Sitemap | Avanceret søgning |

Skillelinjer

Nabokrig: Indbyggerne i landsbyerne Zupce og Cabra bor kun få hundrede meter fra hinanden. For 12 år siden dræbte de hinanden. Nu undgår de hinanden. Sådan er det i store dele af Kosovo.

Af JULIE HORNBEK TOFT og LARS NØRGAARD PEDERSEN
Publiceret 07-10-2010

KOSOVO
Godt 10 km før landsbyerne viser vores tolk de første tegn på nervøsitet.

»Måske er det for farligt at køre ind i dette område,« siger hun, mens bilen hastigt ruller videre langs Ibar-floden.

Vi er på vej ind i et serbisk domineret område i det nordvestlige Kosovo. Tolken har kosovoalbansk baggrund, og nummerpladerne afslører, at bilen tilhører en albaner. En uheldig blanding i dette område, hvor krigen mellem serberne og albanerne frem til 1999 stadig hænger som en mørk skygge.

Bedre bliver det ikke, da vi bliver stoppet ved en politiafspærring.

»Jeg vil råde jer til at tage nummerpladerne af, hvis I har tænkt jer at køre videre,« siger politimanden tørt.

Vores chauffør danner nu front med tolken.

»Det er jo endnu farligere. De kan regne ud, hvorfor vi har taget nummerpladerne af,« siger chaufføren.


Nabokrig
Den 20-årige Bajram og den 20-årige Liridon Jashari ved den kosovoalbanske landsby Cabra. I baggrunden den kosovoserbiske landsby Zupce. Under krigen kæmpede indbyggerne i de to landsbyer mod hinanden.
Foto: Julie Hornbek Toft

Mere nervøsitet
Den ældre sølvgrå Mercedes glider nogle få meter og svinger ind ved en tank. Der er kun én pumpe. Og én tankpasser. Til gengæld skal man kun betale seks kr. for en liter benzin.

Den unge tankpasser pumper bare mere nervøsitet ind i bilen. Han har serbisk baggrund, og da tolken spørger ham, om det er forsvarligt at køre ind i det serbiske område, svarer han i én stavelse:

»Nej.«

Tankpasseren undgår tolkens blik og kigger ned i jorden, indtil chaufføren gasser op. Med det samme hiver tankpasseren sin mobil frem og begynder at taste. Det er dråben. Tolken og chaufføren vil væk.

»Han var aggressiv. Og nu ved alle, at vi er her,« siger vores tolk.

Vi har ellers betalt begge for at køre netop ind i dette område. For blot få km længere fremme findes et sigende billede på den betændte situation i Kosovo. Den serbiske landsby Zupce og den albanske landsby Cabra er blot adskilt af en landevej og en grussti. Men den kulturelle og sociale afstand er betydeligt større.

For blot et årti siden slog indbyggerne fra de to landsbyer hinanden ihjel. Nu forsøger de at leve som naboer.

Hader serberne
Vi stiger ud af bilen. Tolken suger intenst på en cigaret. En gruppe nysgerrige drenge kommer hen mod os. Vi spørger, om de vil følge os til Zupce og Cabra. Om det er sikkert?

Der opstår højlydte diskussioner mellem drengene og tolken. Til sidst indvilger den 20-årige Bajram og den 20-årige Liridon Jashari i at følge os derhen.

Tolken og chaufføren venter i bilen.


Boghandleren med serbiske rødder
Boghandleren Boban Kovacevic med serbisk baggrund lever indenfor en radius af 300 m. Kun sjældent passerer han broen i Mitrovica.
Foto: Lars Nørgaard Pedersen

Bajram fortæller, at han holdt op med at gå i skole for et år siden. Jashari præsenterer sig selv som »gangster«. I dette nordvestlige hjørne af Kosovo taler man om en arbejdsløshed på op mod 70 pct.

På vej derhen udpeger de to drenge et hus:

»Der bor en serber.«

Adspurgt om, hvordan de har det med serbere, svarer Bajram:

»De skød min far i begyndelsen af krigen. Lige ude foran vores hus. Det hader jeg dem for. Flere har fortalt mig, at ham, der skød min far, bor i Beograd i dag. Det er selvfølgelig lidt underligt. Men jeg har ikke noget problem med serbere generelt.«

Tomme huse
Efter 20 minutters gang er vi fremme ved Zupce, den serbiske enklave. På denne side af vejen vajer store serbiske flag. En række spritnye rækkehuse står færdige, men ingen er flyttet ind. Husene er finansieret af Beograd, Serbiens hovedstad, siger drengene.

Serbiens regering vil have flere serbere ud i enklaverne i Kosovo.

Herfra kan man skue ud over den albanske landsby Cabra. Dernede blafrer røde albanske flag, mens en minaret fra moskeen signalerer, at religionen også skifter på den anden  side af vejen.

Liridon Jashari og Bajram går forsigtigt hen til den serbiske tankpasser. De udveksler et par ord. Samtalen er kort.

»Jeg kan ikke gå ind i den serbiske landsby,« siger Bajram.

Vi vandrer i stedet ned mod Cabra. På vej ind i landsbyen med i alt ca. 1.500 kosovoalbanere troner et monument og en mindeplade for de 20 beboere, som blev dræbt under krigen med naboerne i 1999.

Den 28-årige Gani i sort Tshirt og en læderkæde om halsen kommer os i møde.

»Vi har et stærkere sammenhold i Cabra i dag end før krigen,« siger han.

Han løfter armene og tager ladegreb ud i luften, da vi spørger, hvordan det var under krigen.

Indbyggerne lå i kamp på få hundrede meters afstand, forklarer Gani:

»Mændene lå og skød fra den ene landsby til den anden. Vi har fået det bedre med hinanden med årene. Men jeg har ingen venner deroppe.«

Det er ikke kun her, skellet mellem kosovoalbanere og kosovoserbere er trukket skarpt op.

Leger ikke med hinanden
I Mitrovica, 10 km fra de to landsbyer, defineres grænsen af broen over Ibar-floden.

På den ene side leger albanske børn; på den anden  side leger serbiske. De leger aldrig med hinanden. For broen i Mitrovica er broen, man ikke krydser. Kun hvis man er en del af det internationale politi eller militær eller har et strengt nødvendigt ærinde på den anden side.

Kontrasten er slående, når man går fra den albanske til den serbiske side. Flagene skifter til blå og hvide og røde. Nummerpladerne skifter til serbiske. Bogstaverne til kyrilliske. Og møntfoden til dinarer.

På pladsen lige til venstre, når man kommer over broen, serverer tjenerne kaffe og øl og is på den serbisk ejede cafe Dolce Vita, som blev angrebet af en albansk teenager i 2006. Ni personer blev såret.

Der er stadig mærker i cafeens hoveddør fra granatsplinterne.


Mindesmærke
I den kosovoalbanske landsby Cabra er der placeret et mindesmærke for de 20 indbyggere, der blev dræbt under Kosovo-krigen.
Foto: Julie Hornbek Toft

Som i et fængsel
Midt på pladsen har Boban Kovacevic, 37 år, slået en bod op med serbiske bøger om religion. Boban Kovacevic flyttede fra Pristina til Mitrovica i 1999. Han bryder sig ikke om at være her.

»Det er som at bo i et fængsel. Jeg bevæger mig højst i en radius af 300 m fra dette torv,« siger Boban Kovacevic, der er gift og har fire børn.

»Vi går ikke over Mitrovica-broen. Jeg har ingen grund til at komme der. Det sker højst en til to gange om året, hvis jeg skal derover for at handle. Men vi er fanget på ingen plads og har ikke andre steder at tage hen,« siger Boban Kovacevic.

Hvorfor så ikke bare flytte fra Kosovo til Serbien? spørger vi.

»Jeg bor i Serbien,« svarer han.

Så sent som denne sommer blussede konflikten mellem serbere og kosovoalbanere op. Serbien boykottede varer med toldstempler fra Kosovo.

Kosovo svarede igen med et importforbud af serbiske varer. Og pludselig blev flere grænseposter angrebet af hidsige serbere. Og stukket i brand. Så måtte Nato-styrkerne i Kosovo rykke ud. Igen.

Vil man forstå, hvorfor Kosovo betyder så meget for serbere og kosovoalbanere, skal man bare køre gennem det nordvestlige Kosovo.

Uden for byen Skenderaj har kosovoalbanerne omdannet Jashari-familiens hus til et større museum og mindesmærke. Her blev den albanske hærchef Adem Jashari og 59 af hans familiemedlemmer dræbt i marts 1998, da huset blev omringet af serberne.

Blot to familiemedlemmer undslap. Store marmorgravsten og røde albanske flag skal holde liv i fortællingen om nedslagtningen af familien.

Og ikke mange kilometer derfra bevogter 25 franske Nato-soldater et af serbernes vigtigste monumenter i området, Devic Klostret, som blev bygget i 1434. Her bor seks nonner, og her hviler helgenen Joannicius i en grav i klostrets inderste. Klostret er det helligste hellige for serberne - Serbiens vugge om man vil - og en væsentlig forklaring på, hvorfor serberne ikke vil give slip på Kosovo.

Mærkerne fra krigen finder man også i hovedstaden Pristina.

Kosovos metropol er ellers blevet fyldt med jakkesæt, stramme cowboybukser, korte nederdele, høje hæle og solbriller i håret. De unge hænger ud på cafeerne i strøgets sidegader, taler i mobil, pulser smøger og sipper espresso.


En svær mission
Der er ikke ubetinget begejstring for EU's mission i Kosovo, EULEX -The European Union Rule of Law Mission in Kosovo. Her udtrykt på en mur i byen Mitrovica.
Foto: Lars Nørgaard Pedersen

Behandles som kriminelle
Men midt i Pristina har 40 krigsveteraner slået et armygrønt villatelt op og plantet store røde albanske flag. Krigsveteranerne kæmpede i Kosovos Befrielseshær (UCK) under krigen. Nu kæmper de for anerkendelse. De føler sig svigtet og har demonstreret i 38 dage.

»Vi bliver behandlet som kriminelle,« siger Lirim Haxholli, 31 år.

Han fortæller, at han lå i krig med serberne fra 1998 til 1999, og at han tilhørte en specialenhed. I dag har han intet job - ligesom 40-50 pct. af alle andre i Kosovo.

Omkring 10 andre krigsveteraner slår ring om ham. De hæver stemmerne. De er ikke tilfredse. Slet ikke med serberne.

»Jeg mistede 50 soldater fra min enhed. For mig er en serber en serber. Uanset om han er civil eller soldat,« siger Lirim Haxholli.

Han vil ikke fortælle, hvad han selv gjorde ved serberne under krigen. Eller hvor mange han dræbte. Adspurgt om, hvordan kosovoalbanerne og serberne så skal leve i samme land, tøver Lirim Haxholli.

»Hvis serberne begynder at behandle albanerne i Serbien bedre, så kan vi måske opnå en form for accept,« siger han.

»Måske en dag.«

Copyright: Jyllands-Posten

Opgaver

14. Før du læser artiklen "Skillelinjer"
Se på billederne, der hører til artiklen, før du læser videre.
Læs mere

15. Broen man ikke krydser
Den serbiske landsby Zupce og den kosovoalbanske Cabra ligger kun adskilt af en bro og en lille grusvej, men beboerne undgår allerhelst hinanden helt.
Læs mere

BEFOLKNING - Etnisk kludetæppe
Det tidligere Jugoslavien var et etnisk kludetæppe af serbere, kroatere, bosniere, albanere, montenegrinere, makedonere, ungarere, bulgarer, slovenere, slovakker, romaer, rumænere, vlakkere, ruthenere, bunjevcier og tyrkere.

Bosnien var den etnisk mest sammensatte republik i Jugoslavien.

Befolkningen bestod bl.a. af 40 pct. muslimer, 33 pct. serbere og 18 pct. kroater.

Begrebet etnisk udrensning kom først ind i det almene sprogbrug med opløsningen af det tidligere Jugoslavien.

Begrebet dækker over tvungen befolkningsforflytning.

Kilde: DIIS, FN.

Opgaver
Se opgaverne til artiklen "skillelinjer" nederst på siden.
Landefakta
Kosovo
Kosovos flag har seks stjerner, hvor hver stjerne repræsenterer en af ​​de største etniske grupper i Kosovo: albanere, serbere, tyrkere, gorani, romaer og bosniere.
Landeportræt
'