Vanskeligt farvel, eller måske på gensyn?

3 uger lakker mod enden. Kalingalingas legende børn. Varmen, som farver armene brune. De mange venlige og imødekommende mennesker, som har krydset spor med 3 uger i den tredje verden. De mange historier, som er blevet skrevet. De mange oplevelser, der er til gode og de mange fortællinger og skæbner, som mangler at blive fortalt. Snart er de alle oplevelser fulgt af smag, dufte, stemninger og fotografier. Snart er de alle noget man kan håbe og stræbe efter at komme tilbage til.

Det er vanskelligt at sige farvel til Zambia, til Testina, Trenda, Betha, John, Patricia og alle de andre. Ville ønske at de 3 uger først skulle til at begynde. Der er stadig så meget, der ikke var tid til at opleve. Der er stadig meget at komme tilbage til.

Zambia omslutter en med sin varme og venlighed. Selv som hvid Mosunga kan man blive en del af begivenhederne, hvis man åbner sine tanker og sanser og lader sig føre med ind i dagliglivet, nattelivet, familielivet.

Havde de 3 uger været en del af tv-programmet "par på prøve" så ville det første krav have været, at det sort/hvide fjernsyn med sne og en fast lyd decibel, som skærer sig gennem muren ind til naboen, der returnerer lyden i stereo, ikke skulle være tændt under måltiderne. Nu vil alle lydene, som kæmper om bølgelængde blive savnet og stilheden vil stå tom som et symbol på alle de oplevelser og venskaber, som efterlades i Zambia.

Selv Bethas lange fingre, som afhængigt af øjnene som ser, fisker halvrene eller halvbeskidte cowboybukser op af rygsækken, vasker dem, så man pludselig står og mangler noget at tage på og må erkende, at det noget hænger drivvådt på tørresnoren.

De 3 uger er gået alt for stærkt. Zambias naturparker glimrer ved deres fravær blandt oplevelserne. De har potentiale til at blive Afrikas bedste, hvis du udvikles, promoveres og groft sagt kommercialiseres lidt. Hele Kobberbæltet, den østlige, vestlige og nordlige del af landet mangler stadig at blive udforsket. Lusaka er ikke Zambia og Zambia er ikke Lusaka. Sætningen er blevet sagt ikke så få gange hernede og af mange forskellige personer. Der er milevid forskel mellem den udviklede hovedstad og de fattige landområder.

Der er så mange sedler med e-mail adresser, som lyser af håb om at blive besvaret. Der er så mange venskaber og bekendtskaber, som ikke bare kan efterlades. Det kan ikke blive en afsked med Zambia. Det er nødt til at blive et på gensyn. Alt for meget står åbent hen til bare at blive lagt i oplevelseskassen og vinket farvel til.

Bente Lorenz arbejder som keramiker i Zambia. Hun har boet i landet siden starten af 60erne. Hendes børn Martin og Charlotte er født og opvokset i Zambia, men taler flydende dansk og anser også Danmark som deres hjemland. Når man kigger rundt i deres rumlige have og det smukke hvide hus som kombinerer skandinavisk stilrenhed med afrikansk smag og kunst, så forstår man godt, hvad som får folk til at slå sig ned og blive boende i Zambia.

Når man møder zambierne og mærker deres varme interesse og opnår deres fortrolighed og venskab, så forstår man godt, at landet trækker i en og får en til at blive.

Medaljen har en bagside. Selvfølgelig har den det. Det har ethvert glansbillede. Men spørgsmålet er ikke bagsiden. Spørgsmålet er om man kan leve med bagsiden?

Kan man leve med korruptionen, ineffektiviteten, manglen på initiativ, hushjælpen som snager i tingene, de ældre hvide mænd som smykker sig med unge sorte smukke kvinder, udviklingen som ikke altid når ud til de mest fattige, Manglen på viden om HIV/AIDS, myterne, stigmatiseringen af de HIV ramte, gadebørnene som bedende kigger på en med deres store triste øjne, flerkoneriet, flerkæresteriet som opstår fordi kvinderne ikke stoler på deres kærester og derfor ofte har en ekstra i baghånden, NGOerne i deres store hvide biler, som til tider falder over hinanden og med deres metoder vender op og ned på kultur og hverdag?

Kan man affinde sig med det, så står livet i Zambia åbent for den nysgerrige. Selvfølgeligt skal man stille spørgsmålstegn ved alle tingene på bagsiden, men hvis man lader sin indignation tage over, erstatter man blot en myte og fordom med en anden. Hvis myte, som har mest berettigelse bliver så blot et spørgsmål om kulturimperialisme eller stagnation.

Zambia er bestemt et land det er værd at besøge. Det er et land, hvor man bydes velkommen og bliver en del af samfundet, hvis man ønsker det. Så rejs ud, men spørg jer selv om 3 uger er nok til at opleve alt det som Zambia byder på.