Sitemap | Avanceret søgning |

H.C. Andersen er kommet til Egypten

23-11-2004

Under morgenparaden må eleverne udvise militær disciplin. I frikvarteret lokker "skoleboden" med slik. Der er 45 elever i hver klasse. En skoleleder vil have bakshish (drikkepenge). En mærkelig fremmed mand fortæller eventyr.

Noget ømskindet - men frelst og i live - når jeg frem til morgenparaden på Atiats skole. En helt almindelig egyptisk børneskole for både drenge og piger. Hver morgen præcis kl. 8.00 stiller alle elever op på række. De står i snorlige rækker i skolegården, på gangene og på taget. Skulder ved skulder. Lærerne skubber og slår med en bambuskæp de langsomme på plads. Ingen vover at snakke. Alle ser lige frem.

6 dukseelever med røde hatte skiftes til at råbe lovbefalinger ud. Der er tale om hyldest til landet Egypten - de priser folket og landet.

Alle synger - og de synger højt - i kor. De klapper i hænder - de tramper i jord. Til sidst "Allah Akbar" og honnør. Så går det i løb hurtigt og stadig på række frem til klassen. Ved små simple skolepulte sidder børnene og venter på lærerne. Da han kommer ind, rejser alle sig op og hilser.

En af klasserne får en uventet oplevelse. "H.C.Andersen" i min skikkelse kommer på besøg. Med små og store armbevægelser mimer og danser jeg mig igennem "Klodshans". Det bliver nu en forkortet udgave! Mohamed, Sayed, Ali, Hamdi, Ahmed, Mahmoud og alle de andre både måber og ler. Deres lærer forsøger at oversætte, hvad jeg fortælle på engelsk, men han har det svært for grin. Nogle elever begynder at pege på læreren - det er sikkert ikke hver dag, de oplever ham med så megen smil på læben.

Timer er pludselig slut. Eleverne går stille ud på vejen foran skolen, hvor "skoleboden" åbner og tilbyder: slik - slik - slik. Egyptiske børn fortærer i kilovis af sukker. Hjemme ude på marken tygger de sukkerrør hele dagen. Det kan man godt se på deres tænder. Mange fattige børn har meget dårlige og helt gule tænder.

Skolelederen - en lille, fed mand med mange guldringe og bedekrans - inviterer mig på te. Det er helt umuligt at leve en dag i Egypten uden at blive inviteret på hibiskuste. Jeg har allerede drukket 25-30 liter. Han virker meget flink, men jeg forstår kun ganske få ord af, hvad han fortæller. Men "sjokran" - "sjokran" er jeg helt med på. Det ord betyder TAK. Og tak skal du have! Det viser sig at han gerne vil have 100 egyptiske pund (100 kr.) af mig for besøget. Til skolen, til bøger, til inventar. Da jeg jo kan se, at de mangler alt, beslutter jeg mig for at støtte et nyt projekt i Øvreegypten - en børneskole i udkanten af El-Asba.

"Maasalam og sjokran" - Farvel og tak!

Da jeg har lovet Isat også at besøge hans skole, hopper jeg på en forbipasserende æselvogn og tager vestpå. Isat går på en muslimsk koranskole. Her er alle elever i skoleuniform. Brun galabia og rød/hvid hat.

Det er tydeligt at Isat er stolt af at vise mig frem. Men her sætter "H.C.Andersen" sig ikke ned, og jeg adopterer ikke denne koranskole.

Egypten har mange forskellige skoletyper. De fleste er statsskoler, men her er også private skoler, udenlandske skoler, koranskoler og kristne skoler. "Under spørgsmål til Holger" kan yderligere læses om de egyptiske skoleforhold.

Men hvad tjener en lærer her?
Ahmed får 500 egyptiske pund om måneden.
Atiat får 400 pund.
Det er over gennemsnittet. Begynderlønnen er ca. 130 pund.

Om jeg vil få bakshish af den danske H.C.Andersen fond for mit fremstød i Egypten for vores nationale digters forfatterskab - vides ikke. Men jeg forventer da et pænt honorar og siger på forhånd "sjokran"!


Isat i koranskolen
Foto: Holger Bro


Skoleboden
Foto: Holger Bro


Klasselokalet med de 45 elever
Foto: Holger Bro

'