Sitemap | Avanceret søgning |

Forladt bag fjendens linjer

Serbisk enklave: Ja, vi bliver betalt for at bo i Kosovo, erkender serberen Budimir Nicic.

Af JULIE HORNBEK TOFT og LARS NØRGAARD PEDERSEN
Publiceret 09-10-2011

CAGLAVICA, KOSOVO
Budimir Nicic kender ikke alle sine naboer. Men han kender deres etniske baggrund.

»Serber, serber, albaner,« siger han og udpeger hus efter hus ned ad gaden.

»Albaner, serber, albaner, albaner.«

Vi stiger ind i Budimir Nicic gamle hvide Ford Fiesta, som slæber lydpotten hen over asfalten.

Budimir Nicic vil vise, hvordan serberne bliver presset ud af landsbyen Caglavica, en forstad til Kosovos hovedstad, Pristina. Vi passerer en asfaltbane med rustne basketballkurve. Et toetages hus står tomt. Et udlejningsskilt er plantet foran et andet hus.


Etnisk opdeling
Budimir Nicic kender ikke alle sin naboer, men han ved hvilken etnisk baggrund, de har.
Foto: Julie Hornbek Toft

»Begge huse tilhører serbere. De vil ikke være her længere,« siger Budimir Nicic, 33 år.

Han er journalist og producerer sit eget debatprogram i Caglavica.

Budimir Nicic bærer en T-shirt med skriften "Free Serbian", et ordspil, som både refererer til fri tale på serbisk og at befri Serbien.

»Før krigen var der ca. 1.500 serbere af Caglavicas samlede indbyggertal på 2.000. Nu er vi 500 tilbage. De fleste er rejst til Serbien,« siger Budimir Nicic.

12 år uden biograf
I næsten samme takt som serberne rykker ud, skyder nye albanske huse op, understreger Budimir Nicic. Fire nye albanske murstenshuse er ved at blive bygget lige op til hans grund.

Budimir Nicic har en gennemtrængende, dyb stemme, som brummer nede fra maven. Især når det handler om, hvordan det er at leve som serber i Kosovo.

»Vi kan ikke gå i teatret. Vi kan ikke gå i biografen. Vi kan ikke finde en ordentlig børnehave. Vi kan tage ind til Pristina, men der ingen film på serbisk eller med serbiske undertekster. Jeg har ikke været i biografen i 12 år. Og som serber er det stort set umuligt at få job på mange større virksomheder. Vi lever isoleret i små enklaver,« siger Budimir Nicic.

Han har dog ikke tænkt sig at flytte.

»Dette er mit hjem, hvor jeg er født, og hvor min bedstefar boede.« Han går i stå.

»Man skal aldrig sige aldrig. Hvis mine børn en dag ikke længere kan blive undervist i serbisk, rejser vi til Serbien. Vi vil ikke miste vores identitet,« siger Budimir Nicic, som har to piger på to og syv år.

Etnisk opdelt
Under Kosovo-krigen var Budimir Nicic soldat i den serbiske hær. Han understreger flere gange, at han ikke kæmpede ved fronten, men overvågede fly fra en bunker i Serbien.

Ifølge FN begik serberne de største krigsforbrydelser under krigene på Balkan  i 1990'erne. Serberne er også blevet beskyldt for at have opnået det, som de oprindeligt ønskede med krigen: etnisk opdelte områder.

Budimir Nicic ser anderledes på udfaldet.

»Næsten 200.000 serbere har forladt Kosovo. Talrige serbiske huse er blevet ødelagt og smadret. Mange kirker og klostre er brændt ned. I årene efter krigen forsvandt mange serbere sporløst; kidnappet og dræbt.«


Budimir Nicic bliver
Mange af Budimir Nicic' serbiske naboer er for længst flyttet fra landsbyen Caglavica i Kosovo. Men Budimir Nicic bliver. Dette er mit hjem, forklarer han.
Foto: Julie Hornbek Toft

Får penge fra Beograd
Da vi spørger Budimir Nicic, om det er sandt, at serbere i Kosovo får penge fra Serbien for at bo i Kosovo, behøver han ingen betænkningstid.

»Ja, vi bliver betalt.«

Budimir Nicic fortæller, at Serbiens hovedstad, Beograd, finansierer serbiske skoler og lægehuse i Kosovo.

»De ansatte får, hvad der svarer til dobbelt løn. Desuden får vi børnebidrag fra Serbien. Jeg får 30 euro om måneden for mine to piger.

Så ja, man kan godt sige, at Serbien betaler os for at bo her. Men hvis Beograd ikke sendte penge, ville der ikke være nogen serbere tilbage. Så jeg vil hellere sige, at Beograd er den største arbejdsgiver.«

Krigen i Kosovo sluttede i 1999, efter at Nato havde bombet de serbiske tropper. Herefter var Kosovo under FN-administration, indtil landet i 2008 erklærede selvstændighed. Enkelte EU-lande og især Serbien vil ikke acceptere Kosovo som nation.

Et uægte barn
Direkte adspurgt, om han anerkender Kosovo som nation, svarer Budimir Nicic:

»I mit hjem, mit hjerte, min sjæl og mit hoved kan jeg tænke, hvad jeg vil. Når jeg forlader mit hjem, overholder jeg Kosovos love.«

Vi stiller samme spørgsmål. Han gentager samme svar. Budimir Nicic sammenligner Kosovo med et uægte barn, som det internationale samfund har fostret.

»Derfor må det internationale samfund blive ved med at betale børnepenge til Kosovo. Stopper I, får vi konflikten. Måske ikke en direkte væbnet konflikt, men et socialt oprør. Her er fattigt, og der er høj arbejdsløshed. Det kan gå galt hvert øjeblik.«

Copyright: Jyllands-Posten

Opgaver

10. Før du læser artiklen "Forladt bag fjendens linjer"
Se på billederne, der hører til artiklen, før du læser videre.
Læs mere

11. Stadig spændinger i Kosovo
Serberen Budimir Nicic bor i Caglavica i Kosovo, men han føler, serberne, som er i mindretal i regionen, bliver presset ud af landsbyen.
Læs mere

Kosovo
Der er stor diskussion om, hvor mange mennesker der bor i Kosovo. Tallet varierer fra 1,7-2,5 mio.

1996-1999 var Kosovo præget af konflikter, vold og udrensning mellem serbere og albanere.

De hårde borgerkrigslignende kampe medførte, at NATO begyndte at bombe Serbien (Jugoslavien) i marts 1999.

Krigen sluttede i juni 1999.

1999-2008 var Kosovo under FN-administration.

I 2008 erklærede Kosovo selvstændighed, men flere lande - med Serbien i spidsen - vil ikke anerkende uafhængigheden.

NATO, FN og EU er fortsat massivt til stede i Kosovo.

Alle opgaver
Se opgaverne til artiklen "Forladt bag fjendens linjer" nederst på siden.
Landefakta
Kosovo
Kosovos flag har seks stjerner, hvor hver stjerne repræsenterer en af ​​de største etniske grupper i Kosovo: albanere, serbere, tyrkere, gorani, romaer og bosniere.
Landeportræt
'