Sitemap | Avanceret søgning |

På vej mod Danmarks største øko-landbrug

Efter nogle vilde år med hektisk karriereliv i København vendte 35-årige Susanne Hovmand hjem til Lolland og overtog familiens gods, Knuthenlund. Med sig havde hun et imponerende cv og en tro på, at økologiske varer er fremtiden. Hun ville stå bag Danmarks største øko-landbrug.

Af Heidi Korsgaard
Publiceret 29-02-2008

Jorden var udpint. Der var ingen regnorme tilbage i markerne, ligesom antallet af ansatte på godset var dalet gevaldigt. Så der var noget at tage fat på, da Susanne Hovmand for et par år siden vendte hjem til familiegodset på Nordlolland efter 15 år i nogle af verdens og Danmarks storbyer.

Med en cand.negot.-eksamen i tasken og erfaringer fra job som business manager og "chefens højre hånd" var hun klar til at blive sin egen chef. Og hun havde en plan. Hun ville lade sin store passion for økologi få plads i karrieren.


Susanne Hovmand

Foto: Heidi Korsgaard
 

- Min familie har altid lidt meget af allergi, og vi har derfor været meget bevidste om økologi, lige siden jeg var barn. I de senere år var min far begyndt at drosle ned arbejdsmæssigt. Han var ikke indstillet på at omlægge godset til økologisk drift, men så kom jeg og var blevet en rigtig øko-forbruger og var tændt på at ændre hele driften. Jeg følte, at tiden var moden til økologi, og så er det bedste udgangspunkt for en god forretning vel også, at man selv gerne vil købe den vare, man producerer, siger Susanne Hovmand med masser af energi bag ordene.

Rundt i Europa

Energi, mod og virkelyst skulle der også til for at føre øko-planen ud i livet. Susanne mødtes med bankrådgivere og tænkte sin rolle i lokalområdet igennem mange gange, inden hun drog rundt i Europa for at lytte til andre store øko-landmænds erfaringer. Efter et år var Susanne Hovmand overbevist og klar til at ændre hverdagen på Knuthenlund.

- Jeg ville undersøge tingene grundigt og ikke gamble, for jeg har et ansvar - både over for banken og de ansatte her. Når man er godsejer, hviler der altid mange øjne på en og den måde, man gør tingene på, så det var vigtigt, at jeg havde tænkt det hele godt igennem. Min plan måtte endelig ikke virke som en pludselig indskydelse fra en, der havde rejst rundt i den store verden og fået en fiks idé, siger Susanne Hovmand og griner.

Lange arbejdsdage
Da Susanne Hovmand overtog godset, var der fire mandlige ansatte. I dag er der kommet nyt liv på godset og de omkring 1000 hektar tilhørende jord. I alt 13 er ansat til at få Danmarks største øko-landbrug op at køre, og flere af dem er nu kvinder. Det, mener Susanne Hovmand, skaber den bedste arbejdsplads. I det hele taget er hun glad for de mange forandringer, selv om det betyder, at hun ofte må arbejde ti timer alle ugens syv dage.

- Jeg har altid arbejdet lidt for meget, griner Susanne Hovmand højt, men bliver så alvorlig.

- Det giver mig meget at arbejde herude på landet, for vi giver os mere tid til at snakke og til at have hjertet med i tingene. Her sidder jeg ikke bare 80 timer om ugen foran computeren, som jeg tidligere har gjort. Jeg er derimod med til at skabe et aktivt landdistrikt, og det betragter jeg ikke kun som arbejde.

Oste med smag
Med i Susannes økologiske ideer er også et stort ønske om at åbne godset for folk, der gerne vil se, hvordan fødevarer bliver til. På markerne tæt ved hovedbygningen går der allerede i dag får rundt, og mange flere er på vej fra Sjælland. Planen er, at der omkring gården skal være et stort leben af får og geder, og de skal levere mælk til det mejeri, som i øjeblikket er ved at blive bygget. Herfra vil Susanne Hovmand og hendes ansatte producere specielle oste.

- I mine øjne skal en herregård ikke være sådan et sted, hvor der sidder fire mennesker i hovedbygningen og troner. Her skal være liv, og jeg vil gerne have, at godset får den betydning for lokalområdet, som det havde i gamle dage. Varer produceret i lokalområdet har været helt udkonkurreret, men nu vil jeg gerne sætte Lolland på det gastronomiske landkort igen, for eksempel med vores oste.

- Vi skal væk fra stilstanden og i stedet vise, at varer hernedefra smager af noget. Med øko-ideen kan jeg forhåbentlig være med til at ændre Lollands image, siger Susanne Hovmand.

Opgaver

58. Hvad er økologisk landbrug?
Det tager tre år for Susanne at gøre hele sit landbrug økologisk. Men hvordan adskiller det sig egentlig fra almindeligt landbrug?
Læs mere

59. Økologi på hylderne - fra land til by
Når man som forbruger køber en økologisk vare , har den haft en anden vej til butikken end den ikke-økologiske vare ved siden af.
Læs mere

60. Økologi og sundhed
Der er kommet mange økologiske varer i butikkerne de senere år. Det er godt for miljøet, men er økologiske fødevarer også sundere? 
Læs mere

Knuthenlund Gods
Susanne Hovmand overtog Knuthenlund Gods på Lolland ved årsskiftet 1999/2000. Siden hun var 21 år, har hun vidst, at hun skulle overtage familiegodset. 

Det tager tre år at omlægge markbruget på godset til økologi. I 2010 kan Susanne høste sin første økologiske høst. I de kommende år hun og hendes ansatte på at etablere et mejeri og et wellnesshotel med restaurant.
'