Andre Wimmer eventyr

Han har dykket med hajer på Filippinerne, levet med indianerne i Amazonas og rejst Afrika tyndt alene i en bil. Han har trekket og fløjet og redet og svømmet overalt på kloden, men udover det kommende rumeventyr er der især én begivenhed, der skiller sig ud.

6. oktober 2008 blev han og Ralph Mitchell de første to i verdenshistorien, som gennemførte et tandemspring over Mount Everest i Nepal. Bjergets status som verdens højeste havde længe tiltrukket Per Wimmer, som først overvejede at bestige bjerget og nå toppen på almindelig vis.

Men for det første er det efterhånden en næsten almindelig ting at gøre. I hvert tilfælde er der i sæsonen så mange mennesker på vej op ad bjergsiden, at grupperne kan risikere at måtte vente på hinanden. Og Per Wimmer er dårlig til at stå i kø - uanset hvor den kø måtte være.

Desuden er risikoen for at dø i forsøget på at nå toppen stadig næsten 10 pct. - en risiko, som ligger over, hvad Per Wimmer har besluttet sig for er acceptabelt. Risikoen for at dø skal kunne skrives med et enkelt ciffer og helt af de lave, før det er et projekt, han kaster sig ud i.

Derfor kom han i stedet på at se verdens højeste punkt ovenfra. I en faldskærm. Som den første nogensinde.

Det tog mange måneders forberedelse og træning og krævede bl.a., at holdet selv byggede en startbane på bjergsiden, at de selv skaffede og tilpassede iltudstyret, at de byggede om på det fly, de havde fundet til formålet, og at de brugte måneder på at få alle nødvendige godkendelser og papirer fra de nepalesiske myndigheder. Og så skulle der jo også lige trænes lidt i selve udspringet, hvilket bl.a. foregik med et tilsvarende udspring over Europas højeste tinde, Mont Blanc.

Trods udførlige forberedelser endte teamet med at udskyde udspringet flere gange. Vejret var for dårligt. Men da det endelig klarede op, og det lille fly lettede fra Drop Zone, var det uden mulighed for at fortryde. For med al vægten ombord ville det være umuligt at lande flyet sikkert igen.

Ralph og Per skulle ud, og ud kom de. I ni kilometers højde, med iltudstyr og en kuldepåvirkning på minus 60 grader. Et helt minut hang de i frit fald over spidsen af Mount Everest, før skærmen foldede sig ud, og de kunne svæve ned til Drop Zone i fire kilometers højde.

Per Wimmer lavede selv en film om forløbet og benyttede opmærksomheden til at samle ind til nepalesiske børn.

Se mere om eventyret på www.wimmerspace.com