Sitemap | Avanceret søgning |

Drømmen om stor bedrift og voldgrav

Siden 26-årige Per Brems gik på efterskole, har han vidst, at han ville være landmand og eje sin egen gård med mange dyr. Derfor sparede han en halv million kroner op, som han var parat til at investere. Men Per fik ikke sin drømmegård i Sønderjylland.

Af Heidi Korsgaard
Publiceret 29-02-2008

Drømmen om den store sønderjyske gård til 35 millioner kroner brast en fredag for et par år siden. Per Brems fra Nordfyn havde ellers ugen før fået tilsagn om, at han kunne købe gården, og han havde sågar været ude at fejre købet af gården med sin kæreste. Over middagen på et bøfhus i Odense havde de vendt tankerne om det nye liv på den store gård, men nu stod de pludselig uden gård. Sælgeren havde foretrukket en anden køber end Per.


Per Brems

Foto: Heidi Korsgaard
 

- Jeg havde det rigtig skidt med, at vi ikke fik gården - det gik mig virkelig på. Jeg var mentalt gearet til at få min egen gård og havde knoklet i seks år for at spare en halv million sammen. Min far ville kautionere for mig, så alt var på plads, og alligevel bristede min drøm. Det var et hårdt slag. Omvendt vidste jeg, at jeg ikke bare ville gå ud og købe en anden gård, bare for at købe en - det skulle være den rigtige, fortæller Per Brems.

Konkurrence om at tjene mest
Per Brems er vokset op på en nordfynsk gård, og både hans far og farfar har været landmænd. Siden Per var barn, har han og hans bror, Niels, altid fået lov til at være med ude i stalden og i marken, og derfor faldt det naturligt for Per, at han skulle være landmand. En af dem med rigtig store ambitioner. 

- Som barn blev jeg parkeret i foderrummet eller sad oppe på traktoren med min far, og da jeg blev ældre, elskede jeg ligefrem at køre halm. Da gik der nemlig sport i det mellem mig og mine kammerater: Hvem kunne køre længst og tjene mest? Men selv om jeg tidligt begyndte at spare op for at få min egen gård, har jeg også taget mig tid til privatliv og fester og ikke udelukkende knoklet. Jeg kørte bare halm til sent om aftenen og gik til fest bagefter ved 23-tiden, fortæller Per Brems og fortsætter:

- Desuden var jeg heldig, at der var en god ordning med etableringskonti, da jeg studerede. Ordningen gjorde, at jeg kunne sætte 5000 kroner ind hver måned, som jeg ikke skulle betale skat af, og så kunne jeg leve af det, jeg tjente derudover. På den måde gik opsparingen lidt hurtigere, og jeg viste banken, at jeg kunne spare sammen og være driftig, og samtidig at jeg havde masser af energi.

- Jeg har måske ikke haft helt så mange mobiltelefoner og fjernsyn som mine jævnaldrende, men jeg føler ikke, jeg har givet afkald på noget for at være målrettet.

Rundt i verden i syv måneder
Dengang Per ville købe gården i Sønderjylland, var han bare 23 år og havde uddannet sig til driftsleder - et krav for at få lov til at købe en større gård. Trods sin ihærdighed og målrettethed, måtte han efter det mislykkede gårdkøb indstille sig på, at han skulle noget helt andet for at få drømmen på afstand. Kæresten og han besluttede sig for at tage ud at rejse. 

- Jeg har egentlig altid syntes, det var noget pjat at rejse, før man blev omkring 50 år og havde råd til det. Jeg mente, at man som ung skulle bruge sin energi på at skabe noget, men til sidst kunne jeg godt se, at min kæreste havde ret: Det var bedst, at jeg skiftede fokus for en tid.

Den syv måneder lange rejse, de drog ud på, gik til blandt andet Rusland, Kina, Australien og Venezuela. Og Per fik helt andre ting at tænke på, men indimellem dukkede gårddrømmen op.

- Når jeg tjekkede mails, kunne jeg ikke lade være med at se, om der var en spændende gård til salg på nettet. Men det var godt for mig at være væk. Jeg fik nye input, blev renset mentalt og kom til at tænke på andre ting. Jeg indså også, at den bristede drøm ville have været meget værre at leve med, hvis jeg havde gået rundt i en dansk landsby og arbejdet som landbrugsmedarbejder, siger Per Brems.

Generationsskifte
Inden Per slog sig ned i Danmark igen, tog han fire måneder til Ukraine, hvor han arbejdede med landbrug. Derfra holdt han nøje øje med landbrugsejendomme, for han var blevet endnu mere tændt end tidligere på sin drøm om at blive gårdejer. Men pludselig opstod der en helt ny mulighed. Pers far var i rejseperioden blevet klar til et generationsskifte og ville gerne sælge gården til sine sønner. Per slog til, og den 1. januar 2007 overtog Per og hans bror familiegården. 

- Mine store planer om helt selv at skabe noget er ikke droppet. Min målsætning er stadig at få en meget større bedrift med mange flere søer og flere hektar jord, og min økonomiske målsætning er heller ikke blevet mindre med tiden. Og så ville det da også være rart med en voldgrav, griner Per Brems højlydt.

- Så stort må det gerne blive, men det vigtigste er, at det fortsat skal være sjovt at arbejde og skabe noget. Det sjove må aldrig gå tabt.

Opgaver

24. Uddannelse til landmand M/K
Hos Danmarks Statistik kan du se, hvor mange unge kvinder og mænd der er i gang med en uddannelse inden for jordbrug.
Læs mere

25. Hvordan bliver man landmand?
At drive landbrug i dag er at drive moderne virksomhed. Men selv om arbejdet er meget mekaniseret og kræver en del papirarbejde, er man også i nær kontakt med jord og dyr. Uddannelsen til landmand afspejler de forskellige dele af jobbet.
Læs mere

26. Landmand - et job med mange sider
Pers far og farfar var landmænd, så Per kendte til jobbet, da han som 25-årig overtog familiegården sammen med sin bror.
Læs mere

27. Jorden kalder - kampagne
Jorden kalder er en ny kampagne, der skal få flere unge til at vælge en landbrugsuddannelse. Baggrunden er, at der er hård konkurrence om de små ungdomsårgange, og at der mangler elever på landmandsuddannelsen.
Læs mere

Links

Landbrugsuddannelser (Dansk)
Vil du være landmand? På center for landbrugsuddannelser kan du se mulighederne for uddannelse og hvad de kan bruges til.

Unge på landet - og på nettet (Dansk)
Unge landmænd og andre med interesse for livet på landet finder sammen og udveksler erfaringer på deres fælles hjemmeside hos LandboUngdom.

Familiegården
Per og Niels' gård er 300 hektar jord. De ejer bygninger til 1400 søer og lejer derudover 500 søer. Til gården hører syv ejendomme, hvoraf Per og Niels har beholdt tre stuehuse selv.

Der er 11 ansatte. Pers typiske arbejdsdag er på omkring 10-12 timer. Han begynder i stalden klokken 5 og slutter på kontoret ved 17-tiden.

Mens Pers drømmegård i Sønderjylland kostede 35 mio. kr., har han og broderen i dag købt gårde og ejendomme for tilsammen ca. 65 mio. kr. Det har de bl.a. kunnet gøre, fordi der findes særlige regler for familiehandler.

En landmand, der vil ud at købe en gård for første gang, skal regne med en pris på mellem 15-25 mio. kr. En økonomikonsulent hjælper landmanden med at se muligheder for indtjening på gården, antal ansatte, og hvor mange værdier, der er i gården.  
Det grønne bevis
For at købe et landbrug på mere end 30 hektar, er det et krav, at man har en driftslederuddannelse. Det kaldes også Grønt Bevis.
Hvis du vil vide mere
'