Sitemap | Avanceret søgning |

De legale illegale

Mens USA vil bygge et 1.125 km hegn langs grænsen til Mexico, ser de amerikanske virksomheder store muligheder i de 11-12 mio. illegale immigranter. Tre generationer af familien Ronquillo lever illegalt i USA. Senest hoppede bedstemor over hegnet.

Af Thomas Aue Sobol
Publiceret 01-12-2006

Los Angeles

Begynd i down town Los Angeles. Tag motorvej 10 Vest og kør af ved Lincoln. Fortsæt så forbi Ocean Park og drej til højre ved Rose Avenue. Herfra er det til venstre af 8th. street, og til venstre igen af Sunrise Avenue.


Vi er alle illegale
Rufino Ronquillo, hustruen, Minerva Ruiz Gomez, og sønnen Vicente er kommet fra Mexico til USA for at blive.
Foto: Stine Larsen

Stop op. Du befinder dig nu i den mexicanske barrio. Mød her Rufino Ronquillo og Minerva Ruiz Gomez. To af USA's 11-12 mio. illegale immigranter, der er omfavnet af de amerikanske virksomheder, men uønsket af det politiske USA, der allerede har taget mål til det 1.125 kilometer lange hegn, som skal holde mexicanerne, guatemalanerne, venezuelanerne og andre latinamerikanere ude af et land, hvor hver fjerde i 2040 vil være latino af afstamning.

Hullet mod syd skal lukkes. Med en slags fæstning fra Brownsville i Texas til San Diego ved Stillehavskysten. Nogle hundrede kilometer derfra, i mexicaner-kvarteret i Los Angeles på Sunrise Avenue, bor ægteparret Rufino og Minerva nederst i et hvidt toetagers betonbyggeri.

Her kommer knægte sjokkende med attitude lavet af guld og hængende løst om halsen, spæd karse på overlæben og løse håndtegn i brysthøjde. På midtersporet mellem to bygninger mikses salsaen med den dunkende bas fra et hard core hiphop fremstød. Her er alle fra Mexico, fortæller beatet. Ja, nærmest fra den samme provins, Oaxaca.

»Der er nok at tage af, vi er alle illegale,« siger 43-årige Rufino Ronquillo, der er tæt, skaldet og rundhovedet, men udtryksløs i ansigtet. Når han går, gør han det med tøvende skridt og hænderne i lommen. Rufino arbejder på et hotel i byen.

Betaler skat, social sikring og alle de andre ting, gode amerikanske statsborgere skal. Men han kan ikke selv bruge sikringen til noget. For skal mexicaneren på hospitalet, risikerer han at blive deporteret.

Sådan er det for de illegale i Los Angeles. Ærgerligt for Rufino, men godt for de amerikanske virksomheder, der er dybt af afhængige af arbejdskraften fra syd til at gøre rent på hotellerne, sælge burgere, feje gaderne, klare opvasken og plukke vindruerne, når den tid kommer.

Bryllupskager
Rufinos kone Minerva laver bryllupskager. Hun har billeder af dem i en mappe. Det er de høje af slagsen, i mange lag og med lange stiger, kringlede flødeskumsformationer og små menneskefigurer i kjole og hvidt.

De koster 350-450 dollar stykket, kagerne, og Minerva vil gerne starte en forretning, men det kan hun ikke så længe, hun er illegal, og derfor nøjes hun med at sælge til alle de andre illegale. På Sunrise Avenue.

»Vi ville tjene penge hurtigt og så rejse hjem til Mexico. Men nu er vores liv her, og vi tager ikke tilbage. Det stresser os, at vi skal leve illegalt. Vi føler os impotente. Vi vil starte vores egen forretning, betale vores skat og blive en del af det amerikanske samfund,« siger Rufino Runquillo.

Milliarder under puden
De amerikanske virksomheder er så småt ved at finde ud af, at Runquilloerne og de andre mexicanere er kommet for at blive. Mens erhvervslivet længe har nydt godt af den billige og villige arbejdskraft, er det nu også begyndte at se på de mange millioner illegale som et oplagt marked for deres produkter.

Og hvor de illegale på Sunrise Avenue og andre steder i USA tidligere lagde milliarder af dollars under deres hovedpuder, skal de nu lære at sætte penge i banken, låne flere - og forbruge endnu flere.

Banker, kredit- og forsikringsselskaber er aggressivt begyndt at henvende sig til de illegale. Hånden skal ind under puden. I 2001 gav de amerikanske myndigheder grønt lyd for, at de illegale immigranter kunne oprette bankkonti alene ved hjælp af deres matricula - et særligt latinamerikansk id-kort, som intet har at gøre med amerikansk legitimation og statsborgerskab.

Siden er det gået stærkt med at omfavne de illegale. Gigantbanken Wells Fargo nåede ved årsskiftet op på 525.000 kunder, der udelukkende har præsenteret sit matricula for at få en konto. Det er mere end en tredobling på tre år. Hver dag kommer 800 nye kunder til.

Og efter Wells begyndte festen, er en lang række andre banker, forsikringsselskaber og kreditinstitutter også begyndt at sende indbydelser ud til de illegale, der tilfører markedet omkring 700.000 nye kunder hvert år.

Grænseløst hævekort
Erhvervslivets manøvrer har fået immigrations-modstanderne op af stolen, og Washington-gruppen Friends of Immigration Law Enforcement (FILE) har truet med at sagsøge bankerne og bedt dem om at holde nallerne væk fra de ulovlige kunder.

Men erhvervslivets kurs giver god mening for alle parter, mener fortalerne. En af dem er Raul Hinojosa, tidligere rådgiver for Bill Clinton og professor ved University of California Los Angeles (UCLA), der selv bor tæt på Oaxaca-lejren med Rufino og Minerva og de andre mexicanere.

»Mexicanerne tjener hvert år milliarder af dollars i USA. Hvis pengene bare ligger under hovedpuden, er der ingen, der får glæde af dem. Nu kan de få en konto, tage lån til hus og bil, og det skaber vækst og udvikler økonomien. Det er en win-win situation for alle,« siger Raul Hinojosa.

Professoren har selv startet en virksomhed, som skal hjælpe de illegale med at lave pengeoverførsler og give milliarderne værdi både i USA og Mexico.

Hos "No Borders" kan man oprette et slags hævekort, hvor det er muligt at sætte penge ind, sende dem hjem til Mexico, betale for videokonferenceopkald til landsbyen eller tilslutte sig særlige sundhedsordninger som erstatning for den manglende sociale sikring, immigranterne har i USA.

Raul Hinojosa vurderer, at over 90 pct. af mexicanernes penge stadig kører i en stor bue uden om banksystemet, og der derfor er et kæmpe uudnyttet potentiale.

»Bankerne vil helst ikke møde de illegale kunder ansigt til ansigt. Sådan er det stadig. Men med det her kort kan alle lave pengeoverførsler, blot de har en telefon. Det er globalisering fra bunden. Pengene har det med at vokse og skabe enorm vækst, lige så snart de kommer i arbejde,« siger Raul Hinojosa og sammenligner den potentielle effekt med mikrokreditsystemet, der går ud på at låne små pengebeløb til fattige, så de kan starte mindre virksomheder og dermed skabe et indtægtsgrundlag.

En metode, der tidligere i år udløste en nobelpris til opfinderen, økonomiprofessoren fra Bangladesh, Muhammad Yunus.

Efter studierne
Tilbage til Sunrise Avenue. Mød her Vicente Ronquillo. Illegal immigrant. Søn af Rufino og Minerva. Den 22-årige mexicaner er netop optaget på California State University i Los Angeles og skal læse jura. Som en af de få stater i USA tillader Californien, at de illegale får en videregående uddannelse.

Til gengæld kan Vicente som illegal ikke søge de legater, der skal finansiere studierne, og derfor arbejder han i en elektronikforretning tre-fire dage om ugen.

»Det motiverer mig bare. Når jeg arbejder, tænker jeg på, at jeg skal læse hårdt for at komme videre i mit liv,« siger Vicente, der har sat sig på en stol i forældrenes køkken.

Når han taler, veksler han mellem engelsk og spansk. Mens sprogene for Vincent er noget, man går ind og ud af med samme lethed, som man trækker vejret, vil Rufino og Minerva endnu helst tale spansk. Vicente kom til USA, da han var syv år. Med falske id-papirer, men ægte drømme om det land, hans far allerede havde forladt ham for.

Ved grænsebyen Tijuana fattede vagterne mistanke. De blev ved at spørge Vicente og hans bror om, hvad deres virkelige navne var. De sad i hvert deres rum, brødrene. Så kom grænsevagten ind og kaldte Vicente for hans rigtige navn, og Vicente vidste, at broderen havde sladret. At han var bukket under.

Men der kom penge fra "Coyoten" (prærieulven), som menneskehandlerne kaldes, og drengene slap over grænsen, gennem hullet.

»Jeg skal være legal, inden jeg bliver færdig med mine jurastudier, for ellers kan jeg slet ikke komme til at arbejde som advokat,« siger Vicente Ronquillo.

»Det provokerer mig«
Han behøver ikke sige det, man kan høre det på den måde, han taler.
Vicente er vred. »Vores familie får ingen støtte, vi bliver underbetalt og kan ikke avancere på arbejdspladsen. Det provokerer mig. Amerika er ikke, som det har været.

Mens vi prøver at bringe demokrati og retfærdighed alle andre steder i verden, sker det intet her. Amerikanerne vil have vores arbejdshænder, men de vil ikke have os. Det er dumt, alvorligt set dumt,« Vicente gentager ordet »dumt« nogle gange. Som om han ikke rigtig kan slippe af med det.

Mexicaneren ved allerede, at han vil bruge sin uddannelse til at kæmpe for rettigheder til de illegale. Dem fra hans kvarter på Sunrise Avenue.

Skærpet kontrol
Ved grænsen er der snart et hegn. På hans t-shirt er der en knyttet næve. Det er håbløst at tro, at hegnet vil holde mexicanerne ude.
Siger Vicente. »Mexicanerne kommer alligevel. De bygger tunneler fra Tijuana til San Diego, som narkokartellerne gør det. Der er mange penge i det for menneskehandlerne, og hegnet betyder bare, at folk vil krydse, hvor det er farligere, og flere vil dø,« siger han med en selvfølgelighed, som udførte han et simpelt regnestykke.

USA's regering har tidligere forsøgt sig med at gøre det, virksomhederne allerede har gjort.

At gøre de illegale legale. Det skete under præsident Ronald Reagan, der i 1986 gav 4 mio. immigranter mulighed for at søge om amerikansk statsborgerskab. Loven fulgte efter årtier med en forholdsvis åben grænse. I den periode rejste flere end 20 mio. mexicanere frem og tilbage over grænsen alt efter, hvor der var arbejde at finde. Som yoyoer i menneskeskikkelser.

Men i årene efter Reagan-amnestien blev grænsekontrollen igen skærpet, og ifølge retshjælpsgruppen American Immigration Law Foundation betød det, at mange af de illegale, der herefter kom til landet, besluttede at slå sig ned fast i USA.

Det var igen blevet for farligt at rulle frem og tilbage over grænsen mellem Tijuana og San Diego.

Virksomhederne lokker
En legalisering var igen på tegnebrættet, da den reformpakke, der nu er mundet ud i det 1125 km langt hegn, blev diskuteret. Idéen var, at de 11-12 mio. illegale immigranter i det mindste skulle have en slags tidsbegrænset opholdstilladelse, så de kunne leve i USA under rimelige forhold. Dertil kom det som bekendt aldrig.

Forslaget kom lige op til et amerikansk midtvejsvalg, hvor senatorerne var afhængige af de mange "hvide" stemmer, hvoraf mange frygter, at en legalisering vil føre til en invasion af mexicanere gennem ørkenen fra syd.

»Forkert,« siger Raul Hinojoso, der mener, at immigrationen er drevet af efterspørgslen på det amerikanske arbejdsmarked. Ikke af størrelsen på hullet ved grænsen. Eller i hegnet.

»Der er en ekstremt tæt kontakt mellem mexicanerne i USA og deres hjemegne. De ringer til hinanden hele tiden for at høre, om der nu er behov for arbejdere, eller om de skal vente lidt med at komme. Hele udviklingen er drevet af efterspørgsel fra de amerikanske virksomheder og farme. Er der ikke noget arbejde, så kommer mexicanerne heller ikke. Så enkelt er det,« siger han.

I marts i år fik debatten om de illegale hundredetusinder af latinamerikanerne på gaden i Los Angeles i protest mod regeringens jagt på dem. Et par måneder senere nedlagde de illegale arbejdet én dag for at vise, hvad deres arbejdshænder betyder for at holde Californien kørende.

Bedstemor og barnebarn
Fra taget af Raul Hinojosas hus er der udsigt over Venice Beach. Nede på stranden, der er bred som to fodboldbaner, trommer og danser en flok mennesker. Langs promenaden sælger de illegale mexicanerne t-shirts til turisterne. Fra koreanernes kiosker. Professoren svinger frem tilbage i sin hængekøje, som følger han rytmen i pendulet på et gammelt ur.

»Fjern de udokumenterede immigranter fra USA økonomi, og du vil se den værste økonomiske depression, USA har gennemlevet,« siger han tørt.

Atter tilbage til Sunrise Avenue. Mød her også den 60-årige bedstemor Ronquillo, der for tre måneder siden kravlede over hegnet (ja, nogle steder findes det allerede). Det syv meter høje. Mens coyoten greb hende på den anden side. Pris: 10.000 kroner. Eller mød den mindste Ronquillo af dem alle. Barnebarnet. Født i USA og den fjerde generation af Ronquilloer, der lever her nu. Som den eneste har han opnået legal status og kan se frem til et normalt liv i staterne. Alene fordi han er født her, kan han sige: »Jeg er amerikaner.«

Og stadig tro på sig selv. På væggen i Rufino og Minervas hjem er der et sort/hvid fotos fra Oaxaca. Det forestiller en glad pige med sombrero, der trækker af sted med et æsel. Ved siden af hænger det mexicanske flag. Det er ikke foldet ud, men hænger der bare som en klud fra en knage.

»Vi har også et amerikansk flag, men vi vil ikke hænge det op, før vi bliver accepteret som borgere,« siger Rufino.

Ronquillo-familien er kommet for at blive. Spørgsmålet er med hvilken status, det bliver. Legal eller illegal? De amerikanske virksomheder har truffet deres valg, men Rufino kender alligevel ikke svaret. Bortset fra den mindste Ronquillo, venter familien stadig på den endelige dom fra Washington.

»Indtil den dag er vi mexicanere,« lyder beatet på Sunrise Avenue.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Det uønskede hegn
De amerikanske virksomheder ser store muligheder i de 12 millioner illegale immigranter i USA. Alligevel har det politiske USA allerede taget mål til det 1.125 kilometer lange hegn, som skal holde latinamerikanerne ude.
Se billedserie
'