Sitemap | Avanceret søgning |

Dagen der rystede verden

Intet er mere det samme efter de blodige terrorangreb på World Trade Center i New York og Pentagon i Washington. Her er brudstykker fra de dramatiske timer på en ganske almindelig tirsdag, som hensatte en hel verden i chok og forfærdelse.

Af KNUD WILHELMSEN
Publiceret 16-09-2001

Tirsdag den 11. september 2001 vågner John Ogonowski ved femtiden. En time senere har den 52-årige flykaptajn overstået bad og morgenmad. Han kysser sin sovende kone Margaret og sine tre døtre Laura, 16, Caroline, 14 og Catherine, 11, farvel, inden han forlader familiens farm i Dracut, Massachusetts.

Han skal endnu en gang føre American Airlines morgenfly Flight 11, en Boeing 767, fra Boston til Los Angeles, som det har været rutine de seneste tre år.

På slaget seks starter John Ogonowski bilen for at køre til Bostons Logan Airport. På vejen passerer han sin onkel Al's hus og sender som altid sin hilsen med hornet.

Det ligner en ganske almindelig dag.

Fremme i Logan lufthavnen udspiller der sig samtidig en banal batalje, da en gruppe arabiske mænd i parkeringskælderen kommer op at skændes med en anden rejsende om en ledig plads.

I New York er Anne Posner også tidligt oppe. Den 29-årige bankassistent tager The Subway, New Yorks undergrundsbane, ind til World Trade Center, hvor hun arbejder i en international bank. Anne Posner står af ved Church Street, går over Plaza, der er en kopi af Markuspladsen i Venezia, og tager elevatoren op til 90. etage i det nordlige tårn.

For hende ligner det også en almindelig dag på jobbet.

Det samme håber den 68-årige Raymond Downey, der har arbejdet sig op fra almindelig brandmand til en chefpost i Fire Department New York efter flere udmærkelser ved særlige operationer.

Raymond Downey, der er far til fem gifte børn, forlader hustruen hjemme i Deer Park på Long Island og kører ind til sit kontor i New York City for at få noget papirarbejde fra hånden.

I Logan Airport tjekker John Ogonowski vejrudsigten og går om bord i sin Boeing 767, der har 81 passagerer med på turen til Los Angeles. Andenpiloten, Tom McGuinness, sidder allerede i cockpittet.

De får starttilladelse klokken 07.59 og taxier ud, gasser op og er snart i luften, hvor de ni stewardesser og stewarder forbereder morgenmaden til passagererne.

Inden for få minutter går tre andre fly i luften på østkysten:

Klokken 08.01 letter United Airlines Boeing 757, Flight 93, fra lufthavnen i Newark med kurs mod San Francisco. Der er syv besætningsmedlemmer og 38 passagerer om bord.

Klokken 08.10 tager American Airlines Flight 77, ligeledes en Boeing 757, fra Dulles International Airport i Washington. De ni besætningsmedlemmer og 56 passagerer har Los Angeles som mål.

Klokken 08.15 letter United Airlines Flight 175, en Boeing 767, fra Logan Airport i Boston. Det skal ligesom John Ogonowskis fly til Los Angeles. Der er ni besætningsmedlemmer og 56 passagerer med.

John Ogonowskis Flight 11 er kommet sikkert op og følger den normale rute mod Los Angeles, viser radaren.

I New York er Anne Posner og Ray Downey begyndt på dagens arbejde.

Piloterne i Flight 11 slår den automatiske pilot til og forventer en problemfri flyvning.

Det samme gør passagererne.

Men pludselig sker der noget.

Over Worcester, Massachusetts, dykker maskinen og tager retning mod New York.

John Ogonowskis maskine er blevet kapret.

Et ukendt antal mænd har med trusler om vold og bevæbnet med knive og barberblade angrebet kabinebesætningen og skaffet sig adgang til cockpittet.

Fra kontroltårnet får Flight 11 besked om ændre kurs og stige til 31.000 fod, omkring 10 kilometers højde. Ordren bliver ikke fulgt, og i kontroltårnet er der en snigende frygt for, at maskinen er blevet kapret.

Samtidig afbrydes flyets transponder, der giver oplysninger om blandt andet højde og identitet.

Det lykkes kaptajn Ogonowski at aktivere en nødmikrofon med forbindelse til jorden og signalerer dermed, at noget er galt. Flyvelederne opfanger flykaprernes stemmer - engelsk med accent.

»Gør ikke noget dumt,« bliver der sagt, »vi vil ikke forulempe jer. Og vi har flere fly, vi har andre fly.«

I kabinen lykkes det samtidig et besætningsmedlem at ringe til American Airlines operationscenter og fortælle, at flyet er kapret. Den pågældende oplyser sædenummeret, hvor en af kaprerne sidder.

Hvad der herefter sker, er uvist, men kaprerne har overtaget styringen af Flight 11, der fortsætter mod New York.

Lavt kommer Boeing 767'eren ind over byen langs Hudson floden med kurs mod Manhattan.

Klokken 08.45 rammer den ind i World Trade Centers nordlige tårn.

Alle om bord mister livet i et inferno af ild.

Herefter bliver verden aldrig, som den var.

Øjenvidner har minutterne forinden undret sig over, at den store maskine nærmer sig Manhattan, hvor der er flyveforbud. Da flyet rammer World Trade Center, tror de, at der blot er tale om en frygtelig ulykke; at et fly er kommet på forkert kurs.

Anne Posner er på vej mod sit kontor på 90. etage i nordtårnet, da hun hører et eksplosionsagtigt brag. Hun ved ikke, at Flight 11 har ramt World Trade Center nogle etager højere oppe.

»Jeg blev slynget ned på gulvet,« siger hun. »Bagefter kravlede jeg hen på kontoret. Ingen af mine kolleger var endnu mødt. Jeg forsøgte at komme derfra, men der var så meget støv i luften, at jeg ikke kunne trække vejret. Lidt efter kom nogle mennesker, som hjalp mig ned ad de mange trapper, men jeg følte mig ikke i sikkerhed, før jeg var ude af bygningen.«

I nabotårnet flygter mange, der har overværet ulykken, selv om sikkerhedsfolk råder dem til at blive, da risikoen ved at opholde sig i bygningen er mindre end ude på gaden.

»Ingen grund til panik,« lyder det fra højttalerne.

Den 28-årige dansker Sebastian Shapiro er netop kommet ind til området med Subway'en, da det første tårn rammes. Han får efterfølgende kontakt med en bekendt, der arbejder på 89. etage i det sydlige tårn.

»Min kammerat fortæller, at sikkerhedsfolk beder ham blive i bygningen, men han trodser opfordringen og tager elevatoren ned. Mange andre følger efter på trapperne. Havde han fulgt rådet, var han aldrig kommet ud.«

To etager længere oppe vælter den 70-årige arkitekt Katherine Ilachinsky ned fra kontorstolen, da flyet eksploderer mod nabotårnet lige overfor.

Den ældre dame styrter hen mod trapperne og når i sikkerhed.

På 80. etage sidder den 42-årige Nancy Cassidy i sit kontor, hvorfra hun ser angrebet på den anden skyskraber, og hun farer ud i gangen sammen med andre kolleger. Chefen råber, at de skal se at komme væk.

GEt out of here. Get out of here, brøler han.

»Så hører vi sikkerhedsfolk sige i højttalerne, at vi skal blive, for bygningen er sikker. Men jeg tør ikke; jeg løber ned ad trapperne og kommer væk.«

Over alt i det 110 etager høje hus diskuterer kolleger, om de skal blive, sådan som sikkerhedsfolkene anbefaler, eller flygte.

Nogle følger rådet, andre vælger trappen.

Tusindvis af mennesker i gaderne på Manhattan stirrer vantro mod det nordlige tårn, hvorfra en søjle af røg stiger op mod den blå septemberhimmel.

Ulykken sker midt i de store TV-selskabers morgennyheder, og alle kanaler stiller om til Manhattan for at rapportere fra det nationale ikon.

Australieren Ian Thorpe, verdens bedste svømmer, ånder lettet op, da han ser billederne på sit hotelværelse. Han er netop vendt tilbage efter sit kamera og tænder rutinemæssigt for fjernsynet. Få minutter forinden har han været på vej hen til World Trade Center for at nyde udsigten fra toppen, men den tredobbelte OL-guldvinder fra Sydney vender om, fordi han har glemt sit kamera.

I TV diskuteres det, hvordan ulykken kunne ske.

United Airlines Flight 175 er på vej mod Los Angeles.

Blandt passagererne er en anden sportsstjerne, den 53-årige Garnet ''Ace'' Bailey, der i sin aktive ishockeykarriere var med til at vinde Stanley Cup to gange. Nu er han talentspejder for Los Angeles Kings.

Pludselig er Flight 175 ude af ku

'