Sitemap | Avanceret søgning |

My name is Holger

15-11-2004

"Welcome to Egypt - Welcome to Egypt"
"Where are you from?" -  "Denmark!"  "It´s a nice country"
"Have a nice day!"

Store smil, megen venlighed og nysgerrighed strømmer mig i møde ved ankomsten til Luxor lufthavn. I ankomsthallen, hvor et mindre kaos hersker, vil mindst 50 mænd have fat i min store grønne kuffert for at hjælpe mig sikkert frem til P-pladsen. Lidt fortumlet bliver jeg her omringet af andre 60-70  mænd, der alle tilbyder at køre mig til byen Luxor. I en gammel, sort/hvid Peugeot går turen lidt efter mod byen, og kort tid efter står jeg ved Nilens bred og spejder mod vest. Det er derovre - på Vestbredden  - jeg skal bo i de næste 3 uger.

Luxor by er fyldt med festklædte børn og voksne. I aften slutter muslimernes faste, ramadanen. I en måned har folk ikke måttet spise fra solopgang til solnedgang. Nu er fasten slut, og så skal der festes i tre dage. Børnene er i deres fineste tøj, og mange har musikinstrumenter med. Her er en trutten i trompeter og en slåen paa trommer - her er høj latter og dans - her er en øredøvende larm!

Flere børn kommer i grupper hen til mig og spørger fnisende. "What's your name?"
Jeg svarer: "My name is Holger - og så tilføjer jeg "Ana ismi Holger". Det er arabisk og betyder oversat: "Jeg hedder Holger"
Så griner børnene og begynder alle i munden på hinanden at tale arabisk til mig. Men det forstår jeg ikke noget af, så snart gentager de: "What's your name?", "What's your name?". Det er vist det eneste engelsk, de kan!

Hjemme fra Danmark har jeg over telefon aftalt med min værtsfamilie, at de skal hente mig ved det lokale færgeleje på østsiden. Jeg har også fortalt dem, at jeg ville medbringe en stor grøn kuffert.

Solen er ved at gå ned og farver de gule kalkstensbjerge i den vestlige horisont mørk-orange.
Pludselig lyder det bag mig: "Are you Holger from Denmark?"
Jeg vender mig om: "Yes it´s me.

Foran mig står Ahmed Shakar og hans søn Isak. De er begge klædt i den lokale mandsdragt galabia.
Vi hilser venligt på hinanden, og sønnen slæber straks min meget tunge kuffert over i en lille motorbåd. Det er nu næsten blevet mørkt, og da vi efter en kort sejlads ankommer til vestbredden, bliver der fra de små lokale moskeer kaldt til aftenbøn. En gennemtrængende højttalerlyd fylder mørket.

Efter en 15 minutters kørsel i den lokale minibus, ankommer jeg til landsbyen el-Asba. Foran Ahmed Shakars hus venter snesevis af mennesker. Jeg hilser først på Ahmeds kone og hans 3 andre børn. Derefter må jeg bruge adskillige minutter på at hilse på bedstefædre, bedstemødre, onkler, tanter, moster og børn i alle aldre. Her er mindst 50 mennesker. Alle sige "Hello", "Hello". De griner og pjatter. De glor på mig - de smiler til mig. Jeg foeler mig meget velkommen!

Indenfor er der daekket op til et festmåltid. Alle husets mandlige medlemmer og de mandlige gæster bydes at tage plads omkring de mange, mange skåle og fade med mad. Jeg skal sidde ved siden af Ahmed. Ingen kvinder spiser med her - de opholder sig alle andre steder i huset.

Måltidet begynder - Ahmed rækker hele tiden nye skåle og fade til mig - jeg bliver proppet med mad.
Mændene snakker og ler - børnene glor hele tiden på mig, de peger og fniser.

Jeg kikker mig rundt og tænker: I dette hus hos familien Shakar - i denne lille, fattige landsby skal jeg bo de næste 3 uger.

Dag 1 er ved at være slut. Da jeg bliver overladt til mig selv i det spartanske værelse, der kun indeholder en spinkel seng og en skammel, åbner jeg min grønne kuffert og tænker. "Hvor megen ny bagage vil jeg mon få med herfra, når jeg til sin tid vender hjem?"


Børnene i familien Shakar
Fra venstre sønnerne Magmoud på 3 år, Isat på 13 år og Adel på 6 år. Længst til højre sidder datteren Nermin på 8 år.
Foto: Holger Bro

'