Sitemap | Avanceret søgning |

Good Morning, mr. Shakar

17-11-2004

Ramadanfesten er slut. Det er blevet hverdag igen. Skolen slår atter sine porte op. Fra nær og fjern strømmer - de lidt trætte og matte - elever til. I den første uge er det tilladt at komme for sent!

Familien Shakar står tidligt op. De tre ældste børn går på 3 forskellige skoler. Den ældste søn Isat forlader allerede kl 7.00 sit hjem for at trave flere kilometer mod vest, hvor hans skole ligger lige på grænsen til ørkenen.

Ahmeds skole, der er forbeholdt piger i 7.-9. klasse, ligger tættest på hjemmet - med ham tager jeg. Da vi ankommer til skolen, går Ahmed straks til den kvindelige skoleinspektørs kontor for at skrive under på, at han er mødt. Når han får fri midt på dagen, skal han også skrive under på, at nu går han hjem. 

Lærerne samles i skolegården omkring nogle bænke for en morgensnak. Her er ansat 32 lærere - 9 er kvinder. Eleverne ankommer i små og større grupper. Pigerne er alle klædt i mørkeblå kjoler, hvide tørklæder og sorte sko.

I denne uger er det OK at komme for sent eller helt at blive væk. Sådan er det altid ugen efter de store egyptiske fester. Ahmed forventer, at 1/3 af eleverne vil mangle i dag. Noget mindre i morgen, og så i næste uge vil alle 350 elever være mødt.

Ahmeds første time er engelsk i 9. klasse. Alle elever rejser sig op, da Ahmed kommer ind i klassen og hilser ham med et "Good Morning!" Klassen er normalt på 32 elever, men i dag mangler der 10. Pigerne sidder på små, smalle træbænke. Med et lille stykke papirserviet viskes tavlen ren.

Dato og dagens pensum skrives på tavlen.

Timen begynder med en gennemgang af nye gloser.

Eleverne skriver ned, hvad Ahmed forklarer. Dog er der vist et par stykker, der har glemt bogen? Det virker slet ikke som om, de følger med.

Efter nye gloser bliver resten af timen brugt på noget der ligner "spørgsmål og svar". Ahmed læser et spørgsmål op fra bogen. En elev udpeges og hun rejser sig op og læser svaret op fra bogen. Alle elever får et spørgsmål - alle bliver hørt! På intet tidspunkt er der tale om en egentlig samtale mellem lærer og elev. Det hele er oplæste spørgsmål og svar.

Det er naturligvis ikke rimeligt at sammenligne disse pigers engelskkundskaber med danske 9. klasse-elevers. For de egyptiske piger har haft helt andre forudsætninger for at tilegne sig et fremmedsprog. Men det, jeg lige har været tilskuer til, er altså engelsk på et lavt niveau.

Timen er slut.

Ahmed skriver sit navn og dato i klasseprotokollen ud for 1. lektion. Det må hver lærer gøre dagen igennem. I det egyptiske skolevæsen er det udvidet kontrol på lærerne. De skriver under:

  • når de møder om morgenen
  • efter hver lektion
  • når de går hjem

Det må jo have stor betydning at vide, hvor man har dem. 


Ahmed ved tavlen
Foto: Holger Bro


En elev læser op
Foto: Holger Bro


Lærerne samles i skolegården
Foto: Holger Bro

'