Sitemap | Avanceret søgning |

Den globale mission II

Mød Nicolay Ivanovich. Den russiske savværksarbejder er hovedpersonen, når vi i denne udgave af ErhvervsMagasinet indleder anden og sidste del af Den globale mission - JP Business Reports jordomrejse til globaliseringens brændpunkter på seks kontinenter.

Af Steen Rosenbak, erhvervsredaktør
Publiceret 12-11-2006

Nicolay er ved første øjekast en verdensborger i globaliseringens periferi. Men han er tættere på os end som så. Den træstamme, der i dag er forvandlet til sofabord i en dansk dagligstue kan meget vel have indledt sin lange rejse med en tur igennem Nicolays barkede næver. Og måske illustrerer en dansk families køb af netop dette bord en helt central problemstilling i den globale verdensorden.

På den ene side er bordet med til at sikre Nicolays job og hans families eksistens langt derude mod øst. På den anden side er det samme bord med en vis sandsynlighed produceret under forhold, der understøtter en illegal og alt andet end bæredygtig skovhugst og dermed i høj grad skadeligt for miljøet. Af dén ene årsag, at bordet havde været hundrede kroner dyrere, hvis det var produceret af garanteret bæredygtigt træ og under garanteret forsvarlige arbejdsforhold for de russiske skovarbejdere. For sådan er det jo med globaliseringen. Enhver fordel modsvares af en ulempe.

Fordelene giver sig udtryk i bedre og billigere varer til de rige landes forbrugere og bedre levevilkår for fattige landes befolkninger. Ulemperne markerer sig typisk i form af miljøsvineri, udbytning af mennesker og en trods alt stigende ulighed mellem denne verdens rigeste og fattigste. Det er ikke mindst i denne ambivalens, globaliseringens fascination ligger begravet.

Det er de vilkår, danske virksomheder skal operere under. De ved, at de skal opfylde løfterne om tårnhøj etik og forretningsmoral uanset hvor i verden, de arbejder. Men de ved også, at etikken og moralen ikke altid modsvares af en umiddelbart rimelig andel af det marked og den indflydelse, som købedygtige forbrugere i kraft af deres valg af produkter vælger at forsyne de globale virksomheder med.

Og det er ærgerligt. For virksomhederne har en stor rolle at spille i skabelsen af en rigere og mere sikker verden. Heldigvis er en bevægelse i den rigtige retning sat i gang. Stadigt flere virksomheder beskæftiger sig med socialt ansvarlig drift, miljøvenlig produktion og etisk forsvarlige forsyningslinier fra underleverandør til kunde.

Der er bare stadig meget langt at gå, inden kommercielle og politiske interesser går op i en højere enhed i jagten på globaliseringens gevinster.

I forårets første kapitel af Den globale mission besøgte JP Business Report Sydamerika, Australien, Indien og Østeuropa. Her fortalte vi bl.a. om, hvordan bureaukratiske handelsregler tvinger medicinalkoncernen Novo Nordisk til at sende insulinprodukter på fordyrende tur-retur rejser mellem Brasilien og Danmark, inden medicinen kan nå frem til den sydamerikanske forbruger. Vi beskrev Australiens nylige problemer med at integrere migrantarbejdere i sin multikulturelle smeltedigel, rapporterede fra Indiens nye multinationale gigant, it-koncernen Tata Group, og fortalte om den magtfulde middelklasse i det nye Østeuropa og meget mere.

I de kommende uger vil journalist Thomas Aue Sobol og fotograf Stine Larsen i ord og billeder berette senest nyt om den pulserende globalisering set fra Rusland, Kina, USA og Sydafrika. Reportagerne vil være at læse på Erhverv og Økonomis bagside Global hver fredag og i ErhvervsMagasinet hver søndag. Og der er mange og store fortællinger at se frem til fra en begivenhedsrig reportagerejse den halve klode rundt, skulle jeg hilse at sige.

God fornøjelse med andet kapitel af årets største eventyr i dansk erhvervspresse: JP Business Report - Den globale mission.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

'