På udflugt med far og mor

Søndag er en normal arbejdsdag, men far Dipak og mor Meena har taget dagen fri for at vise rundt i nabobyen Patan. Patan ligner på mange måder hovedstaden Kathmandu. Men med familien bliver besøget ret specielt.

Turen til Patan koster rundt regnet 80 Rupees i en taxi og 7 Rupees pr. person med en lokal bus. Man får 70 Rupees i hånden, hvis man sælger en US$. "Taxi er dyrt", bedyrer Dipak, før vi sætter kursen mod busstationen.

Patan ligger ikke mere end 8 km væk, og er egentlig en forstad, der med tiden er vokset sammen med Kathmandu. Dog var byen for længe siden - inden Nepal blev til ét land - et uafhængigt kongedømme. Det ses i byen, der har en mindst lige så imponerende og tempelfyldt bymidte som hovedstaden. Her er faktisk flere turister. Patan har en lang tradition for kunsthåndværk, så man er ved at falde over pragtfulde kunstgenstande på vejen rundt i byen.

Meena er vokset op i Patan. Det ses, at man ikke rejser væk fra fødestavnen, som det ofte er tilfældet i Danmark. Konstant stopper hun op og hilser på bekendte. Man har måske lidt overraskende en lidt mere formel måde at hilse på. Der er langt mindre kropskontakt end når to gamle veninder fra skoletiden ses på strøget i fødebyen i Danmark. Vi hilser blandt andet på Meena's far. Meget hurtigt og lidt stift. Dette er dog ikke et udtryk for afstand. Sådan er det bare.

Dipak er som altid ivrig efter at belære omkring kultur, religion og betydninger af diverse ritualer. Med ham ved ens side, får templerne liv og mening. Meena er en kende mere troende end Dipak. Meena's gudfrygtige tilgang til helligdommene er tankevækkende. Udenlandske turisters larmen rundt forstyrer hende overhovet ikke.

Besøget i Patan er dog ikke kun for sigthseeing. Vi besøger nogle af Meena's bekendte. Som det er kotyme, inviteres man ind i det fineste rum - i dette tilfælde soveværelset. Rummet er både på gulv og vægge beklædt med fine tæpper. Man smider altid skoene før man går ind i, sætter sig på gulvet på de dertil indrettede puder og nyder en kop the med mælk. Dertil i dette tilfælde mariekiks. Modtagelse af mad foregår helst med begge hænder, ellers med højre hånd. Begge hænder viser, at maden værdsættes.

Senere på eftermiddagen besøger vi Meena's forældre. Meena's kusine skal giftes i den kommende uge, og det er skik og brug, at hendes kommende liv som kone tilbedes af søstre, tanter og kusiner. Så alle, og det er mange, mødes for at hilse kusinen held og lykke med det nye liv. Cermonien foregår som de fleste andre buddhistiske cermonier i familien. Man tilbeder guderne, man ofrer lidt mad til guderne, man udveksler gaver og man spiser.

Inden for familiens fire vægge er omgangstonen og -formen lidt mere uformel og hjertelig. Og med mere kropskontakt. Tidspunkter betyder mindre. Man kommer og går, som det nu passer én bedst. Faktisk er det fuldstændig umuligt at holde hoved og hale i hvem, der er hvem. Ud over al trafikken ind og ud af huset, viser det sig nemlig nu, at kusiner omtales som søstre og fætre som brødre. Ikke så underligt, at antallet af Meena's søstre har været lidt variabelt.

Jeg følges med Meena hjem i bussen. Dipak er taget tidligere hjem for at rette engelskopgaver. Meena er tydeligt glad for at have kunnet tilbringe en hel dag i familiens skød. Veltilfreds men dog træt ser hun ud.