Inferno

Der er ikke den samme duft, charme og forførelse som man ellers finder på mange af de afrikanske markeder. Markedet i Lusaka er et inferno.

Inferno. Det er det bedste udtryk til at beskrive minibuspladsen i Lusaka i den varme middagsstund, hvor solen står lodret på himlen og menneskene er holdt op med at kaste skygger." Madam you want to buy" lyder det fra alle sider og Trenda og Betha ser ud til at genoverveje, hvad de har gjort ved at tage en hvid med på marked.

Der er lidt mere svalt under buerne i citymarked, men lige så mange drenge, som spørger;" want to buy" og rækker deres plastik mobiltelefontrofæer frem for sig. Eller en globus, hvis nogen lige stod og manglede.

Citymarkedet minder mest om alt om et dansk loppemarked, det skulle da lige være med undtagelse af boderne i kanten af bygningen. Her ligger fisk og glinser i solen. Smagen er derfor lettere rådden, når man forsøger at dyppe den dybt i tomatsovsen og spise ekstra chima til, men man tænker på at den sikkert engang har svømmet i vand og markedets stegende hede blot er et kortvarigt pitstop. Hvor muggent tør det smager giver en ide om pitstoppets varighed. Skællene, dem skraber man af med en 30 cm lang kniv inden man steger fisken, men den vej er endnu lang for disse fisk som steger i solen mens den kraftige dame i den gule dragt kaster lidt vand på dem nu og da.

Der er ikke den samme duft, charme og forførelse som man ellers finder på mange af de afrikanske markeder, hvor den ene bods farverige krydderier, eksotiske frugter og spraglede stoffer og gevandter kæmper om øjnenes opmærksomhed.

Der er penge i kassen, husbidrag fra hende mosunga, som alle børnene i compounden peger på når de passerer ungdomsressourcecenteret, så der bestilles en ny dragt, som skrædderen på markedet tager mål til. 100.000 kwacha og et par øreringe oveni, bare lige for at flotte sig, nu hvor det er muligt.

Turen går videre ind i endnu en minibus, der dirigeres rundt, kastes en sæk med trækul ind under sædet med en fart, så kun de heldig når at flytte fødderne inden smerten af knækkede negle og hudafskrabning jager gennem kroppen. Næste stop er genbrugstøjsmarkedet. Her er et leben og flere steder bobler frituren i de store gryder i takt med heden som får sveden til at løbe ned over panden og smager salt i munden. De koger chips - altså pomfritter, som folk kan købe i små kræmmerhuse af brunt papir.

Der er genbrugstøj i så store mængder, at der mindste må have været flere mellemstore provinsbyer til at levere. De køber, Trenda og Betha, bukser, skjorte og alt på øjemål. Tror du den her er stor nok? Lyder det igen og igen. Hjemme i Kalingalinga vil det vise sig om det var et fejlkøb eller om det passe som hånd i handske.

Infernoet og den brændende hede afløses af sand som hvirvles gennem luften af en kold brise. Det er regnen. Den er på vej. Det regner, på den forløsende måde som det kun gør når alt er tørt og alle træer og planter skriger efter vand og næring. Tilbage i huset spiller regnen som beroligende musik på det tynde tagpap. Dagen er ikke slut, men tempoet er sat ned med regnens komme.