Sitemap | Avanceret søgning |

»Det er kun sjovt, indtil det går galt«

Nej, det var ikke det værd, når man mister begge ben, siger den 23-årige Christian Richardson. Han tænker mere på at få børn nu end før sin skade.

Af LARS NØRGAARD PEDERSEN, ASGER WESTH og STINE LARSEN (foto)
Publiceret 15-03-2010

Christian Richardson var 200 meter fra at være i mål. Sølle 200 meter.

Så havde han gennemført sin sidste patrulje i den farlige grønne zone. Så ville han være sikkert tilbage i militærlejren Armadillo. Og så ville han være på vej hjem til Danmark. Sølle 200 m.

Sådan skulle det ikke gå.

Den 1. august 2009 gik soldaterne fra hold 7 en fælles patrulje i den grønne zone ved Afghanistans Helmand-flod sammen med det nye hold 8. Det var en såkaldt overdragelses-patrulje, hvor det gamle hold skulle præsentere de nytilkomne for området, de lokale kontaktpersoner, og hvor de typisk mødte fjenden.

Turen blev forkortet med adskillige kilometer. For de nye soldater slugte hurtigt alt deres drikkevand i de 45 graders varme, og så måtte soldaterne vende om.

På vej op ad bakken mod Armadillo-lejren - så tæt på, at soldaterne kunne ane vagttårnene - trådte Christian Richardson på en nedgravet mine.

»Jeg kan stadig høre mig selv sige "neeej" af bare skuffelse. Det blev helt varmt om benet, og mine fingre snurrede. Jeg var ved bevidsthed under hele ulykken, men oplevede det hele i slowmotion,« husker Christian Richardson.


Genoptræning på Rigshospitalet
Christian Richardson (t.h.) er blandt de meget hårdt sårede, som genoptræner på Rigshospitalet dagligt. Her ses han sammen med den 21-årige Chris Larsen (t.v.), som mistede det nederste stykke af begge ben 10 dage efter Christian Richardson.
Foto: Stine Larsen


Ben som kartoffelmos
»Jeg kunne ikke mærke nogen smerte. Jeg lå bare og så ned på mine afrevne ben. Det var helt hvidt og rødt, lige der hvor benet var revet af. Man kunne se musklerne, men det blødte ikke. Efterfølgende fik jeg forklaret, at mine ben var så maste, at de føltes som kartoffelmos.«

Ved ankomsten til felthospitalet havde han under én liter blod i sig. Lægerne måtte pumpe 25 liter blod igennem ham, fordi det strømmede ud igen.

Vi møder Christian Richardson på Rigshospitalet i København. Han har proteser på begge ben. Lægerne har lige foretaget en maveoperation for at fjerne hans stomi. Christian Richardson hiver trøjen op, og et ca. 20 cm langt ar dukker op.

Håret med de lyse striber er sat, og han finder både smil og gode råd frem til de andre amputerede soldater. De lytter. For Christian Richardson er den første i denne gruppe af amputerede soldater, som fik proteser. Han ved, hvad han taler om.

De dårlige dage
Christian Richardson understreger, at hans hverdag stort set kun handler om genoptræning, og det slider på humøret:

»Jeg har dårlige dage, hvor jeg bare sidder og græder. Det kan være dage, hvor der ikke sker fremskridt, eller hvis jeg f.eks. skal vente på nye hjælpemidler. Så kommer jeg til at tænke på, hvilket hundeliv der kan vente mig i sådan en kørestol.«

Christian Richardson er 23 år og har rang af overkonstabel. Han voksede op i landsbyen Ejby, 20 km uden for Middelfart, sammen med sine forældre og to ældre brødre. Han spillede konstant fodbold i drengeårene og dyrkede meget fysisk træning.

Da han var 18 år, vidste han ikke, hvad han skulle lave, og så valgte han samme vej som storebroren.

»Jeg har haft en fantastisk tid som soldat. Det er simpelthen det fedeste i verden at være udsendt på mission. Jeg savner det kick, man får, når skuddene bare smælder hen over hovedet på en. Men desværre bliver man afhængig. Det er som narkotika.«

For spændingens skyld
Han lægger heller ikke skjul på, hvorfor han rejste til Afghanistan.

»Vi lærer lynhurtigt at sige, at vi rejser derned for at hjælpe de lokale afghanere. Den sætning kan alle soldaterne. Sandheden er, at vi rejser derned for spændingen. Fordi det simpelthen er så fedt.

Den første gang i Afghanistan var det da fedt at se befolkningen. Men jeg har også set, hvordan de brønde, vi byggede på det tidligere hold, pludselig var væk et år senere. På et tidspunkt byggede vi også en dæmning nær militærlejren Sandford.

Næste dag var den væk, og afghanerne solgte alle delene inde i byen Gereshk. Vi siger, at vi er der for befolkningen. Men langt de fleste soldater er der for egen vindings skyld. Vi tager derhen, hvor vi kan komme hen.«

Og det er ikke svært at gøre det store regnskab op:

»Det er kun sjovt, indtil det går galt. Det vil aldrig være det værd, når man mister to ben. Aldrig. Jeg tog egentlig af sted, fordi jeg gik og kedede mig på kasernen. Så jeg fortryder også lidt årsagen til, at jeg rejste. Mine forældre er også knust over min situation. Selvfølgelig er de det,« siger Christian Richardson.

Han er ved at indstille sig på, at livet tog en radikal drejning den dag i august.

»Der går nok et par år, før jeg rigtig kan begynde at koncentrere mig om et nyt arbejde. Jeg var infanterist. Det bliver jeg aldrig igen. Men jeg føler mig forpligtet til at komme videre. Jeg er 23 år og må vænne mig til, at jeg heller ikke har ben, når jeg bliver 40 år. Jeg vil gerne lave noget inden for forsvaret på sigt.

Men lige nu skal jeg bare op til genoptræning hver dag. Jeg er nødt til at finde noget, der kan gøre mig glad. For jeg ved, at der kommer en dag, hvor jeg vil spørge: "Hvorfor skal jeg stå op? Jeg har jo alligevel ikke noget at lave".«

Bange for at blive alene
Men hans tanker om privatlivet har ændret sig.

»Jeg er da bange for at blive alene eller ensom. I hvert fald får man de tanker, mens man er på hospitalet og kun kan sidde i en seng eller en kørestol. Jeg er blevet en anden person, fordi jeg er blevet begrænset.

Men min hverdag er blevet mere normal, og heldigvis er det kun benene, der er væk. På det seneste er det gået meget frem, og jeg kan faktisk gå uden krykker nu.

Så forsvinder de skygger, der har lagt sig over mig. Jeg tænker også meget mere på børn nu. Indtil jeg kom til skade, havde jeg kun hurtige kvindebekendtskaber.

Jeg mener slet ikke, at man kan have børn og kone, når man hele tiden er seks måneder i krig. Men jeg har faktisk fået en ny kæreste, efter at jeg kom hjem. Det er rart, at det kan lade sig gøre. Det er faktisk superfedt,« siger Christian Richardson.

Et smil spreder sig hen over munden. Christian Richardson har de seneste måneder været en flittig bruger af hjemmesiden youtube.com. Her har han fundet talrige filmklip af amputerede personer, som går på proteser. Det giver håb.

»Jeg er virkelig, virkelig ked af, at jeg har mistet mine ben. Men bitter? Nej. Jeg har måske 50 år tilbage. Det bliver et langt liv, hvis jeg skal være bitter. Det kan jeg heller ikke tillade mig over for min familie.

Men jeg er utrolig ked af, at jeg lige præcis skulle gå den vej den dag i august,« siger han.

Copyright: Jyllands-Posten

Opgaver

9. Før du læser
Skim artiklen og billedet.
Læs mere

10. Har du tjek på teksten?
Løs opgaverne efter du har læst artiklen.
Læs mere

Undervisningsforløb
Undervisningsartikel
Kampgejst efter krigen
På Rigshospitalets afdeling for genoptræning samles en lille gruppe soldater hver dag. De er en ny patientgruppe, hvis lige personalet på Rigshospitalet aldrig har oplevet før.

'