En engelsklærers lod

En tur med Dipak på arbejde går til tre forskellige skoler. Både forbi skolen med de riges børn, skolen hvor middelklassens unger regerer, og skolen der tager alt derfra og nedefter. Dipak tjener flest penge det første sted, hans hjerte tilhører det andet, mens samvittigheden byder ham også at undervise det trejde sted.

Dagen starter på "Prime College", der er et privat foretagende.Dipak har en undervisningstime kl. 6:45. Han har normalt 30 elever. De 30 er dog i dagens anledning blevet til 90, idet tre klasser er slået sammen. Dipak spurgte nemlig forsigtigt, om han kunne invitere en udenlandsk gæst, der kunne snakke lidt om hans verden langt fra Kathmandu. Det har øjensynlig interesse.

På Prime går de priviligerede folks børn. Afgiften for at komme ind er 11.000 Rupees og den månedlige afgift er 1.100 Rupees. En gennemsnitlig månedsløn er 4.000 Rupees. De studerende, der er på gymnasiealder, er alle ganske velklædte og opfører sig som - tror jeg - en gennemsnitlig dansk gymnasieelev. Med passende skepsis til tingene. De studerende er på ingen måder sky eller tilbageholdene. Spørgsmålene er mange og velformulerede. Prime har et veludstyret computerrum med internetadgang til alle, et velassorteret bibliotek og overheadprojektor.

En time senere slendrer vi efter lidt høfligheder sammen med de andre lærere videre på dagens dont. Vi ankommer til "Peoples College", der ejes og drives af en fond. Dipak lyser synligt op, da vi ankommer. Han styrer direkte mod skolelederens kontor, hvor vi beværtes med en kop the. Dipak føler sig helt klart mere hjemme her. Han viser stolt den fremmede gæst frem.

På Peoples er forholdene lidt anderledes. Ingen whiteboards men tavler. Ikke store, velholdte skoleborde men bedagede pulte. Omgangstonen lærer og elev imellem er også lidt anderledes. Man fornemmer en større respekt her. Prisen for at gå på Peoples er omkring 1/4 i forhold til Prime. Der er ingen indgangsafgift. Man fornemmer måske, at eleverne her føler sig en smule heldige, at de ikke går på den skole, jeg senere samme dag sammen med Dipak skal besøge.

Engelskkundskaberne er der intet i vejen med. Og da facaden efterhånden er pillet af eleverne, er de mindst ligeså kvikke som dem på Prime. Der er kun 30 i klassen, så kommunikationen lærer og elev imellem går fint.

Over middag går turen videre til "Government School". Her koster det 50 Rupees pr. måned at være elev. Ingen adgangsafgift. Og i øvrigt ingen vagt, der de andre steder sikrer, at kun betalende elever kommer ind. Der er ca. 200 elever pr. klasse, så kommunikation mellem lærer og elev er ikke eksisterende. Dipak gør dog sit bedste. "Men hvordan lærer man 200 mand et fremmedsprog uden at kunne snakke MED dem?", spørger Dipak mig.

Dipak forklarer, at han her har svært ved at få et forhold til de studerende. De har meget fravær og forbereder sig sjældent. Disciplinen er dog heldigvis til, at man rent faktisk kan høre, hvad læreren siger. Faciliteterne er nærmest ikke eksisterende. Dipak har dog en lille scene, hvorfra han på bedste vis forsøger at sprede kundskaberne til masserne.

Efter den lidt chokerende oplevelse på den sidste skole, går vi nu hjemad. Turen går over markedet, hvor Dipak køber lidt godter til eftermiddagstheen hjemme hos Meena. Jeg trænger faktisk en del til den kop the.