Sitemap | Avanceret søgning |

Enkeland

Et landsbysamfund i Kosovo består stort set kun af kvinder. Mændene blev dræbt under en massakre i Kosovo-krigen.

Af JULIE HORNBEK TOFT og LARS NØRGAARD PEDERSEN
Publiceret 05-10-2011

KRUSHA, KOSOVO
Landsbyen Lille Krusha gemmer sig bag en nedlagt jernbane. Lille Krusha har en mindre skole, en købmand, et lægehus og en børnehave.

Landsbyens godt 100 huse spreder sig i en grøn dal mellem åbne enge og frodige marker, og umiddelbart minder Lille Krusha om enhver anden glemt landsby i det sydlige Kosovo. Men Lille Krusha er speciel.

Den savner halvdelen af det, som er normalt for de fleste samfund. Den gruppe, som på disse kanter både er indtjeningskilde og familieoverhoved.

Den mangler mænd.


Enkerne fra Lille Krusha
Seks af enkerne fra landsbyen Lille Krusha sammen med deres børn. Fra venstre Xhylije Batusha, Zarije Batusha, Burbuqe Batusha, Nexhmue Batusha, Sadije Batusha, Advije Duraku. Siddende i forgrunden iværksætteren Fahrije Hoti, som har åbnet en fabrik, hvor enkerne nu kan tjene deres egne penge og forsørge sig selv.
Foto: Julie Hornbek Toft

Kører man gennem Lille Krusha, bemærker man to efterladte betonhuse uden vinduer og døre. De to ruiner står ubeboede hen for at markere, hvor de fleste af byens mænd engang blev holdt fanget. Og landsbyens gravplads er udvidet med et særligt hjørne, hvor hver grav er pyntet med røde og lilla plastikblomster.

I dette hjørne er gravstenene nye og alle har indgraveret det samme årstal for dødsdagen. 1999.

Lille Krusha er i dag ét stort mindesmærke for de rædsler, der fandt sted i store dele af Kosovo, da Nato indledte sit bombardement mod de serbiske styrker i marts 1999.

Serberne ville ikke acceptere, at Kosovo løsrev sig og svarede igen ved at optrappe krigen mod kosovoalbanerne. I Lille Krusha blev stort set alle landsbyens kosovoalbanske mænd skudt - og brændt.

Ingen makeup
»Vi kendte mange af dem, som dræbte vores mænd. Vi havde boet sammen i årtier,« siger den 40-årige Burbuqe Batusha fra Lille Krusha.

Burbuqe og fem andre enker fra Lille Krusha byder os velkommen i et rødt treetages murstenshus i udkanten af landsbyen. Inde i spisestuen hænger tunge, lysebrune gardiner; store sofaer med plystæpper læner sig op ad væggene.

Kvinderne er solbrændte. Men de bærer ikke makeup. Det gør man ikke på denne egn, når man sørger. Og det gør de stadig i Lille Krusha.

Burbuqe fortæller roligt om den dag i marts 1999, da landsbyens mænd blev dræbt. Burbuqes mand blev 28 år. Deres børn var seks, fire og et år.


Fahrije Hoti
I Lille Krusha og Store Krusha vidner gravpladserne om den tragedie, som ramte landsbyen i 1999. Her den 42-årige iværksætter Fahrije Hoti, som har trodset alle kulturelle tyngdelove om at holde kvinderne nede - og inden døre.
Foto: Lars Nørgaard Pedersen

Alle blev skudt
Nato bombede de serbiske stillinger den 24. marts 1999. De to følgende dage omringede serberne Lille Krusha. Nogle af indbyggerne forsøgte at flygte op i bjergene, andre gemte sig i kældre.

Men næsten alle blev opsporet af det serbiske politi og de paramilitære styrker. Familierne blev slæbt ud på gaden og adskilt. Kvinderne og de yngste børn fik besked på at vandre mod den albanske grænse. Mændene og de ældre drenge blev slæbt over i en lade.

Det lykkedes for en af mændene at flygte. Nogle dage senere indhentede han kvinderne, som var på vej mod Albanien:

»Hvor mange har de dræbt, spurgte vi. Lad være med at spørge, svarede han. De har skudt alle. Flere blev brændt levende,« fortæller Burbuqe.

»Jeg mistede min mand og min 18-årige søn,« indskyder den 51-årige Sadije Batusha, en af de andre enker i spisestuen.

Burbuqe tager ordet igen:

»Vi flygtede til Albanien i tre måneder. Da vi kom tilbage, lavede vi ikke andet end at græde. Alt var ødelagt.«

Nederst i ligbunken
Landsbyen Lille Krusha spillede en central rolle i et af de efterfølgende retsopgør om krigsforbrydelserne i Kosovo.

I februar 2009 blev massakren i Lille Krusha nøje gennemgået, da den særlige domstol for krigsforbrydelser i eks-Jugoslavien under en appelsag i Haag idømte fem fremtrædende serbiske politikere og militærchefer fængselsstraffe på 15 til 22 år.

Domstolen i Haag konkluderede, at mindst 111 mænd fra Lille Krusha blev frarøvet alle værdigenstande og ført ind i en lade den 26. marts 1999. Herefter skød serberne gennem vinduerne, smed hø over ligene og satte ild til laden, fremgår det af retsdokumenterne, som bl.a. bygger på vidneudsagn fra to af de kosovoalbanere, som overlevede massakren. Den ene lå nederst i bunken af lig, den anden  flygtede - stærkt forbrændt - gennem en dør.

Under retssagen kom det også frem, at drenge ned til 13 år blev dræbt i laden. Stort set alle dræbte var civile.

Tåregas
Inden massakren var der 70 huse med kosovoalbanere og 23 huse med serbere i Lille Krusha. I dag er landsbyen tømt for serbere, og de seks enker i spisestuen begynder at råbe i munden på hinanden, da de bliver spurgt om, hvad der sker, hvis serberne vender tilbage til deres huse.

»Vi slår dem ihjel.«

Burbuqe tager ordet:

»Mange af dem bor i Serbien i dag. Vi ved ikke hvor,« siger hun.

Faktisk vendte to serbere tilbage i maj 2006 ledsaget af FN-soldater. Det endte nærmest i gadekampe.

»Vi ville spørge serberne om, hvad de gjorde ved vores mænd. Det tillod FN-soldaterne ikke, og så begyndte vi at kaste med sten. Det endte med, at soldaterne brugte tåregas mod os,« husker Burbuqe.

Må efterlade børnene
Selv om det er 12 år siden, at de mistede deres mænd, udbryder der næsten oprørsstemning, når man spørger de seks enker, om nogen af dem har giftet sig igen.

»Nej, nej, nej,« råber de.

To af enkerne holder sig for munden for at vise, at det er utænkeligt. De begynder dog at opremse navnene på de få kvinder i Lille Krusha, som har trodset normerne og giftet sig igen.

Fem, seks, nej, syv kvinder, når de frem til.

»To af kvinderne havde ikke børn. De andre måtte efterlade deres børn hos svigerfamilien,« forklarer Burbuqe.

For sådan er praksis på disse kanter.


Billeder af de savnede mænd
I hjertet af Kosovos hovedstad, Pristina, hænger der stadig billeder af de savnede mænd, der forsvandt under krigen og aldrig er blevet fundet. Flere af de savnede mænd bærer efternavnet Batusha og kommer fra Krusha.
Foto: Julie Hornbek Toft

Imamer hjælper
I det nordlige Albanien og store dele af Kosovo følger landsbyerne stadig den albanske lovsamling "Leke Dukagjinis kanon", opkaldt efter en albansk fyrste fra det 15. århundrede. Lovsættet regulerer ægteskab og arv og er særdeles striks, når det gælder ægteskab for enker.

Sagt ligeud: Gifter kvinderne i Lille Krusha sig igen, mister de deres børn. Børnene bliver hos svigerfamilien.

»Så jeg kan aldrig gifte mig igen. Jeg vil ikke forlade mine børn,« siger Burbuqe.

Ingen af de tilstedeværende enker har overvejet at trodse traditionerne eller at forlade Lille Krusha.

»Selv hvis jeg bliver tilbudt et hus af guld, vil jeg ikke flytte. Vores sønner og mænd døde for dette sted,« siger den 53-årige Nexhmue Batusha.

Hun mistede sin mand og to sønner i 1999.

Enkerne understreger, at de har modtaget stor hjælp fra de internationale Natostyrker og hver måned får penge fra imamer fra Saudi-Arabien. Men det har også været hårdt, forklarer Burbuqe:

»I lang tid greb min søn ud efter alle mænd og sagde: "far, far". Da han blev lidt ældre, fik vi ham til psykolog.

Min svigermor holdt fast i, at min mand kom tilbage. Så jeg måtte ikke sige, at han var død. Men psykologen sagde, at jeg ikke kunne blive ved med at fortælle min søn, at hans far var i live.«

Burbuqe synes, at enkerne trods alt kan være stolte.

»Vi bor i et hjørne af Europa med trafficking, narko og prostitution. Ingen af vores børn er endt i problemer. De er kommet i skole og klarer sig godt.«

Adspurgt om de ikke savner mænd, råber den 51-årige Sadije Batusha gennem stuen:

»Vi er mændene.«

For historien om Lille Krusha er ikke kun historien om rædsel og sorg. Det er også fortællingen om en gruppe kvinder, der har rejst landsbyen - og sig selv.

Enkerne kører bil
En af foregangskvinderne er den 42-årige Fahrije Hoti.

Hun har trodset alle kulturelle tyngdelove om at holde kvinderne nede - og inden døre. Hun mistede sin mand under massakren i 1999. De havde været gift i ni år og havde dengang en treårig datter og en søn på tre måneder.

I 2003 stiftede Fahrije Hoti en organisation for kvinderne i Krusha, og i 2010 fik enkerne deres eget firma, som producerer konserves fra egnens afgrøder.

»Det var en måde at bearbejde, hvad der var sket. Men det har været vanskeligt at ændre tankegangen. Alle kvinder var jo vant til at gå hjemme. Men i dag har vi vores egen fabrik, og 30 af enkerne har taget kørekort,« siger Fahrije Hoti. Stolt.

Fahrije Hoti har ikke fundet en ny mand.

»Mistede jeg ikke mine børn, ville jeg måske« Hun tøver.

»Så ville jeg - måske - gifte mig igen.«

Den ellers selvsikre kvinde går i stå, da hun bliver spurgt om, hvorvidt hun har fortrudt sit liv som enke.

Efter noget tid siger hun så:

»Jeg har ofte tænkte, at jeg aldrig skulle være vendt tilbage til Krusha. Mine børn har klaret sig godt. Men de skulle være opvokset et andet sted, så de havde fået et normalt liv.«

Den 40-årige Durakja er en af enkerne i Fahrije Hotis organisation. Hendes mand blev 31 år og efterlod en datter og en søn. Den 26. marts 1999 flygtede familien ud i skoven. Serberne opsporede familien. Og tog manden med.

»Sidste gang jeg så min mand, var han bleg og bange. Jeg stod med blade i håret, fordi vi var flygtet gennem skoven. Han pillede forsigtigt bladene ud af mit hår. Vi sagde ingenting. Heller ikke farvel. Vi vidste godt, hvad der skulle ske. Men vi kunne ikke sige noget foran vores børn,« fortæller Durakja.


Enkerne
Der er ingen af enkerne, der er blevet gift igen.
Foto: Julie Horbek Toft

Ingen fremmede her
Tilbage i Lille Krusha går de seks enker med ud foran huset for at sige farvel. Enkerne fordømmer forslaget i kor, da vi spørger til, om vi ikke skal sende nogle danske mænd til Lille Krusha:

»Vi skal ikke have fremmede her.«

Så sker der noget uventet:

»Jeg vil nu gerne,« siger den 40-årige Burbuqe. De øvrige enker vender sig forbavset. En af dem forsøger at holde Burbuqe for munden. Men hun fastholder.

»Jeg vil da gerne se nogle mænd her. Det ville da være fint for Krusha,« siger Burbuqe.

»I hvert fald hvis de bare kommer som turister.«

I hjertet af Kosovos hovedstad, Pristina, hænger der stadig billeder af de savnede mænd, der forsvandt under krigen og aldrig er blevet fundet. Flere af de savnede mænd bærer efternavnet Batusha og kommer fra Krusha.

Copyright: Jyllands-Posten

Opgaver

12. Før du læser artiklen "Enkeland"
Se på billederne, der hører til artiklen, før du læser videre.
Læs mere

13. I Krusha går livet langsomt videre
Artiklen "Enkeland" beskriver livet for befolkningen i en lille landsby Krusha i Kosovo, efter at mændene i byen blev dræbt under krigen i 1999.
Læs mere

Alle opgaver
Se opgaverne til artiklen "Enkeland" nederst på siden.
Balkan-krigene i 1990'erne
Voldtægtslejre, koncentrationslejre, masseudryddelser, tortur, hundredtusinder dræbte og flere mio. mennesker på flugt.

Den 25. juni 1991 erklærede de to jugoslaviske republikker Slovenien og Kroatien selvstændighed.

Det udløste en kædereaktion af konflikter og krig, der splittede Jugoslavien op og transformerede Europas baggård til en slagmark, hvor kampen for etnisk rene områder, udmøntede sig i koncentrationslejre og folkemord. I 1992 løsrev Bosnien-Hercegovina og Makedonien sig.

Hårdest ramt var Bosnien, hvor konflikten blev optrappet af, at landet huser bosniske muslimer, bosniske kroatere og bosniske serbere, som ønskede etnisk rene områder.

Senere spredte konflikterne sig til Kosovo, hvor kosovoalbanerne forsøgte at løsrive sig fra den resterende del af eks-Jugoslavien, som var serbisk domineret.

Dayton-aftalen afsluttede krigen i Bosnien i 1995, og Natos indgreb i 1999 satte punktum for Kosovokrigen.

De etniske konflikter plager stadig landene.

De venter på de døde
Næsten 100.000 mistede livet under Bosnien-krigen. 20 år efter mangler 10.000 stadig at blive identificeret.
Se billedserie
Enkeland
I Lille Krusha har landsbyens gravplads et særligt hjørne, hvor hver grav er pyntet med røde og lilla plastikblomster og på hver sten står det samme årstal, nemlig 1999.
Se billedserie
Landefakta
Kosovo
Kosovos flag har seks stjerner, hvor hver stjerne repræsenterer en af ​​de største etniske grupper i Kosovo: albanere, serbere, tyrkere, gorani, romaer og bosniere.
Landeportræt
'