Storfamilien Okongo samler trådene i Kampala

Vi havde indtil ankomsten kun sparsomme oplysninger om det, der skulle vise sig at være en helt anden familie, end vi først havde regnet med.

Fra den danske ambassade, som havde fundet vores vært og vores hjem for de næste 3 uger, havde vi i første omgang blot fået at vide, at Mr. Joseph Okongo og hans kone havde sagt ja til at have os boende. Mine døtre, Sissel og Anna, blev derfor glade, da vi senere fik vi at vide, at der også var en jævnaldrende datter, Shanon, som gik på en nærliggende kostskole. Desuden havde familien Okongo adopteret 2 niecer på 9 og 11 år. Som hiv/aids-epidemien har raset i Uganda i de sidste 20 år, var det nærliggende at tro, at de to niecer, Priscilla og Mary, var forældreløse. Men forklaringen var langt mindre dramatisk, men ikke mindre overvældende end vi først troede. 

Segujja Road, adressen for vort midlertidige hjem, viser sig at ligge i den østlige udkant af hovedstaden, millionbyen Kampala. Vi bliver kørt dertil af to af ambassadens medarbejdere, som har været så venlige at hente os i lufthavnen, Entebbe, 35 km fra hovedstaden.

Den sidste del af turen går ad hullede jordveje. Med jævne mellemrum passerer vi vejbump af en højde, som ville vække opstand i danske buschaufførers fagforbund, med påstand om fare for rygskader. Farten tvinges ubønhørligt ned på 5 km. I flere tilfælde skraber bunden mod vejbumpet, så chaufføren bliver nødt til at tage vejbumpet på skrå. På dette sidste stykke af vejen til vores nye hjem, ligger lerklinede hytter med bliktag.

Alle forventninger om en høj en boligstandard hos vores værtsfamilie forsvinder som dug for solen - lige indtil chaufføren stopper foran en massiv, tofløjet jernport med spidse jernpigge på overkanten, og trykker let på hornet. Portdørene åbner sig ind til gårdspladsen og vi ruller ind, mens to unge mænd straks lukker portene bag os. Midt på gårdspladsen står Joseph og hans kone, Susan, omgivet af en mindre flok børn og unge mennesker. Vi bliver budt velkomne med store smil og varme håndtryk, og pigerne knæler ned på begge knæ og ser generte bort, mens de hvisker "hello, welcome".

Joseph og Susan viser sig at være samlingspunktet for ikke færre end 13 niecer, nevøer og et par af Susans yngre søskende, som aldersmæssigt fordeler sig mellem 9 og 25 år. Alle er de flyttet fra fjernere egne af Uganda til Kampala, for at gå I skole, på college eller på universitetet. Overalt i Uganda tilbydes skolegang for de 5 første år, men "secondary school" findes ikke alle steder, og højere uddannelser findes stort set kun i hovedstaden.

Joseph fortæller om aftenen, at han tidligere har nydt godt af økonomisk støtte fra sine søskende, da han selv tog sine uddannelser, først som skolelærer i overbygningen, og senere som bachelor i økonomi. Så nu er det min tur, fortæller han med en mine som viser, at han betragter det som en selvfølge, og at han er godt tilfreds med at være i stand til at løfte opgaven.

Uddannelserne har gennem de senere år givet ham forskellige job, bl.a. som økonomisk ansvarlig for forskellige miljø- og udviklingsprojekter. Det er disse jobs kombineret med Susans drift af en lille købmandsbutik i nabolaget, som giver det forholdsvis solide økonomiske grundlag, så de nu kan opfylde deres storfamiliære forpligtelser.

På grunden, som er omgærdet af en høj mur med glasskår indstøbt på toppen, ligger et hovedhus og et anneks. I hovedhuset har familien tilsyneladende ryddet to værelser, for at gøre plads for os. Værelserne er nymalede. Badeværelset med wc, en håndvask og en bruser med rindende koldt vand ligger lige ved siden af værelserne. Man kan ikke fortænke familien i at betragte betaling af kost og logi til 3 personer i 3 uger som et belejligt tilskud til økonomien. Men den økonomiske motivation overskygger ikke venligheden.