Magola - en anden verden

Hvad kan få Gud til at sende en hvid mand ud til en gammel fattig kvinde - for sådan noget sker jo ikke uden at der er en mening med det.

Vi er taget med Susan, vores værtinde, over til hendes barndomshjem ved byen Tororo, 180 km. øst for hovedstaden Kampala. På det meste af strækningen går og cykler der flere mennesker langs den delvist asfalterede vej, end der kører biler.

Lidt udenfor Torroro drejer vi fra hvor der holder 20-30 cykler side om side. Lidt derfra sidder små grupper af mænd. De venter på kunder. Cyklernes bagagebærere er alle monteret med et polstret, plastbetrykket sæde. Det er passagersædet. Kundegrundlaget er folk som kommer ad landevejen med en eller anden form for kollektiv transport og ønsker at blive fragtet videre ud til en af de mange landsbyer, som kun stedkendte kan lokalisere.

Vores ellers driftssikre Toyota Corolla er ikke bygget til snøklede, mudrede cykelstier. Det forekommer håbløst at vi skal ind til landsbyen Magola, 5 kilometer fra landevejen. Kun fordi vores usædvanligt dygtige chauffør kender alle de trick der skal til, undgår vi at skulle ud og løfte vognen fri. I det her land er en 4-hjulstrækker ikke et kun stig t statussymbol, men et helt relevant og praktisk køretøj.

Mrs. Osinde kigger vagtsomt frem omkring hushjørnet da den sølvgrå Toyota ruller hen foran hendes hus. Den gamle kvinde bryder ud i jubelskrig, da hendes datter står ud af bilen. Mor og datter falder hinanden om halsen, som man gør, når man er forbundet af blodets bånd, kærlighed og fælles sorger og glæder og ikke har set hinanden i et helt år. Mrs. Osinde ænser ikke at hendes ene bryst flere gange er lige ved at falde ud af en stor revne i hendes groftvævede, grå kjole.

I Magola er der hverken elektricitet eller telefon, så vi har ikke kunnet varsko Mrs. Osinde om vores besøg. Overraskelsen understøtter måske hendes opfattelse af, at vi er som sendt fra himlen i mere end en betydning. Efter at vi alle har fået varme velkomstknus i flere runder, haster hun ind i huset. Da hun kommer ud igen, er hun klædt i en farverig traditionel ugandisk kjole. Hun fortæller Susan, at hun har været inde og bede og takke Gud for vores ankomst, og vi får igen knus på stribe.

Med hjælp fra svigerdatteren og de største børn, som sammen med Mrs. Osindes søn bor i en traditionel hytte et stenkast fra huset, bliver der med største hast frembragt et måltid mad til de rejsende. Det er ikke muligt at få lov til at hjælpe til. I mellemtiden er nogle af børnene sendt afsted efter sønnen, som er ude på markarbejde og yderligere en datter, som bor i nærheden, ankommer så hurtigt sendebude kan viderebringe nyheden om vores besøg.

For Mrs. Osinde er det noget ganske særligt, at hun for første gang har besøg af en hvid mand - og hun lægger ikke skjul på at det bærer en del af begejstringen. At han derudover medbringer to tvillingedøtre gør ikke begejstringen mindre. Det forbliver dog uigennemskueligt de næste to dage om begejstringen går på vores hudfarve og den kultivering af Afrika, som den hvide mand repræsenterer - eller om begejstringen har en sammenhæng med en forventning om at pengesedlerne sidder løst under huden på 'vores slags'.