Sitemap | Avanceret søgning |

KRONIK: Måske ændrer krigen ingenting

I forbindelse med undervisningsmaterialet Danskere i krig, udskrev JP-Undervisning en kronikkonkurrence for 9. - 10. klasserne. Eleverne fik til opgave at give deres syn på, at Danmark sender soldater i krig i fjerne egne af verden.

Konkurrencen blev vundet af Rosa Richter Sørensen fra Midtsjællands Efterskole. Hun modtog samtidig 1. præmien på 5.000 kr.

Af Rosa Richter Sørensen
Publiceret 19-03-2012

Jeg sidder i min lænestol i min hyggelige Københavner lejlighed. Afslappet. Rolig. I sikkerhed. Betragter verden igennem en skærm med billeder. Lytter til nyhedsværtens monotone plapren.

»Danmarks indsats i Afghanistan kostede natten til i går endnu en soldats liv, da han blev dræbt af en vejsidebombe.«

Jeg skænker det en kort tanke og skifter kanal. Videre til den næste nyhedskanal, som også beretter om endnu en dræbt dansk soldat.

Hvordan kan det være, at det ikke påvirker mig længere?

Hvordan kan det være, at jeg ikke sidder tilbage med en klump i halsen, og holder vejret? Er det mediernes skyld? Er det, fordi der var større fokus på de første dræbte danske soldater, eller fordi de i større grad fokuserede på at få seeren til at føle empati i deres tidligere indslag?

Det er et faktum, at Danmark er i krig. Men kan du oprigtigt fortælle mig, at du hver eneste dag føler dig påvirket af det faktum? Jeg kan ikke.

Der er ikke krig i vores land, men vores land er i krig.

Så for at være ærlig: Hvad har det med mig at gøre? Jeg har aldrig set døden i øjnene. Jeg har aldrig haft et andet menneskes liv i hænderne.

Så hvordan kan man, som dansker placeret i sin lænestol ved siden af amagerhylden med en god kartoffelmad i hånden, forholde sig til bomber, terrorister og døde mennesker i et land langt mod syd?

Hvordan kan man som dansker forholde sig til krig, når man aldrig selv har oplevet krigen på nær hånd? Når man som alle andre fra min generation kun har oplevet krig igennem speciel effects og teaterblod i biografen - hvordan forholder man sig så til, at soldater udsendt af vores land hver dag drager af sted med frygten for at dette måske er det sidste, de ser, gnavende i baghovedet?  

Danmark er i krig.
Danskere kæmper på vegne af vores land.
Danskere bliver dræbt på den bekostning.

Jeg kan forstå folk, som er født med indre drengedrøm om at kæmpe og slås og ikke kun via en computerskærm. Jeg kan forstå folk, som drømmer om at stå midt i virvaret og mærke adrenalinen pumpe rundt i kroppen.

Men jeg kan til gengæld ikke forstå, at vi som land vil påtage os et så stort ansvar, det er at sende danske soldater ud og derefter leve med tanken om, at de mistede deres liv takket være os. Måske giver vi dem bare muligheden for at udleve deres drengedrøm, og så må de så selv bedømme, om det er risikoen værd. Det er individuelt, hvor meget man vil ofre for at få sin drøm til at gå i opfyldelse.

Man vil altid forsøge at gøre det perfekt. Og det er også det, vi som nation forsøger at gøre. Men ingen er perfekte. Intet land kan se tilbage, uden at have begået minimum én fejltagelse i tidens løb. Måske er det tid til at stoppe med at stræbe efter det uopnåelige?

Selvfølgelig er det godt, at vi gør en indsats. Vi hjælper til, hvor der er brug for det. Men det er også vigtigt at bevare overblikket og ikke ofre for meget. Gør vi det? Sætter vi for mange danske soldaters liv på spil, når vi sender dem i krig i Afghanistan? Eller hjælper vi dem virkelig blot på vej for at udleve deres drøm? Og hvis det er deres drøm, er vi så stadig ansvarlige, selvom de godt ved, hvad de går ind til, og hvad risikoen er?

Jeg ville ikke kunne klare at tage af sted i bevidstheden om, at jeg lige så godt kunne vende hjem i en ligpose.

Jeg ville ikke bryde mig om at leve intenst med frygten for, at dette måske blev min sidste dag - mit sidste ord - mit sidste skridt.

Men hvad nu, hvis vi ikke øvede den indsats, som vi gør i dag? Man kan ikke påstå, at vi er der til ingen verdens nytte. Vi har bekæmpet terrorister, men vi har også ofret gode mænd i de kampe. Nogle er så heldige, at de slipper med skrækken - andre mister måske et ben eller to. Hvordan vender man tilbage til hverdagen efter sådan en oplevelse?

Ens fysiske situation er vendt på hovedet, og det man før var vant til at gøre, vil man måske aldrig komme til igen. I hvert fald ikke uden hjælp.  

Andre vender tilbage til Danmark med voldsomme psykiske problemer. De har været udsat for et voldsomt pres og er måske pludselig blevet kastet ind i en surrealistisk og ubegribelig situation, hvor de har set deres kammerater miste livet.

Hvordan vender man så tilbage til hverdagen igen med disse psykiske ar på sjælen? Og hvad er det helt konkret der er ændret, når soldaterne vender hjem igen? De vender jo oftest tilbage til den samme hverdag, som før de rejste. Vender hjem til familien, kæresten eller konen og det samme ensformige danske land.

Det kan være svært at svare på, når man ikke selv har stået i situationen.
Måske ændrer krigen ens livssyn.
Måske ændrer krigen ens fysiske og psykiske helbred.
Måske ændrer krigen ens holdning til døden.
Eller... Måske ændre krigen ingenting? Hvem ved.

»Dette var dagens nyheder. Vi vender tilbage med flere nyheder i morgen klokken 7.00..«

Nyhedsværten vender sig, TV Avisen er slut. Jeg trykker på den røde knap og stirrer på den sorte skærm. I morgen, når jeg atter sidder her i min lænestol i sikkerhed, vil gårsdagens nyheder være glemt.

Mit hoved vil blive proppet med nye oplysninger, nye informationer, og jeg vil ikke tænke mere på døde soldater og terrorister - ikke før næste gang, nyhedsværten stirrer alvorligt i kameraet og fortæller, at endnu en dansk soldat har mistet livet.

Så må jeg jo se,om krigen påvirker mig personligt til den tid.

Copyright: Jyllands-Posten

'