Sitemap | Avanceret søgning |

Kampgejst efter krigen

På Rigshospitalets afdeling for genoptræning samles en lille gruppe soldater hver dag. De er en ny patientgruppe, hvis lige personalet på Rigshospitalet aldrig har oplevet før.

Af LARS NØRGAARD PEDERSEN, ASGER WESTH og STINE LARSEN (foto)
Publiceret 04-03-2010

»Du går stadig lidt for hårdt,« siger fysioterapeut Karen Webèr.

»Jeg føler, at den selv svinger frem,« siger Chris Larsen om sin ene protese.

»Du skal gå lidt blødere.«

»Lægger jeg vægten for langt frem?« spørger Chris Larsen.

Vi er på Rigshospitalets afdeling for genoptræning en tirsdag formiddag i januar. Fire hjemvendte soldater øver sig på at gå. De puster og knokler og insisterer.

Alle fire mangler begge ben. De har mistet dem i krigen i Afghanistan, men kampgejsten er der endnu. Mellem madrasser, bolde og gangstativer vandrer Chris Larsen rundt på sine to proteser.


Tilpasning af protese
Mark Peters får hjælp af fysioterapeuten med hylstret til sin ene protese. Han kom til skade i november og har endnu ikke fået sine nye ben.
Foto: Stine Larsen

Proteserne har fået hvide Adidas-sko på. Dagen forinden er han gået hele vejen på sine proteser fra kælderen til 16. etage. Det tog 10 minutter og 30 sekunder at bestige samtlige trapper. De andre er meget opsatte på at gøre det hurtigere.

»Vi skal nok slå Chris,« siger de nærmest i munden på hinanden.

Til gengæld er fysioterapeuten ikke så glad for den lange tur på trapperne.

»Vi må faktisk prøve at få dem til tage det lidt med ro, så de ikke overbelaster sig selv. Det har vi aldrig prøvet med andre patientgrupper. Men de er virkelig gode til at hjælpe hinanden, og så går der vist også lidt intern konkurrence i det,« forklarer Karen Webèr.

Hjælper hinanden
Christian Richardson mistede begge ben, da han trådte på en mine i sommer. Han ruller over til Chris Larsen og forklarer ham, hvordan han skal lægge vægten på proteserne. Chris Larsen mistede sine ben 10 dage efter Christian Richardson.

»Christian er indimellem den bedste til at forklare, hvordan jeg skal bruge proteserne,« siger Chris Larsen.

»Fysioterapeuterne er jo ikke selv amputeret,« indskyder Christian Richardson.

På en madras ved siden af ligger Mark Peters. Han tager mavebøjninger. Mange mavebøjninger.

Selv om han har fået benene sprængt af, fejler overkroppen ikke noget.

»Du skal ikke tage for mange,« siger Karen Webèr.

»Jeg vil bare gerne have, at det går frem,« siger Mark Peters.

Han kan ikke ligge på siden og lave øvelser. Så han fortsætter med mavebøjningerne, selv om han lige er blevet opereret i maven.

Der er afsat én time til genoptræning for soldaterne. De vil gerne træne mere.

»Vi savner langt mere tid til intensiv genoptræning,« siger Chris Larsen.

»Vi er jo ikke syge. Vi har samme styrke som før,« tilføjer Christian Richardson.

Karen Weber understreger dog, at de sårede faktisk kan træne selv om eftermiddagen.

Chris Larsen er ved at få styr på sine proteser, efter at Christian Richardson har instrueret ham.

»Sådan Chris. Det er jo meget bedre nu,« råber Karen Webèr.

»Ja, men jeg er stadig ikke så god som Christian,« svarer Chris.

»Det bliver du aldrig,« siger Christian og smiler.


Martin Paszkiewicz Aaholm
Og så er det tid til mavebøjninger. Mange mavebøjninger.
Foto: Stine Larsen


Flækket hele vejen op
Martin Paszkiewicz Aaholm forlader hurtigt træningen den dag. Selv om han har mistet begge ben, tre fingre på den ene hånd og to fingre på den anden, er han i gang med at tage kørekort. Han har købt en hvid Mini Cooper. Den skal males, så den bliver grå med sort tag.

Han vil have en stor, sort drage på siden af bilen, sorte fælge og en mere tydelig grill på bilens frontparti.

»Den kommer til at se sur ud,« siger Martin Paszkiewicz Aaholm om sin bil, der er specialbygget, så han kan styre alt fra rattet med de tilbageværende fingre. Han ruller ud ad genoptræningsrummet.

Chris Larsen forklarer, hvordan lægerne gradvist måtte amputere mere og mere af hans ben, fordi vævet døde.

»Jeg var flækket helt nede fra hælen og hele vejen op gennem låret og op til røvballen,« forklarer Mark Peters.

En ældre patient følger soldaternes genoptræning. Han kan ikke lade være med at indskyde en kommentar, da soldaternes samtale falder på Talebans nedgravede miner.

»Hvad er det for en kujonagtig måde at føre krig på?« råber han for at vise soldaterne forståelse.

Mark Peters svarer noget overraskende tilbage: »Ville vi ikke selv gøre det samme? Det er jo en modstandskamp for Taleban.«

Taleban satser på miner
Mark Peters er fortællingen om Danmarks aktivistiske udenrigspolitik det seneste årti. Han har været udsendt til Kosovo, til Irak, til Afghanistan. De danske soldater afløser hinanden hvert halve år i Afghanistan, og Mark Peters har været i Afghanistan hele tre gange, på Hold 1, 2 og 8.

Han er således førstehåndsvidne til, hvor forskellig Afghanistan-krigen har været for de danske soldater, siden de rykkede ind i Helmand-provinsen i 2006. Fra bykrigen i Musa Qala. Til ørkenkrig på lang afstand. Til nærkampe i den grønne zone. Og frem til i dag, hvor soldaterne kæmper mod en usynlig fjende.

Mark Peters fortæller ivrigt om dengang, soldaterne på Hold 1 var omringet af Taleban i byen Musa Qala i flere dage. Det var rigtig krig med maskingeværer, nærkampe og to fronter. I dag har Taleban faktisk smidt geværerne og bruger i stedet tiden på at plante miner. På Hold 8 brugte soldaterne derfor megen tid på at patruljere og opsøge de lokale.

»Hvis Taleban bare ser, at de lokale taler med os, er det nok til, at de lokale bliver dræbt,« forklarer Mark Peters.

Det var på en af disse patruljer, at det gik galt. Den 12. november 2009 opsøgte de danske soldater en af de landsbyer, som tidligere havde været Nato-venlige, men som havde skiftet side.

De lokale var forsvundet ind i deres huse, da en mine blev udløst under Mark Peters.

»Det brændte voldsomt i mit ben - som om der var ild i mig. Jeg lå bare og skreg og kunne ikke stoppe blødningen, fordi min finger hang og dinglede,« husker Mark Peters.

Han mistede begge ben og en tommelfinger, mens en langfinger blev ødelagt.

Frem til jul led Mark Peters af voldsomme fantomsmerter. I dag har han det bedre.

»Nu kan jeg f.eks selv gå på toilettet,« siger han.

Mark Peters venter stadig på nye proteser. Problemet er, at han mangler så meget af det ene ben, at lægerne er i tvivl om, hvorvidt man overhovedet kan sætte en protese fast.


Genoptræning med fodbold
Som en del af genoptræningen spiller Chris Larsen fodbold for at træne balancen på sine to proteser. Han mistede i august begge sine ben i Afghanistan kun 11 dage inde i missionen.
Foto: Stine Larsen

IRA-model holdt ikke
Soldaterne forklarer, at Taleban har placeret så mange miner omkring de danskbritiske militærlejre i Helmand-provinsen, at Taleban ikke selv kan holde styr på minerne.

»Og på et tidspunkt fangede vi ham, der havde lagt mange af minerne ud. Så blev Taleban for alvor bange, for ingen vidste, hvor de nu lå,« forklarer Mark Peters.

Soldaterne liver op, da samtalen falder på missionen i Afghanistan:

 »Faktisk erobrede vi allerede et stort område af den grønne zone med hold 4,« husker Christian Richardson.

»Men så kom der en britisk general, som havde haft held med at lægge en jernring rundt om IRA i Storbritannien. Han troede, at han kunne overføre modellen til Helmand. Men Taleban gik bare ud og ind,« siger Mark Peters.

»Og det er virkelig svært at føre krig mod en fjende, som bare smider våbnene ind i huset, når vi kommer, eller som pludselig begynder at grave i jorden for at foregive, at de er landmænd. For så må vi ikke skyde,« forklarer Christian Richardson.

Tænker stadig på benene
Svarene fra soldaterne falder lidt langsommere, da samtalen spores ind på deres skader.

»Det er mest om morgenen, at jeg tænker over, at jeg mangler mine ben,« siger Chris Larsen.

»Jeg er begyndt at betragte proteserne som mine ben. Jeg kan ikke længere huske, hvordan det var at gå rigtigt,« forklarer Christian Richardson.

Mark Peters tænker stadig på sine ben:

»Jeg har ikke vænnet mig til, at de mangler. Jeg har det selvfølgelig ad helvede til, fordi jeg kan ikke kan gøre de ting, jeg kunne før. Det kræver meget bare at gå på toilettet eller at købe ind. Alene sneen lige nu kan være et stort problem i kørestol.

Men jeg har tænkt mig at få det bedste ud af det. Jeg forsøger at lave noget hele tiden, så jeg kan få en hverdag, f. eks. spille computer eller besøge kammerater. Men jeg har ikke vænnet mig til et liv uden ben.«

Copyright: Jyllands-Posten

Hovedpunkter
På Rigshospitalets afdeling for genoptræning øver fire hjemvendte soldater sig på at gå.

Alle fire mangler begge ben.

Undervisningsartikler
Den lange vej tilbage
Den syvende brysthvirvel var brækket, rygsøjlen revet løs, og indre blødninger var tæt på at afbryde livet. Efter krigen i Afghanistan har Henrik Andersen kæmpet sin egen kamp.

Soldatens nye drømme
Under en af de voldsomste episoder for de danske soldater i Afghanistan blev Benjamin Kragsskjold hårdt såret. Nu kæmper han med kommunen om at få en ny protese til sport.

'