Sitemap | Avanceret søgning |

Med ramadanfesten for døren

15-11-2004

Vel landet og på den anden side af et omstændigt sikkerhedstjek i lufthavnen, finder jeg Issaka og Flora, som skal være mine værter i Ouagadougou.

Mødet bliver lidt omtumlet, fordi Issaka og Flora til min overraskelse ikke er de eneste, der venter mig. Forfatteren Thyge Christensen, der i mange år har haft Burkina Faso som sit andet hjemland, har sendt et brev med mig til en af sine bedste venner for at sikre sig, at han kan holde en værdig ramadanfest for sin familie. Nu står vennen til min overraskelse i lufthavnen, for har selvfølgelig han brug for pengene aftenen før den store fest, så familien kan komme i gang med forberedelserne allerede næste morgen. Da det er gået op for mig, hvem den smilende herre er, og han har fået sit brev, siger vi farvel og på gensyn.

Jeg møder familiens datter Miriam på 10½ måned. "Bébé" (Baby) lyder hendes hilsen, og jeg er solgt! 

Korruption i ramadanens navn?

Der går lang tid før vi kommer fra lufthavnen. Issaka har parkeret et sted, hvor parkering er forbudt. "Det har jeg gjort hundrede gange før!"

Men i aften er politiet ude med klørerne, og de vil have penge med det samme. Med Miriam på armen diskuterer Issaka i lang tid med betjentene. Han beslutter sig for at betale, men på vej fra pengeautomaten kommer han forbi Flora og mig, som venter ved bilen.

Endnu en politimand dukker op. Han vil også have penge. Han kræver bare det dobbelte af det den første har forlangt. Det bliver tydeligt, at der er noget galt, og nu bliver Issaka for alvor vred. Han nægter at betale, men insisterer på at få en bøde, som han kan betale på politistationen. Men det har politimændene ingen interesse i, så de smutter straks - på udkig efter andre, som de måske kan få til at lade pengene falde med det samme. Da der er blevet ro over feltet og vi kører mod familiens hjem, forklarer Issaka: "Politimændenes løn er lav, og det der skete her handlede helt klart om, at de prøvede at skaffe sig nogle penge til festen i morgen."

Mit hjem i Ouaga: En slags bofællesskab

Bag en stor jernlåge ud til en af Ouagadougous mange røde lerveje, bor Issaka, Flora, deres datter Miriam og Issakas niece Amira på 11 år. De deler gård med tre familier. Hver familie har sit eget hus. Issaka og Floras hus har en stor stue, 2 soveværelser og et badeværelse - med bad og toilet. Det er et enkelt, pænt og tydeligvis relativt velhavende, men ikke luxuriøst hjem. Udenfor husene er der tre store terasser og tre bittesmå køkkener. I gården er der plads til to biler, familiernes dyr (2 hunde, en kat, en høne og 8 kyllinger), og her leger børnene med hinanden. 

Amira, som jeg skal dele værelse med de næste uger, ser fjernsyn, da vi ankommer fra lufthavnen.

To af Issakas brødre sidder udenfor og drikker stærk grøn the. Alle hilser mig velkommen og snakken går om den forestående fest. Inden jeg går i seng gør Issaka mig husets ene men vigtige regel klar: "Ici il n'y a pas de protocole" - "Man gør som man har lyst til. Og du skal opføre dig som om du var hjemme."


Miriam
Den 10½ måned gamle datter Miriam.
Foto: Elisabeth Sørensen


Amira
Issakas niece Amira på 11 år bor hos familien i Burkina Fasos hovedstad Ouagadougou.
Foto: Elisabeth Sørensen

'