Kirkerne er stuvende fulde.

Mens der i Danmark lukkes kirker og menighedsrådsvalgene sker i det uvisse, så bygges der i Zambia kirker som var det knopskydning om foråret. Grunden. Kirkerne er stuvende fulde. Selv gudstjenester i et cirkustelt får loftet til at løfte sig og tiltrækker mennesker som var det en rockkoncert.

Lige i udkanten af Kalingalinga står et blåt og hvidt cirkustelt. Ved første øjekast nok det telt som bygningsarbejderne anvender til materialer og pauser fra den nærliggende bygningskonstruktion, hvor jernwirer stikker op fra fundamentet og arbejdere dagligt køres til på ladet af lastbiler.

Halssprækkende ser det ud, når de hænger ud over kanten og hujer efter de kvinder som går langs vejen. Et primalskrig, som kun tilhører mænd i flok.

En lille kilometer derfra i retning af Lonacres er et andet byggeri i gang. Det er den nye Jesu Katedral, som stræber mod himlen og hvor det store kors på konstruktionen blev rejst som det første.

Cirkusteltet er ikke en luksus som er arbejderne forundt. Det en derimod en midlertidig kirke som anvendes flittigt og hvor højtalerne og den messende præst kæmper om ørenlyd fra hammerslagene på tagkonstruktionen.

I Zambia bygges der kirker hurtigere end der bygges skoler og den katolske og andre kirkelige samfund spiller en stor rolle i mange af de humanitære og udviklingsprojekter i landet.

Teltet fyldes hurtigt efter lyden fra højtalerne er nået ud i selv den fjerneste afkrog af compounden. Præsten synger, nærmest som i ekstase halleluja og ræk hænderne i vejret for at modtage guds velsignelse. Som var det til en rockkoncert gynger alle i takt til musikken, klapper og tramper i gulvet, bliver ved, hurtigere, hurtigere til det kulminerer med at præsten råber, at han ikke kan høre dem. Men gud hører alt og pludselig ændrer fakterne sig og der hilses på sidemanden eller kvinden. Beate hilser tilbage.

Selv om klokken nærmer sig 17.30, så er der stadig et par og tredive grader udenfor. Under teltdugen accelererer fugtigheden og som menneskene begynder at bevæge sig som en flok og siden en enhed, blandes fugten med sveden og efterlader en sur brise som skærer i halsen og gør det vanskelligt at få lungerne til at trække vejret ind og siden ud.

Dagens tekst, som råbes ud til menigheden er skabelsesberetningen kap 22, hvor Gud udfordrer Moses til at dræbe sin søn Isak. Gud troede ikke på Moses før han viste at han ville gøre alt. Gud tror heller ikke på jer før i har ofret jer gungrer det ud gennem højtalerne. I retur for den ultimative opofrelse tilbyder præsten frelse og langt mere konkret gode hændelser hos dem eller deres kære.

Her på bordet hos Gud ligger jeres opportunities - jeres muligheder og venter. Er i klar til at modtage dem? Svaret kommer ikke prompte og empatisk nok, så stemmen gjalder igen med en decibel over det anbefalede ud gennem højtaleren, der skratter mere end tidligere under den spidse belastning. Taget nærmest løfter sig. Præsten flyder ud i dansen og kunne i det øjeblik ligeså godt have været rockstjerne. Mere engageret publikum skal man lede længe efter.

Men det er vigtigt det præsten råber. Han med Gud på sin side er klar til at frelse dem, som er mødt frem. Nu er det op til dem, om de er klar. Og i et land hvor fattigdom er hverdag, HIV/AIDS noget ens familiemedlemmer dør af og udvikling ikke en akademisk diskussion om sektorprogrammer, multilateral eller bilateral bistand, men noget som bare går alt for langsomt er Gud m måske svaret. I en situation, hvor den eneste, som kan sikre mad på bordet dagen efter, eller helbredelse af den syge, måske er Gud, hvem ville så ikke være villig til at tro.

Gud er udover kirkeskatten gratis at støtte sig til. Og i en verden som synes at smuldre fremstår kirken i Zambia som et fast holdepunkt.

På mange områder gør de kirkelige organisationer et helt fantastisk arbejde fordi de ofte sætter sig selv til side for at hjælpe. Intet negativt om deres indsats. Men der er også noget paradoksalt i at biskoppen i Lusaka taler dunder mod kondomer, når det er statistisk beviseligt, at hovedparten af de mennesker som jævnligt frekventerer kirken og vækkes i ekstase næsten lige så ofte frekventerer mennesker af det modsatte køn i de mere natlige og frimodige vækkelsesritualer.

HIV/AIDS og andre kønssygdomme smitter ikke via den delte salmebog og at vende det blinde øje til gavner ingen, mindst af alt den del af den zambiske befolkning som samme organisationer forsøger at hjælpe med den anden hånd

Tidligere på dagen er turen gået omkring det nationale museum, hvor en lang skillevæg er udstyret med plancher, som fortæller om de traditionelle riter og heksekraften som stadig har indflydelse på folks tro her i Zambia. Specielt bæltet Mukako Wa Mumbweda er i særklasse. Med det bliver man usynlig og den som bærer det kan derfor gå ud på natlige eskapader og sove med kvinderne uden at manden kan se vedkommende. Et driftigt seksualliv, flerkoneri og hustruer som går i arv fra bror til bror er en indgroet tradition i store dele af Zambia og Kauyi figuren beskytter ligeledes når man drager ud på natlige ærinder.

Ærinder - af den mere praktiske karakter har der været en del af i dag. Mobiltelefonen virker, presseakkrediteringen er afhentet og her brød fordommen om at ting tager tid. Den medbragte bog blev aldrig åbnet, for brevet med papirer, de 5 foto, 3 kopier af passet, kopi af visum, kopi af billet, brev fra JP, svar på 15 spørgsmål og andre bilag, stemplet postet og sendt for halvanden måned siden var gået gennem alle procedurerne. Tilbage var bare et par underskrifter, stemplet og en betaling og 15 minutter senere kunne bygningen forlades, nu med tilladelse til som udlænding at tale med zambiere, spørge dem om deres mening og tage fotografier helt legalt.

Tilbage i Kalingalinga bliver aftensmaden indledt med en bordbøn. Det er Testinas anden søster, som er kommet på besøg. Hun er sygeplejerske og arbejder på et katolsk hospital. Hun takker for maden og alle de gode ting som Gud har ladet ske i dag. Der stemmes i til et Amen inden hænderne foldes ud og dyppes i vaskefadet, som rækkes rundt inden fingrene blander risen, den olierede tomatsauce og det kød som stadig er sejt til trods for at det udgjorde frokosten og siden har stået i varmen på komfuret og haft gode chancer for at mørne.