Sitemap | Avanceret søgning |

Lykkejægerne

200 millioner migranter er mændene bag Kinas vækst. Virksomhederne ansætter dem, fordi de er billige og arbejder hårdt. Kina vil forbedre arbejdernes vilkår, men de multinationale stritter i mod. Samtidig har migrationen store sociale konsekvenser. I byen Xinan er de lokale blevet frataget deres jord, mens de nye fabrikker kun vil hyre migranter. Uroen ulmer.

Af Thomas Aue Sobol
Publiceret 26-11-2006

Xinan

På toppen af en bygning svøbt ind i et edderkoppeagtigt spind af stilladser og grøn presenning skubber arbejderne trillebøren fremad med hævede skuldre og slæbende skridt.

Det er midt på dagen, vi er nær Ækvator, og nogle af arbejderne bærer stråhat for at skærme for solen. Andre går med bare tæer i murstensstøvet 20-30 meter over det, der engang var landbrugsjord, men nu er inddraget til fordel for fremskridtet.


Sulteløn
Kinas migrantarbejdere arbejder ofte for sulteløn, men virksomhederne er glade for deres arbejdskraft. En bygningsarbejder tjener ned til 400 kr. om måneden.
Foto: Stine Larsen

Nede foran byggeriet har en arbejder med stribede shorts stillet trillebøren et øjeblik. Sveden tegner landkort på hans t-shirt, han løfter bøllehatten op foran ansigtet og lader den hvile der i nogle sekunder. Som forsøger han at trække vejret gennem den.

Det er migrantarbejdere, som går rundt på byggepladsen i Xinan, en lille landsby der flyder sammen med millionbyen Xiamen ved Kinas østkyst. De er lykkejægerne fra de fattigere landbrugsområder vestpå, som i hobetal er søgt til Kinas kystbælte, og som får fabrikker, erhvervsdomiciler, boligkomplekser, ja selve økonomien til at skyde frem med en ufattelig fart.

En af migranterne er 33-årige Huang Fang Cai. Han lever for foden af byggepladsen i de blikbarakker, hvor støvet ligger som et fint lag nyfalden rød sne, hvor sengen er bygget af bambus, og livet deles op i bidder på 2-3 måneder - eller hvor længe det næste byggeprojekt nu varer.

Huang Fang Cai har ikke noget fast bliktag over hovedet. Som migrant fra Nordvestkina rykker han fra byggeplads til byggeplads for at arbejde og tjene penge nok til en gang i mellem at sende en konvolut hjem til konen, datteren og forældrene.

»Jeg er egentlig færdig med arbejdet på byggepladsen nu, men jeg bliver boende her, til jeg har fundet en ny plads at arbejde på, for ellers har jeg ikke noget sted at sove,« siger Huang Fang Cai, der har sat sig på en rød mursten foran den blikbarak, han bor i.

Ny lov om arbejde
Kineserens historie ligner på mange måder de omkring 200 millioner andre kinesiske migranters, der er søgt til megabyerne på Kinas østkyst for at prøve lykken.

En rejse drevet af fattigdom og ønsket om at få del i landets økonomiske boom. Men også en fortælling om de sociale konsekvenser, verdens største folkevandring har ført med sig.

Om migrantarbejdere, der lever som andenrangsborgere i byerne og arbejder for sulteløn uden at kunne blive registreret og få adgang til den sociale sikring, pension og andre goder, der normalt følger med det at have et arbejde.

En historie det kinesiske styre sjældent fortæller, men som magthaverne alligevel frygter konsekvenserne af. Derfor har Kina nu også lagt op til, at de kinesiske arbejderes forhold skal forbedres.

Et nyt lovforslag vil gøre det vanskeligt for virksomhederne uden videre at afskedige ansatte, og der vil komme betydelig mere magt til den statskontrollerede fagforening gennem nye kollektive forhandlingsrettigheder om arbejdsvilkår som arbejdstid, ferie og sikkerhed.

Iagttagere vurderer, at den typiske migrantarbejders løn desuden kan stige med helt op til 50 pct., hvis loven glider igennem. Forslaget kommer efter gentagne historier om misbrug af især migranterne.

Senest er verdens største detailkæde Wall Mart blevet tvunget til at acceptere dannelsen af fagforeninger i sine kinesiske butikker. De multinationale virksomheder har ikke undladt at reagere på den slags.

Det amerikanske handelskammer, som repræsenterer virksomheder som Nike, Dell, Ford, General Electric og Microsoft, har sendt en 42-siders skrivelse til de kinesiske myndigheder, hvor amerikanerne protesterer mod en række af forslagene.

For både de multinationale og lokale virksomheder er glade for migranterne, som tingene er i dag: De arbejder hårdt og er billigere end de lokale, blandt andet fordi de ikke koster så meget i social sikring.

En dårlig handel
Se bare på Xinan, hvor Huang Fang Cai de seneste måneder har flyttet murbrokker med sine kraftige hænder og lavstammede, robuste krop.

I 1990'erne boede der 6.000 mennesker i landsbyen, som det i dag er svært at finde en begyndelse eller ende på, fordi den flyder sammen med den øvrige betonjungle, og der hele tiden bliver bygget nyt, hvor der tidligere blev sået ris eller plantet peanuts.

For de tyve år siden besluttede den kinesiske regering, at området skulle industrialiseres. Derfor blev de lokale bønders jord eksproprieret. De havde reelt ikke et valg, bønderne. De fik en pose penge for at folde markerne sammen.

Både multinationale og lokale virksomheder begyndte at bygge fabrikker, kontorer og boligkomplekser i Xinan. I en rasende fart. I dag er Kodak nok den mest kendte virksomhed her i landsbyen. Men lynindustrialiseringen i Xinan er ikke gået helt, som de lokale havde forventet.

De siger selv, at de aldrig har fået alle de penge, som de blev lovet for jorden, og da de nye virksomheder skulle ansætte arbejdere på fabrikkerne, var det de billigere migrantarbejdere, virksomhederne valgte.

I dag bor der tre gange så mange migranter i Xinan, som der bor lokale. Og mange af de lokale er endt med en dårlig handel: Rismarkerne er væk, og de kan ikke finde nyt arbejde. Vreden vendes både mod regeringen og migranterne, der betragtes som dårligere mennesker.

400 kr. om måneden
Huang Fang Cai rejser sig fra murstenen, børster det røde grus af bukserne og sætter sig op på en træbænk. Han siger:

»En del af de lokale beboere ser ned på os. De siger, at vi lugter, fordi vi ikke går i bad så tit og går i noget andet tøj, end de gør. De taler nedværdigende til os, når vi spiser i deres restauranter«

Bygningsarbejderen har olivengrønne lærredsbukser på og en rød t-shirt. Nær ham er et aflangt vaskekar fæstnet til en mur. Her løfter arbejderne fødderne op og vasker dem, når arbejdsdagen er slut.

Der har samlet sig en kreds af kvinder omkring os.

De arbejder ikke på byggepladsen men er flyttet med til byen for at være nær deres mænd. Nogle af børnene sidder i flettede kurve som vedhæng på ryggen. De fleste af de 200 arbejdere i barakkerne har dog ikke deres koner med, men sender penge hjem til dem i landsbyen.

Byggeriet, der hæver sig over blikbarakkerne, skal være en nyt boligkompleks, siger Huang Fang Cai.

Her får nogle af de bønder, som senest har fået frataget deres jord i Xinan, lov til at bo med en lille rabat, forklarer han.

Huang Fang Cai forstår godt, at nogle af de lokale er vrede, fordi de ikke længere har deres jord.

Men han mener, det er forkert, at bebrejde migranterne noget.

»Mange af de lokale vil alligevel ikke arbejde i fabrikkerne eller på byggepladserne, de vil hellere arbejde med handel og butikker, så vi tager ikke deres arbejde. Problemet er, at regeringen ikke betaler dem nok penge for jorden. Betalte de dem nok, så ville der heller ikke være nogen konflikter,« siger Huang Fang Cai

Bygningsarbejderen viser os ind i den barak, han sover i.

Herinde er der bambussenge i lange rækker med myggenet svøbt omkring sig, så de ligner store insektpupper.

Gulvet er lavet af byggestøv, og når man træder i det, hvirvler det op og lander på spillekortene, blikskålene, mørtel-spandene eller plasticskoene, der flyder omkring.

Nogle steder er der huller i blikvæggene, og kun det får solen til at kravle ind i afmålte stråler.

Huang Fang Cai rejser hjem til sin kone og datter to gange om året. Datteren er syv år og lige startet i skole. Hvert år sender han dem 20.000 yen, der svarer til 15.000 kroner.

De sidste ni år har det været på den måde.

Bygningsarbejderen siger, han tjener 75 kroner om dagen, og det er en god løn for migranterne, som kan have månedslønninger på helt ned til 400 kr.

Vold og skepsis
Det er imidlertid helt andre mennesker, der for alvor tjener byggeboomet i Kina. Syv ud af Kinas 15 dollarmilliardærer findes ifølge avisen China Daily inden for byggeriet.

Konflikterne omkring ekspropriering af jord har flere gange udviklet sig voldeligt i Kina. I december sidste år blev flere demonstranter skudt og dræbt under gadeoptøjer i landsbyen Dong-zhou.

Beboerne protesterede over, at de efter eget udsagn ikke havde fået erstatning for den jord, som blev eksproprieret i forbindelse med opførelsen af et kraftværk, som danske Vestas leverede vindmøller til.

I Xinan har volden vendt sig mod migranterne.

Det er ikke noget, Huang Fang Cai har oplevet sin egen krop, men efter at have tilbragt et halvt år i Xinan oplevede den norske antropolog Marte Kjær Galtung, hvordan konflikten mellem migranterne og de lokale udviklede sig til voldelige overfald mod migranterne og en dyb skepsis rettet den anden vej. Følelser som antropologen ikke havde oplevet stærkere nogen andre steder i verden.

Masterafhandlingen blev diskuteret et seminar i Xiamen tidligere i år, men ifølge Marte Kjær Galtung, der i dag arbejder i det norske udenrigsministerium, er bagsiden af det kinesiske vækstmirakel i det store hele ignoreret.

»Mens gevinsterne af denne hastige udvikling er nem at få øje i mange af storbyerne, så er de sociale omkostninger ikke synlige hverken i den officielle kinesiske diskurs eller i dækningen fra internationale medier. Disse omkostninger er dog væsentlige,« konkluderer hun i afhandlingen.

»Ingen job til de lokale«
Ned gennem Xinans hovedgade hænger solen nu lavere. Det er blevet sidst eftermiddagen, men det er stadig meget varmt. Kvinderne gademarkedet sidder med iturevne plasticposer fastgjort for enden af træpinde og vifter foran kødet, så fluerne ikke kan sætte sig til bords.

Hos frisøren møder vi en af Xinans lokale kvinder. Hun sidder en skammel og spørger:

»Da jeg blev gift, var her ingen migranter. Jeg er ikke glad for, at der ikke er nogle job til de lokale, men hvad skal vi gøre ved det?«.

Kvinden, som ikke vil have sit navn frem, solgte sin mors og fars jord med peanuts og sukkerroer i 1990'erne. Hendes mand har dog nu fået job som vagt en af fabrikkerne i byen, fortæller hun.

Ved byggepladsen er arbejderne vej ind til barakkerne. De går med orange hjelme og hakker eller spader henslængt over skulderen. De fleste nu også selv dækket af det rødlige støv, som giver deres tøj og hud den samme farve.

En stor gryde bliver sat bordet ved de udendørs spisebænke, og migranterne kommer med skåle, fade og kopper. Nogle er i gang med at skylle sig under armene og fødderne ved vaskene. Andre er slet ikke kommet ned endnu.

Deroppe toppen af bygningen den jord, der engang var risbøndernes, bliver migranternes bare fødder og trillebøre til mørke silhuetter, før de helt forsvinder. Det varer ikke længe, før Huang Fang Cai kryber ind bag myggenettet, der har større huller, end det burde.

I morgen skal han finde nyt arbejde, lykkejægeren. Og en ny bambusmåtte at sove .

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Den kinesiske sulteløn
Bag Kinas enorme vækst lever 200 millioner migranter. Virksomhederne ansætter dem, fordi de er billige og arbejder hårdt. Og fordi de kan udnyttes.
Se billedserie
'