Sitemap | Avanceret søgning |

Jeg føler skyld over at være serber

Efter Balkan-krigene: Hun forlod sin mor. Hendes veninde afviste hende. Hendes datter blev mobbet. Og hun frygter, at hendes brødre begik krigsforbrydelser. Zeljka Secerbegovic fra Herning kæmper med sin etniske baggrund.

Af JULIE HORNBEK TOFT og LARS NØRGAARD PEDERSEN
Publiceret 23-10-2011

BOSANSKA KRUPA, BOSNIEN
Det er 1998, og Zeljka Secerbegovic ser ned i jorden. Hun er rejst tilbage til Bosanska Krupa, hendes hjemby i Bosnien.

Hun har ikke lyst til at kigge op. For så bliver hendes blik mødt med foragt og afsky.

Og som hun vandrer skridt for skridt gennem den by, hun er opvokset i, op gennem byens gader med butikker og cafeer og ned langs floden, hvor hun sprang i vandet som barn, bliver det mere og mere ubehageligt.

De tidligere naboer kigger væk. De hvisker. De vil ikke hilse.


Zeljka Secerbegovic besøger sit barndomshjem
For første gang siden moderens død i 2008 var Zeljka Secerbegovic i år tilbage i sit barndomshjem i Bosnien. Jeg føler kun tomhed, sagde Zeljka Secerbegovic om oplevelsen.
Foto: Lars Nørgaard Pedersen

Ubehaget kulminerer, da hun møder sin barndomsveninde i en tøjbutik. De to har kendt hinanden, så længe Zeljka kan huske.

Sovet sammen, rejst sammen, danset folkedans sammen. Men krigen i Bosnien kløvede deres venskab. For veninden er bosnisk muslim, Zeljka er bosnisk serber. Og serbiske soldater dræbte venindens bror under krigen.

Da de mødes midt i butikken på en sidegade i Bosanska Krupa, er det tre år siden, krigen sluttede, og det er endnu flere år siden, de har set hinanden. Og nu står de dér, lige over for hinanden, ansigt til ansigt, lige dér midt i tøjbutikken i deres fælles hjemby.

Butikken er så lille, at de ikke kan undgå hinanden. Zeljka kigger på sin barndomsveninde.

Veninden genkender hende. Drejer hovedet væk. Siger ingenting. Og forsvinder hastigt ud af butikken.

Krigen
Uvenskabet med de tidligere naboer i Bosanska Krupa er langt fra den eneste konsekvens, som borgerkrigen fik for Zeljka Secerbegovic.

Fra 1992-1995 slagtede bosniske muslimer, kroatere og serbere hinanden hen over det etniske kludetæppe Bosnien. Krigen tvang Zeljka til at forlade sin mor, krigen belastede forholdet til hendes muslimske mands familie, den plantede en grim mistanke til hendes egne brødre, den udsatte hendes datter for grov chikane, og den drev Zeljka og hendes mand til Danmark.

»Krigen har haft en høj pris,« siger Zeljka Secerbegovic, da vi møder hende i Bosnien.

Brødrene Zeljka Secerbegovic voksede op i Bosanska Krupa, en mellemstor by ved bredderne af de fiskerige floder Una og Krusnica, helt oppe i det nordvestlige hjørne af landet, hvor Bosnien i dag stikker sit hoved ind i Kroatien.

Da Zeljka var barn, hed landet Jugoslavien, og etnicitet var noget, man var bevidst om, men ikke lod sig påvirke af. Bosanska Krupa var overvejende bosnisk muslimsk.

Zeljkas familie boede i et toetagers hus ned til Una-floden. Faderen døde, da Zeljka var 16 år. Hendes tre brødre lærte hende at spille fodbold, lege soldat og køre på herrecykel.

»Mine brødre var mine store forbilleder,« siger Zeljka Secerbegovic.

Hendes moster, onkel, mormor og morfar - som var borgmester i Bosanska Krupa - boede også i byen.

I 1988 mødte hun sin kommende mand, Rufad. De flyttede til den bosniske storby Banja Luka for at studere. Zeljka begyndte på læreruddannelsen.

I sommeren 1991 oplevede Zeljka og Rufad de første tegn på, at landet og livet og letheden var under forandring.


Engang boede hele familien her
Zeljka Secerbegovic var i år tilbage ved sit barndomshjem i byen Bosanska Krupa i den nordvestlige del af Bosnien. Engang boede hele hendes familie i Bosanska Krupa, hvor hendes morfar var borgmester. Nu er familiemedlemmerne døde eller har forladt byen.
Foto: Julie Hornbek Toft

Flugten
Kampvogne rullede ind i Banja Luka. Helikoptere cirklede over byen. Dørskilte med muslimske og kroatiske navne forsvandt. Serbere gik kun på serbiske cafeer, muslimer på muslimske.

En dag i sensommeren 1991 bankede serbiske soldater på Zeljka og Rufads ejendom og beordrede beboerne til at dreje tv-antennerne mod Beograd, Serbiens hovedstad.

Fremover måtte beboerne kun se serbiske kanaler.

Zeljka og Rufad talte om, at de var nødt til at forlade Bosnien. Banja Luka blev afspærret, butikkerne stod tomme, og måltiderne var begrænset til brød med paprika og æg.

Zeljka og Rufad turde ikke længere sove med åbne vinduer. På gaden blev de konstant visiteret. Og deres liv blev ikke mindre kompliceret af, at de var et etnisk blandet par. Da Rufad blev indkaldt til hæren, traf de beslutningen. De måtte rejse. I hvert fald nogle måneder.

Grænserne var ved at lukke, men parret fik lov at hoppe på en bus mod Kroatien den 15. december 1991. De var blandt de allersidste, som slap over den kroatiske grænse.


Zeljka og Rufad
Zeljka og Rufad har de senere år været tilbage i Bosnien. De oplever, at landet står stille. Bosnien er plaget af massiv arbejdsløshed og korruption.
Foto: Lars Nørgaard Pedersen

Rufad havde haft en fjern slægtning i Randers siden 1960' erne. En af hans fætre var også flygtet til Danmark. Så Zeljka og Rufad kørte op igennem Europa, ind i Tyskland, til Danmark.

Barndomshjemmet
Det er juli 2011, og Zeljka Secerbegovic ser gennem vinduet.

Hun kigger ind i sit barndomshjem i Bosanska Krupa. Hun går rundt om det forfaldne gråpudsede murstenshus. Tårerne løber ned ad hendes kinder. Hun forsøger at skjule tårnene med solbriller.

Zeljka er for første gang siden moderens død i 2008 tilbage i sin barndomsby.

Inde i huset er køleskabet fjernet, og badekarret er forsvundet. Dynger af gammelt tøj spreder sig over gulvet. Nogen har sovet i tøjdyngerne. Sprutflasker står rundt om i huset.

Zeljka ved ikke, om hun og brødrene skal istandsætte huset eller sælge det. Hele hendes familie har forladt Bosanska Krupa. To af hendes brødre bor andre steder i Bosnien, én i Kroatien. Zeljkas mor flygtede fra Bosanska Krupa under krigen, men vendte i 2001 tilbage til byen. Zeljka sørgede for, at huset blev sat i stand. Hun fik indlagt strøm, ordnet bad, køkken og gulve. Moderen skulle bo godt.

»Men efter min mors død er der ingen, der venter på mig her. Når jeg ser huset, føler jeg kun tomhed,« siger Zeljka Secerbegovic.

»På en måde var det hårdere, da min mor var i live. Jeg var i Danmark, og hun var hernede. Der gik ikke en dag, hvor jeg ikke tænkte på, om min mor havde penge nok. Eller om hun blev chikaneret, fordi hun var serber. Var krigen ikke kommet, havde hele min familie formentlig boet her i dag. Jeg ville helt sikkert bo her.«


Ubudne gæster
Zeljka Secerbegovic besøger sit barndomshjem for første gang siden moderens død i 2008. Der har boet nogen i huset.
Foto: Lars Nørgaard Pedersen

Sandholmlejren
Da Zeljka og Rufad kom til Danmark i slutningen af 1991, sad de først nogle dage i Sandholmlejren. Der gik mere end et halvt år, før de fik telefonforbindelse til deres familier.

Zeljka og Rufad boede i flygtningelejr i Hobro og Ranum. De ventede i tre et halvt år på, om de kunne få opholdstilladelse. De ventede og spillede Uno og ventede og spillede Uno.

»Tit spillede vi til kl. tre om natten. Vi skulle jo ikke noget næste dag. Vi sad bare i uvished. Jeg har da tænkt, at jeg mangler tre et halvt år af mit liv. Men sådan skal man ikke tænke. Det vigtigste er, at vi reddede vores liv,« siger Zeljka Secerbegovic.

I 1994 fødte hun datteren Asja. Året efter fik Zeljka og Rufad opholdstilladelse.

»Til sidst kunne vi ikke holde ud at vente længere. Havde folketinget ventet nogle måneder mere, var vi flyttet til Australien, som en del af Rufads familie var rejst til,« siger Zeljka.

I juni 1995 rykkede Zeljka, Rufad og Asja til Herning. De besluttede, at de ikke ville vende tilbage til Bosnien. Med en datter var de nødt til at beslutte, hvor de ville satse på en tilværelse. Zeljka uddannede sig til pædagog, Rufad til datamatiker. Zeljka har siden været projektleder for flere integrationsprojekter i Herning og optrådt på tv som det gode eksempel på integration i et indslag med daværende integrationsminister Rikke Hvilshøj (V).

Asja
Det er 2009, og Zeljka Secerbegovic ser på sin mobiltelefon.

Datteren Asja har sendt en sms fra skolen: »Mor, du siger ikke, at jeg er serber, vel?« Forældrene har aldrig fortalt Asja, at hun har serbisk baggrund. Men mange af Asjas venner i skolen uden for Herning er bosniske muslimer, og en af dem har fundet ud af, at Asjas mor er bosnisk serber.

»Vi må tale om det, når du kommer hjem,« sms'ede Zeljka tilbage.

»Jeg græd,« husker Zeljka.

Senere skrev en bosnisk dreng til Asja: "Din mor slår din far ihjel, mens han sover."

»Jeg har fortalt min datter, at jeg ikke har noget med Serbien at gøre. Men det gør virkeligt ondt, at mit eget barn har et problem med min baggrund,« siger Zeljka.

I samme anledning fortalte hun også sin datter, at to af Zeljkas storebrødre kæmpede i den bosnisk-serbiske hær under krigen.


Forladt
Zeljka Secerbegovic besøger sit barndomshjem for første gang siden moderens død i 2008.
Foto: Lars Nørgaard Pedersen

Brødrene
Alle parter under Bosnien-krigen begik krigsforbrydelser, men i de efterfølgende undersøgelser og retsopgør har serbiske soldater især optrådt i skurkerollen.

»I mange sammenhænge har jeg været nødt til at skjule, at jeg er serber. F.eks. da vi sad i flygtningelejr sammen med bosniske muslimer. I 1996 talte jeg for første gang med en af mine brødre om krigen, da jeg var på besøg i Bosnien. Har I slagtet nogen? spurgte jeg. Han sagde, at de var nødt til at vælge side, og at de ikke skød på andre end soldater.« Men Zeljka føler sig ikke sikker.

»Jeg har set, at mine brødre kan gå igennem vores hjemby. Det er et godt tegn. De værste forbrydere kan ikke vende tilbage.

Alligevel har jeg en grim fornemmelse. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg vil så gerne tro dem.

Men en af mine brødre var med i en af de mest ekstreme enheder. Lige nu er der alle mulige undersøgelser i gang i Bosnien, og hvis de har gjort noget, må de i retten. Men ja, jeg har mange gange følt skyld over at være serber.«

Hun fremhæver, at hele Bosnien lider efter krigen.

»I Danmark er man begyndt at fokusere på krigsveteraner. Tænk på, at Bosnien er en hel nation af krigsveteraner. Rigtigt mange drikker og har brug for psykologhjælp.«

Zeljka og Rufad har de senere år været tilbage i Bosnien. De oplever, at landet står stille. Bosnien er plaget af massiv arbejdsløshed og korruption. Og Bosnien er flækket i to dele: Føderationen domineret af bosniere og kroatere og Republika Srpska domineret af serbere. I store dele af Serbien og Republika Srpska dyrkes hærchefen Ratko Mladic som en krigshelt, selv om han er anklaget for talrige krigsforbrydelser.

»Problemet er, at nationalismen stadig lever i bedste velgående - 16 år efter krigen,« siger Zeljka.

»Jeg tror, at vi vil opleve mindst 20 år mere med stærk nationalisme. Det er Bosniens skæbne; det er Balkans skæbne. Og der er en betydelig risiko for, at næste generation kommer til at opleve en ny krig. Du kan møde en 10-årig, som synes, at Mladic er en helt, selv om Mladic slog tusinder af muslimer ihjel. Hvad mon den 10-årige tænker, når han er 20 år? Hvad opdrager han sit barn til at tænke? Vi er nødt til at begynde at tale med hinanden.«

Veninden
Det er januar 2011, og Zeljka Secerbegovic finder sin barndomsveninde på Facebook.

Hun har opsporet den veninde, som ignorerede Zeljka i en tøjbutik i Bosanska Krupa i 1998. Den veninde, der ikke ville tale. Som hastigt drejede hovedet væk.

Zeljka skriver en lang hilsen til veninden på Facebook. Hun skriver, at hun ved, at venindens bror blev dræbt i krigen. At det gør hende ondt. Hun skriver også, hvor glad hun altid har været for veninden. Og hvor smerteligt det var, da hun ikke ville hilse i butikken.

Det går et par dage. Så sker der noget overraskende.

Veninden skriver tilbage til Zeljka. Hun skriver:

»Selvfølgelig skal vi mødes over en kop kaffe, næste gang du er i Bosnien. Du finder bare et sted.«

Copyright: Jyllands-Posten

Opgaver

3. Krigens pris
To af de bosniske flygtninge der kom til Danmark i starten af 1990'erne var Zeljka Secerbegovic og hendes mand Rufad. De slap som nogle af de sidste over grænsen til Kroatien. 
Læs mere

4. Når familien bliver splittet
Zeljka Secerbegovic boede før krigen sammen med sin serbiske familie i en primært bosnisk landsby. Hendes bedste veninde var bosnisk muslim. Krigen ændrede alt.
Læs mere

Skæbner på Balkan
I 1990'erne udkæmpede serbere, kroatere, bosniere og kosovoalbanere de blodigste kampe i Europa siden Anden Verdenskrig.

20 år efter krigenes begyndelse er Jyllands-Posten rejst tilbage til Europas baggård, hvorfra vi i en artikelserie fortæller om en række skæbner fra det krigsmærkede Balkan.

Krigen i Bosnien
Krigene i eks-Jugoslavien i 1990'erne handlede som udgangspunkt om, at Serbien ikke ville acceptere de øvrige republikkers løsrivelse.

Krigen i Bosnien-Hercegovina brød ud i 1992. Bosnien-krigen blev den hårdeste af Balkan-krigene, bl.a. fordi bosniske muslimer, ortodokse serbere og katolske kroater kæmpede internt i Bosnien, samtidig med, at Bosnien, Serbien og Kroatien sloges hen over landegrænserne.

I alt mistede ca. 100.000 mennesker livet i krigen.

Krigen blev afsluttet med Dayton-aftalen i 1995, som groft sagt indebar, at de interne bosniske grænser mellem de etniske grupper blev trukket, hvor tropperne stod.

I dag er Bosnien inddelt i enhederne Føderationen (overvejende bosniske muslimer og bosniske kroater), Republika Srpska (overvejende bosniske serbere) og en tredje mindre selvstændig enhed.

Balkan-flygtninge i Danmark
De danske politikere vedtog i 1992 en lov om midlertidig beskyttelse af flygtninge fra det tidligere Jugoslavien.

Danmark tog især imod flygtninge fra Bosnien, langt hovedparten bosniske muslimer.

I alt flygtede ca. 20.000 bosniere til Danmark under krigen.

Opgaver
Se opgaverne til artiklen "Jeg føler skyld over at være serber" nederst på siden.
Tilbage i Bosnien
Krigen har haft en høj pris for Zeljka Secerbegovic, som sammen med sin mand flygtede til Danmark i 1991. De har boet de sidste par år i Bosnien. I 2011 fulgte JP dem på et besøg tilbage til Zeljkas barndomslandsby.
Se billedserie
Landefakta
Bosnien-Hercegovina
Vidste du at Bosnien-Hercegovina har 20 km kystlinje, og at hovedstaden hedder Sarajevo?
Landeportræt
'