Der er forskellige veje til gud

Okongo familien er meget kristne, men det er ikke alle der er katolikker. Joseph Okongos to niecer, Damali på 22 og Catharine på 23, er begge "born again"s kristne, det nærmeste vi kommer det, er pinsekirken.

Vi går ned ad jordvejen mod kirken sammen med Paul, Josephs nevø. De fleste af familie medlemmerne har valgt at blive hjemme, andre vil kun hver anden gang, og Susan vil kun hvis nogle kører hende, og det er der tilsyneladende ikke nogen der vil i dag.

Klokken er blevet 10, men Paul går stadig lige så roligt som han har gjort hele tiden. Da vi spørger om vi ikke har travlt siger han bare at det behøver vi ikke for vi er der lige om lidt. Senere forklarer han dog at det jo er ''african time'', og det betyder at 10 min. senere, det er ikke for sent.

Først står vi lidt og venter udenfor kirken, fordi vi skal vente til alle sætter sig ned. Da de sætter sig ned giver Paul tegn til at vi skal følge med. Vi sætter os på en bænk bag ved en mor med fire børn.

Den italienske præst, som er den eneste hvide i kirken, ud over os, stiller sig frem til mikrofonen. Det er meget svært at forstå hvad han siger, dels på grund af at der er så mange mennesker, og dels fordi hans accent er svær at forstå. Efter der er blevet sunget nogle sange, og nogle har knælet for at bede, rejser alle sig op og giver alle omkring sig hånden, imens de siger: ''God be with you''.

Det tager et stykke tid sådan at give hånd til både alle dem der sidder på bænken foran, og alle bagved.

Folk sætter sig ned igen, og endnu en sang bliver startet af kirkekoret, hvorefter flere og flere synger med. Lidt senere kommer en masse piger ind med en stof pose hver, og beder om penge.

Kl. 11 slutter det, og det er tid til at tage hjem - tror vi.

Men på vejen hjem kommer vi forbi en stor firkantet bygning, hvor man kan høre en masse mennesker synge. Paul fortæller at det også er en kirke, hvor de synger og danser. Vi går op til kirken hvor en kvinde står og siger: "Thanks for comming" til alle som træder inden for døren. Kirken er en firkantet bygning med trævægge, og en masse spinkle bjælker til at holde bliktaget oppe. Vi bliver vinket frem til nogle pladser næsten forrest i kirken.

Alle står op - undtagen nogle små børn - og danser og synger. Oppe på en slags scene står der en masse dansere, og en forsanger. Forsangeren står foran alle danserne, med en mikrofon i hånden og synger, på en måde så han får de fleste med. En lille dreng på omkring 3 år står og klapper, imens han går skiftevis til højre og til venstre. Det er tydeligt at han har prøvet det før, og det bliver endnu tydeligere da han begynder at synge med. Hans storebror sidder i en lyseblå plastikstol, og læser i bibelen, mens hans mor, far og lillebror står og danser og synger. Imens folk danser, sker der det samme som i den anden kirke. Folk vender sig om mens de danser, og siger: "God be with you", mens de giver hånd til hinanden.

Efter ca. 20 min. med uafbrudt glad sang og dans, begynder sangen at blive mere alvorlig. De fleste folk står og kigger op i loftet, mens de hvisker en masse, som tilsyneladende er en bøn. Men nogle få knæler på gulvet foran træbænkene og beder der. Nogle af danserne oppe på scenen begynder at gå frem og tilbage som sindsyge. Andre står med ansigtet mod væggen, og beder.

Senere kommer der en mand i grå skjorte og sorte bukser frem. Paul fortæller at det er præsten. Han overtager mikrofonen fra forsangeren, og folk begynder at gå op til ham. Præsten skal se om de har en djævel i sig, og hvis de har det, hiver han den ud af dem. Nogle af de kvinder som er gået der op, falder bagover når han har rørt dem i panden, men de andre som nærmest står i kø for at blive befriet for det onde, er klar til at gribe dem. En kvinde som har stået bag os, går frem - ikke for at blive befriet, men for at hjælpe med at gribe dem der falder om. Midt i al larmen fra præsten der råber, fortæller Paul at en sådan gudstjeneste kan starte kl. 10, og vare helt til kl. 15, så vi beslutter os for at liste af.