Sitemap | Avanceret søgning |

Folket venter på frihed

Mens Ben Ali sad ved magten, turde borgerne ikke kritisere regimet. Fem dag efter hans flugt, begyndte tuneserne at tale. Mest om livet under Ben Ali. Fremtiden er uvis.

Af Sanne Gram
Publiceret 22-06-2012

TUNIS

Lodfi Mishihi står sammen med en gruppe mænd i Tunisforstaden Gammarth og holder vagt. Militser bevæger sig rundt i gaderne, og befolkningen er blevet opfordret til selv at våge over deres nabolag. På mange gader i hovedstaden Tunis har borgerne bygget vejblokader.

For få timer siden trådte udgangsforbuddet i kraft, og nu er der tændt bål flere steder på gaden. Denne aften er mere rolig end de foregående, og man kan ligefrem mærke, at stemningen ikke længere er så anspændt.

Det giver mændene mulighed for at lægge deres køller og stave ved siden af bålet for at spise de grillede pølser.

Men det giver dem også mulighed for noget, som de har været bange for i 23 år: at tale om Ben Alis undertrykkende regime.  

»Under Ben Ali talte folk ikke om politik, og man kritiserede heller ikke regimet. Tidligere sagde man kun sin mening til venner og den nærmeste familie, og alligevel var man påpasselig, for man vidste aldrig, hvem der lyttede med. Nu skal vi vænne os til at kunne tale frit,« siger Lodfi Mishihi. Spørger man mændene omkring bålet, hvilken stemning der karakteriserede Ben Alis regime, går der få sekunder, før de svarer. Alle giver samme svar: »Frygt.«

Lodfi Mishihi uddyber: »Har I set filmen Godfather?« spørger han: »Ben Ali var Godfather. En mafioso, som skabte et klima af frygt. Selv blandt dem, der var tæt på ham, var der frygt. Man kunne forsvinde, hvis man talte mod regimet.


Nattevagt i Tunis
En gruppe mænd holder nattevagt ved deres hjem i en forstad til Tunis. Gaden er afspærret med betonblokke, der er bål i en tønde, og de griller pølser i den disede aften.
Foto: Niels Hougaard

Frygten var Ben Alis barn, og siden 1987, da han trådte til, brødfødte han det barn, som i dag er blevet voksent. Men ingen var bange for det mere, for vi var blevet vant til det.«

Tuneserne har aldrig levet i et frit samfund. Zine al-Abidine Ben Ali overtog præsidentposten i 1987 efter Habib Bourguiba, der var Tunesiens første præsident, efter at Frankrig forlod landet. Også Bourguiba sad tungt på posten, han udnævnte sig selv til præsident på livstid, men han blev presset væk fra magten på grund af dårligt helbred. Heller ikke Bourguibas samfund var frit, siger Lodfi Mishihi.

»Før 1987 var der heller ikke ytringsfrihed i den grad, som folket ønskede det. Det var primært eliten, der udtrykte sig, men den var også begrænset. Den almindelige tuneser tænkte desuden mere over, hvordan han skulle brødføde sin familie end over, hvordan man skulle udvikle demokratiet. Bourguiba var absolut ingen demokrat, men han har stadig lagt grundstenene til revolutionen i dag,« mener Mishihi.

Bourguiba overgav magten til Ben Ali i 1987. Hvordan har han kunnet lægge grundstenene til denne opstand?

»Bourguibas regime var også fyldt med diktatur og undertrykkelse, men han var fokuseret på at skabe en uddannet befolkning. Havde han ikke været det, ville folk ikke kunne gøre opstand i dag, for de ville ikke have haft den nødvendige uddannelse til at gennemskue det falske i Ben Alis regime,« siger Lodfi Mishihi.

Ben Alis regime værst
Mændene omkring bålet nikker.

Der er ingen tvivl om, at der var problemer med Bourguibas regime, men dårligdommene ved Bourguibas regime er blevet overskygget af dårligdommene ved Ben Alis regime.

Mændene stirrer ind i bålets hypnotiserende flammer og skæver mod den stille gade. Der er intet politi, intet militær at se, men i det fjerne kan man indimellem høre en helikopter.

Andre steder i byen meldes der om uro og sammenstød. Mere end en tredjedel af befolkningen i Tunesien er under 15 år og har aldrig kendt til andet end Ben Alis undertrykkende regimer.

Tuneserne ved ikke, hvordan det er at leve i et frit samfund, og det skal de først til at lære. Hvis Tunesien da bliver frit.

For selv om der er positive strømninger, er tuneserne på vagt. Da Ben Ali trådte til, lovede han frihed og demokrati, men det kom aldrig. Selv om der var valg under Ben Ali, var resultaterne usandsynlige.

Demokratiet spilleregler
Ved præsidentvalget i 1994 fik Ben Ali 100 pct. af stemmerne.

I 1999 fik han 99,4 pct. af befolkningens stemmer, og senest i 2009 blev han genvalgt med 89 pct. af stemmerne. Samme tendens gjorde sig gældende ved parlamentsvalgene, da Ben Alis RCD-parti tog størstedelen af pladserne. 

Så selv om tuneserne måske nok har deltaget i valgene, kender de ikke demokratiets spilleregler.

»Folkets vilje er aldrig kommet til udtryk i parlamentsvalg. Myndighederne forfalskede folkets vilje til det, som de gerne selv ville have. Men ethvert tyranni har en ende, og det ender altid med en revolution. Se på Franco i Spanien, og se på shahen i Iran, alt endte med blod på den politiske scene,« siger Lodfi Mishihi.

Han sammenligner det med en trykkoger. Hvis man ikke sørger for, at dampen kan komme ud, vil den sprænge i luften. Ben Ali holdt sin befolkning med så hård en hånd, at folk ikke kunne komme af med dampen.

Til sidst vidste befolkningen nærmest ikke, hvordan man skulle udtrykke sig. Flere tunesere fortæller i dag, hvordan folk på fjernsyn talte på en mærkelig måde, fordi de hele tiden skulle tænke over, om de fik sagt noget, der kunne tolkes som en kritik af styret. Kunne man høre et ekko på telefonen, skulle man være ekstra påpasselig med, hvad man sagde, og flere hjemmesider var blokerede.

En borgerhandling
Alt det ændrede sig på få timer i januar 2011. Tuneserne har beskrevet det som at trykke på en knap, for pludselig virkede hjemmesiderne, og folk begyndte at sige deres mening i fjernsynet.

»Det er alles fortjeneste. Alle har været på gaderne, og ingen alene kan tage æren for det. Tuneserne er et stærkt folk, og det var en borgerhandling.

Under Ben Ali var vi bange. Nu er vi afventende. Vi venter på vores frihed,« siger Lodfi Mishihi. 

Copyright: Jyllands-Posten

Opgaver

5. Folket venter på frihed
Skim tekst og billeder, inden du besvarer opgaverne.
Læs mere

6. Folket venter på frihed
Besvar opgaverne, når du har læst artiklen.
Læs mere

Zine el-Abidine Ben Ali
Født i september 1936, præsident for Tunesien fra 1987 til han flygtede til Saudi-Arabien i januar 2011.
Undervisningsartikler
Berømmelsens pris
Et halvt år senere: Under de første frie valg i Tunesien og efter, at oprøret i Tunesien havde bredt til flere lande, vendte Sanne Gram og Niels Hougaard tilbage til Muhammed mor, som i mellem tiden var flyttet til en forstad i Tunis.

Han satte ild til sig selv, fordi han blev ydmyget
Historien om Muhammed Bouazizi gik verden rundt, og endnu i dag er han symbolet på den tunesiske opstand, som tvang præsident Ben Ali til at forlade landet i januar 2011. En uge efter Ben Alis fald, besøgte journalist Sanne Gram og fotograf Niels Hougaard Muhammeds mor.

Islamisk parti vandt det tunesiske valg
International Al Nahda er Tunesiens største parti

Jeg vil ikke deltage i valget og være med i det skuespil
27-årige Lina Ben Mhenni udfordrede Tunesiens styre ved at skrive blogs med kritik af Ben Alis styre. Præsidenten er væk, men ytringsfriheden har ikke fået det bedre, mener hun få dage før Tunesiens første frie valg i oktober 2011.

Kvinderne i front
Kvinderne var med i første række under demonstrationerne. Sammenlignet med andre arabiske lande er ligestillingen nået langt i Tunesien.

Hvis du vil vide mere
'