Egyptiske sild i en tønde

En ny rekord er sat. I den næste udgave af Guinness rekordbog skal I slå op under: "Hvor mange kan der være i en mini-skolebus?" I vil ikke kunne få øje på mig - men jeg var med!

Her til morgen skulle jeg med Ahmeds kone for at gøre visit på hendes skole. Vi kunne dog ikke følges ad. En sortklædt, egyptisk kvinde og en fremmed hvid mand sammen alene, det går aldrig her. Det ville være en mindre skandale. Så jeg tager i stedet med sønnen Isat.

Ved den store vej venter vi på en mini lokalbus. Den kommer og stopper. Vi sætter os op. Her er vel siddepladser til 10 personer. Ved næste stop bliver jeg pludselig klar over, at jeg må være udvalgt til at være med i et rekordforsøg. Det vælter ind med børn - mange, mange - flere og flere. De sidder i 4 lag. De stå, ligger og hænger. Kabinen bliver fyldt til bristepunktet med børnekroppe. Jeg får 3 på skødet og et par stykker om halsen.

Da bussen begynder at køre hænger 12-15 på bagerste trin. Nogle er på taget. I fuld fart går det. Hvor er politiet? Chaufføren ved da ikke, hvor jeg skal hen. Hvis jeg nu vil af - hvordan kommer jeg så det? Jeg har mistet kontrollen!! Min skæbne ligger i Isats hænder. Eller i Allahs! Selvom jeg ved, at Isat sidder lige ved siden af mig, kan jeg ikke se ham. Jeg kan heller ikke dreje hovedet. Jeg stirrer lige ned i en sortkrøllet hovedbund.

Der er en forbavsende ro i kabinen. Næste ingen snakker. Måske holder børnene - som jeg - også vejret. Hvad nu hvis nogle besvimer? Eller dør?

Pludselig stopper vi. Børnene vælter eller nærmere kravler ud. Min taske er fladtrykt - men der er der. Mine fødder og knæ smerter - men jeg er i live!

Så er vi ved skolen, siger Isat helt roligt.

Tak for det!

Hvor mange var vi i den bus? 70? 80? Jeg ved det ikke. Men jeg er sikker på det må være ny rekord. I næste udgave af Guinness rekordbog vil alle kunne læse nærmere.

Mit besøg på skolen? Herom senere når jeg er kommet lidt til mig selv.