Sitemap | Avanceret søgning |

New York bløder

Newyorkerne er tomme i øjnene, og de sørger. Men livskraften er stadig i byen, som dagen efter katastrofen var spøgelsestom.

Af JENS CHR. HANSEN Jyllands-Postens korrespondent
Publiceret 13-09-2001

New York Tomheden fylder mest lige i øjeblikket. Gaderne - de lange avenuer på Manhattan er tomme, og udtrykkene i new yorkernes ansigter er tomme.

Katherine Munoz´ tårefyldte ansigt søger efter svar. »Hjælp mig. Please, hvor er han, hvem kan hjælpe?« lyder det grådkvalt, mens hun ivrigt viser billedet af sin 29-årige mand.

Hun har intet hørt, siden verdens største bygningskompleks World Trade Center tirsdag morgen styrtede sammen, som var det et sandslot. Katherines mand arbejdede for Texaco og var på sit arbejde på 96. etage i det sydlige af de to tårne, da katastrofen ramte New York.

Hun står uden for New York School på 11. Gade mellem 5. og 6. Avenue. Her er der midlertidigt oprettet et kontor, hvor folk, der savner familie, venner og bekendte kan henvende sig.

Foreløbig kan ingen hjælpe Katherine Munoz. Ingen kan give hende svar. Kun en trøstende omfavnelse og en skulder at græde ud ved. Usikkerhed, men ikke panik. Sorg, men ikke hævntørst.

Mødre, døtre, sønner og fædre kommer ud fra kontoret for savnede personer. Først helt stive i øjnene går de nogle skridt hen ad fortovet og begynder så at græde. Først stilfærdigt, så voldsommere og voldsommere.

De fleste har endnu ikke rigtig fattet, hvad der er sket. Håber at der er tale om et mareridt, og at man igen vågner op til synet af de to dominerende tårne, new yorkernes vartegn og deres stolthed. Men det er rigtigt - reaktionen, sammenbruddet hos de ramte kan komme flere dage efter så chokerende en oplevelse.

Intet nyt

Joe fra New Jersey er mere fattet. Han har mistet - eller i hvert fald ikke hørt noget som helst fra to gode venner, som arbejdede på 86. etage i det nordlige tårn, da terror i løbet af en time fjernede de to skyskrabere fra New Yorks skyline.

»Jeg har talt med Dennis' mor. Hun har intet hørt, og han plejer altid at ringe. Han ringede i går, da flyene havde ramt, og han fortalte, at han nu var nødt til at afbryde forbindelsen, fordi de skulle evakueres. At han var i sikkerhed. Siden har ingen hørt noget.«

På spørgsmålet om, hvorvidt Joe føler en voldsom hævntørst svarer han, »Nej, jeg har ingen hævntørst. Jeg er forvirret. Hævn hjælper ikke, vi skal have standset dette vanvid. Hvorfor skulle det ske? Hvordan kan mennesker have så meget vrede i sig?«

Liv, ikke hævn

Foreløbig taler kun få om hævn. For new yorkerne er livet vigtigere.

De ansatte i redningskorpsene er hårdt ramt. Omkring 500 brandfolk, politifolk og hospitalsmedarbejdere på stedet savnes. Ingen siger endnu, at de er dræbt. Håbet om at finde nogle af de overlevende, der er begravet under de adskillige tusinde tons stål, glas og murbrokker, lever og vil leve flere dage endnu.

En brandmand i FDNY (New Yorks brandvæsen) har ikke lyst til at snakke. Han ryster på hovedet og henviser til »dem med de hvide skjorter (cheferne).« De kan fortælle, at der er oprettet krisecentre, hvor familie og pårørende kan henvende sig.

Kun få har lyst til at snakke om de tusindvis af døde, der er ved at blive gravet ud under murbrokkerne. Og som journalist forekommer det meget vigtigt en dag som denne ikke at overskride de meget følsomme, psykologiske grænser.

Carl fra Queens og Diana fra Manhattan er begge to i sundhedsvæsenet. De har arbejdet i døgndrift med at tage imod sårede og tage sig af ligene. De sidder svedige i en bil og slapper af, inden de om få minutter igen skal ind i katastrofeområdet.

»Vi har mistet flere af vore kolleger, men ikke nær så mange som brandfolkene. Foreløbig tænker jeg slet ikke over det. En af mine gode venner savnes, men vi kører bare på. Det er et chok, men du er tvunget til at arbejde i en situation som denne og lade alt andet være ude. Så må vi tage konsekvenserne senere,« siger Carl og knuger sin arbejdskollega, Diana, i hånden.

De er kærester. Glade for at hver især er i live, men ikke desto mindre begge to klar til igen at gå ind i ruinerne.

Det sydlige Manhattan er spærret af ved 14. Gade - Union Square. Det afspærrede omåde er på størrelse med det indre København inklusive broerne. Alle kontorer, butikker og restauranter i området er lukkede. Kun folk i redningsarbejdet kan komme igennem. Medierne kan få lov at gå 20 gader længere ned til Chambers Street i Tribeca. Her kan man lige netop se resterne af hovedindgangen til World Trade Center. Der hvor man så tit er gået ind sammen med venner og bekendte for at tage elevatorturen 400 meter op i luften.

Undervejs er der fire-fem politiafspærringer. Politiet kigger meget nøje på ID-papirerne. I katastrofeområdet flyder det med udbrændte biler og helt forkullede biler. Der ligger et tykt lag sod og aske på vejen, på fortovet, over det hele. Sammenkrøllede skraldespande, en sko, et par bukser, en bluse, madrester flyder over området. Der lugter af brand og røg, af død og kaos.

Hundredevis af lastbiler, store gule gravkøer, ambulancer og militærkøretøjer er opmarcheret i sidegaderne. Klar til at gå i gang med at rydde tomten. Klar til at få New York i omdrejninger igen fra ''Ground Zero.''

Papirer i gaderne

Tonsvis af papirer fra kontorerne flyder rundt i området, mange hundrede meter borte fra eksplosionsstedet. Jeg samler en check på 30 dollars udstedt til byen New York op. Straks får jeg en ordre om IKKE at samle noget som helst op. Og man fornemmer klart, at tiden ikke er inde til diskussioner.

Befalingsmanden er en af nationalgardens mænd, som giver mig ordren. Han patruljerer i området. Nationalgarden er sat ind for at holde afspærringerne af den sydlige del af Manhattan. Da jeg spørger ham, hvor mange de er, og hvad deres opgave er, lyder det korte svar, »Vi må ikke tale med pressen.

Kø til blodbanken

Newyorkerne fra nær og fjern er rykket sammen i sorgens sund. Tusindvis tilbyder at hjælpe, andre tusinder giver blod, penge, tøj, mad. Frelsens Hær står for indsamlingerne.

Ved Vincent Hospital på 12. Gade og 7. Avenue står et par hundrede i kø til blodbanken. De har stået i kø i timevis. Tre af dem er den sorte 28-årige Kristine Slaughter fra Brooklyn, den hvide 53-årige Kathlyn Lynars fra Queens og den 65-årige tysker Renate Kundlund, som immigrerede til USA for 30 år siden.

De vil hjælpe. De er kommet til Manhattan for at hjælpe. Men foreløbig er der frivillige nok.

De tre kvinder kender ikke hinanden, men de har præcis den samme følelse. Sorg og forståelse. Og ingen krav om hævn, om at se de skyldige klynget op. »Sammenhold,« siger Renate, som kan huske rædslerne fra Anden Verdenskrigs Düsseldorf.

»Hævn hjælper ikke på noget,« siger Kathlyn Lynars. »Forståelse hjælper.« Hun nægter at give op.

»Hele samfundet vil lide, det vil tage måneder og år, før sårene heles. Men det kommer vi over. Ligesom vi newyorkere er kommet over andre svære tider. Intet kan sammenlignes med dette, men livskraften i denne by er så stærk, at vi vil komme os. Men ja, jeg er frygtelig bange lige nu.«

På Washington Square er folk begyndt at hænge blomster og hilsner op til minde om de døde. »Vi ved aldrig, hvor værdifuldt livet er, før vi har mistet det. Til alle dem, der mistede livet - I vil ikke blive glemt. God bless us.«

Som en spøgelsesby

New York er som en spøgelsesby denne tidlige onsdag morgen. Som en usynlig belejring. Men en belejring, hvor fjenden svæver et sted i det uvisse. Al biltrafik ind til byen er stoppet ved broerne og tunnellerne. De kilometerlange avenuer er tomme for biler. Den normale voldsomme larm af aktivitet, som newyorkerne ellers altid vågner op til, er afløst af en sjælden ro. Folk er knugede, men der er ingen panikreaktioner.

Den absolut letteste måde at komme rundt på er til fods eller på cykel, selv om langt hovedparten af newyorkerne ikke betragter cyklen som et transportmiddel.

Borgmesteren har opfordret folk i omegnskommuner

'