Der er godt gang i det ugandiske kirkeliv

En ganske lille dreng står skræmt og græder, mens hans mor ligger på jorden og spjætter og skriger. Hun er tilsyneladende i total ekstase efter præstens lige så tilsyneladende vellykkede djævleuddrivelse.

Vi følges sammen med Paul, Josephs 25-årige nevø, op til den kirke han tilhører; en katolsk kirke, som ledes af en italiensk præst. Gudstjenesten skal begynde kl. 10, men selvom vi er sent på den, er der den samme ro over Paul som ellers. Jeg spørger om starten er kl. 10 'african time', eller om det er præcist kl. 10. 'African time' dækker over det fænomen, at alle tidsangivelser er ca. +/- en halv til en hel time.  Nej, nej, det er præcist kl. 10, men vi er der nu, forklarer Paul, uden tegn på uro over at klokken er 1 minut over 10. Der er masser af mennesker i deres pæne søndagstøj, som kommer i modsatte retning af vores. Det er dem, der har deltaget i den første gudstjeneste, forklarer Paul. Vi er på vej til den anden af dagens 3 gudstjenester. 5 minutter senere er vi fremme...

Kirken er en 8-kantet velproportioneret bygning på en lille bakke lidt væk fra den tungeste trafik. Der er gjort en del ud at af gøre rummet smukt og harmonisk. Vinduerne sidder højt, så der kommer masser af dagslys ind. Stemningen er højtidelig.

Paul spotter nogle af de få ledige pladser der er tilbage blandt de omkring 200 kirkegængere og vinker os med derop, da den første salme er slut. Gudstjenesten forløber som en forholdsvis traditionel katolsk gudstjeneste tilsat lidt tromme-akkompagnement og nogle enkelte annonceringer på det lokale sprog.  

På vejen derfra peger Paul på noget der mest af alt ligner to lader fra en amerikansk cowboyfilm og han forklarer, at det er kirken for 'the born-agains', en lokal udgave af det vi i Danmark kender som Pinse-kirken. Kirken er fuld af mennesker som står og smådanser til den medrivende musik og sang, som fremføres fra kirkens store scene.

Vi bliver budt indenfor og ført op foran. Her er vi vidne til en meget medrivende kirkeceremoni, som ud over den meget glade sang bl.a. omfatter præstens fordrivelse af det onde fra de, som opsøger ham. Vi får senere at vide, at hvis de er heldige tager helliganden bolig i dem. Grunden til at de ligger og vrider sig er, at satan prover at stritte imod uddrivelsen.

Nogle forlader rummet. Nye kommer til. Paul vinker os ud, hvor han forklarer, at de vil fortsætte endnu et par timer eller tre med at bede og prise kristus.

Ingen i familien Okongo forholder sig skeptiske til kirkens indflydelse på menneskers bevidsthed. De tror på mirakler. Ikke kun dem som menneskers kan udvirke gennem deres egne handlinger.   De har også en stærk tro på ægte mirakler udvirket i Jesu Kristi navn. Blinde kan blive seende. Lamme kan komme til at gå.

Samme stærke tro går igen i nogle af de skilte man kan købe hos små gadehandlere. "Med bøn kan du få succes i alt".