Sitemap | Avanceret søgning |

Halv mand - hel soldat

Niels Kristian Brinth Nielsen mistede førligheden ved fronten i Afghanistan, men har aldrig mistet troen på sine muligheder. I dag er han lam fra navlen og ned, men leder et hjemmeværnskompagni i Holstebro og drømmer om nye missioner for Danmark.

Af LARS NØRGAARD PEDERSEN, ASGER WESTH og STINE LARSEN (foto)
Publiceret 14-03-2010

Niels Kristian Brinth Nielsen tilkalder luft-og artilleristøtte over radioen. Han angiver de præcise koordinater i kodesprog, for han ved, at Taleban lytter med. Så vågner han.

»Jeg når aldrig at se fjenden. Jeg når heller aldrig at se flyene komme og bomberne og granaterne falde,« siger han.

Brinth, som han foretrækker at blive kaldt, har haft den samme drøm mange gange. I det over halve år han lå på hospitalet og hjemme i sin egen seng i Holstebro. Den bliver ved med at dukke op.

De fleste vil kalde det et mareridt?

»Det føler jeg ikke, at det er. Det ligger bare på rygraden. I Afghanistan tilkaldte jeg tit artilleristøtte på øvelser. Jeg ved, at der også blev tilkaldt luftstøtte, da jeg selv blev såret. Jeg kan koderne udenad og benytter de rigtige procedurer i søvne,« siger han og holder en kort pause.

»I den sidste drøm for 14 dage siden lavede jeg fejl i proceduren. Der vågnede jeg også.«


Terrængående
Niels Kristian Brinth Nielsen vælter ud af sin kørestol tre-fire gange om året, men kommer altid op igen. Helst ved sin egen hjælp.

»Der er ikke meget, som jeg ikke kan i forhold til tidligere,« siger den 24-årige soldat.
Foto: Stine Larsen

Den 24-årige konstabel af 1. grad er i dag forsyningshjælper ved Jydske Dragonregiment i Holstebro. Han er lam fra navlen og ned og vejer 10-11 kg mindre, end da han drog i krig.

I december 2006 brækkede han den næstnederste ryghvirvel og fik knust alle knogler i sin højre fod og andengradsforbrændinger på en tredjedel af kroppen. Det, der efter planen skulle have været hans næstsidste patrulje, blev den sidste. Brinth faldt i et bagholdsangreb og kørte på en sprængladning nord for Camp Bastion.

Han husker sine blodige militærbukser, og hvordan han lå på alle fire i det sammenkrøllede køretøj. Men han husker ingen smerte. Begge hans lunger kollapsede. Den ene med det samme. Den anden i redningshelikopteren, hvor Brinth blev lagt i narkose.

Han vågnede kortvarigt op fra narkosen på felthospitalet og registrerede, at en sygehjælper spurgte hans gruppefører, hvor slemt det stod til med ham.

»Min gruppefører rakte én finger i vejret. Det betød, at man vurderede, at jeg ville dø inden for en time, hvis jeg ikke kom på operationsbordet med det samme,« konstaterer han.

Brinths handicap holder ham ikke søvnløs. Han har accepteret, at han aldrig kommer til at gå igen.


Handicap ingen forhindring
Når Niels Kristian Brinth Nielsen (bagerst t.v.) har fri, skifter han forsvarets uniform ud med hjemmeværnet, og hans handicap forhindrer ham ikke i at tage med på patruljer, bevogtningsopgaver og øvelser.
Foto: Stine Larsen

»Det er jo ikke en sygdom. Men det er klart, at jeg ikke er den, der kan løbe hurtigst væk, hvis jeg skulle falde i et bagholdsangreb igen. Så må jeg kæmpe mig fri eller dø. Det er bedre at dø for en sag end ikke at dø for noget. Jeg vil hellere leve et kort, aktivt liv end et langt og passivt,« siger han.

Brinth har aldrig drukket, og i dag ser lægerne helst ikke, at han gør det. Hans lever blev snittet af et fragment ved eksplosionen i Afghanistan. Det borede sig 28 cm ind i hans krop og blev først stoppet af en muskel 1,5 cm fra hans hjerte. Brinth havde - som han udtrykker det - to indgangshuller. Det andet fragment er aldrig blevet fundet. Han har fået at vide, at det formentlig har boret sig ind i hans hofte. Det store ar på hans mave stammer fra dengang, lægerne havde hans tarme ude og klipsede dem sammen, fortæller han.

Krig og kristendom
Brinths far var i sin tid værnepligtig på kasernen i Holstebro. Det var den værste tid i hans liv, har han fortalt Brinth. Det lå derfor ikke i kortene, at Brinth skulle blive professionel soldat. Han voksede op i et indremissionsk hjem i Sir uden for Holstebro, hvor familien boede 200 m fra den lokale kirke.

Brinth husker, hvordan han som dreng skulle med i kirke, selv om han ikke altid havde lyst.

»Men jeg føler ikke, at jeg blev påduttet troen. I dag praktiserer jeg den på min egen måde. Jeg går ikke så meget i kirke. Prædikerne siger mig ikke så meget. Men jeg er troende,« siger han.

Troen førte Brinth sammen med sin kone. De kom i de samme kredse, og parret fik deres i dag fem år gamle datter, før han tog til Afghanistan - og før de blev gift.

»Min kone er præstedatter, så soldaterkammeraterne har drillet mig med, at jeg fik et barn uden for ægteskabet. Der er faktisk fire præster i min kones familie. Den ene er feltpræst og har været i Afghanistan to gange.«

Bliver troen stærkere for en soldat ved fronten?

»Jeg bad ikke om at overleve, da jeg var i Afghanistan. Jeg bad til, at Guds vilje måtte ske. Men man håber altid, det ikke er en selv, der er bud efter,« siger han.

Men er der ikke en åbenlys konflikt mellem at være soldat og det kristne budskab om, at du ikke må slå ihjel?

»For mig er der ingen modsætning mellem at være kristen og gå i krig. Der står i Biblen, at du godt må være soldat. Der var mange soldater på Jesu tid. Kong David var også soldat,« siger han.

Har du skudt nogen?

»Jeg har været under beskydning, men jeg tror ikke, at jeg har skudt nogen,« siger han.

Kunne du gøre det?

»Det ved jeg ikke. Der skulle være en rigtig god grund til det. Jeg tror ikke, at det ernoget, som man kan sige, før man står i situationen. I Afghanistan skal alle - selv finskytterne - altid først affyre varselsskud. Medmindre man kommer under beskydning.

Alle, der skal skyde en mand i Afghanistan, håber, at fjenden pludselig bare dukker op 10 m foran dem. Så når de ikke at tænke, men skyder bare i refleks. Det er sværere at tage sigte på et andet menneske,« siger han.


Pause med pølser
Normalt må en soldat ikke være kompagnichef i hjemmeværnet, men forsvaret har givet Niels Kristian Brinth Nielsen dispensation til at stå i spidsen for hjemmeværnet i Holstebro, der her holder pause og spiser pølser under en øvelse i Ølgryde Plantage i februar.
Foto: Stine Larsen


På bibelskole i feltseng
Brinth er blevet opereret utallige gange siden ulykken i Afghanistan. Hans skader betød, at han på et tidspunkt måtte ligge med sin højre fod hævet over hjertet i to måneder. Han kunne heller ikke sidde op, da forsvaret betalte for et højskoleophold på Indre Missions Bibelskole i Børkop.

»Når du bliver lam i benene, danner kroppen nye blodårer. I begyndelsen besvimede jeg, hvis jeg sad oppe i mere end ca. tre timer ad gangen. Så jeg fulgte undervisningen fra en feltseng i klasselokalet,« siger han.

Brinth betegner hellere sig selv som en halv mand og en hel soldat end omvendt, og han tilbringer en stor del af sin tilværelse i uniform. Han udsatte sit bryllup, da han fik ordre om at møde op i Hærens Operative Kommando samme dag, som kirkeklokkerne skulle have ringet for kærligheden.

Det viste sig, at forsvaret blot ville give ham en hædersbevisning, og både legatet og hustruen kom i hus.

Væbnet med viljestyrke
De fleste af Brinths venner er soldater og hjemmeværnsfolk. Han har været aktiv i hjemmeværnet, siden han var 18 år, og det er ikke adgangen til våben, der har virket tiltrækkende.

»Jeg er glad for at være ude i naturen. Har du nogensinde prøvet at sove på jorden, vågne op i skoven eller svømme hen over en sø med is på? Jeg kan godt lide de fysiske udfordringer,« siger han.

I dag har forsvaret givet ham dispensation til at fungere som kompagnichef for de 34 medlemmer af det lokale hjemmeværn i Holstebro.

Brinth leder og forleder arbejdet og er med på øvelser og patruljer i sin kørestol, når der skal holdes øje med stationer og jernbaneovergange. Under klimatopmødet i København i december 2009 var han med til at bevogte Amagerværket. For at komme op og holde vagt på det iskolde tag af den ca. 60 m høje bygning tog Brinth en elevator så højt op, som han kunne. Og slæbte sig de sidste 10-15 m op ad stejle trapper.

Kørestolen kom med hele vejen.

»Der er ikke meget, som jeg ikke kan i forhold til tidligere. Bortset fra at springe alene i faldskærm. Det må jeg ikke, som reglerne er i Danmark. Men jeg kunne sagtens,« siger han.

»Jeg har endnu ikke prøvet vandpassage, hvor jeg svømmer med kørestolen. Men det er jeg også sikker på kan lade sig gøre.«

Før han blev lam, var Brinth glad for at klatre. I dag har han investeret i udstyr, så han kan klatre i træer, på klipper og på bygninger med sin kørestol. Hjemme i hans hus står der syv symaskiner. Dem bruger han til at sy sit eget fodtøj og lave praktiske forbedringer på sit tøj og udstyr fra forsvaret og Hjemmeværnet.

Nye mål og drømme
På en vej mellem de røde barakker på Jydske Dragonregiments kaserne bliver et hold rekrutter kommanderet ned på asfalten for at lave armstrækninger mellem sjap og vandpytter. De nye rekrutter bliver orienteret om, hvem Brinth er, og hvorfor han sidder i kørestol.

Så slipper han for at skulle svare på spørgsmål. Via sit arbejde som forsyningshjælper er Brinth med til at sikre, at rekrutterne sparer på krudtet. De får ikke lov til at skyde med skarpt, før de kan tage sigte og håndtere et våben korrekt. Det lærer de normalt i kasernens skydebanesimulator, hvor Brinth kravler ud af kørestolen og ned på et grønt liggeunderlag for at skyde et M 95 maskingevær ind. Geværet er koblet til en trykluftslange, og Brinth demonstrerer, hvordan man lader og skifter magasin. Kort efter bliver der også fundet en dyssekanon frem.

»Har I lyst til at prøve?« spørger han og skyder et par af de computeranimerede soldater, der dukker op bag bygningerne på en stor skærm.

Brinth har andre drømme end den om koordinater og Taleban. Hans mål er at komme af sted på nye missioner, og han har for nylig uddannet sig som kommandør på en pansret mandskabsvogn. Forsvaret har endnu ikke svaret på, om han må bruge uddannelsen i praksis. Han har heller ikke fået svar på sine ansøgninger om at komme til Afghanistan, Kosovo eller Libanon som forsyningshjælper

»Mit mål var, at jeg sammenlagt skulle nå at være udsendt i fem år, inden jeg blev 35 år. Det når jeg ikke. Men så må man sætte sig nye mål. Jeg kan lige så godt blive ved med at udfordre mig selv,« siger Brinth.

Copyright: Jyllands-Posten

Opgaver

7. Før du læser
Skim artiklen og billederne.
Læs mere

8. Har du tjek på teksten
Løs opgaverne efter du har læst artiklen.
Læs mere

Undervisningsforløb
Kampklar kørestol
Som den første kørestolsbruger nogensinde gennemførte Niels Kristian Brinth Nielsen i 2009 den 160 km lange Nijmegenmarch for soldater i Holland.

I 2012 er det hans plan at deltage i marchen igen. Som optakt vil han deltage i Makoni-marchen for danske og hollandske soldater og skubbe sig de ca. 800 km til Holland.

Brinth kører hver dag de halvanden kilometer til og fra sit arbejde som forsyningshjælper ved Jydske Dragonregiment i Holstebro i sin kørestol. Den har han udstyret med: Seks-syv centimeter brede mountainbikedæk, lappegrej, en metalplade - der kan fungere som en ski i snevejr - en sammenklappelig spade, en geværholder, montage til en rygsæk og en førstehjælpstaske.

Ekstraudstyret, som han ikke kører rundt med til daglig, tæller magasintasker, et pistolhylster og en gasmaske. Kørestolen mangler at få monteret endnu et sæt mountainbikedæk, men har allerede været med på øvelser og ude i terræn.

Undervisningsartikel
Tilbage til missionen
Det er vigtigt at gøre missionen færdig, siger den 26-årige konstabel Henrik Andersen. Han blev hårdt såret i Afghanistan, men håber at blive udsendt igen.

'