med udgivelse nr. 40. Ingen anden nutidig skribent har beskrevet livet på landet så indgående - han ser vedvarende energi som en oplagt mulighed for at få mere liv i landområderne.

Af JØRGEN KAARUP
Publiceret 06-03-2008

Et solidt, gult hus i et villakvarter er hjem for dansk litteraturs lyriske landmåler og arne for hans mange skriverier om bondekulturen. Vi er i Nykøbing, Mors' hovedstad, ikke ude på landet, som man måske kunne forvente om en "bondedigter". Blæsten går også i dag frisk over villakvarteret tæt ved Limfjorden.


Knud Sørensen
Bønder er overlevere, siger Knud Sørensen, men de kan bruge tilflytternes gejst til at sætte nye ting i gang.
Foto: Esben Nielsen
  

Knud Sørensen byder velkommen med et glas hjemmelavet blåbærsnaps.

»Det holder både krop og hjerne i gang,« siger han. Blåbærrene er fra det helt rigtige sted i klitten ved Nr. Vorupør.

»Der, hvor kirketårn og legestativ står på linje, skal jeg gå et vist antal skridt til højre, så er jeg ved mine blåbær,« siger den tidligere landinspektør, som har lært barnebarnet på syv år at finde stedet. Turen går hvert efterår til klitten ved vestkysten.

Knud Sørensen er imidlertid hverken nostalgiker eller tilhænger af at romantisere den kultur og det liv, de fleste danskere har haft til fælles.
»Bondekulturen var værdifuld engang, da alle, der boede på landet, var afhængige af landbruget. Uanset om man var brugsuddeler, mejerist eller landmand, så havde man det til fælles, at landbrugets vilkår dikterede skæbnen. Og netop denne fælles skæbne skabte fællesskabsfølelsen, som var det mest værdifulde ved bondekulturen,« fastslår Knud Sørensen.

I hele sit varierede forfatterskab - spændende fra digte over noveller til romaner og dramatik - har Knud Sørensen som ingen anden været en solidarisk og kritisk betragter af livet i industrilandet Danmarks "udkanter".

»Bondekulturen har for mig været interessant at skildre, fordi det var den kultur, flest danskere i længst tid havde til fælles. Det er bl.a. kommet til udtryk i et ganske særligt sprog, det uudtalte, tavse, fælles underforståede, og dermed også antydningens kunst.«

Blomstrende udkantskultur
Hvad har vi som danskere mistet?

»Kultur opstår ud fra erfaringsfællesskaber, og her er de aktuelle erfaringer afgørende. I dag arbejder de fleste af dem, der bor på landet, i byerne. Det er i byen, de har deres arbejdsfællesskab, og når de har fri og er hjemme i landsbyen, har de et fritidsfællesskab med de øvrige beboere.

De gamle beboere, ældre og de få landmænd, der tilbage, har en helt anden virkelighed, så bondekulturens fælles skæbne er væk - for evigt. Det var værdifuldt engang, men man kan aldrig gå tilbage i tiden, selvfølgelig kan man ikke det.

Til gengæld er der sket det positive, at en ny udkantskultur blomstrer op. Den har mange udtryk, egnsteater, musik, foreningsliv. Og her sker der heldigvis det, at rigtig mange tilflyttere sætter ting i gang. De kommer med drømmen om at skabe et godt lokalsamfund, og de er tit ressourcestærke mennesker. I modsætning til tidligere er der nu ikke længere konflikter mellem de "gamle" beboere og de nye tilflyttere. De arbejder sammen og får nye, fælles erfaringer.«

De fleste byboere tror vist stadig, at man skal bo på landet i flere generationer, før man bliver accepteret. Er det ikke stadig sådan?
»Nej, sådan var det for 20-30 år siden. Men fordi "de nye" er blevet de fleste - dem med arbejde i byerne - er der i dag en udpræget accept at forskelligheden.

Ofte arbejder man sammen om f.eks. at bygge kulisser til det lokale teater, og så lærer man hinanden at kende. Og kan så forstå og acceptere forskelligheden, som jo blandt andet er sproget: det fælles underforståede var karakteristisk for bondekulturen, fordi der var fælles vilkår. Men som tiden er gået, og den nye kultur har afløst bondekulturen, så bliver erfaringen, at begge parter har brug for hinanden. De "gamle beboere" har brug for tilflytternes gejst til at sætte nye ting i gang. Og tilflytterne har brug for de lokales evne til at overleve, som også er et af de overleverede karaktertræk. Bønder er overlevere.«

Hvad ville problemet egentlig være, hvis alle mennesker om nogle år boede i de større byer - så kunne landområderne være natur og rekreative områder?

»Mennesker er forskellige, og nogle vil faktisk helst bo på landet. Det ville være at tvinge dem til en livsform, de ikke ønsker. I det ideelle samfund er der frihed til at vælge, hvor man vil bo, leve og arbejde. At tvinge folk ind i byerne imod deres vilje ved langsomt at kvæle livsvilkårene på landet er lige så slemt som at sige: Nu skal storbyerne ryddes, for trafikken er blevet for voldsom, nu tvinger vi folk til at bo på landet.«

Ingen kulturel udørk
»Mange tror, at vi herude lever i en kulturel udørk. Ganske vist har vi ikke en café på hvert andet gadehjørne, men vi har masser af kultur.

Jeg tror, at hvis man tog en tilfældig tirsdag i februar og talte antallet af kulturelle arrangementer og satte det i forhold til befolkningstal, så ville landområderne komme ind på en klar førsteplads. Vi har både det, man kalder finkultur, i f.eks. Nykøbing - og så en anden form for kultur,
som involverer langt flere mennesker direkte, deltagerkulturen, kunne man kalde den.«

Hvad skal der til for at vende den negative udvikling, rent befolkningsmæssigt?

»Det handler jo først og fremmest om at få flere arbejdspladser. Men især zonelovgivningen spænder ben og hindrer, at det sker. Den har snævre grænser for, hvad man kan lave af nyt på landet - og det burde politikerne for længst have lavet om.«

Fra sit arbejde som landinspektør ved Knud Sørensen, hvad han taler om på det område. Han husker engang, en mekaniker havde lavet værksted i en tidligere landbrugsbygning. Først kom én myndighed og opfordrede ham til at få en lærling. Da han så tog en lærling, kom Arbejdstilsynet og sagde, at værkstedet nu var for lille til to. Men han måtte ikke udvide pga. bestemmelser i planloven.

Nye muligheder
Knud Sørensen har altid engageret sig i debatten og i initiativerne på landet. Som foredragsholder har han stadig god føling med, hvad der rører sig. Han ser den øgede fokus på klimadebatten som en oplagt mulighed for at få de nye arbejdspladser, der så hårdt er brug for.

»Når der tales om udnyttelse af biomasse er der jo ikke noget mere oplagt end at lægge virksomhederne i tilknytning til de steder, planterne dyrkes. Vedvarende energi begyndte på landet, for alle vidste, at der engang stod en vindmølle på hver eneste gård. Derfor var det herude, at små smedemestre eksperimenterede med biogas i en tønde omme bag værkstedet - og det var lokale smedemestre, der startede det, der nu er blevet til Verdens største vindmøllefabrik, Vestas.«

Knud Sørensen ville ønske, at hans forudsigelse af vedvarende energi som katalysator for en ny udvikling på landet, kunne blive udnævnt til en prognose. De har det nemlig med at blive selvopfyldende .

»Prognoser er farlige, hvis de betragtes som sandheden. De kan bruges til at spørge: Er det der, vi vil ende? Det samme gælder udviklingen i bestemt form: Udviklingen kræver. Så er det som om, der ikke er mere at diskutere. Men det menneskelige glemmes alt for ofte i dagens debat, hvor prognoser og fremtidsforskere fylder meget. Vi skal stoppe op og sige: Hvor vil vi hen - hvor tvinges vi hen? Og er det ønskeligt at komme derhen?

Foreløbig ser Knud Sørensen frem til mandagens fødselsdag. Den udvikling kan ikke stoppes. Lørdag fejres han under private former, søndag er der reception, og på fødselsdagen udkommer andet bind af hans erindringer, "Kun slutningen mangler", udgivelse nr. 40. Den manglende slutning ligger forhåbentlig mange år fremme i tiden.

»Jeg håber, der kommer mere,« siger fødselaren.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Opgaver

84. Novelle fra landlivet
Knud Sørensen er kendt som udkanternes og det underspilledes digter. Forfatteren har selv udtalt, at de mennesker som bor der, er "mærkeligt overset i den almindelige samfundsdebat".

Læs mere

85. Mødet mellem "de gamle" og "de nye"
Man skal ikke længere bo på landet i flere generationer for at blive accepteret, siger forfatter Knud Sørensen, der har skrevet om livet på landet i mange år.
Læs mere

Video

Forfatteren Knud Sørensen
Forfatteren Knud Sørensen bor selv i et yderområde, nemlig på Mors. Han er en af dem, der bedst har beskrevet den landbokultur, der nu snart er historie. Knud Sørensen er i dette interview optimist og ser nye tendenser på landet - bl.a. er skellet mellem tilflyttere og dem, der har boet på stedet i generationer, næsten væk. "Tilflytterne er tit dem, der sætter gang i nye ting".

Knud Sørensen
  • Født 1928 i Hjørring.
  • Landinspektør 1952. Flyttede til Mors i 1958. Første bogudgivelse 1961. Arbejdede som landinspektør frem til 1985, derefter fuldtidsforfatter, foredragsholder og debattør.
  • Har været anmelder ved Morgenavisen Jyllands-Posten og Aktuelt, columnist ved Fyens Stiftstidende og Aarhuus Stiftstidende.
  • Kendt som landbolivets skildrer i digte, noveller, romaner, artikler, radiomontager m.m.
  • Indskriver sig i historien med jysk fortælleskik på linje med Steen Steensen Blicher og Johan Skjoldborg, som begge er portrætteret i biografier af Knud Sørensen.
  • Flere litteraturpriser, bl.a. for biografien om Blicher.
Knud Sørensens yndlingsromaner om livet på landet
  • Martin Jensens "Vestenvind" (1942) »En roman, som fortæller om mennesker i et landsogn i 1920'erne og -30'erne, ikke mindst om de religiøse og politiske brydninger. Den slutter med hovedpersonens opbrud. Romanen ligger fint i forlængelse af Skjoldborgs, Aakjærs og Marie Bregendahls skildringer.«
  • Erik Aalbæk Jensens "Perleporten" (1964). »Bogen skildrer et landsogn, der næsten lukker sig om sig selv og de lokale problemer. Tidspunktet er året for udbruddet af 2. Verdenskrig, men det drama, der udspiller sig ude i den store verden, kommer kun drypvis ned i den lokale bevidsthed.«
  • Hans Otto Jørgensens "Ida og Aksel-trilogien" ("Helt og heltinde" (2001),"Den fotograferede Dreng" (2002) og "Med plads til hundrede køer" (2007)) og Jens Smærup Sørensens "Mærkedage" (2007). »De skildrer på hver sin fascinerende måde de ændringer, der er sket i landbosamfundet op igennem den tid, som også har afsat erindringer i min hukommelse.«
Bondelandet
  • Fra Yngre bondestenalder og 5.000 år frem var Danmark et bondeland. Frem til 1900-tallet boede de fleste danskere på landet med tilknytning til landbruget.
  • I begyndelsen af 1900-tallet udvandrede hver sjette fra et fattigt liv på landet til eventyret i Amerika. Staten lavede lovgivning for at forbedre forholdene for de fattige landarbejdere. Det blev til tvangsudstykning af jord fra de store godser til de såkaldte husmandsbrug. Formålet var at få flere familier til at bosætte sig som selvejende bønder.
  • På få år overhalede antallet af små landbrug antalsmæssigt de store. I 1936 nåede Danmark det højeste antal landbrug nogensinde: 208.000.
  • Fra 1960 til i dag er der lukket historisk mange landbrug og tilknyttede virksomheder som mejerier, slagterier og foderforretninger. Det er i disse 50 år, affolkningen af landområderne har været voldsom.
  • I 2015 forventer Dansk Landbrug, at der er 8.000 fuldtidslandbrug tilbage.
  • 62 procent af Danmarks areal er landbrugsjord.
'