Sitemap | Avanceret søgning |

Vi skal gå og glo på dem, der voldtog os

Bakira Hasecic og hendes datter blev voldtaget under krigen i Bosnien. Men gerningsmændene - og ca. 8.000 andre mistænkte for krigsforbrydelser - er fortsat på fri fod.

Af JULIE HORNBEK TOFT og LARS NØRGAARD PEDERSEN
Publiceret 11-10-2011

SARAJEVO, BOSNIEN
Bakira Hasecic husker, at hendes datters blod var gult den nat.

Bosnisk-serbiske soldater trængte ind i Hasecic-familiens hjem en aprilaften i 1992. En soldat voldtog Bakiras 18-årige datter for øjnene af Bakira og hendes mand. Bagefter hamrede soldaten sin geværkolbe ind i datterens baghoved.

Bakira ved naturligvis, at blodet, der strømmede ned gennem datterens hår, var rødt. Ligesom hun ved, at de 15 soldater, der invaderede stuen, ikke var 10 m høje.

Men sådan husker hun det.


Uendelig kamp
Bakira Hasecic, 59 år, har samlet stribevis af billeder af de soldater, som - hun mener - har begået overgreb mod bosniske kvinder.
Foto: Lars Nørgaard Pedersen

Datteren overlevede. Men da soldaterne forlod familiens hjem i Visegrad, en bosnisk by ved floden Drina, der danner grænsen mellem Bosnien og Serbien, tog de Bakira med. I over en måned blev hun holdt fanget og voldtaget.

»Jeg blev flyttet rundt mellem tre steder. Og voldtaget igen og igen alle tre steder,« siger den 59-årige Bakira Hasecic.

Hun fastholder, at hun kender navnene på de mænd, der voldtog hende og hendes datter.

»Jeg lever for den dag, de monstre bliver fanget,« siger Bakira.

»Det vrimler stadig med voldtægtsmænd. Ved du hvad? I Bosnien er det bedre at være krigsforbryder end offer.«

16 år efter krigens afslutning i Bosnien venter mange ofre fra den blodige konflikt stadig på, at deres gerningsmænd skal blive dømt.

Vidner dør
I sommer blev Ratko Mladic, lederen af den bosnisk-serbiske hær, og Goran Hadzic, der ledede det serbiske oprør i Kroatien, anholdt. Dermed har den særlige domstol for krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien, ICTY, fanget de 161 værste mistænkte fra krigen i eks-Jugoslavien.

ICTY behandler ikke flere nye sager. Resten af retsopgøret er nu i hænderne på Bosniens domstole.

Men det er en tung opgave.

Mere end 1.300 sager med over 8.000 mistænkte venter på at blive behandlet, fastslår en rapport fra Den Europæiske Organisation for Sikkerhed og Samarbejde, OSCE, der overvåger retsopgøret i Bosnien.

Målet var at ekspedere alle store sager inden 2015 og de mindre sager inden 2023. Altså 28 år efter krigen. Men intet tyder på, at selv de mål bliver nået, oplyser OSCE. Det vil sige, at de fleste mistænkte efter al sandsynlighed aldrig bliver dømt.

»De deadlines er ikke realistiske. Langtfra alle sager vil blive behandlet,« siger Stephanie A. Barbour, juridisk rådgiver i OSCE i Bosniens hovedstad, Sarajevo.

Der er flere årsager: Domstolene mangler anklagere, anklagerne mangler beviser, og færre og færre vidner kan og vil vidne. Nogle dør, inden de når vidneskranken. Andre mister lysten til at vidne.

»Der er en træthed blandt vidnerne. Mange har afgivet forklaringer igen og igen i 16 år, og de føler ikke, at det har nyttet noget,« siger Stephanie A. Barbour.

Et andet problem er, at de små lokale retssale nu skal sørge for vidnebeskyttelse. I ICTY i Haag kan vidnerne afgive forklaring over videolink, de kan bruge separate indgange til retten og holde pause i særlige venteværelser.

Den slags halter i Bosniens lokale retsbygninger.

»Ofte skal vidnerne sidde ansigt til ansigt med dem, der har mishandlet dem, og holde pause med den anklagedes familie. Det afskrækker folk fra at vidne,« forklarer Barbour.


Bakira Hasecic
I forgrunden Bakira Hasecics datter, som blev voldtaget for øjnene af hende.
Foto: Lars Nørgaard Pedersen

Systematisk voldtægt
I byen Tuzla i det nordøstlige Bosnien forbereder psykologerne på rehabiliteringscentret for voldtægtsofre Vive Zene deres klienter på at konfrontere gerningsmændene.

I den bosniske borgerkrig blev systematisk voldtægt af især muslimske kvinder anvendt som en strategi for terror og etnisk udrensning.

Især bosnisk-serbiske styrker oprettede regulære voldtægtslejre. Ved Tuzla og Visegrad lå nogle af de mest berygtede.

Skrækslagne ofre
Der er ingen officielle tal for, hvor mange kvinder der blev voldtaget, men ngo'er har skønnet, at der er tale om ca. 20.000 ofre. Også mænd.

Det er stærkt nødvendigt, at kvinderne vidner, siger Augustina Rahmanovic, en af Vive Zenes psykoterapeuter.

»Det har en terapeutisk effekt at stå ansigt til ansigt med den mand, der voldtog dig. Fortælle ham, hvilket udyr han var. Og få ham dømt.«

 Voldtægtsofre har særligt svært ved at vidne. De er skrækslagne for, at voldtægtsmanden vil hævne sig, siger Augustina Rahmanovic. Og de er bange for at fejle i vidneskranken.

For at styrke vidnet øver terapeuterne forskellige scenarier med klienterne for, hvad der kan ske i retssalen. Det kan være hårdt at være skydeskive for forsvarerens spørgsmål. Og det kan være vanskeligt at genkende den mand, der begik voldtægten for 18 år siden.

»Grundlæggende er deres erindringer troværdige. Mange traumeofre har en fotografisk hukommelse og husker alt meget detaljeret,« siger Rahmanovic.

Men få detaljer kan forstyrre. For hjernen vil beskytte en person mod ubærlige situationer, forklarer psykoterapeuten:

»Det er en forsvarsmekanisme. Hjernen forstyrrer indtryk. For eksempel kan blod se gult eller grønt ud, selv om man selvfølgelig ved, at blod er rødt.«

Det er også et problem for retsopgøret, at vidner bliver angrebet. Og domstolene i Bosnien kæmper samtidig mod politiske angreb på selve systemet.

Tidligere på året offentliggjorde OSCE en rapport, der rettede en hård kritik mod den nationalistiske propaganda i det etnisk opdelte Bosnien. Især politikere fra landets bosnisk-serbiske del, Republika Srpska, spænder ben for krigsforbryderdomstolene, understreger rapporten.

»De bosnisk-serbiske politikere hæmmer retsforfølgelserne ved at angribe domstolenes legitimitet, presse retten til at rejse tiltale mod kroater og muslimer og ved at benægte forbrydelser, selv efter at retten har fastslået, at grusomhederne fandt sted,« konstaterer Stephanie A. Barbour fra OSCE.


Bakira Hasecic
Bakira Hasecic er leder af organisationen "Women victims of war", som hun grundlagde for at støtte kvinder, der blev voldtaget under krigen.
Foto: Lars Nørgaard Pedersen

Rejser tvivl om domstolene
Da den bosnisk-serbiske general Ratko Mladic blev anholdt i maj, deltog bosniskserbiske politikere i store protest-demonstrationer i Republika Srpskas hovedstad, Banja Luka.

Republika Srpskas præsident, Milorad Dodik, en serbisk ultranationalist, har stædigt kritiseret statsanklageren og dommerne for at tiltale flere bosniske serbere end muslimer og kroater.

Dodiks modvilje drev i foråret Bosnien ud i landets største krise siden krigen. Han krævede en folkeafstemning om, hvorvidt befolkningen i Republika Srpska overhovedet skulle acceptere Bosniens domstole.

Det internationale samfund stejlede. For Dodik skød på et retssystem, der blev udformet som en del af Daytonfredsaftalen, der afsluttede krigen i 1995. Ved at angribe domstolene angreb han i princippet hele grundlaget for fred. Efter hårdt pres fra EU trak Dodik i land.

De nationalistiske forsøg på at bremse domstolenes arbejde er stadig et stort problem, lyder det fra OSCE.

Spørg bare Bakira Hasecic. Hun ser én i øjnene, når hun taler. Hendes øjne bliver røde i kanterne, når hun fortæller, om dengang hun blev voldtaget tre forskellige steder.

Blikket flytter sig ikke. Det er næsten vredt.

Talrige gange har hun gentaget, hvad der skete den aften, siger hun, mens hun kæderyger kingsize cigaretter på sit kontor i Sarajevo. Både i interviews som leder af organisationen "Women victims of war", som hun grundlagde for at støtte kvinder, der blev voldtaget under krigen, og i udtalelser og vidneforklaringer, som hun har sendt til domstolene.

»Jeg føler mig som en papegøje, der gentager sig selv. Hvorfor er der ikke nogen, der gør noget?«

Ingen af hendes gerningsmænd er blevet tiltalt eller dømt for voldtægt. Så Bakira er stadig rasende.

Væggene på det lille kontor i Sarajevo er tapetserede med avisudklip om krigsforbrydelser, lange sammentapede lister af formodede voldtægtsmænd og fotokopierede snapshots af dømte og påståede krigsforbrydere.

Organisationen samler vidneudsagn fra kvinder, der hævder, at de blev voldtaget under krigen.

Efterhånden tæller foreningens database over 25.000 kvinder, fortæller Bakira Hasecic. Vidneudsagnene arkiveres og sendes til anklagemyndighederne.

Bakira er ikke tilfreds med det juridiske system. For der sker ingenting, siger hun. Og fortæller, at hun faktisk møder nogle af de mænd, der voldtog hende, når hun indimellem er tilbage i hjembyen Visegrad.

Datteren i rødt
»Selv hvis de havde 1.000 år, ville de ikke fange dem. Imens skal vi gå og glo på dem, der voldtog os,« siger hun.

En kvinde i en rød T-shirt og stramme cowboyshorts har lyttet til interviewet fra sin plads i kontorets udtjente veloursofa. Pludselig begynder hun at græde.

»Det var bedre, hvis de bare havde slået mig ihjel,« siger hun.

Det er Bakiras datter, viser det sig. I dag er hun 37 år.

»Ingen gør noget for at hjælpe os,« råber hun.

Bakira Hasecic afbryder hende kontant.

»Fald ned. I kan ikke opføre jer sådan i en retssal,« siger hun kort og vender sig mod os:

»Der kan I se. Hver gang man taler om det, kommer det hele tilbage.«

Copyright: Jyllands-Posten

Opgaver

8. Generationer præget af krigstraumer
Bakira Hasecic og hendes datter blev voldtaget af Bosnisk-serbiske soldater under krigen i Bosnien. 20 år efter er gerningsmændene stadig på fri fod.
Læs mere

9. Det retslige efterspil
Selvom der ikke findes officielle tal for, hvor mange kvinder og mænd, der blev voldtaget, skønner NGO'er at det drejer sig om ca. 20.000 ofre.
Læs mere

FAKTA Krigen i Bosnien
Krigene i eks-Jugoslavien i 1990' erne handlede som udgangspunkt om, at Serbien ikke ville acceptere de øvrige republikkers løsrivelse.

Krigen i Bosnien-Hercegovina brød ud i april 1992, efter at 60 pct. af bosnierne måneden forinden stemte for selvstændighed.

Bosnien-krigen blev optrappet af, at landet bestod af især tre store etniske grupper - bosniske muslimer, ortodokse serbere og katolske kroater - samt andre etniske grupper.

Flere end 100.000 mennesker blev dræbt i Bosnien-krigen fra 1992 til 1995, og ca. 2 mio. mennesker blev sendt på flugt.

Symbolet på de hårde kampe er blevet massakren i den østbosniske by Srebrenica, hvor ca. 8.000 muslimske mænd og drenge blev henrettet på få uger.

Opgaver
Se opgaverne til artiklen "Vi skal gå og glo på dem, der voldtog os" nederst på siden.
Landefakta
Bosnien-Hercegovina
Vidste du at Bosnien-Hercegovina har 20 km kystlinje, og at hovedstaden hedder Sarajevo?
Landeportræt
'